Hærvejsmarchen – sådan gik det!

29 og 30 juni 2019 var der traditionen tro hærvejsmarch i Viborg.

Jeg havde som mål at gennemføre distancen på 2×20 km, altså gå 20 km lørdag og 20 km søndag.

Det var min debut som deltager og det er et mål, der har været længe undervejs. Faktisk har det været på skemaet i omkring et års tid.

Før jeg overhovedet kunne sætte det som et realistisk mål, var fuldt 2 år med benhård genoptræning efter en hjerneblødning, der var forårsaget af et styrt på ski i marts 2016.
Jeg måtte lære at gå igen. Jeg har i dag en halvsidig venstre lammelse, der gør, at jeg ikke kan bruge min venstre arm, og ikke har fuld førlighed i venstre ben.
Gangtræningen har langsomt gjort, at min fornemmelse af frihed er blevet øget i takt med, at jeg er blevet stærkere. I begyndelsen, når jeg skulle ud at gå, var ruten nøje målt op, og jeg skulle bare hjem og slappe af i de trætte ben efterfølgende. Efterhånden som distancerne er blevet længere, og jeg er blevet stærkere, er jeg blevet mere fri til at gå små omveje eller lige gå lidt ekstra, hvis jeg havde lyst og kræfter til det. Det har givet en dejlig frihedsfølelse af, at jeg kan komme rundt på egen hånd. Jeg kan faktisk holde til at være igang i flere timer.

Dag 1: lørdag d. 29 juni

Nu var dagen kommet til at prøve kræfter med distancen på 2 x 20 km til hærvejsmarchen i Viborg.

Det var køligt og lidt blæsende fra morgenstunden. Jeg overvejede en ekstra gang, om jeg skulle ha en varm trøje på. Jeg valgte at lade være, da vejrudsigten lovede varmt vejr hen på dagen. Det blev en god beslutning 🙂

Både lørdag og søndag gik jeg sammen med min svigermor Irene og hendes veninde Signe samt min lillebror Claus. Der var lidt udskiftning mellem et par stykker andre, som gik enten lørdag eller søndag. Men vi 4 gik sammen begge dage. Lørdag cyklede mine drenge, deres fætre og farfar Hærvejsløb på mountainbike fra Engesvang til Viborg. En distance på 60 km hvor yngste mand var 9 år og ældste 69 år. Vi ønskede hinanden god tur inden vi kørte mod paradepladsen i Viborg.

Det var virkelig god stemning ude på ruten. Vi delte en del af turen med dem, der gik karnevalsrute. Der var mange udklædte grupper af mennesker med høj musik og diverse kreative påfund i form af trækvogne til drikkevarer ude på ruten.
Der var festivalstemning både blandt deltagere, men også på rastepladserne var der jazzmusikere, der underholdt de vandrende. På et tidspunkt over middag deltes ruterne, så man gik de sidste 5 km selv. Lige så underholdende deltagerne på karnevalsruten var i starten, og hvor det var hyggeligt at gå sammen, lige så dejligt var det, at ruterne blev delt til sidst. For indrømmet folk blev mere og mere fulde. Det var dejligt at kunne høre fuglene synge og sit eget åndedræt igen, da vi blev delt op.
På en måde gik turen nemt og enkelt med alle de ting, der skete undervejs. Det var en utrolig smuk og naturskøn rute, der hele tiden vekslede. Vi gik forbavsende lidt på store veje, men mere små hyggelige veje omgivet af skov, marker, eng og sø.
Det var godt med selskab på turen. Kilometerne gik hurtigt. Selvom der var mange perioder, hvor vi ikke talte sammen, så var vi fælles om det. De få gange ruten blev lidt udfordrende for mig, holdt jeg ved Claus´s arm til støtte. Det var en god hjælp at have ved hånden.
Det var først på de sidste 2 km, at jeg begyndte at mærke trætheden melde sig, og det var dejligt at komme i mål.
Vi ventede i målområdet på, at drengene kom ind fra cykelløb. Der var god stemning, musik, solskin og glade mennesker. Vi fulgtes hjem, da alle var i mål. Det var godt at sove i sin egen seng om natten.

Dag 2: søndag d 30. juni

Jeg vågnede tidligt. Det var lidt svært at komme ud af sengen med de trætte ben. Det var godt at have god tid til at få gang i min trætte krop.
Hvor lørdag var præget af feststemning var søndag helt anderledes rolig. Det var meget varmt fra morgenstunden.
Kroppen skulle lige igang, men langsomt kom vi fremad. Der var længere til depoterne, og ruten var mere kuperet. Jeg brugte Claus som støtte flere gange, hvor det var lidt svært for mig at gå i terrænet. Da vi ramte middag bagte solen ned over os, og jeg/vi var ved at være trætte.
Det første depot vi nåede til, var allerede ved at lukke ned, og de havde ikke flere sodavand, der ikke var light. Det gider man ikke drikke, når man hungrer efter energi. Heldigvis havde de æblejuice. Helle, der gik med, havde håbet på en sandwich, men måtte nøjes med en rød pølse m. brød.
Kroppen begyndte virkelig at være træt og vi holdt mange små vandpauser, hvor vi til gengæld ikke sad stille så længe. Da vi nåede til det sidste depot, sagde mit gps ur, at vi havde gået 20 km , så vi håbede på, at vi snart var i mål. Der fandt vi ud af, at vi stadig manglede 5,2 km. Der sad vi længe og samlede energi og vilje til den sidste del af turen. Claus købte en energidrik til mig (det var ingen sukkerholdige sodavand tilbage) Den gav lige det boost, der mentalt skulle til for at klare den sidste del af turen. Jeg slæbte fødderne afsted de sidste km, og da jeg nåede mål stod Thomas og ventede. ❤
Vi var samlet alle deltagere om aftenen hjemme hos os, hvor vi grillede og fejrede, at vi havde klaret marchen.

Herunder følger alle billederne:

4D11AE98-4300-46F2-9A8A-E8E5B9462FDF
Det var en meget smuk og afvekslende rute begge dage. Skov, Eng, mark og sø.
18B0ACE7-B8EF-477A-ABD2-50EC769EA04E
Claus og mig. Irene og Signe.
3731E8AB-0D78-4FD3-A0DE-866EC4E7F701
Jeg trådte i blød varm asfalt lige foran et opstillet toilet. Det var til stor morskab for os alle, at jeg satte fodspor hen over vejen. Svigermor prøvede at fjerne asfalten fra min sko uden videre held. Det skete over halvvejs søndag. Mine sko var allerede ved at være slidte, men nu er de vidst endegyldigt døde, og jeg skal have et par nye. Det er vidst ikke frås.
C29F1AC3-5471-44F0-BDED-3C69FEEFEDC1
Fællesskab og hyggelige pauser i skyggen.
DC59C7BC-7F51-47A0-8467-7C90407CCD3C
“Farfars drenge” cyklede hærvejsløbet på mountainbike fra Engesvang til Viborg. 60 km hvor yngste er 9 år og ældste er 69 år.
IMG_2043
Lørdagsholde; Claus, Signe, Irene, Helene og mig.
IMG_2084
Søndagsholdet; Claus, Sidsel, Helle, Irene, Karina, Signe og mig.
IMG_2102
Jubbiiii vi er i mål: Helle, Signe, mig, Claus og Irene.
IMG_2112
Diplom og medalje :0) Det siger 40 km, men mit ur siger samlet distance på 48 km :0)

Ris og ros af hærvejsmarchen som arrangement, set fra en debutant:

Ros:
  • Godt planlagt
  • Velorganiseret start og mål område
  • Nemt at finde ud af med startkort/medaljer osv.
  • Naturskønne ruter
  • Glade mennesker
  • Hyggeligt med jazz musik ved rastepladserne lørdag
Ris:
  • Info om rastepladsernes åbningstider var godt gemt.
  • Vi kunne ikke finde vandposterne om lørdagen. Vi købte os til ekstra vand.
  • Træls at nå frem til halvtomme depoter. Især når det er meget varmt og man er træt.
  • Ruterne var noget længere, end vi troede 22 km lørdag og næsten 26 km søndag. Vi gik ikke forkert.
Det er så livsbekræftende at sætte sig et mål, som er lige på grænsen til, at jeg troede, at jeg kunne klare det. til nu hvor jeg er på den anden side af det.
Nu sidder jeg her og er glad og træt. Jeg har fået ny tillid til min fysik. Jeg er ikke så begrænset længere i at komme rundt på egen hånd. Jeg er meget taknemlig for, at det har kunnet lade sig gøre.
Det har været en fed weekend med masser af dejlige minder. Der er flere der har sagt til mig “ jeg går med til næste år”
😀
Nu må vi, om der bliver et næste år for mig. Jeg vil ikke love det.
Jeg vil bestemt heller ikke afvise det!

Når de “små” ting ikke længere er en selvfølge.

Du har måske opdaget det? Jeg træner ihærdigt på at blive klar til at gå hærvejsmarch sidst i juni. Distance 2 x 20 km. Du tænker måske, at det er

En skør ide?

Måske er det bare en skør ide, men når det lige pludselig ikke længere er en selvfølge at kunne gå, virker det ikke som en skør ide, men som et kæmpe privilegie, at jeg kan beslutte, at det vil jeg træne på.

Sejren i at rejse sig og gå

Har du haft små børn, der har lært at gå, ved du nok, hvad jeg snakker om? Du kan se det i deres øjne. Det de har kæmpet så hårdt for lykkes pludselig en dag. De står ranke og stolte med maven struttende og med store øjne.

se hvad jeg kan! Ser de ud til at tænke!

Det blik og den fornemmelse genkender jeg fra mig selv, da jeg var indlagt på Hammel Neurocenter, og da jeg første gang tog et par skridt. Jeg kunne også se sejren og stoltheden i mine medpatienters øjne, når de gik selv. Vi fejrede de små fremskridt sammen, når vi mødtes i køkkenet, og ikke længere kom ind i kørestol men gående med en stok, rollator eller et andet hjælpemiddel.

Ingen nemme løsninger

Benene og balancen var ekstremt udfordret, da jeg rejste mig fra kørestolen og begyndte at gå rundt. I et svagt øjeblik husker jeg faktisk, at jeg tænkte, at det var nemmere for mig at blive siddende i kørestolen. Jeg fik kortvarigt lyst til at fralægge mig ansvaret…

Det varede heldigvis kun et kort øjeblik. Jeg tror faktisk, jeg blev lidt skræmt over mig selv, at jeg kunne tænke sådan.

Det skal være løgn! Tænkte jeg med al den vilje jeg kunne manifestere.

Og det blev løgn;0) Det er jeg så taknemlig over lykkedes for mig. Der er ingen nemme løsninger.

Når hjælpemidler bliver en unaturlig krykke

Hjælpemidler er vidunderlige, når der er brug for dem. Vi ved ikke altid selv, når vi ikke har brug for et hjælpemiddel længere. Det bliver som en unaturlig krykke. Fordi vi bruger dem så længe. Vi bilder os selv ind, vi ikke kan klare os uden. Så har vi måske brug for et nænsomt og kærligt puf, for at komme ud af komfortzonen, for at komme videre. Jeg måtte igennem 6 ugers intensiv genoptræning ved nogle fysioterapeuter i Århus for at slippe min stok. De var meget insisterende på at stokken ikke længere var nødvendig for mig. Ved træning og støtte fik jeg modet til at sige farvel til min sidste hjælper i at kunne gå. Min krykke. Min stok, som jeg var blevet afhængig af.

Tag ikke fejl. Genoptræning er benhårdt og engang imellem, er det ubarmhjertigt, og det kræver al din vilje.

Det er til gengæld kampen værd, når du mærker belønningen i form af små fremskridt.

Det er ikke længere en selvfølge at kunne gå, og derfor træner jeg til hærvejsmarchen sidst i juni. Det bliver en festdag!

Hvis du har lyst kan du gå med?

Vil du gå en lang tur med mig?

Jeg har planer!… Vilde planer synes nogen måske:)

Jeg vil gå hærvejsmarch i Viborg til næste år. Vil du med?

cover

Det er sidste weekend i juni og jeg har planer om at melde mig på 2 x 20 km distancen… 20 km lørdag og 20 km søndag, så får man nemlig medalje:) og det vil jeg gerne have:0) Du skal selvfølgelig melde dig på den distance der passer dig. Vi skal gå i det tempo, der passer os hver især bedst, og jeg går jo lidt langsomt…

Det ku være så fedt, hvis vi kom afsted som en flok. Jeg har derfor planer om at designe en t-shirt med logo på, som man kan købe før marchen i juni. På den måde ku det give en fed form for fællesskabsfølelse at se folk i den samme farve t-shirt:)

Motivationen bag..

Forud er der, som du måske ved gået måneder og år med træning for at nå hertil hvor jeg kan have hærvejsmarchen i Viborg som et mål. Jeg har skullet lære at gå igen efter en hjerneblødning i 2016. Næsten hver dag har jeg gået rundt om blokken, det sidste år, hvor jeg bor i Engesvang. En distance på 1 km. Det har længe været rigeligt for mig, men langsomt går det jo fremad. Distancen er så småt øget til indimellem at gå 2, 5 og 7 km. Tirsdag i uge 42 gik jeg 10 km. Det er så fedt stadig at kunne… NOGET! og at kunne træne sig op til langsomt at kunne mere og mere… Hvis jeg kan gå 10 km… ja så kan jeg da også gå 20. Men det tager tid at nå dertil. Jeg skal afsted rigtig meget på mange både små og lange ture.

Du kan læse meget mere om hærvejsmarchen i Viborg og melde dig til her:

http://www.haervejsmarchen.dk

Jeg kommer aldrig til at gå normalt, men det gør ikke noget. Du må gerne kunne se, at jeg har været ramt af livet, har rejst mig igen og gået videre. Det betyder ikke, at jeg ikke kan. Det betyder bare, det er anderledes end før.

Jeg laver en facebook gruppe under smil til livet. Den hedder Hærvejsmarch/træning. Anmod om medlemskab, så tilføjer jeg dig. Der kan vi dele motivation, successer, spørgsmål og ideer osv. frem mod hærvejsmarchen sidste weekend i juni 2019. Tilmeld og følg denne blog, så er du sikker på at få alt information omkring hærvejsmarchen i din indbakke. Jeg håber du har lyst til at være med:)

kærligt fra Christina

#hærvejsmarhen #viborg #smiltillivet #motivation #målogdelmål #træning #vildugåenlangturmedmig #godmotion #vandring #lysogluft #godtforkropogsjæl #2x20km #gåtur #2x20km #medalje #smiltillivet

Turen til Florida,…sådan gik det!

Her kommer et fyldigt referat af min/vores tur til Florida, hvor jeg fik behandling på: 

Institute of Neurological Recovery, som er en privat lægeklinik.

Jeg har skrevet noter undervejs og efter hver behandling, som jeg vil dele med jer. Og det er endda blevet til en lille “iphone documentar film”. Jeg håber det vil give mening for dig der ser med.  


Nogen gange virker det lidt som tilfældigheder. Den måde vi opdager nye ting og muligheder for at komme videre. Men måske hvis du søger og leder efter specifikke ting hjælper universet dig med at finde det du skal bruge…Du skal bare turde sige det højt. Det er da rart at tænke sådan:) 

Hvordan fandt jeg klinikken?

Jeg så oprindelig et opslag på facebook i en gruppe jeg er med i for mennesker med en hjerneskade, om klinikken i Boca Raton, Florida. 60 Minutes Australien havde lavet et indslag om en kvinde der var derovre og få behandlingen. Hun reagerede meget positivt på behandlingen. Det gav håb for fremtiden… og jeg blev nødt til at undersøge muligheden for at komme afsted selv:

Vi tog afsted i marts og her kommer noterne jeg tog undervejs.

Se filmen over turen her

Status efter første behandling…

Min ansigtslammelse er næsten væk og det er blevet nemmere at drikke af et glas.Jeg kan løfte min fod lidt mere end før og det bliver derfor nemmere at gå. Jeg er blevet lidt hurtigere og det er nemmere at ændre retning. Jeg behøver ikke kigge ned på mine fødder;)Jeg kan nemmere gå ned ad en trappe, da det ikke gør ondt i min venstre ankel, når der kommer vægt over på den.Thomas siger min tale er blevet lidt tydligere og at jeg virker mere klar i hovedet.Min skulder er mindre “stram” i det og der er mindre spænding ( spasticitet ) i både arm og ben. Vi er lige kommet tilbage efter at have været på tur i 6 timer uden at være helt kørt ned;) Større udholdenhed. Bliver ikke så udtrættet. Jeg giver ikke op i en sætning, når jeg er ved at være træt. Mindre spasticitet når jeg strækker benet om natten.Hurtigere ude af sengen om morgenen og klar til at tage et skridt. Benet spænder ikke så meget op som før. Mindre lydfølsom. Synet er forbedret. Jeg er ofte blevet spurgt om jeg så dobbelt, men min hjerne har ligesom bare lukket ned i venstre side. Jeg blev lidt forvirret til at starte med, da mit øje pludselig så det, der var i rummet. Jeg er hurtigere til at spotte at jeg faktisk ser lidt dobbelt. Mit håb er at synet retter helt op i den kommende tid. Det vil gøre det hele lidt nemmere: at overskue nye store rum/ lokaler med mange mennesker ex. Indkøbscentre, lufthavne osv. Hvis jeg samtidig er mere sikker på benene, kan fremgangen tydelig mærkes.

Status 2 behandling… 

Umiddelbart tror jeg synet er blevet endnu bedre. Det er nemmere at overskue store rum hvor der sker meget.
Stramheden/spasticiteten i venstre skulder er kraftigt formindsket…hvis ikke helt væk.
Jeg kan løfte min venstre forfod op fra gulvet når jeg står op.
Hjeme igen:Det er nemmere at gå op og ned ad vores trappe. Benet føles ikke så tungt.
Jeg flytter mig hurtigere rundt i køkkenet. Vender mig om mellem skabe og køkkenbord.
Jeg har skåret ca. 2 minutter af min gåtur “blokken rundt” ( 1 km)

Var det pengene værd?

Helt sikkert. Hvor meget er du villig til at betale for, at få lidt af din tabte førlighed tilbage ? Jeg har jo næsten lært at leve uden disse sanser. Så er det ret fantastisk at gå lidt på opdagelse i kroppen. Og finde “nye” ting jeg pludselig kan igen. 

Jeg går ugentligt ved en dygtig fysioterapeut. Måske er der også et øget genoptrænings potentiale efter behandlingen. Jeg fik råd til det pga. min forsikring. jeg har været lidt heldig midt i alt det uheldige.

Ville jeg gøre det igen ?

Ja, uden tvivl. De forbedringer jeg har “fået” her er det jo ikke sikkert, at jeg ville have opnået på egen hånd… sandsynligvis ikke! Forbedringerne kommer til at påvirke min dagligdag i stor stil. Det giver et stort håb for fremtiden og mine muligheder.

Gjorde det ondt?

Overhovedet ikke. det gør mere ondt at blive vaccineret eller at få taget en blodprøve.

Hvad koster det?

Det koster 9.600 dollars pr. behandling

Kan du få behandlingen i Europa?

Det kan du ikke endnu. Lægen derovre arbejder på det og forventer, at kunne tilbyde behandling i Europa om ca 4-5 år.

Så er der alle billederne:

Den lille nål i midtjylland markerer mig:) De havde et kæmpe verdenskort med nåle til at markere alle de patienter de har behandlet. Jo større nål.. jo flere patienter.
Tur til Miami og Wynwood Walls
Tur til Miami og Wynwood Walls
Miami Beach
Poolen på stedet blev nydt:)

Din identitet bliver presset under sygdom

Identiteten bliver presset til det yderste

Noget af det jeg har fundet ud af under mine forskellige sygdomsperioder i mit liv, er at din identitetsfølelse (dit eget selvbillede) bliver presset til det yderste. Simpelthen fordi, at alt ændrer sig for dig, meget hurtigt. Hurtigere end sjælen og psyken måske kan nå at følge med.

Der er forskel  

Selvfølgelig kan der være stor forskel på hvad du oplever og det er svært at sammenligne to vidt forskellige ting, men jeg prøver nu alligevel…

Da jeg fik kræft, sneg frygten sig ind under huden på mig. Den var lammende og det tog rigtig lang tid, at komme over det, da jeg endelig (og heldigvis) var rask. Dødsangsten og et survivalmode tog over. Jeg havde fået det, som jeg bedst kan beskrive som et chok. Jeg blev glemsom og hovedet kunne ikke rumme ret mange ting ad gangen.

Da jeg vågnede laangsomt op i en hospitalsseng efter min hjerneblødning og ingenting kunne huske om ulykken. Da var alt dramaet forbi og jeg stod med en krop der ingenting ville. Frygten var der ikke på samme måde som tidligere.

Der var ingen der ville love mig noget. Kommer jeg op at gå? ….måske! Så her var der måske nok lidt mere stædighed og vilje, til at ville komme videre med livet.

Jeg har hørt mere end en gang at en fysioterapeut sagde til mig, at de kunne mærke, at jeg var vant til at træne og det skulle jeg være glad for. 

Identiteten bliver ramt

Så langsomt går det op for dig, at du er ramt på dit eget selvbillede…identiteten.

Jeg kan ikke arbejde som før, gå ordentligt, løbe, hoppe, dyrke yoga, bruge min venstre arm, køre bil, se ordentligt længere (ikke som før)

Det er svært at støvsuge, vaske tøj, tømme opvasker, pynte juletræ, lave mad.

Kort sagt, er alt det, vi som moderne mennesker, lægger vægt på og sætter pris på, taget fra mig.

Jeg kan stadig nyde naturen, tegne, være kreativ, smile, grine, gå igen ( ikke som før), se, lytte, være taknemlig 🙂

Hvad er vigtigt for dig?

Jeg kan huske en dag et kort stykke tid efter, at jeg havde fået kræftdiagnosen og var startet i behandling. Jeg sad i sofaen og funderede over livet. Det var en følelse af, at jeg ikke havde prioriteret det, der var vigtigt for mig. Nemlig det at være kreativ. Det var det, jeg ville fortryde hvis jeg ikke overlevede… At jeg ikke havde prioriteret, at være kreativ.

Det er ikke fordi, det behøver at være de vilde store projekter, men bare det, at turde lade sig inspirere og følge med det, så godt jeg kan. Det er vigtigt for mig.

Sørøver Sally

Noget af det indlysende ved ens identitet og en eget selvbillede er dit udseende. Vi er så vant til at kunne styre i store træk, hvordan vi ser ud og andre menneskers opfattelse af os.

Jeg husker det som en meget voldsom oplevelse at miste håret under min kræftbehandling. Der bliver det også for alvor tydeligt for din omverden at du er syg af en dødelig sygdom. Da jeg lige blev udskrevet fra Hammel Neurocenter og i den første tid efter, fik jeg nogle sjove skæve blikke med på vejen, fra mindre børn. Når du ser på billedet af mig, som Thomas tog den dag, han hentede mig, kan jeg jo egentlig godt forstå det. Med en stok og en klap for øjet. Samt ikke helt en krog i den ene hånd, men en mærkelig form for bandage. Jeg har jo lignet en sørøver. Jeg gjorde mit bedste for at smile venligt og jeg tror da ikke, at jeg ligefrem har skræmt nogen.

Jeg har ikke spekuleret så meget over mit udseeende i denne her omgang. Måske har mit første forløb med kræftsygdom alligevel rustet mig til at håndtere store omvæltninger og kriser der vælter ned om ørerne.

Jeg må have lignet sørøver Sally hos mindre børn når de så mig.
Jeg fik ihvertfald nogle skæve smil med på vejen i starten.