Hærvejsmarchen – sådan gik det!

29 og 30 juni 2019 var der traditionen tro hærvejsmarch i Viborg.

Jeg havde som mål at gennemføre distancen på 2×20 km, altså gå 20 km lørdag og 20 km søndag.

Det var min debut som deltager og det er et mål, der har været længe undervejs. Faktisk har det været på skemaet i omkring et års tid.

Før jeg overhovedet kunne sætte det som et realistisk mål, var fuldt 2 år med benhård genoptræning efter en hjerneblødning, der var forårsaget af et styrt på ski i marts 2016.
Jeg måtte lære at gå igen. Jeg har i dag en halvsidig venstre lammelse, der gør, at jeg ikke kan bruge min venstre arm, og ikke har fuld førlighed i venstre ben.
Gangtræningen har langsomt gjort, at min fornemmelse af frihed er blevet øget i takt med, at jeg er blevet stærkere. I begyndelsen, når jeg skulle ud at gå, var ruten nøje målt op, og jeg skulle bare hjem og slappe af i de trætte ben efterfølgende. Efterhånden som distancerne er blevet længere, og jeg er blevet stærkere, er jeg blevet mere fri til at gå små omveje eller lige gå lidt ekstra, hvis jeg havde lyst og kræfter til det. Det har givet en dejlig frihedsfølelse af, at jeg kan komme rundt på egen hånd. Jeg kan faktisk holde til at være igang i flere timer.

Dag 1: lørdag d. 29 juni

Nu var dagen kommet til at prøve kræfter med distancen på 2 x 20 km til hærvejsmarchen i Viborg.

Det var køligt og lidt blæsende fra morgenstunden. Jeg overvejede en ekstra gang, om jeg skulle ha en varm trøje på. Jeg valgte at lade være, da vejrudsigten lovede varmt vejr hen på dagen. Det blev en god beslutning 🙂

Både lørdag og søndag gik jeg sammen med min svigermor Irene og hendes veninde Signe samt min lillebror Claus. Der var lidt udskiftning mellem et par stykker andre, som gik enten lørdag eller søndag. Men vi 4 gik sammen begge dage. Lørdag cyklede mine drenge, deres fætre og farfar Hærvejsløb på mountainbike fra Engesvang til Viborg. En distance på 60 km hvor yngste mand var 9 år og ældste 69 år. Vi ønskede hinanden god tur inden vi kørte mod paradepladsen i Viborg.

Det var virkelig god stemning ude på ruten. Vi delte en del af turen med dem, der gik karnevalsrute. Der var mange udklædte grupper af mennesker med høj musik og diverse kreative påfund i form af trækvogne til drikkevarer ude på ruten.
Der var festivalstemning både blandt deltagere, men også på rastepladserne var der jazzmusikere, der underholdt de vandrende. På et tidspunkt over middag deltes ruterne, så man gik de sidste 5 km selv. Lige så underholdende deltagerne på karnevalsruten var i starten, og hvor det var hyggeligt at gå sammen, lige så dejligt var det, at ruterne blev delt til sidst. For indrømmet folk blev mere og mere fulde. Det var dejligt at kunne høre fuglene synge og sit eget åndedræt igen, da vi blev delt op.
På en måde gik turen nemt og enkelt med alle de ting, der skete undervejs. Det var en utrolig smuk og naturskøn rute, der hele tiden vekslede. Vi gik forbavsende lidt på store veje, men mere små hyggelige veje omgivet af skov, marker, eng og sø.
Det var godt med selskab på turen. Kilometerne gik hurtigt. Selvom der var mange perioder, hvor vi ikke talte sammen, så var vi fælles om det. De få gange ruten blev lidt udfordrende for mig, holdt jeg ved Claus´s arm til støtte. Det var en god hjælp at have ved hånden.
Det var først på de sidste 2 km, at jeg begyndte at mærke trætheden melde sig, og det var dejligt at komme i mål.
Vi ventede i målområdet på, at drengene kom ind fra cykelløb. Der var god stemning, musik, solskin og glade mennesker. Vi fulgtes hjem, da alle var i mål. Det var godt at sove i sin egen seng om natten.

Dag 2: søndag d 30. juni

Jeg vågnede tidligt. Det var lidt svært at komme ud af sengen med de trætte ben. Det var godt at have god tid til at få gang i min trætte krop.
Hvor lørdag var præget af feststemning var søndag helt anderledes rolig. Det var meget varmt fra morgenstunden.
Kroppen skulle lige igang, men langsomt kom vi fremad. Der var længere til depoterne, og ruten var mere kuperet. Jeg brugte Claus som støtte flere gange, hvor det var lidt svært for mig at gå i terrænet. Da vi ramte middag bagte solen ned over os, og jeg/vi var ved at være trætte.
Det første depot vi nåede til, var allerede ved at lukke ned, og de havde ikke flere sodavand, der ikke var light. Det gider man ikke drikke, når man hungrer efter energi. Heldigvis havde de æblejuice. Helle, der gik med, havde håbet på en sandwich, men måtte nøjes med en rød pølse m. brød.
Kroppen begyndte virkelig at være træt og vi holdt mange små vandpauser, hvor vi til gengæld ikke sad stille så længe. Da vi nåede til det sidste depot, sagde mit gps ur, at vi havde gået 20 km , så vi håbede på, at vi snart var i mål. Der fandt vi ud af, at vi stadig manglede 5,2 km. Der sad vi længe og samlede energi og vilje til den sidste del af turen. Claus købte en energidrik til mig (det var ingen sukkerholdige sodavand tilbage) Den gav lige det boost, der mentalt skulle til for at klare den sidste del af turen. Jeg slæbte fødderne afsted de sidste km, og da jeg nåede mål stod Thomas og ventede. ❤
Vi var samlet alle deltagere om aftenen hjemme hos os, hvor vi grillede og fejrede, at vi havde klaret marchen.

Herunder følger alle billederne:

4D11AE98-4300-46F2-9A8A-E8E5B9462FDF
Det var en meget smuk og afvekslende rute begge dage. Skov, Eng, mark og sø.
18B0ACE7-B8EF-477A-ABD2-50EC769EA04E
Claus og mig. Irene og Signe.
3731E8AB-0D78-4FD3-A0DE-866EC4E7F701
Jeg trådte i blød varm asfalt lige foran et opstillet toilet. Det var til stor morskab for os alle, at jeg satte fodspor hen over vejen. Svigermor prøvede at fjerne asfalten fra min sko uden videre held. Det skete over halvvejs søndag. Mine sko var allerede ved at være slidte, men nu er de vidst endegyldigt døde, og jeg skal have et par nye. Det er vidst ikke frås.
C29F1AC3-5471-44F0-BDED-3C69FEEFEDC1
Fællesskab og hyggelige pauser i skyggen.
DC59C7BC-7F51-47A0-8467-7C90407CCD3C
“Farfars drenge” cyklede hærvejsløbet på mountainbike fra Engesvang til Viborg. 60 km hvor yngste er 9 år og ældste er 69 år.
IMG_2043
Lørdagsholde; Claus, Signe, Irene, Helene og mig.
IMG_2084
Søndagsholdet; Claus, Sidsel, Helle, Irene, Karina, Signe og mig.
IMG_2102
Jubbiiii vi er i mål: Helle, Signe, mig, Claus og Irene.
IMG_2112
Diplom og medalje :0) Det siger 40 km, men mit ur siger samlet distance på 48 km :0)

Ris og ros af hærvejsmarchen som arrangement, set fra en debutant:

Ros:
  • Godt planlagt
  • Velorganiseret start og mål område
  • Nemt at finde ud af med startkort/medaljer osv.
  • Naturskønne ruter
  • Glade mennesker
  • Hyggeligt med jazz musik ved rastepladserne lørdag
Ris:
  • Info om rastepladsernes åbningstider var godt gemt.
  • Vi kunne ikke finde vandposterne om lørdagen. Vi købte os til ekstra vand.
  • Træls at nå frem til halvtomme depoter. Især når det er meget varmt og man er træt.
  • Ruterne var noget længere, end vi troede 22 km lørdag og næsten 26 km søndag. Vi gik ikke forkert.
Det er så livsbekræftende at sætte sig et mål, som er lige på grænsen til, at jeg troede, at jeg kunne klare det. til nu hvor jeg er på den anden side af det.
Nu sidder jeg her og er glad og træt. Jeg har fået ny tillid til min fysik. Jeg er ikke så begrænset længere i at komme rundt på egen hånd. Jeg er meget taknemlig for, at det har kunnet lade sig gøre.
Det har været en fed weekend med masser af dejlige minder. Der er flere der har sagt til mig “ jeg går med til næste år”
😀
Nu må vi, om der bliver et næste år for mig. Jeg vil ikke love det.
Jeg vil bestemt heller ikke afvise det!

“Fighter” Åbningstale ved Stafet For Livet i Ikast

I dag har jeg holdt fightertale ved Stafet For Livet i Ikast, hvor det er første gang, det bliver afholdt. En “fighter” er en der selv har været eller stadig er ramt af kræft. Jeg havde lymfekræft i 2009 – 2010.

Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at holde fightertale ved åbningen af stafetten i forbindelse med, at jeg var ude ved Kræftens Bekæmpelse i februar og holde foredraget “smil til livet – også når det giver dig tæsk”
Det sagde jeg ja til :0)
022F9C90-3878-47D1-8DD3-B6CEB458EA25
Nedenunder kan du læse talen, som jeg holdt i dag:

Stafet for livet, Hjertet Ikast. Fightertale 4/5 kl. 11.00

Hej! Jeg har fået æren af at sige et par ord til jer i dag. Fra e´n fighter til alle jer… Fightere, pårørende, venner og bekendte.

Jeg vil starte med at sige et par ord om mig selv og MIN historie med kræft: Jeg hedder Christina. Jeg er 41 år og for 10 år siden fik jeg en kræftdiagnose.

I 2009 stod vi i det, der umiddelbart sku ha været en lykkelig tid for vores lille familie. jeg havde lige født vores yngste søn Mikkel, og alt skulle på papiret være så godt. Skæbnen ville, at da Mikkel var bare 2 mdr. gammel fik jeg diagnosen lymfekræft.

Jeg var meget syg og mærket af det. Kræften havde bl.a spredt sig til knoglerne i min skulder og mit bækken. Graviditeten havde været præget af smerter pga. sygdommen, og det havde på mange måder allerede været en hård periode for vores lille familie.

Håb og frygt for fremtiden kom til at gå hånd i hånd. Sygdom og hospitalsverden blev sammen med bleer og babymad en del af vores dagligdag i de næste 1 1/2 år frem. Indtil at jeg endelig kunne erklæres sygdomsfri, efter både et tilbagefald og en hård stamcelletransplantation. Jeg har heldigvis været kræftfri siden.

Den første tid efter sygdommen var det svært, helt at tro på, at jeg var rask. Bivirkningerne til behandlingen var massive. Det var på mange måder en helt ny krop og en ny virkelighed, vi skulle lære at navigere i. Jeg husker specielt frygten for endnu et tilbagefald ved kontrollerne på hospitalet. Det tager tid at finde sig selv igen, og rigtig tro på at det er overstået… At man er… RASK?

Vi er så mange, der bliver berørte af kræft hvert år. Hvis ikke det er os selv, er det en i vores omgangskreds. En vi har nær. Det er vi alle her et vidne på.

Livet bliver ikke det samme igen efter en kræftsygdom. Vi skal lære at leve med bivirkningerne til behandlingen og evt senfølger. Vi skal lære at leve uden dem, vi har mistet. Måske har vi ar på krop og sjæl. Vi skal lære at leve i en ny virkelighed. Selvom livet bliver noget andet, kan det godt blive godt igen. Det bliver godt igen.

Som fightere lærer vi at sætte pris på livet. At leve i nuet og ikke tage noget for givet. Kræftbehandlingen kan være voldsom, og vi skal ligge krop til kemoterapi, stråler eller operation og det i lang tid ikke at vide, om det går i den rigtige retning. Behandlingen foregår nogengange hurtigere end vi selv kan nå at følge med.

Kontrollen over vores eget liv er for en stund væk! Vi må spørge os selv, om kontrollen egentlig nogensinde rigtig har været der?

Det eneste vi kan vælge er med et smil på læben, at stå ud af sengen hver morgen, og prøve at få det bedste ud af det vi har. Mærke glæden over at være i live. Over livet.

Derfor føles det så godt at gøre noget aktivt sammen med andre. For på den måde at genvinde lidt af kontrollen, som ved at deltage i Stafet For Livet.

I stafetten bruger vi vores krop skånsomt ved at gå, og får på den måde vigtig og nærende motion. Det bidrager til kropslig glæde, og når vi går sammen med ligesindede – følelsen af ikke at være alene.

I dag kæmper vi symbolsk side om side. Vi går sammen og mærker et fællesskab med andre. Lys, håb og sammenhold som Stafet For Livet er. Giver energi, håb, glæde og modstandskraft til den videre kamp for livet. Vi står samlet side om side. Vi går side om side for på den måde at vise, at håbet lever for et liv uden kræft.

FOR I dag fejrer vi livet. I dag finder vi støtte hos hinanden i fællesskabet om det samme mål. Vi støtter hinanden i kampen om … Et liv uden kræft! I dag er vi her alle som fightere og vi er alle vindere.

Jeg vil ønske jer en rigtig god stafet! og tak fordi i lyttede:)
F4ED3F22-0ABA-4B47-99AB-FAA0FFBA3231
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå og holde tale foran en forsamling. Jeg var meget genert som ung. I forbindelse med at forberede mit foredrag og øve det igennem mange gange og komme ud og præsentere det, har jeg fundet ud af, at jeg godt kan kommunikere til mennesker. Jeg har noget på hjerte, og jeg er ikke bange for at tale om de svære ting.
Det har min coach uddannelse ved Nordlys i Silkeborg hjulpet mig til at finde ud af. Der har vi snakket om, at hvis du frygter noget, så skal du forberede dig. Det har jeg så gjort. Jeg har forberedt mig, til jeg kunne mit foredrag og min tale udenad. Det gør en kæmpe forskel. Jeg synes selv, at det gik godt med at holde talen.

Skulle du læse dette indlæg og have lyst til, at jeg kommer forbi, og holder foredraget: “smil til livet – også når det giver dig tæsk”, så kan jeg kontaktes på krumsine@gmail.com
Du er selvfølgelig også velkommen til at kommentere på indlægget;)

Her kan du læse mere om foredraget “smil til livet – også når det giver dig tæsk”  

3 dage på vand… og ingen brød!

Jeg har længe overvejet en faste på 3 dage, hvor jeg kun drikker vand. Nu skulle det være! Jeg havde reserveret nogle dage i kalenderen, hvor jeg ikke skulle noget andet end passe på mig selv.

Kan man undvære mad så længe? Og hvorfor udsætte sig selv for det? Det prøver jeg at forklare herunder.

Jeg er ikke ekspert på, hvad der sket i kroppen, når den ikke får føde i et par dage, men

hvorfor så faste, tænker du måske?

Fordi, at hvis jeg kan opnå bare lidt fremgang/fremskridt i min fysiske og mentale formåen, så er jeg villig til at gøre det.

Sådan gjorde jeg:

jeg spiste aftensmad fredag. Mit næste måltid var så tirsdag morgen. Jeg har kun indtaget alm. vand og grøn urtete i den periode. Nu tænker du måske, at det rabler helt for mig;) det gør det måske også? Men…

Jeg har læst og hørt at 3+ dages faste kun på vand, og faktisk også længere end det, kan hjælpe din krop til at helbrede sig selv. Ikke sådan forstået at den så kan hele et brækket ben, men du understøtter kroppens naturlige heling og udrensningsevne ved at give kroppen en pause fra at fordøje mad.

Du kan læse mere om det på tanglewoodwellnesscenter.com, hvis du vil vide mere om vandfaste.

Du kan også finde Loren Lockman på youtube, hvor du kan få en masse viden om faste.

Det var min gode barndomsveninde Pernille Rosenkær, der i sin tid introducerede mig til det at faste. Hun driver holistic Vision og http://www.vandfaste.dk

Hun er heilpraktiker og ved en masse om faste.

Jeg tænker jo, at det er helt gratis at prøve. Det er “bare” et spørgsmål om kun at drikke vand i 3 dage. Det kan da ikke skade.

Kan det hjælpe mig bare det mindste! Ja så er jeg villig til at forsøge. Det koster jo ingenting!

Hvad håber jeg på at opnå ved at faste i 3 dage?

Hvis jeg kunne få lidt mere mentalt overskud, ville det være det hele værd! Jeg bliver stadig meget hurtigt træt. Det er meget bedre, end det har været, men der er sandelig plads til forbedringer.

Det handler ikke om et vægttab

Der er ingen tvivl om at 3+ dages faste tærer på fedtdepoterne, men det er altså på ingen måde, derfor jeg gjorde det. Selvom jeg godt kunne smide lidt kilo, uden det gjorde noget. Hvis jeg skal tabe mig på en sund måde, er det bedre med de daglige gode valg. Det er altså ikke 3 dages sultestrejke, med et mål om vægttab overhovedet.

Forberedelse til faste:

1. Stoppede med at drikke kaffe en uge før (Ingen grund til hovedpine fordi du ikke har fået din kaffe;)

2. Ingen alkohol ugen før (ingen grund til at presse systemet mere end højst nødvendigt før faste)

3. Jeg spiser normalt plantebaseret, men hvis du selv skal prøve, vil jeg anbefale kun letfordøjelig mad den sidste uge op til.

4. Jeg har udvalgt 3 dage, hvor jeg ikke har planer. Med ro til bare at være. Drengene er på lejrtur med badminton indtil søndag. Når de kommer hjem, har de spist aftensmad.

5. Det er ikke første gang, jeg faster. Jeg har vidst længe, at jeg gerne ville prøve 3 dage. Jeg har eksperimenteret med faste i 36 timer mange gange efterhånden. Så jeg har en god fornemmelse af, hvordan det føles i kroppen. Nu har tiden været klar til at prøve de 3 hele dage.

6. Motivationen og tiden skal være rigtig for, at det bliver en god oplevelse. Det er vigtigt med tid og ro til dig selv. Gå en lille tur. Mediter. Læs eller lyt til lidt musik. Tag en lille lur på sofaen.

Du bliver konfronteret med mange af dine vaner omkring mad, når du faster. Hvor meget tid vi faktisk bruger på at tænke på mad, planlægge det og lave mad. Du bliver bedre til at høre din krops signaler, om du er sulten, og hvornår du har fået nok. Jeg bliver personligt bedre til at drikke vand nok i det daglige. Når jeg faster, har jeg næsten hele tiden et glas vand ved siden af mig. Til hverdag har jeg en tendens til at drikke kaffe og glemme vandet.

Reaktioner under fasten:

1. Hen på eftermiddagen dag 1) begynder jeg at småfryse lidt, og det er godt med hjemmefutter, en varm trøje og en kop varm urte-te.

2. Dag 1) først på aftenen begynder smagen i munden at ændre sig. Jeg børster evt. tænder en ekstra gang.

3. Dag 1) bliver hurtigt træt og sover tungt om natten.

4. Dag 2 jeg har mere energi end forventet. Jeg arbejder lidt ved computeren og går senere en lille tur. Jeg får en lur på sofaen.

5. Dag 3 jeg har sovet godt. Er veltilpas omend lidt træt.

6. Start dag 4 min tunge er helt hvid af en slags belægning. Jeg har ikke sovet fantastisk. Været vågen lange perioder af gangen, men har det faktisk godt, når man tænker på, at jeg ikke har spist siden fredag aften. I dag er det tirsdag morgen.

Jeg har forberedt en havregryn/Chia/solsikke “grød” der har stået i blød i havremælk til min morgenmad.

Når fasten slutter:

1. Jeg bryder fasten med et glas friskpresset appelsinjuice blandet op med vand.

2. Vand, vand, vand. Jeg vil tage min nye vane til mig og tænke i at få masser af vand i løbet af dagen- i små jævne mængder fordelt over hele dagen.

Hvis du selv skulle få lyst til at prøve faste, så prøv at søge på vandfaste. Start stille og roligt op. Det er både nemmere og sværere på samme tid, end du måske tror 😉

Start forsigtigt op igen og spis vandholdigt mad i ikke for store mængder. Held og lykke med det😉