Hærvejsmarchen – sådan gik det!

29 og 30 juni 2019 var der traditionen tro hærvejsmarch i Viborg.

Jeg havde som mål at gennemføre distancen på 2×20 km, altså gå 20 km lørdag og 20 km søndag.

Det var min debut som deltager og det er et mål, der har været længe undervejs. Faktisk har det været på skemaet i omkring et års tid.

Før jeg overhovedet kunne sætte det som et realistisk mål, var fuldt 2 år med benhård genoptræning efter en hjerneblødning, der var forårsaget af et styrt på ski i marts 2016.
Jeg måtte lære at gå igen. Jeg har i dag en halvsidig venstre lammelse, der gør, at jeg ikke kan bruge min venstre arm, og ikke har fuld førlighed i venstre ben.
Gangtræningen har langsomt gjort, at min fornemmelse af frihed er blevet øget i takt med, at jeg er blevet stærkere. I begyndelsen, når jeg skulle ud at gå, var ruten nøje målt op, og jeg skulle bare hjem og slappe af i de trætte ben efterfølgende. Efterhånden som distancerne er blevet længere, og jeg er blevet stærkere, er jeg blevet mere fri til at gå små omveje eller lige gå lidt ekstra, hvis jeg havde lyst og kræfter til det. Det har givet en dejlig frihedsfølelse af, at jeg kan komme rundt på egen hånd. Jeg kan faktisk holde til at være igang i flere timer.

Dag 1: lørdag d. 29 juni

Nu var dagen kommet til at prøve kræfter med distancen på 2 x 20 km til hærvejsmarchen i Viborg.

Det var køligt og lidt blæsende fra morgenstunden. Jeg overvejede en ekstra gang, om jeg skulle ha en varm trøje på. Jeg valgte at lade være, da vejrudsigten lovede varmt vejr hen på dagen. Det blev en god beslutning 🙂

Både lørdag og søndag gik jeg sammen med min svigermor Irene og hendes veninde Signe samt min lillebror Claus. Der var lidt udskiftning mellem et par stykker andre, som gik enten lørdag eller søndag. Men vi 4 gik sammen begge dage. Lørdag cyklede mine drenge, deres fætre og farfar Hærvejsløb på mountainbike fra Engesvang til Viborg. En distance på 60 km hvor yngste mand var 9 år og ældste 69 år. Vi ønskede hinanden god tur inden vi kørte mod paradepladsen i Viborg.

Det var virkelig god stemning ude på ruten. Vi delte en del af turen med dem, der gik karnevalsrute. Der var mange udklædte grupper af mennesker med høj musik og diverse kreative påfund i form af trækvogne til drikkevarer ude på ruten.
Der var festivalstemning både blandt deltagere, men også på rastepladserne var der jazzmusikere, der underholdt de vandrende. På et tidspunkt over middag deltes ruterne, så man gik de sidste 5 km selv. Lige så underholdende deltagerne på karnevalsruten var i starten, og hvor det var hyggeligt at gå sammen, lige så dejligt var det, at ruterne blev delt til sidst. For indrømmet folk blev mere og mere fulde. Det var dejligt at kunne høre fuglene synge og sit eget åndedræt igen, da vi blev delt op.
På en måde gik turen nemt og enkelt med alle de ting, der skete undervejs. Det var en utrolig smuk og naturskøn rute, der hele tiden vekslede. Vi gik forbavsende lidt på store veje, men mere små hyggelige veje omgivet af skov, marker, eng og sø.
Det var godt med selskab på turen. Kilometerne gik hurtigt. Selvom der var mange perioder, hvor vi ikke talte sammen, så var vi fælles om det. De få gange ruten blev lidt udfordrende for mig, holdt jeg ved Claus´s arm til støtte. Det var en god hjælp at have ved hånden.
Det var først på de sidste 2 km, at jeg begyndte at mærke trætheden melde sig, og det var dejligt at komme i mål.
Vi ventede i målområdet på, at drengene kom ind fra cykelløb. Der var god stemning, musik, solskin og glade mennesker. Vi fulgtes hjem, da alle var i mål. Det var godt at sove i sin egen seng om natten.

Dag 2: søndag d 30. juni

Jeg vågnede tidligt. Det var lidt svært at komme ud af sengen med de trætte ben. Det var godt at have god tid til at få gang i min trætte krop.
Hvor lørdag var præget af feststemning var søndag helt anderledes rolig. Det var meget varmt fra morgenstunden.
Kroppen skulle lige igang, men langsomt kom vi fremad. Der var længere til depoterne, og ruten var mere kuperet. Jeg brugte Claus som støtte flere gange, hvor det var lidt svært for mig at gå i terrænet. Da vi ramte middag bagte solen ned over os, og jeg/vi var ved at være trætte.
Det første depot vi nåede til, var allerede ved at lukke ned, og de havde ikke flere sodavand, der ikke var light. Det gider man ikke drikke, når man hungrer efter energi. Heldigvis havde de æblejuice. Helle, der gik med, havde håbet på en sandwich, men måtte nøjes med en rød pølse m. brød.
Kroppen begyndte virkelig at være træt og vi holdt mange små vandpauser, hvor vi til gengæld ikke sad stille så længe. Da vi nåede til det sidste depot, sagde mit gps ur, at vi havde gået 20 km , så vi håbede på, at vi snart var i mål. Der fandt vi ud af, at vi stadig manglede 5,2 km. Der sad vi længe og samlede energi og vilje til den sidste del af turen. Claus købte en energidrik til mig (det var ingen sukkerholdige sodavand tilbage) Den gav lige det boost, der mentalt skulle til for at klare den sidste del af turen. Jeg slæbte fødderne afsted de sidste km, og da jeg nåede mål stod Thomas og ventede. ❤
Vi var samlet alle deltagere om aftenen hjemme hos os, hvor vi grillede og fejrede, at vi havde klaret marchen.

Herunder følger alle billederne:

4D11AE98-4300-46F2-9A8A-E8E5B9462FDF
Det var en meget smuk og afvekslende rute begge dage. Skov, Eng, mark og sø.
18B0ACE7-B8EF-477A-ABD2-50EC769EA04E
Claus og mig. Irene og Signe.
3731E8AB-0D78-4FD3-A0DE-866EC4E7F701
Jeg trådte i blød varm asfalt lige foran et opstillet toilet. Det var til stor morskab for os alle, at jeg satte fodspor hen over vejen. Svigermor prøvede at fjerne asfalten fra min sko uden videre held. Det skete over halvvejs søndag. Mine sko var allerede ved at være slidte, men nu er de vidst endegyldigt døde, og jeg skal have et par nye. Det er vidst ikke frås.
C29F1AC3-5471-44F0-BDED-3C69FEEFEDC1
Fællesskab og hyggelige pauser i skyggen.
DC59C7BC-7F51-47A0-8467-7C90407CCD3C
“Farfars drenge” cyklede hærvejsløbet på mountainbike fra Engesvang til Viborg. 60 km hvor yngste er 9 år og ældste er 69 år.
IMG_2043
Lørdagsholde; Claus, Signe, Irene, Helene og mig.
IMG_2084
Søndagsholdet; Claus, Sidsel, Helle, Irene, Karina, Signe og mig.
IMG_2102
Jubbiiii vi er i mål: Helle, Signe, mig, Claus og Irene.
IMG_2112
Diplom og medalje :0) Det siger 40 km, men mit ur siger samlet distance på 48 km :0)

Ris og ros af hærvejsmarchen som arrangement, set fra en debutant:

Ros:
  • Godt planlagt
  • Velorganiseret start og mål område
  • Nemt at finde ud af med startkort/medaljer osv.
  • Naturskønne ruter
  • Glade mennesker
  • Hyggeligt med jazz musik ved rastepladserne lørdag
Ris:
  • Info om rastepladsernes åbningstider var godt gemt.
  • Vi kunne ikke finde vandposterne om lørdagen. Vi købte os til ekstra vand.
  • Træls at nå frem til halvtomme depoter. Især når det er meget varmt og man er træt.
  • Ruterne var noget længere, end vi troede 22 km lørdag og næsten 26 km søndag. Vi gik ikke forkert.
Det er så livsbekræftende at sætte sig et mål, som er lige på grænsen til, at jeg troede, at jeg kunne klare det. til nu hvor jeg er på den anden side af det.
Nu sidder jeg her og er glad og træt. Jeg har fået ny tillid til min fysik. Jeg er ikke så begrænset længere i at komme rundt på egen hånd. Jeg er meget taknemlig for, at det har kunnet lade sig gøre.
Det har været en fed weekend med masser af dejlige minder. Der er flere der har sagt til mig “ jeg går med til næste år”
😀
Nu må vi, om der bliver et næste år for mig. Jeg vil ikke love det.
Jeg vil bestemt heller ikke afvise det!

Tilbageblik på 2017, Godt nytår 2018

Så er et nyt år begyndt. Mange af os reflekterer over året, der er gået og hvad vi gerne vil ændre lidt på… nytårsforsætter! Det kommer vel helt naturligt, at vi har lyst til at reflektere over tilværelsen, når vi starter på noget nyt! Et nyt år.

Men det er nu også værd, at huske alle de små milepæle, der helt sikkert også har været i det forgangne år. Milepæle i livet, er der mange af, hvis vi vel at mærke tillader os selv, at have dem og husker at fejre dem. 

Der er så meget jeg ikke kan, men 

2017 vil blive husket Bl.a for året hvor: 

  • jeg lærte at gå uden stok

Sikke en frihedsfølelse! At kunne færdes ude uden nogen form for hjælpemiddel, det gør det hele, så meget lettere. Det har været en stor milepæl sidste år. Jeg øver mig stadig i at gå. Jeg går en lille tur på 1- 1,5 km hver dag. YAY!!

  • Rasmus begyndte konfirmationsforberedelse 

Man skal bare kigge på sine børn, for at se, at tiden er gået. Rasmus skal konfirmeres i år. Synes det er vildt, at han er så stor. Det gælder vist om, at suge alt til sig og huske, at være nærværende.

  • Jeg fik lov til at blive 40 år

Jeg synes jeg har fortjent hver eneste lille begyndende rynke i mit ansigt. Det er jo faktisk et privilegie, at få lov til at blive så gammel:) Jeg fejrede dagen med familie og venner.

Små glimt fra 2017. øverst blev jeg fanget i en regnbyge på en gåtur.
Nederts til venstre; et udsnit af årets Knæk cancer plakat.
Nederst til højre; min meget fine 3 hjulede cykel som jeg fik i 40 års fødselsdagsgave af min Svoger og svigerinde
  • Genoptræning på Neuroklinik i Åbyhøj 

Jeg deltog i et 6 ugers intensivt genoptræningsforløb på Neuroklinik. Jeg fik min mor og svigerforældre til at kære mig på skift, ellers havde det ikke kunnet lade sig gøre. Jeg ville simpelthen blive for træt. Det forløb, var med til, at jeg kunne smide stokken og færdes sikkert udendørs. 

  • Jeg planlagde en rejse til Florida ( behandling ) til foråret 2018

Man kan sige meget om facebook, men uden det, ville jeg ikke have fundet klinikken i Florida. Den tilbyder medicinsk behandling efter følger af hjerneblødning og blodpropper i hovedet.  

  • Sommerferien i Kroatien 

Det var dejligt at finde ud af, at vi stadig kunne foretage os lidt af de samme ting som før som familie. Det kræver bare en lidt anderledes tilgang til tingene. Et andet hensyn til mig, omgivelserne og rejsen. Så kan vi faktisk stadig gøre rigtig meget sammen. Jeg tager også med familien på skiferie igen i starten af dette år. Jeg har jo selv elsket at stå på ski. Nydt vinden, solen og de frosthårde pister og ikke mindst sammenholdet og hyggen i hytten. Jeg skal ikke stå på ski;0) Jeg fylder tasken og telefonen op med bøger og lidt tegnegrej. Så skal jeg nok få tiden til, at gå! Jeg bliver også glad, når jeg kan se at mine drenge kommer glade ind efter en dag på ski. Jeg har sagt til Thomas, at han skal huske at minde mig om når vi står deroppe, at jeg ikke skal på ski!… Hovedet vil nogen gange mere end kroppen kan. 

  • Jeg og Karina kunne gå med ud til midnat nytårsaften og se på, at drengene fyrede krudtet af. De andre år har vi stået med de små i nattøjet og kigget ud af vinduerne. Nu er de mindste store nok til, at gå med ud selv.

Endnu en ting der gjorde mig opmærksom på, at tiden er gået. vi har ikke længere små børn. De er ved at blive store:)

Der har været masser af delmål og små sejre. selvom jeg stadig er langt fra, hvor jeg var, har vi tilladt os selv at fejre de små succeser!

Og hvad er det endelige mål egentlig? Det er ikke til at vide, for vi er vel altid på vej et sted hen. Nogen gange når en dør lukkes, åbner der sig en ny. 

 Vi har ønsker og drømme, som vi arbejder hen imod. Med nogen ting ville man ønske, at man bare kunne knipse med fingrene og så var det fikset! Men sådan fungerer tingene desværre ikke. Det tager tid og vedholdenhed at nå sine mål.

Sejren føles så også meget bedre, når man ikke har fået noget foræret men har måttet knokle for hvert eneste lille fremskridt/ ændring eller forbedring. 

Jeg har stadig ikke opgivet at:

  • arbejde

Det holder lidt hårdt, det der med at arbejde. Jeg døjer med hovedpine. Jeg ender nok et godt sted på et tidspunkt. 

  • køre bil

Et langsigtet mål er, at kunne køre bil igen. Man får aotomatisk frakendt sit kørekort efter en hjerneblødning. Jeg håber på, at kunne få det igen omkring sommerferien. Energien og overskuddet skal lige være der. Jeg kan ikke gøre det hele samtidigt, selvom jeg gerne ville.

  • Løbe 

Jeg håber på, at kunne løbe lidt igen på et tidspunkt, men jeg er MEGET langt fra det mål lige pt.

  • Bruge venstre arm 

Jeg laver øvelser for min arm hver dag. På en måde bliver det aldrig rigtig nok og der sker forfærdeligt lidt med den arm. Den skal dog stadig have lidt opmærksomhed…. for jeg har en fornemmelse af, at det godt kan blive bedre,

Jeg har ingen rigtige nytårsforsætter. Jeg bliver som en 3 årig, hvis der er for mange forbud. Det skal helst være lystbetonet- og deraf kommer viljen og det vedholdende. Lysten til at skabe en forandring i mit og drengenes liv. 

Jeg vil have fornyet fokus og energi på at:

  •  træne ( genoptræne)

En gang imellem, har jeg brug for en lille pause i træningen. Det kan hurtigt blive det eneste min hverdag handler om. I December holdt jeg stort set frI. Nu er det tid til, at tage fat igen. 

Til marts er det 2 år siden ulykken og træning/genoptræning har fyldt en KÆMPE del. 

  • tabe mig lidt 

det kræver altså lidt fokus ikke at spise for meget, når det er svært at bevæge sig. Førhen har jeg nok tænkt, at jeg stort set kunne spise, hvad jeg havde lyst til og så bare løbe det af bagefter.;) Den holdning hævner sig nu;) 

Du får lige et par (måske) gode råd med på vejen af mig. Dem kan du tage dig med ind i det nye år og fremadrettet:

  • Vær nysgerrig, følg dine lyster og nysgerrighed, uden nødvendigvis, at vide hvad du skal bruge det til. De mest interessante og spændende ting sker, når vi ikke venter det.
  • kom ud af din komfortzone… Få nyt perspektiv på livet. Lad dig følge med og lyt til dit hjerte. 
  • Lad dig begejstre. Det er godt for sjælen og livslysten.

GODT NYTÅR 2018!