Nyt “Smil til livet” foredrag?

Siden sidste efterår har jeg været ude en del gange og holde foredrag for forskellige folk. Jeg har kaldt foredraget “Smil til livet” – også når det giver dig tæsk! Det har mest været baseret på mit liv, hvor jeg slutter af med at komme med nogle bud på hvordan”man”  og jeg kommer videre i livet efter en livskrise.

IMG-1186

“Jamen hvordan gør du det, hvordan kommer du igennem det?”

På en måde har jeg flyttet mig en hel del siden, jeg startede på at holde foredrag. Jeg har indset at mit fokus i foredraget bliver nødt til at ændre sig til, at handle endnu mere om hvordan vi håndterer kriser, og hvordan vi kommer igennem dem.
Det er jo ikke noget man bare lige gør! For at være ærlig anede jeg ikke hvordan man og jeg gjorde. Jeg havde ligesom ikke noget valg. Jeg stod jo der lige midt i krisen, der føltes som om, at hele mit liv blev væltet omkuld.  Men det gjorde mig nysgerrig. Hvad er det jeg gør, og ikke mindst kan jeg lære noget om mig selv ?
Jeg har taget arbejdshandskerne på og er bla. snart færdig med en coachuddannelse, som jeg har brugt lidt over et år på. Der er også blevet tygget nogle murstenstykke bøger igennem. Ord fra kloge mennesker, hvor der virkelig er en visdom at hente…. hvis man er åben for det!
Jeg startede primært på coachuddannelsen for at blive lidt klogere på mig selv. Det synes jeg faktisk, at jeg er blevet…. Klogere på hvad jeg prioriterer i mit liv, og hvordan jeg gerne vil leve. Så klog at jeg faktisk tør komme med nogle bud på, hvad vi alle kan gøre og lære for at komme godt igennem en krise.
IMG_1574
Noget af det der er sket i mit liv:
  • Fik lymfekræft som 31 årig. Stod med nyfødt søn på armen og startede i kemobehandling. Fik et tilbagefald ret hurigt efter. Afsluttede 1 1/2 års behandling med stamcelletransplantation september 2010. Har været kræftfri siden.
  • Vokset op med alkoholisk far, der forlod min bror, mor og mig for at leve et liv i druk. Han døde som 58 årig efter 20 år i en kørestol efter en hjerneblødning.
  • Jeg faldt på en skiferie i 2016 og slog mit hovede (havde hjelm på) fik en hjerneblødning. Lå i koma i 2 uger. Jeg har i dag en halvsidig lammelse.
  • imellem kræftsygdom og skiulykke har jeg løbet 1 marathon, 5 1/2 marathon. På trods af at mine lunger led lidt skade af alt den kemoterapi, som jeg måtte igennem.
  • Efter hjerneblødningen har jeg udgivet en børnebog og taget en coachuddannelse.
  • og jeg smiler stadig;)
Jeg tænker egentlig, at jeg har erfaret en del hvad angår livskriser, ulykker og sygdom. Derfor tillader jeg mig også at komme med nogle bud på, hvordan vi kommer godt igennem dem, så vi kan leve vores liv på bedste vis.
Det tager lidt tid at gennemarbejde og omstrukturere et foredrag. Hvis du tænker, at det måske kunne være noget for dig og dit firma / forening etc. så er jeg klar til efteråret med et nyt foredrag, der giver masser af tips og input til at komme godt igennem en større livskrise.
Du kommer altså ikke til at møde en person, der har ondt af sig selv, men en der smiler fra hjertet på trods af alt, der er sket:)
Du er mere end velkommen til at kontakte mig for at høre nærmere.
Venligst Christina

Lader du frygten styre dit liv?

Da jeg blev ramt af kræft blev jeg bange og ramt af en frygt for mit liv og min fremtid. Da det værste chok havde lagt sig lidt, besluttede jeg, at jeg ikke ville lade frygten styre mit liv. Det er nemmere sagt end gjort. Frygt kan vise sit ansigt i mange afskygninger og former. Jeg afsluttede min kræftbehandling med en stamcelletransplantation i 2010. Det var meget hårdt for både krop og psyke. Jeg har heldigvis været rask  fra kræft siden.

Motivationen for at løbe, var den rigtig eller forkert ?

Efter jeg havde fået stamcelletransplantation i september 2010, var jeg i mit livs dårligste form. Jeg havde svært ved at gå og havde ingen appetit.
Tidligere havde jeg dyrket meget sport. Jeg var vant til at føle mig sund og rimelig fysisk stærk. Det var ikke en rar følelse at være i starten af 30’erne og være så afkræftet. Jeg havde en stor motivation for at komme mig og komme så langt som muligt rent fysisk. Jeg begyndte at prøve kræfter med at løbetræne. Til at begynde med løb jeg kun 100 meter ned ad en sti, før min puls gik amok. Jeg følte jeg havde en kampesten på min brystkasse. Blodsmagen i munden overdøvede de blytunge ben. Jeg var virkelig i mit livs dårligste form.
Langsomt gik det fremad. Jeg havde massevis af små delmål. Første delmål var en rute på 3,5 km som jeg skulle kunne løbe hele vejen. Der kom flere til og længere og længere distancer. For hvis jeg kan løbe 100 meter, så kan jeg også træne mig op til at løbe 200 meter. Kan jeg løbe 200 meter, så kan jeg også træne mig op til at løbe 1 km. Sådan trænede jeg mig langsomt op til at løbe 5 1/2 Marathon og 1 helt Marathon.

cph-20x30.jpg
Lige før målstregen ved CPH Marathon 2014. Jeg tog mine drenge i hånden, og sammen løb vi ind over målstregen. De havde ventet på mig i silende regnvejr i over 5 timer.

Fra mit livs dårligste form til mit livs bedste på 3,5 år.

Det var sådan en fed følelse at føle sig stærk igen, og det er stadig en dag jeg husker tilbage på med glæde og taknemlighed. 3,5 år tidligere havde jeg svært ved at gå 100 meter og nu havde jeg løbet et Marathon. Jeg var i mit livs bedste form.

Motivationen blev en skyggeside

Motivationen for at blive ved med at løbe, efter jeg havde nået mit store mål, blev lidt en skyggeside. Jeg tænkte og jokede lidt ironisk med at:
Så længe jeg kan løbe, er jeg ikke syg!
Jeg vidste godt, at det ikke var den sundeste motivation for at løbe, og var helt bevidst om, at det var sådan, jeg tænkte. Jeg var ikke i stand til at ændre på min tanke på det tidspunkt.
Nu kan jeg ikke løbe længere pga. den halvsidige lammelse jeg har efter en hjerneblødning.

Jeg kan gå og få min motion på den måde.

Frygter jeg så endnu et tilbagefald af kræftsygdommen ?

Jeg frygter ikke længere et tilbagefald af kræftsygdommen.Tilliden til min krop er genvundet. Sundhed er mange ting. Det vigtige for mig her er balance. Både mentalt og fysisk.

Jeg ved, at det er mindst lige så godt for mig at komme ud i den friske luft og lyset og gå en tur. Det behøver ikke være løb.

Jeg har sat mig nye mål rent fysisk, og i øjeblikket træner jeg på at skulle gå hærvejsmarch i juni, som er 2 x 20 km. Det mål kommer jeg til sammenlagt at bruge et par år på at have nået. Ønsk mig held og lykke:)

hvordan påvirker frygten dit liv?

Et mareridt…eller hva?

I nat drømte jeg det, der godt kunne have været alletiders skræmmende mareridt for de fleste, vil jeg tro.

Som drømme kun kan, befandt jeg mig pludselig i en flyvemaskine i min drøm. Den styrtede mod jorden i voldsom fart. Jeg kunne næsten mærke fysisk hvor mange kræfter der var på spil. Jeg skreg. Til at begynde med. Så fik jeg tanken, at jeg jo ikke kunne gøre noget ved det alligevel, og jeg dermed lige så godt kunne acceptere det, der var ved at ske. Jeg holdt op med at skrige. Lukkede øjnene og en mærkelig ro indfandt sig. Jeg var ikke bange. Jeg vågnede inden, jeg nåede at finde ud af, hvad der skete.

Jeg forsøger at leve mit liv, så jeg ikke fortryder noget, hvis nu en dødsdom pludselig skulle ramme mig. Det tror jeg gør, at jeg kan drømme sådan en drøm uden at gå i panik. Hvis det værste skulle ske, er jeg klar! Det betyder ikke, at jeg har lyst til at dø, men at jeg lever efter bedste evne, så jeg ikke fortryder noget, jeg ikke fik gjort.

Skærmbillede 2018-10-06 kl. 11.45.23

#hvadfrygterdu #smiltillivet #mareridt #ingenfortrydelse #hardutidnok #gørdetidag

Foredrag i Engesvang Sognehus “Smil til livet – også når det giver dig tæsk”

Jeg har været lidt stille her på bloggen de sidste måneder. Krudtet er blevet brugt på min nye børnebog som jeg har skrevet “Zombiemusen Henry”….Men..
I går aftes holdt jeg et foredrag “Smil til livet” i min hjemby Engesvang. Der var et stort fremmøde af både gamle venner og slægtninge jeg ikke har set i årevis❤ og en del fra byen der dukkede op. det var dejligt og rørende med så stor opbakning til mit foredrag og til lille mig🙏.

IMG-1186

Tak fordi i ville bruge en eftermiddag/aften på det. Jeg ved hvor sparsom og vigtig Jeres tid er. Da foredraget var færdigt fik jeg mange positive tilbagemeldinger. Det er virkelig skønt for jeg ved at jeg kommer omkring nogle af de tunge ting i livet. Alt i alt en dejlig oplevelse, som jeg er klar på snart at skulle igen. Jeg var spændt over at stille mig frem i min egen by og tale om mit liv, sommerfuglene i maven forsvandt da jeg gik i gang og jeg håber og tror at jeg var rolig og velforberedt. Tak for i går allesammen.

Hvis du kunne tænke dig, at få mig ud og holde et ærligt og nærværende foredrag, hvor jeg snakker om nogen af de livskriser jeg har været igennem. Samt mit bud på hvordan vi kan tackle svære situationer i livet, så kontakt mig og jeg svarer så snart jeg har mulighed for det. Du kan se mere under fanen foredrag.

#smiltillivet #ogsånårdetgiverdigtæsk #foredrag

Turen til Florida,…sådan gik det!

Her kommer et fyldigt referat af min/vores tur til Florida, hvor jeg fik behandling på: 

Institute of Neurological Recovery, som er en privat lægeklinik.

Jeg har skrevet noter undervejs og efter hver behandling, som jeg vil dele med jer. Og det er endda blevet til en lille “iphone documentar film”. Jeg håber det vil give mening for dig der ser med.  


Nogen gange virker det lidt som tilfældigheder. Den måde vi opdager nye ting og muligheder for at komme videre. Men måske hvis du søger og leder efter specifikke ting hjælper universet dig med at finde det du skal bruge…Du skal bare turde sige det højt. Det er da rart at tænke sådan:) 

Hvordan fandt jeg klinikken?

Jeg så oprindelig et opslag på facebook i en gruppe jeg er med i for mennesker med en hjerneskade, om klinikken i Boca Raton, Florida. 60 Minutes Australien havde lavet et indslag om en kvinde der var derovre og få behandlingen. Hun reagerede meget positivt på behandlingen. Det gav håb for fremtiden… og jeg blev nødt til at undersøge muligheden for at komme afsted selv:

Vi tog afsted i marts og her kommer noterne jeg tog undervejs.

Se filmen over turen her

Status efter første behandling…

Min ansigtslammelse er næsten væk og det er blevet nemmere at drikke af et glas.Jeg kan løfte min fod lidt mere end før og det bliver derfor nemmere at gå. Jeg er blevet lidt hurtigere og det er nemmere at ændre retning. Jeg behøver ikke kigge ned på mine fødder;)Jeg kan nemmere gå ned ad en trappe, da det ikke gør ondt i min venstre ankel, når der kommer vægt over på den.Thomas siger min tale er blevet lidt tydligere og at jeg virker mere klar i hovedet.Min skulder er mindre “stram” i det og der er mindre spænding ( spasticitet ) i både arm og ben. Vi er lige kommet tilbage efter at have været på tur i 6 timer uden at være helt kørt ned;) Større udholdenhed. Bliver ikke så udtrættet. Jeg giver ikke op i en sætning, når jeg er ved at være træt. Mindre spasticitet når jeg strækker benet om natten.Hurtigere ude af sengen om morgenen og klar til at tage et skridt. Benet spænder ikke så meget op som før. Mindre lydfølsom. Synet er forbedret. Jeg er ofte blevet spurgt om jeg så dobbelt, men min hjerne har ligesom bare lukket ned i venstre side. Jeg blev lidt forvirret til at starte med, da mit øje pludselig så det, der var i rummet. Jeg er hurtigere til at spotte at jeg faktisk ser lidt dobbelt. Mit håb er at synet retter helt op i den kommende tid. Det vil gøre det hele lidt nemmere: at overskue nye store rum/ lokaler med mange mennesker ex. Indkøbscentre, lufthavne osv. Hvis jeg samtidig er mere sikker på benene, kan fremgangen tydelig mærkes.

Status 2 behandling… 

Umiddelbart tror jeg synet er blevet endnu bedre. Det er nemmere at overskue store rum hvor der sker meget.
Stramheden/spasticiteten i venstre skulder er kraftigt formindsket…hvis ikke helt væk.
Jeg kan løfte min venstre forfod op fra gulvet når jeg står op.
Hjeme igen:Det er nemmere at gå op og ned ad vores trappe. Benet føles ikke så tungt.
Jeg flytter mig hurtigere rundt i køkkenet. Vender mig om mellem skabe og køkkenbord.
Jeg har skåret ca. 2 minutter af min gåtur “blokken rundt” ( 1 km)

Var det pengene værd?

Helt sikkert. Hvor meget er du villig til at betale for, at få lidt af din tabte førlighed tilbage ? Jeg har jo næsten lært at leve uden disse sanser. Så er det ret fantastisk at gå lidt på opdagelse i kroppen. Og finde “nye” ting jeg pludselig kan igen. 

Jeg går ugentligt ved en dygtig fysioterapeut. Måske er der også et øget genoptrænings potentiale efter behandlingen. Jeg fik råd til det pga. min forsikring. jeg har været lidt heldig midt i alt det uheldige.

Ville jeg gøre det igen ?

Ja, uden tvivl. De forbedringer jeg har “fået” her er det jo ikke sikkert, at jeg ville have opnået på egen hånd… sandsynligvis ikke! Forbedringerne kommer til at påvirke min dagligdag i stor stil. Det giver et stort håb for fremtiden og mine muligheder.

Gjorde det ondt?

Overhovedet ikke. det gør mere ondt at blive vaccineret eller at få taget en blodprøve.

Hvad koster det?

Det koster 9.600 dollars pr. behandling

Kan du få behandlingen i Europa?

Det kan du ikke endnu. Lægen derovre arbejder på det og forventer, at kunne tilbyde behandling i Europa om ca 4-5 år.

Så er der alle billederne:

Den lille nål i midtjylland markerer mig:) De havde et kæmpe verdenskort med nåle til at markere alle de patienter de har behandlet. Jo større nål.. jo flere patienter.
Tur til Miami og Wynwood Walls
Tur til Miami og Wynwood Walls
Miami Beach
Poolen på stedet blev nydt:)

At leve som hver dag er den sidste…

Lever du som du gerne vil?

Hvis du blev sat stolen for døren og fik at vide at du ville dø indenfor et år. Hvad ville du så fortryde at du gjorde/ikke gjorde/ glemte at prioritere etc.?

Fordelen ved at have været alvorligt syg ( hvis man kan tale om fordele ) er at dine prioriteter bliver ekstremt tydelige for dig. Når du får at vide, at det ikke er sikkert, at du skal være her ret meget længere. Først er der det helt åbenlyse. At du ikke har lyst til at forlade dine små børn. Forlade din mand eller kone. Om du er bange for at dø. Dernæst kommer der måske snigende disse små ønsker om, at du ville ønske du havde prioriteret noget anderledes i dit liv. Som at dyrke mere motion, at du havde hjulpet mennesker i nød, levet sundere eller bare brugt mere tid og energi på noget du er god til og holder af.

Noget af det der kom snigende da jeg fik kræft var ærgelse over at jeg ikke havde prioriteret at være kreativ.

Jeg kender mine prioriteter. Kender du dine?

Jeg prioriterer højt at være kreativ. Det var noget af det jeg fortrød, da jeg sad i sofaen med en kræftdiagnose og et spædbarn i skødet. Frygten for at skulle forlade min familie før tid, var til at tage og føle på. Men det der kom snigende var en ærgelse over ikke at have prioriteret at være kreativ. Det resulterede i et projekt med en lille bog og en fotoudstilling med kvinder der tabte håret pga kemoterapi. Jeg allierede mig med min tidligere chef der er portrætfotograf og fik hende til at fotografere kvinderne.
Deres tanker, følelser og frygt omkring sygdom og identitet er beskrevet ganske kort og meget ærligt i bogen. Billedet af mig er fra bogen.

Det projekt satte gang i lyst og mod til at kaste mig ud i nye ideer og opgaver.
Jeg vil ikke længere holde igen med hvem jeg er inderst inde. Derfor skriver jeg meget ærligt på denne blog fordi jeg faktisk mener, at jeg har noget at byde ind med i vores ellers hurtigt lidt overfladiske livsstil.

Mit bedste råd til dig i dag er: sørg nu for at leve dit liv som du vil. Hvis du har svært ved at mærke hvad det er, så vil jeg anbefale dig at begynde at meditere. Mærk at du trækker vejret. Rolige åndedræt helt ned i bunden af maven. Det giver en vidunderlig ro og klarhed og gør det nemmere at mærke hvad der er reelle ønsker og hvad der er andres eller dine forventninger til dig og hvordan og hvad “man bør” gøre i dette liv… men det er der ingen der kan fortælle dig andet end dig selv❤️

Og husk så, at smile til livet😄

PS. Jeg arbejder på et indslag over min/vores Florida tur;)….det kommer snart !

Kh Christina


ps. kommenter gerne på indlægget intet er for stort intet for småt:)

Tilbageblik på 2017, Godt nytår 2018

Så er et nyt år begyndt. Mange af os reflekterer over året, der er gået og hvad vi gerne vil ændre lidt på… nytårsforsætter! Det kommer vel helt naturligt, at vi har lyst til at reflektere over tilværelsen, når vi starter på noget nyt! Et nyt år.

Men det er nu også værd, at huske alle de små milepæle, der helt sikkert også har været i det forgangne år. Milepæle i livet, er der mange af, hvis vi vel at mærke tillader os selv, at have dem og husker at fejre dem. 

Der er så meget jeg ikke kan, men 

2017 vil blive husket Bl.a for året hvor: 

  • jeg lærte at gå uden stok

Sikke en frihedsfølelse! At kunne færdes ude uden nogen form for hjælpemiddel, det gør det hele, så meget lettere. Det har været en stor milepæl sidste år. Jeg øver mig stadig i at gå. Jeg går en lille tur på 1- 1,5 km hver dag. YAY!!

  • Rasmus begyndte konfirmationsforberedelse 

Man skal bare kigge på sine børn, for at se, at tiden er gået. Rasmus skal konfirmeres i år. Synes det er vildt, at han er så stor. Det gælder vist om, at suge alt til sig og huske, at være nærværende.

  • Jeg fik lov til at blive 40 år

Jeg synes jeg har fortjent hver eneste lille begyndende rynke i mit ansigt. Det er jo faktisk et privilegie, at få lov til at blive så gammel:) Jeg fejrede dagen med familie og venner.

Små glimt fra 2017. øverst blev jeg fanget i en regnbyge på en gåtur.
Nederts til venstre; et udsnit af årets Knæk cancer plakat.
Nederst til højre; min meget fine 3 hjulede cykel som jeg fik i 40 års fødselsdagsgave af min Svoger og svigerinde
  • Genoptræning på Neuroklinik i Åbyhøj 

Jeg deltog i et 6 ugers intensivt genoptræningsforløb på Neuroklinik. Jeg fik min mor og svigerforældre til at kære mig på skift, ellers havde det ikke kunnet lade sig gøre. Jeg ville simpelthen blive for træt. Det forløb, var med til, at jeg kunne smide stokken og færdes sikkert udendørs. 

  • Jeg planlagde en rejse til Florida ( behandling ) til foråret 2018

Man kan sige meget om facebook, men uden det, ville jeg ikke have fundet klinikken i Florida. Den tilbyder medicinsk behandling efter følger af hjerneblødning og blodpropper i hovedet.  

  • Sommerferien i Kroatien 

Det var dejligt at finde ud af, at vi stadig kunne foretage os lidt af de samme ting som før som familie. Det kræver bare en lidt anderledes tilgang til tingene. Et andet hensyn til mig, omgivelserne og rejsen. Så kan vi faktisk stadig gøre rigtig meget sammen. Jeg tager også med familien på skiferie igen i starten af dette år. Jeg har jo selv elsket at stå på ski. Nydt vinden, solen og de frosthårde pister og ikke mindst sammenholdet og hyggen i hytten. Jeg skal ikke stå på ski;0) Jeg fylder tasken og telefonen op med bøger og lidt tegnegrej. Så skal jeg nok få tiden til, at gå! Jeg bliver også glad, når jeg kan se at mine drenge kommer glade ind efter en dag på ski. Jeg har sagt til Thomas, at han skal huske at minde mig om når vi står deroppe, at jeg ikke skal på ski!… Hovedet vil nogen gange mere end kroppen kan. 

  • Jeg og Karina kunne gå med ud til midnat nytårsaften og se på, at drengene fyrede krudtet af. De andre år har vi stået med de små i nattøjet og kigget ud af vinduerne. Nu er de mindste store nok til, at gå med ud selv.

Endnu en ting der gjorde mig opmærksom på, at tiden er gået. vi har ikke længere små børn. De er ved at blive store:)

Der har været masser af delmål og små sejre. selvom jeg stadig er langt fra, hvor jeg var, har vi tilladt os selv at fejre de små succeser!

Og hvad er det endelige mål egentlig? Det er ikke til at vide, for vi er vel altid på vej et sted hen. Nogen gange når en dør lukkes, åbner der sig en ny. 

 Vi har ønsker og drømme, som vi arbejder hen imod. Med nogen ting ville man ønske, at man bare kunne knipse med fingrene og så var det fikset! Men sådan fungerer tingene desværre ikke. Det tager tid og vedholdenhed at nå sine mål.

Sejren føles så også meget bedre, når man ikke har fået noget foræret men har måttet knokle for hvert eneste lille fremskridt/ ændring eller forbedring. 

Jeg har stadig ikke opgivet at:

  • arbejde

Det holder lidt hårdt, det der med at arbejde. Jeg døjer med hovedpine. Jeg ender nok et godt sted på et tidspunkt. 

  • køre bil

Et langsigtet mål er, at kunne køre bil igen. Man får aotomatisk frakendt sit kørekort efter en hjerneblødning. Jeg håber på, at kunne få det igen omkring sommerferien. Energien og overskuddet skal lige være der. Jeg kan ikke gøre det hele samtidigt, selvom jeg gerne ville.

  • Løbe 

Jeg håber på, at kunne løbe lidt igen på et tidspunkt, men jeg er MEGET langt fra det mål lige pt.

  • Bruge venstre arm 

Jeg laver øvelser for min arm hver dag. På en måde bliver det aldrig rigtig nok og der sker forfærdeligt lidt med den arm. Den skal dog stadig have lidt opmærksomhed…. for jeg har en fornemmelse af, at det godt kan blive bedre,

Jeg har ingen rigtige nytårsforsætter. Jeg bliver som en 3 årig, hvis der er for mange forbud. Det skal helst være lystbetonet- og deraf kommer viljen og det vedholdende. Lysten til at skabe en forandring i mit og drengenes liv. 

Jeg vil have fornyet fokus og energi på at:

  •  træne ( genoptræne)

En gang imellem, har jeg brug for en lille pause i træningen. Det kan hurtigt blive det eneste min hverdag handler om. I December holdt jeg stort set frI. Nu er det tid til, at tage fat igen. 

Til marts er det 2 år siden ulykken og træning/genoptræning har fyldt en KÆMPE del. 

  • tabe mig lidt 

det kræver altså lidt fokus ikke at spise for meget, når det er svært at bevæge sig. Førhen har jeg nok tænkt, at jeg stort set kunne spise, hvad jeg havde lyst til og så bare løbe det af bagefter.;) Den holdning hævner sig nu;) 

Du får lige et par (måske) gode råd med på vejen af mig. Dem kan du tage dig med ind i det nye år og fremadrettet:

  • Vær nysgerrig, følg dine lyster og nysgerrighed, uden nødvendigvis, at vide hvad du skal bruge det til. De mest interessante og spændende ting sker, når vi ikke venter det.
  • kom ud af din komfortzone… Få nyt perspektiv på livet. Lad dig følge med og lyt til dit hjerte. 
  • Lad dig begejstre. Det er godt for sjælen og livslysten.

GODT NYTÅR 2018!

Håbet er stærkere end du måske tror

Håbet er en meget stærk drivkraft!

Fratager du et menneske håbet for at overleve, bedre tider, bedre helbred, mere mad, sikkerhed og tryghed. Så fratager du også viljen til at prøve at ændre noget. Hvis tingene er håbløse, er det meget nemt at komme til, at give op. Håbet er også det, der får mennesker til at krydse et farligt hav i en lidt for lille og usikker båd. De vil hellere drukne end have et liv uden håb for en bedre fremtid.

Jeg har brugt timer online, siddet og surfet rundt mellem forskellige sider, der handler om genoptræning efter en hjerneblødning.

( Helt tilfældigt, på facebook af alle steder fandt jeg klinikken i Florida der tilbyder medicinsk behandling efter hjerneblødninger. Jeg skal derover sidst i marts og have behandlingen. Det bliver spændende at se hvad det bringer med sig. Det var også helt tilfældigt, at jeg fandt Neuroklinik i Åbyhøj. Genoptræningen derude har gjort, at jeg i dag går rundt uden en stok.)

Jeg har selv sørget for de fremskridt jeg har gjort. Det er en god blanding af vilje, gå på mod, stædighed, nysgerrighed et positivt livssyn og ikke mindst min fantastiske mand Thomas. Uden ham var alt dette ikke muligt. Det har også kun været muligt, da jeg har haft en forsikring, der udbetalte lidt penge. Jeg har indtil videre selv brugt ca 100.000,- af mine egne penge på gennoptræning.

Hvad kan jeg selv gøre..

Er der nogle vitaminer der er gode at spise eller…kan jeg på en eller anden måde selv gøre noget for at få mere fremgang.

Jeg har selv oplevet på min egen krop, at det jo ikke er ligegyldigt hvad vi putter i vores mund og dermed krop. Efter min stamcelletransplantation i 2010 fik jeg en del lungebetændelser og meget voldsomme forkølelser. Det er først efter, at jeg er blevet veganer, at jeg ikke længere skal have antibiotika 3-4 gange om året. Hvis jeg skulle blive lidt forkølet, kan jeg selv komme over det nu… Men det tog riiigtig lang tid. og det var lige før, at jeg blev lidt opgivende, for jeg havde ikke lyst til at være syg og føle mig syg, når jeg havde overlevet en kræftsygdom. Jeg havde hostet og hostet i mere end end måned, så jeg havde små fibersprængninger mellem mine ribben. En gammel klassekammerat anbefalede mig at droppe mejeriprodukterne. Da jeg endelig stoppede helt med at drikke mælk, begyndte jeg at hoste hvidt sejt slim op af lungerne på mine små løbeture. Jeg har ikke haft en lungebetændelse siden.

Håbet holder os kørende når det ser helt umuligt ud.. for hvis bare der er et lille håb, for at tingene bliver bedre, anderledes. så tror jeg, at vi som mennesker altid vil forsøge, at få et bedre liv.

For virkelig at kunne mærke hvor stærk en drivkraft håbet er, er man nok nødt til at prøve, at have stået i en temmelig desperat situation.

Jeg har prøvet både at føle, at “det” var håbløst og have fornemmelsen af, at gå lidt i dvale og miste energien lidt og initiativet. Det kan man blive helt smådepressiv af.

Men jeg har også mærket den voldsomme energi jeg fik, da jeg pludselig kunne ane en lille bitte smule håb.

Jeg ønsker dig en glædelig jul og et håbefuldt godt nytår.

Jeg har altid syntes at visne blomster var smukke. De bevarer ofte deres duft og farve, bare i en lidt anden udgave end den friske. En buket får ofte lov at stå lidt for længe hjemme hos os:)

————————————————————————————–

Har du lyst til at kommentere på siden er du mere end velkommen til dette.

#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #hjerneblødning #genoptræning #Hammelneurocenter #smil  #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume #detgrønnevalg #gulerodsgnaverogukrudtsplukker #håbforfremtiden

Knæk Cancer 2017

I år er det fjerde år i træk, at jeg laver en plakat til knæk cancer ugen på TV2.

De første 3 år har plakaten samlet 10.000 hvert år.


Inspirationen til årets plakat kom fra en skulptur jeg kom i tanke om, at jeg så og funderede over, da jeg var indlagt på hæmatologisk afdeling til min stamcelletransplantation tilbage i 2010.

Jeg gik en lille tur rundt om hospitalet hver dag de første 14 dage, så gjorde bivirkningerne til behandlingen at jeg ikke kunne gå så langt mere den sidste tid jeg var der.


Men der på min tur rundt om “blokken” stødte jeg på en skulptur der forestillede en kæmpe stor Bellis som de hvide blomster du finder i græsplænen om sommeren. Som en lille myre måtte du ligge hovedet tilbage og kigge op på blomsten i græsplænen.


Det gav så meget mening med den blomst/ skulptur lige der. For når du står på kanten af afgrunden, bliver alt sat i perspektiv og de helt store spørgsmål i livet trænger sig på; liv og død, stort og småt, vigtigt og bagateller. Man føler sig så lille i det kæmpe store univers.


Dette års plakat tager udgangspunkt i de tanker med at være lillebitte i det store univers. At se tingene i et andet perspektiv. Huske at sætte pris på de helt små ting. Livet går videre selv når vi ikke er her længere. Og vi er nok kun som små myrer i det store perspektiv.

Plakaten koster 100,- beløbet går ubeskåret til kræftens bekæmpelse og knæk cancer og der er “kun” trykt 100 i alt.
Hjælp mig med at samle ind til
#knækcancer og #kræftensbekæmpelse ved at købe #christinasknækcancerplakat
Send mig en besked hvis du vil bestille en plakat som skal sendes til dig (så er prisen 130,- mobile pay mig med info om adresse der skal sendes til)
(Mobile pay nr: 51185098 , Christina Didriksen)

ellers kan plakaten købes på min hjemmeadresse resten af ugen fra onsdag t.o.m. Fredag kl.18.00

PS. Jeg signerer gerne, bare lige giv mig et prej om det først:)


#christinasknækcancerplakat #knækcancer #kræftensbekæmpelse #smiltillivet #hodgkinslymfom #stamcelletransplantation #stamcelletransplanteret2010

Dette års plakat

Smilet som forsvar

Smil!! Vi lærer det tidligt, at smile. Det hele er lidt nemmere hvis bare du smiler! Sådan har jeg haft det. Og jeg er da også grundlæggende et meget smilende og positivt væsen. Sådan har det altid været.. Jeg er blevet konfronteret et par gange med mit smilende ydre. Da jeg var yngre og hvis jeg var med offentlig transportmiddel. Ville dem der var mere socialt udsatte (eks alkoholiker) altid sætte sig ved siden af mig (sikkert fordi jeg var et venligt ansigt i mængden og helt ufarlig.

Jeg syntes ikke det var specielt sjov og jeg vidste ikke på det tidspunkt at det nok hang sådan sammen. Jeg lærte da jeg blev lidt ældre at kontrollere mit smil lidt mere, så jeg ikke bare storsmilede til hvem som helst.

Trods mine erfaringer som ung teenager befandt jeg mig alligevel i en situation for nogen år siden hvor jeg blev konfronteret med mit smil, som faktisk overhovedet ikke var sjovt eller til at smile af.

Jeg var midt i slutningen af min behandling for lymfekræft og havde fået mine stamceller retur og lå nu i isolation. Det hele var noget hårdere mentalt end jeg faktisk havde regnet med. At være afskåret fra dem jeg holdt af- min familie var bare benhårdt. Samtidig havde frygten og usikkerheden godt tag i mig. Afkræftet og udmarvet lå jeg i min seng med kvalme og ingen appetit og med diarre på 3 uge hvor jeg flere gange var faldet i søvn på toilettet om natten da jeg brugte så mange timer derude. Nu lå jeg og ventede på endnu en stuegang. Ind kom en læge som jeg havde mødt nogle gange i det forløbne 1 ½ år og jeg tænkte jo som jeg plejer ”at alle fortjener, at blive mødt med et smil” Den ældre læge studsede så meget over mit smil at han kommenterede noget i retning af og med lettere vantro i stemmen” og så sidder du der og smiler ” SLAM Det ramte mig lige i ansigtet og smilet stivnede omgående og resten af tiden hvor jeg var indlagt. Hvad fanden smilte jeg egentlig af? Der var absolut ingenting at smile af! Da han var gået, begyndte jeg at græde. Nu kunne jeg snart ikke være der længere. Tårer der pressede på bag øjnene. Jeg var presset og nu havde jeg pludselig indset ,at smilet var et forsvar for at prøve, at sige til mig selv ”at alt var ok” da jeg ikke havde smilet længere, kunne jeg jo næsten kun græde. Det var i hvert fald min reaktion på det hele.

I dag lader jeg mit humør bestemme om jeg smiler eller ej. Så det er nok mere ægte. Det er også en beslutning jeg har taget om mig selv og mit liv. Jeg vil møde min omverden med oprejst pande. Hvis alternativet i en krise er at sætte sig ned at græde så vælger jeg helt sikkert smilet, Så føler jeg i det mindste, at jeg kæmper og ikke giver op. For hvis jeg først giver op, hvad skal jeg så gøre, når det bliver rigtig slemt?

Rasmus og jeg til et 5 km motionsløb

#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #alkoholiker #alkoholdemens #hjerneblødning #genoptræning #Montebello #Hammelneurocenter #marathonløb #smil #yoga #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume