Nyt “Smil til livet” foredrag?

Siden sidste efterår har jeg været ude en del gange og holde foredrag for forskellige folk. Jeg har kaldt foredraget “Smil til livet” – også når det giver dig tæsk! Det har mest været baseret på mit liv, hvor jeg slutter af med at komme med nogle bud på hvordan”man”  og jeg kommer videre i livet efter en livskrise.

IMG-1186

“Jamen hvordan gør du det, hvordan kommer du igennem det?”

På en måde har jeg flyttet mig en hel del siden, jeg startede på at holde foredrag. Jeg har indset at mit fokus i foredraget bliver nødt til at ændre sig til, at handle endnu mere om hvordan vi håndterer kriser, og hvordan vi kommer igennem dem.
Det er jo ikke noget man bare lige gør! For at være ærlig anede jeg ikke hvordan man og jeg gjorde. Jeg havde ligesom ikke noget valg. Jeg stod jo der lige midt i krisen, der føltes som om, at hele mit liv blev væltet omkuld.  Men det gjorde mig nysgerrig. Hvad er det jeg gør, og ikke mindst kan jeg lære noget om mig selv ?
Jeg har taget arbejdshandskerne på og er bla. snart færdig med en coachuddannelse, som jeg har brugt lidt over et år på. Der er også blevet tygget nogle murstenstykke bøger igennem. Ord fra kloge mennesker, hvor der virkelig er en visdom at hente…. hvis man er åben for det!
Jeg startede primært på coachuddannelsen for at blive lidt klogere på mig selv. Det synes jeg faktisk, at jeg er blevet…. Klogere på hvad jeg prioriterer i mit liv, og hvordan jeg gerne vil leve. Så klog at jeg faktisk tør komme med nogle bud på, hvad vi alle kan gøre og lære for at komme godt igennem en krise.
IMG_1574
Noget af det der er sket i mit liv:
  • Fik lymfekræft som 31 årig. Stod med nyfødt søn på armen og startede i kemobehandling. Fik et tilbagefald ret hurigt efter. Afsluttede 1 1/2 års behandling med stamcelletransplantation september 2010. Har været kræftfri siden.
  • Vokset op med alkoholisk far, der forlod min bror, mor og mig for at leve et liv i druk. Han døde som 58 årig efter 20 år i en kørestol efter en hjerneblødning.
  • Jeg faldt på en skiferie i 2016 og slog mit hovede (havde hjelm på) fik en hjerneblødning. Lå i koma i 2 uger. Jeg har i dag en halvsidig lammelse.
  • imellem kræftsygdom og skiulykke har jeg løbet 1 marathon, 5 1/2 marathon. På trods af at mine lunger led lidt skade af alt den kemoterapi, som jeg måtte igennem.
  • Efter hjerneblødningen har jeg udgivet en børnebog og taget en coachuddannelse.
  • og jeg smiler stadig;)
Jeg tænker egentlig, at jeg har erfaret en del hvad angår livskriser, ulykker og sygdom. Derfor tillader jeg mig også at komme med nogle bud på, hvordan vi kommer godt igennem dem, så vi kan leve vores liv på bedste vis.
Det tager lidt tid at gennemarbejde og omstrukturere et foredrag. Hvis du tænker, at det måske kunne være noget for dig og dit firma / forening etc. så er jeg klar til efteråret med et nyt foredrag, der giver masser af tips og input til at komme godt igennem en større livskrise.
Du kommer altså ikke til at møde en person, der har ondt af sig selv, men en der smiler fra hjertet på trods af alt, der er sket:)
Du er mere end velkommen til at kontakte mig for at høre nærmere.
Venligst Christina

Et mareridt…eller hva?

I nat drømte jeg det, der godt kunne have været alletiders skræmmende mareridt for de fleste, vil jeg tro.

Som drømme kun kan, befandt jeg mig pludselig i en flyvemaskine i min drøm. Den styrtede mod jorden i voldsom fart. Jeg kunne næsten mærke fysisk hvor mange kræfter der var på spil. Jeg skreg. Til at begynde med. Så fik jeg tanken, at jeg jo ikke kunne gøre noget ved det alligevel, og jeg dermed lige så godt kunne acceptere det, der var ved at ske. Jeg holdt op med at skrige. Lukkede øjnene og en mærkelig ro indfandt sig. Jeg var ikke bange. Jeg vågnede inden, jeg nåede at finde ud af, hvad der skete.

Jeg forsøger at leve mit liv, så jeg ikke fortryder noget, hvis nu en dødsdom pludselig skulle ramme mig. Det tror jeg gør, at jeg kan drømme sådan en drøm uden at gå i panik. Hvis det værste skulle ske, er jeg klar! Det betyder ikke, at jeg har lyst til at dø, men at jeg lever efter bedste evne, så jeg ikke fortryder noget, jeg ikke fik gjort.

Skærmbillede 2018-10-06 kl. 11.45.23

#hvadfrygterdu #smiltillivet #mareridt #ingenfortrydelse #hardutidnok #gørdetidag

Tilbageblik på 2017, Godt nytår 2018

Så er et nyt år begyndt. Mange af os reflekterer over året, der er gået og hvad vi gerne vil ændre lidt på… nytårsforsætter! Det kommer vel helt naturligt, at vi har lyst til at reflektere over tilværelsen, når vi starter på noget nyt! Et nyt år.

Men det er nu også værd, at huske alle de små milepæle, der helt sikkert også har været i det forgangne år. Milepæle i livet, er der mange af, hvis vi vel at mærke tillader os selv, at have dem og husker at fejre dem. 

Der er så meget jeg ikke kan, men 

2017 vil blive husket Bl.a for året hvor: 

  • jeg lærte at gå uden stok

Sikke en frihedsfølelse! At kunne færdes ude uden nogen form for hjælpemiddel, det gør det hele, så meget lettere. Det har været en stor milepæl sidste år. Jeg øver mig stadig i at gå. Jeg går en lille tur på 1- 1,5 km hver dag. YAY!!

  • Rasmus begyndte konfirmationsforberedelse 

Man skal bare kigge på sine børn, for at se, at tiden er gået. Rasmus skal konfirmeres i år. Synes det er vildt, at han er så stor. Det gælder vist om, at suge alt til sig og huske, at være nærværende.

  • Jeg fik lov til at blive 40 år

Jeg synes jeg har fortjent hver eneste lille begyndende rynke i mit ansigt. Det er jo faktisk et privilegie, at få lov til at blive så gammel:) Jeg fejrede dagen med familie og venner.

Små glimt fra 2017. øverst blev jeg fanget i en regnbyge på en gåtur.
Nederts til venstre; et udsnit af årets Knæk cancer plakat.
Nederst til højre; min meget fine 3 hjulede cykel som jeg fik i 40 års fødselsdagsgave af min Svoger og svigerinde
  • Genoptræning på Neuroklinik i Åbyhøj 

Jeg deltog i et 6 ugers intensivt genoptræningsforløb på Neuroklinik. Jeg fik min mor og svigerforældre til at kære mig på skift, ellers havde det ikke kunnet lade sig gøre. Jeg ville simpelthen blive for træt. Det forløb, var med til, at jeg kunne smide stokken og færdes sikkert udendørs. 

  • Jeg planlagde en rejse til Florida ( behandling ) til foråret 2018

Man kan sige meget om facebook, men uden det, ville jeg ikke have fundet klinikken i Florida. Den tilbyder medicinsk behandling efter følger af hjerneblødning og blodpropper i hovedet.  

  • Sommerferien i Kroatien 

Det var dejligt at finde ud af, at vi stadig kunne foretage os lidt af de samme ting som før som familie. Det kræver bare en lidt anderledes tilgang til tingene. Et andet hensyn til mig, omgivelserne og rejsen. Så kan vi faktisk stadig gøre rigtig meget sammen. Jeg tager også med familien på skiferie igen i starten af dette år. Jeg har jo selv elsket at stå på ski. Nydt vinden, solen og de frosthårde pister og ikke mindst sammenholdet og hyggen i hytten. Jeg skal ikke stå på ski;0) Jeg fylder tasken og telefonen op med bøger og lidt tegnegrej. Så skal jeg nok få tiden til, at gå! Jeg bliver også glad, når jeg kan se at mine drenge kommer glade ind efter en dag på ski. Jeg har sagt til Thomas, at han skal huske at minde mig om når vi står deroppe, at jeg ikke skal på ski!… Hovedet vil nogen gange mere end kroppen kan. 

  • Jeg og Karina kunne gå med ud til midnat nytårsaften og se på, at drengene fyrede krudtet af. De andre år har vi stået med de små i nattøjet og kigget ud af vinduerne. Nu er de mindste store nok til, at gå med ud selv.

Endnu en ting der gjorde mig opmærksom på, at tiden er gået. vi har ikke længere små børn. De er ved at blive store:)

Der har været masser af delmål og små sejre. selvom jeg stadig er langt fra, hvor jeg var, har vi tilladt os selv at fejre de små succeser!

Og hvad er det endelige mål egentlig? Det er ikke til at vide, for vi er vel altid på vej et sted hen. Nogen gange når en dør lukkes, åbner der sig en ny. 

 Vi har ønsker og drømme, som vi arbejder hen imod. Med nogen ting ville man ønske, at man bare kunne knipse med fingrene og så var det fikset! Men sådan fungerer tingene desværre ikke. Det tager tid og vedholdenhed at nå sine mål.

Sejren føles så også meget bedre, når man ikke har fået noget foræret men har måttet knokle for hvert eneste lille fremskridt/ ændring eller forbedring. 

Jeg har stadig ikke opgivet at:

  • arbejde

Det holder lidt hårdt, det der med at arbejde. Jeg døjer med hovedpine. Jeg ender nok et godt sted på et tidspunkt. 

  • køre bil

Et langsigtet mål er, at kunne køre bil igen. Man får aotomatisk frakendt sit kørekort efter en hjerneblødning. Jeg håber på, at kunne få det igen omkring sommerferien. Energien og overskuddet skal lige være der. Jeg kan ikke gøre det hele samtidigt, selvom jeg gerne ville.

  • Løbe 

Jeg håber på, at kunne løbe lidt igen på et tidspunkt, men jeg er MEGET langt fra det mål lige pt.

  • Bruge venstre arm 

Jeg laver øvelser for min arm hver dag. På en måde bliver det aldrig rigtig nok og der sker forfærdeligt lidt med den arm. Den skal dog stadig have lidt opmærksomhed…. for jeg har en fornemmelse af, at det godt kan blive bedre,

Jeg har ingen rigtige nytårsforsætter. Jeg bliver som en 3 årig, hvis der er for mange forbud. Det skal helst være lystbetonet- og deraf kommer viljen og det vedholdende. Lysten til at skabe en forandring i mit og drengenes liv. 

Jeg vil have fornyet fokus og energi på at:

  •  træne ( genoptræne)

En gang imellem, har jeg brug for en lille pause i træningen. Det kan hurtigt blive det eneste min hverdag handler om. I December holdt jeg stort set frI. Nu er det tid til, at tage fat igen. 

Til marts er det 2 år siden ulykken og træning/genoptræning har fyldt en KÆMPE del. 

  • tabe mig lidt 

det kræver altså lidt fokus ikke at spise for meget, når det er svært at bevæge sig. Førhen har jeg nok tænkt, at jeg stort set kunne spise, hvad jeg havde lyst til og så bare løbe det af bagefter.;) Den holdning hævner sig nu;) 

Du får lige et par (måske) gode råd med på vejen af mig. Dem kan du tage dig med ind i det nye år og fremadrettet:

  • Vær nysgerrig, følg dine lyster og nysgerrighed, uden nødvendigvis, at vide hvad du skal bruge det til. De mest interessante og spændende ting sker, når vi ikke venter det.
  • kom ud af din komfortzone… Få nyt perspektiv på livet. Lad dig følge med og lyt til dit hjerte. 
  • Lad dig begejstre. Det er godt for sjælen og livslysten.

GODT NYTÅR 2018!

Knæk Cancer 2017

I år er det fjerde år i træk, at jeg laver en plakat til knæk cancer ugen på TV2.

De første 3 år har plakaten samlet 10.000 hvert år.


Inspirationen til årets plakat kom fra en skulptur jeg kom i tanke om, at jeg så og funderede over, da jeg var indlagt på hæmatologisk afdeling til min stamcelletransplantation tilbage i 2010.

Jeg gik en lille tur rundt om hospitalet hver dag de første 14 dage, så gjorde bivirkningerne til behandlingen at jeg ikke kunne gå så langt mere den sidste tid jeg var der.


Men der på min tur rundt om “blokken” stødte jeg på en skulptur der forestillede en kæmpe stor Bellis som de hvide blomster du finder i græsplænen om sommeren. Som en lille myre måtte du ligge hovedet tilbage og kigge op på blomsten i græsplænen.


Det gav så meget mening med den blomst/ skulptur lige der. For når du står på kanten af afgrunden, bliver alt sat i perspektiv og de helt store spørgsmål i livet trænger sig på; liv og død, stort og småt, vigtigt og bagateller. Man føler sig så lille i det kæmpe store univers.


Dette års plakat tager udgangspunkt i de tanker med at være lillebitte i det store univers. At se tingene i et andet perspektiv. Huske at sætte pris på de helt små ting. Livet går videre selv når vi ikke er her længere. Og vi er nok kun som små myrer i det store perspektiv.

Plakaten koster 100,- beløbet går ubeskåret til kræftens bekæmpelse og knæk cancer og der er “kun” trykt 100 i alt.
Hjælp mig med at samle ind til
#knækcancer og #kræftensbekæmpelse ved at købe #christinasknækcancerplakat
Send mig en besked hvis du vil bestille en plakat som skal sendes til dig (så er prisen 130,- mobile pay mig med info om adresse der skal sendes til)
(Mobile pay nr: 51185098 , Christina Didriksen)

ellers kan plakaten købes på min hjemmeadresse resten af ugen fra onsdag t.o.m. Fredag kl.18.00

PS. Jeg signerer gerne, bare lige giv mig et prej om det først:)


#christinasknækcancerplakat #knækcancer #kræftensbekæmpelse #smiltillivet #hodgkinslymfom #stamcelletransplantation #stamcelletransplanteret2010

Dette års plakat

Hvorfor er det sværere at tilgive sig selv end andre? 

For nogle år siden 8 ca. blev jeg konfronteret med en del af min historie, som på mange punkter gjorde ondt. Ondt helt ind i sjælen. Min far, som jeg ikke havde set i nogle år og som jeg stort set ikke har haft et forhold til i mit voksne liv og meget lidt i min barndom, prøvede på ( halvhjertet ifølge lægen ),at slå sig selv ihjel. Han havde sørget for at min bror og jeg fik besked ved at sende et brev med en taxa.

Når vreden svider i øjnene 

Min første reaktion var selvfølgelig at blive utrolig ked af det. Magtesløshed og frustration skyllede ind over mig. 

Hvor længe kunne den gamle mand blive ved med, at ramme mig og stikke kniven længere og længere ind? Ja han virkede da fredfyldt nok: alkoholisk siddende i sin elektriske kørestol i en røgsky af cigaretos, men han var også utrolig manipulerende. Nu skulle kniven åbenbart også drejes rundt et par gange i det åbne sår! 

Sorgen blev afløst af vrede og selvom jeg gerne ville og havde troet jeg kunne, så kunne jeg ikke… tilgive ham! 

Det ramte mig ret hårdt. Jeg ville gerne være et “større” og bedre menneske, end at gå rundt og bære nag. Jeg måtte acceptere, at jeg ikke var klar til at tilgive. Det tog tid. Jeg prøvede faktisk at opsøge min far efter lidt tid. 

Da jeg trådte ind i hans stue. Kunne jeg ikke være der, men var nødt til at gå igen. 

Vi udvekslede kun ganske få ord. Næste gang jeg så ham var nogle år senere og han kunne ikke længere genkende mig. Alkoholdemensen havde godt fat i ham.

Tilgivelsen kommer, når vi er klar!

Tilgivelse er en stor ting at kunne. Der hvor det bliver rigtig svært er, når der er uafklarede og svære følelser i klemme. Når vreden svider i øjnene og sorgen har fat i dit hjerte. 

Jeg endte med at tilgive min far. Det blev en lang og bumlet vej dertil. Jeg er glad for i dag at jeg nåede det inden hans død. Jo dårligere han blev jo mere menneskelig blev han også for mig og jeg fik lov til at se et par glimt af ham, der føltes mere ægte end det havde gjort i store dele af mit liv. 

Jeg tilgav også mig selv for at være menneskelig, uperfekt. Og ikke at kunne leve op til mine egne forventninger.

Det er svært når vi pludselig ikke kan leve op til vores egne forventninger om hvordan vi gerne vil være som mennesker. Vi må prøve at give slip på alle de fordømmende tanker om os selv. Acceptere at vi laver fejl og er uperfekte. Sende lidt godhed din vej i tankerne. Være i nuet som det så fint hedder. Giv slip på ,hvad du tror, der er det rigtige svar:)

Knuden af sorg i maven er væk og afløst af håb for fremtiden. ❤

Smilet som forsvar

Smil!! Vi lærer det tidligt, at smile. Det hele er lidt nemmere hvis bare du smiler! Sådan har jeg haft det. Og jeg er da også grundlæggende et meget smilende og positivt væsen. Sådan har det altid været.. Jeg er blevet konfronteret et par gange med mit smilende ydre. Da jeg var yngre og hvis jeg var med offentlig transportmiddel. Ville dem der var mere socialt udsatte (eks alkoholiker) altid sætte sig ved siden af mig (sikkert fordi jeg var et venligt ansigt i mængden og helt ufarlig.

Jeg syntes ikke det var specielt sjov og jeg vidste ikke på det tidspunkt at det nok hang sådan sammen. Jeg lærte da jeg blev lidt ældre at kontrollere mit smil lidt mere, så jeg ikke bare storsmilede til hvem som helst.

Trods mine erfaringer som ung teenager befandt jeg mig alligevel i en situation for nogen år siden hvor jeg blev konfronteret med mit smil, som faktisk overhovedet ikke var sjovt eller til at smile af.

Jeg var midt i slutningen af min behandling for lymfekræft og havde fået mine stamceller retur og lå nu i isolation. Det hele var noget hårdere mentalt end jeg faktisk havde regnet med. At være afskåret fra dem jeg holdt af- min familie var bare benhårdt. Samtidig havde frygten og usikkerheden godt tag i mig. Afkræftet og udmarvet lå jeg i min seng med kvalme og ingen appetit og med diarre på 3 uge hvor jeg flere gange var faldet i søvn på toilettet om natten da jeg brugte så mange timer derude. Nu lå jeg og ventede på endnu en stuegang. Ind kom en læge som jeg havde mødt nogle gange i det forløbne 1 ½ år og jeg tænkte jo som jeg plejer ”at alle fortjener, at blive mødt med et smil” Den ældre læge studsede så meget over mit smil at han kommenterede noget i retning af og med lettere vantro i stemmen” og så sidder du der og smiler ” SLAM Det ramte mig lige i ansigtet og smilet stivnede omgående og resten af tiden hvor jeg var indlagt. Hvad fanden smilte jeg egentlig af? Der var absolut ingenting at smile af! Da han var gået, begyndte jeg at græde. Nu kunne jeg snart ikke være der længere. Tårer der pressede på bag øjnene. Jeg var presset og nu havde jeg pludselig indset ,at smilet var et forsvar for at prøve, at sige til mig selv ”at alt var ok” da jeg ikke havde smilet længere, kunne jeg jo næsten kun græde. Det var i hvert fald min reaktion på det hele.

I dag lader jeg mit humør bestemme om jeg smiler eller ej. Så det er nok mere ægte. Det er også en beslutning jeg har taget om mig selv og mit liv. Jeg vil møde min omverden med oprejst pande. Hvis alternativet i en krise er at sætte sig ned at græde så vælger jeg helt sikkert smilet, Så føler jeg i det mindste, at jeg kæmper og ikke giver op. For hvis jeg først giver op, hvad skal jeg så gøre, når det bliver rigtig slemt?

Rasmus og jeg til et 5 km motionsløb

#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #alkoholiker #alkoholdemens #hjerneblødning #genoptræning #Montebello #Hammelneurocenter #marathonløb #smil #yoga #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume

Kræftbehandlingen føltes næsten som et overgreb på min sjæl

jeg var uskyldig før kræftsygdommen naiv, uvidende… ja nærmest jomfruelig.

Når jeg her efterfølgende tænker tilbage, føltes noget af behandlingen jeg modtog som et overgreb på min sjæl. Det var så voldsomt og følelserne sad helt uden på tøjet. jeg nåede ikke rigtig at bearbejde en oplevelse før der var noget nyt at forholde sig til.

Som et eksempel er her en hurtig beskrivelse af Min første dag ;

1) Knoglemarvsprøve: Undersøgelsen foregik i lokalbedøvelse og jeg var blevet advaret om, at en del af undersøgelsen, hvor man skal trække væsken ud af knoglen, kunne man ikke helt bedøve sig ud af. Forestil dig en vandflaske med undertryk i! jeg hylede som en ensom ulv der kalder på flokken. Det kom instinktivt og helt bag på mig. Jeg var bange og reagerede derefter helt spontant og nærmest primitivt.

undersøgelsen var heller ikke specielt sjov. Jeg kom ind til en læge hvor jeg fik fornemmelsen af, at jeg bare var en´ af mange han skulle nå den dag. Ingen empati …ingenting!

Imens var Thomas hjemme med Mikkel der var 2 mdr. gammel på det tidspunkt. Thomas tog resten af min barsel, da jeg blev sygemeldt. Det føltes på mange måder så forkert det hele!

 

Her et billede af Mikkel og jeg. Det er i starten af behandlingen for lymfekræft.

Humpende gennem hospitalets kældergang kom jeg snøftende og små hulkende. (jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at samle mig sammen).

Jeg var på vej til næste punkt på dagsordnen. Jeg ville lige nå udenfor og ringe hjem. Jeg fik fat i Thomas, og da jeg hørte hans stemme, kunne jeg ikke lade være med at græde.

Det ville jeg under normale omstændigheder aldrig kunne finde på. Stå og græde i en telefon, for han kunne jo ikke hjælpe mig alligevel. Han var jo derhjemme og passede på vores drenge.

2) Blodtransfusion: Jeg måtte modtage en liter blod før jeg kunne få min første behandling med kemoterapi pga. min meget lave blodprocent. (og jeg havde undret mig over hvordan andre mødre kunne være så energiske, når de fik barn nummer 2 … når nu jeg var så træt!)

3) Kemoterapi Jeg forestillede mig giftgule poser med advarsler på, og at jeg ville kunne mærke, at jeg blev dårlig så snart det rendte ind i kroppen… men det gjorde jeg ikke. 1 af poserne var dog helt orange, så det levede op til forestillingen om det hele. Da jeg lå der i sengen og de første dråber nåede min arm, prøvede jeg at forestille mig, at nu skulle de dråber ind og rydde alle kræftcellerne af vejen.

Det var mit forsøg på at skulle kunne holde det ud. Tanken om, at det var for at hjælpe mig. Ellers blev de 16 behandlinger over 8 mdr. med kemoterapi jeg var stillet i udsigt ikke til at holde ud.

Kvalmen kommer snigende ind på en. Ikke 1, 2 eller 3 gang mærkede jeg så meget til det, andet end det beroligende jeg fik inden behandlingen. Det gjorde, at jeg følte mig påvirket og små”skæv” og også dejligt afslappet og rolig.

Senere i behandlingen fandt jeg så rigeligt ud af, hvad det vil sige at have kvalme. Men til at starte med var jeg heldigvis ret forskånet for det.

Jeg fik diagnosen en torsdag og behandlingen startede om mandagen. Jeg fik weekenden til at stoppe med at amme. Jeg sad med Mikkel i mine Arme og bare tudede da jeg ammede sidste gang. Det hele gik nærmest lidt for stærkt og jeg nåede slet ikke at “vænne ” mig til tanken.

Lige pludselig kunne jeg ikke gå til købmanden og huske 2 ting jeg skulle handle ind. Hovedet var fyldt fuldstændig op. Der var bare ikke plads til mere. Jeg var nærmest i chok, og den følelse af ikke at kunne huske, endte med at følge mig i meget lang tid efter.

Da jeg endelig var igennem mine behandlinger efter 1 ½ år tog det mig rigtig lang tid at få bearbejdet det og få en fornemmelse af, at jeg kendte mig selv og min krop igen.

Har du lyst til at kommentere på indlægget er du mere end velkommen til dette.

#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #alkoholiker #alkoholdemens #hjerneblødning #genoptræning #Montebello #Hammelneurocenter #marathonløb #smil #yoga #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume