Hvad laver du i en uge, når de andre står på ski, og du ikke selv kan?

I den forgangne uge har vi været på skiferie. En stor flok på 10. Fætre onkel, tante og bedster.

I år gik turen til Wagrain i Østrig. Sidste år forsøgte vi, hvordan det ville være, at tage nordpå for mig. Jeg vil gerne ud at gå lidt og få frisk luft, når de andre er på ski. Det var praktisk talt umuligt for mig nordpå. Min venstre fod kramper helt op, når underlaget bliver for ustabilt og sandsynligheden for, at jeg vrikker rundt bliver stor. Jeg følte mig lidt spærret inde i hytten, og var ved at få lidt kuller af at være inde til sidst.

I år har vi så været sydpå istedet. Vi har før været i Wagrain, så vi vidste lidt om, hvordan forholdene var, inden vi tog afsted.

Min plan var at gå ture og benytte sauna/dampbad og skrive på en bog, jeg er igang med, når de andre var afsted om dagen. Farmor havde ikke lyst til at stå på ski i år, så jeg har haft lidt selskab i lejligheden, og vi har sammen været ude på én gåtur hver dag. Det har været super skønt at kunne komme ud. Det er gået rigtig godt med min fod. Jeg skal stadig passe på, jeg ikke vrikker rundt. Jeg var endda med gondolen op på toppen hvor jeg mødtes med alle skitosserne og vi fik samlet frokost deroppe. Thomas tapede min fod op, så den ikke kunne vride. Det var dejligt at kunne mødes med dem alle, så var jeg lidt mere med😉

Det får mig også til at overveje, hvad vi som familie skal fremover… Tingene har jo ændret sig markant for os de sidste 3 år. Det at tage på skiferie er endnu en ting, vi er nødt til at forholde os til løbende, og vi må justere måden at gøre det på, som det nu føles rigtigt. Vi har prøvet 2 gange nu at tage afsted i samlet flok. Måske vi skal ændre måden at gøre det på fremover. Vi har jo alle glædet os til at komme afsted førhen. Det er bare ikke det samme som før. Uanset bliver tiden i lejligheden lidt lang for mig, og jeg har ikke rigtig så meget energi til at foretage mig en hel masse forskelligt. Jeg er heller ikke rigtig en del af det, vi egentlig tager afsted for. Hvis jeg kunne, ville jeg være på pisten.

Hvad gør vi fremover?

Thomas og jeg har snakket om, at det måske er sidste gang, at jeg er med, og så må Thomas selv tage afsted med drengene. De er så store nu at det kan de sagtens. Jeg er faktisk mere fri derhjemme, hvor jeg kan gøre det jeg plejer. Det er nok også lidt lettere for Thomas og ungerne, så kan de være afsted hele dagen på ski uden at have i baghovedet, at “mor sidder derhjemme i hytten” og venter.

Nu må vi se. Beslutningen er ikke endelig taget endnu.

Tingene ændrer sig hele tiden. Ofte går det langsomt, og vi har mulighed for at tilpasse os situationen løbende. Måske i årevis. Andre gange sker det som et lyn fra en klar himmel. Der skal stadig tilpasses meget. Det tager nok lige så lang tid at acceptere det, og finde ud af hvordan vi så gør, som hvis vi havde haft årevis.

I skal ikke snydes for nogle af de billeder jeg har taget hernede på mine gåture;)

Hvordan træffer du beslutninger?

Jeg tror der findes 3 typer af mennesker når de skal tage en beslutning.

1) Der er dem der gennemtænker alle tænkelige scenarier ned i mindste detaljer, og som prøver at forudse selv de mindste ting.

2) Så er der dem der tager en beslutning der “føles” rigtigt. Det er ikke helt gennemtænkt, men de tilpasser sig og justerer hen ad vejen.

3) Sidst er der dem, der både formår at tænke over opgaven og mærke efter om det “føles” rigtigt.

Alle 3 typer når i mål med opgaven

Spørgsmålet er bare, om du ved hvilken type du er og hvilke udfordringer du så, afhængig af det, oftest vil møde.

Jeg blev selv opmærksom på hvilken type jeg var, da jeg var indlagt på Hammel Neurocenter. En dag kom der en neuropsykolog forbi mit værelse og lavede nogle test på mig. Jeg fik opgaven med tårnene i Hanoi. Jeg vidste godt fra tidligere, at man skulke flytte brikkerne rundt på en bestemt måde, for at bruge færrest træk, for at løse opgaven mest hensigtsmæssigt. Jeg kunne ikke huske hvordan brikkerne skulle flyttes, og jeg kunne ikke gennemskue løsningen…., så jeg gik bare igang. Forsøgte mig frem og ændrede strategi løbende. Neuropsykologen konstaterede det efterfølgende. Om det var “normalt”, at jeg bare sprang ud i opgaven. Thomas grinede og sagde

⁃ det er typisk Christina.

Sådan blev jeg pludselig bevidst om hvilken type jeg er. Jeg vidste det jo godt i forvejen, men dette var første gang, der var blevet sat ord på det.

Så jeg er mest type nr. 2 der øver mig i at være velovervejet.

Hvilken type er du?

Hvad er svagheden og styrken ved at være den ene eller den anden type?

1) Hvis du er typen der skal have alt gennemtænkt, kan man være sikker på, at når du handler, så er det ekstremt velovervejet. Hvis der opstår et problem, vil du have tænkt det igennem på forhånd og du ved hvad der skal gøres. Du er i kontrol. Spørgsmålet er om man kan tænke alle scenarier igennem på forhånd og om faren ikke er, at vi aldrig handler på noget, fordi vi ikke bliver færdige med at tænke?

Resultatet bliver enten velovervejede ( måske lidt langsomme )handlinger eller handlingslammelse.

2) Hvis du er typen der mest mærker efter, vil du sikkert hurtigt handle på en impuls og det føles dynamisk, levende og aldrig kedeligt. Du er god til at jonglere med udfordringer. Nogen gange får du sagt ja til noget som du senere fortryder. Du bliver måske lidt forvirret.

Der er en risiko for, at du kommer til at opfattes lidt som en hovedløs kylling uden retning. Frem og tilbage er som sagt lige langt, og det er spild af gode kræfter.

3) Som den sidste af de typer jeg nævnte, kan du begge dele. Det er lidt en kunst at navigere i. Enten er du dobbelt udfordret eller dobbelt heldig. For det meste er det nok en god blanding af det hele.

Måske er du forvirret på et højere plan.

Det kan være godt, at være bevidst om hvordan vi tager beslutninger og handler på impulser. Så bliver vi bevidste om, hvad vi skal øve os på og kan måske tage lidt udfordringer i den retning i opløbet.

På den måde hjælper vi både os selv og vores omgivelser.

Hvad handler julen om for dig?

Jeg kan lige så godt indrømme det. Jeg elsker julen og den særlige fornemmelse det giver, når du er sammen med dem du elsker. For mig handler det ikke om julegaverne eller maden der spises, men ganske enkelt om de mennesker jeg er sammen med. Dem jeg elsker mest.. mine drenge, min familie.

Hvad er vigtigt?

Vi burde sige det noget mere til hinanden.. hvad er vigtigt? Samvær fællesskab og kærlighed eller hvor mange småkager vi kan nå at proppe i hovedet inden vi får kvalme ?

Jeg synes også, at det er hyggeligt med et juletræ med lys og pynt på. Der er noget magisk over det. Som barn kunne jeg se på pynten i det, der føltes som timevis.

Jeg tror Rasmus min ældste søn på 14 har det samme i sig. Da jeg, spurgte ham om, hvad han ønskede sig i julegave? Svarede han:

– gæster juleaften.

Jeg tror, aldrig han har lavet en ønskeseddel.. jo tvunget til det til sin konfirmation, men ellers ikke.

Det giver mig en følelse af, at han allerede nu ved, hvad der betyder noget i livet. Vi kan sagtens ønske os gaver til jul, men ved vi egentlig hvad der er vigtigt for os.

Når familierelationenerne er svære

Nogen gange er det bare ikke nemt. Det der skulle være så lykkeligt kan hurtigt blive afløst af bristede forventninger. Der er ikke noget som familie, der kan få det værste frem i os. Hvis ikke harmonien er der resten af året, er den der slet ikke i julen.

Det bedste vi kan gøre for os selv, er at have realistiske forventninger til hinanden og juledagene. Vi kan hurtigt blive skuffede, hvis vi tror det er som på film eller i reklamer. Nogen gange skal vi se på de små ting for virkelig at sætte pris på livet og hinanden.

    Hvordan julelysene glimter i mørket og viser os vej.
  • Dugvåde spindelvæv, der kun kan ses om morgenen
  • Frosne hvide græsplæner, der tør langsomt i solen.
  • Duften af gran og kanel
  • Et julekram fra dine børn
  • Grannet der reflekterer lyset fra stearinlyset.

De små ting er de største. Det der ikke koster penge. Det handler om hvordan du ser på det.

Glædelig jul

Vegansk risalamande, med ristede mandler, opskrift

Jeg har planer om at lave en vegansk, og dermed helt mælkefri risalamande til jul. Her følger den fremgangsmåde, som jeg har tænkt mig at lave den:

(Der er ikke angivet mængder i opskriften. Det er jo smag og behag, hvad vi godt kan lide:) De ristede mandler giver rigtig meget smag til risalamanden. Du får her en dessert, der virkelig smager af mandler.

Step 1: Risengrød

Kog risengrød med Havremælk ( Der findes flere varianter af plantemælk på markedet) og en flækket vaniljestang. Kornene kan du skrabe ud først og blande med lidt flormelis inden du kommer det ned til risengrøden. Smag til med lidt salt til sidst. ( Jeg ved godt, at nogen opskrifter siger, det skal være uden salt, men jeg kan godt lide saltet i min risalamande). Sæt grøden koldt, evt. natten over før du skal bruge den.

Step 2: Mandler og “fløde”skum

Rist mandlerne til de dufter og har fået lidt farve. Hak dem, når de er kølet af. Vend de hakkede ristede mandler i grøden. Pisk Soyafløden til skum og vend i grøden. Smag til med flormelis og evt. et par dråber citronsaft.

Anret risalamanden i skål. Stilles koldt indtil servering.

Smut en mandel og put i, så der kan findes en vinder af mandelgaven. Husk kirsebærsovsen:)

Velbekomme og glædelig jul

Ingredienser:

Grødris

Havremælk

Vaniljestang
Flormelis og salt efter smag
Mandler
Alpro Soyafløde (Kan piskes til skum)
evt. Et par dråber citronsaft

 

 

 

En afslutning og en begyndelse..

Slutningen af året nærmer sig, og det kalder på en status over alt det nye spændende, som skete. Selvom jeg lever et stille liv (synes jeg) er det meget, der dukker op fra glemslen, når jeg sådan begynder at grave i minderne, bare indenfor det sidste år. Min status over højdepunkterne ser sådan ud:

2018 blev året hvor:

  1. Jeg fik medicinsk behandling på en privat lægeklinik (INR) i Florida. Jeg hørte om klinikken på facebook ( af alle steder ) og 60 minutes Australia havde lavet en dokumentar derfra. Hele familien var afsted på ferie og nyde solen og lyset i det tidlige forår. Jeg fik 2 behandlinger med 1 uge imellem.
  2. Rasmus blev konfirmeret. Det var en dejlig dag med familien. Det var den dag sommeren rigtig startede.
  3. Rasmus voksede mig over hovedet. Han er 179 cm nu…(store unge).
  4. Jeg startede på en coach uddannelse på Nordlys i Silkeborg. Jeg bliver færdig til næste år. Det føles helt rigtigt, og jeg lærer utroligt meget. Jeg startede, fordi jeg håbede på, at lære lidt om mig selv, og måske kunne hjælpe andre, men det var ikke det primære. Nu tænker jeg, at jeg nok skal nå at lære nok til at kunne hjælpe andre, og jeg har helt sikkert lært meget om mig selv.
  5. Jeg udgav min første børnebog Zombiemusen Henry, som kan købes på Saxo.com. Bogen er lige udkommet som lydbog. Jeg er meget stolt over denne bog. Jeg kan stadig bruge hovedet ( efter hjerneblødning ) og lave kreative projekter… bare langsommere og i mit eget tempo.
  6. Jeg stoppede på LEGO og blev førtidspensionist. Det tager tid at forlige mig med tanken, men det går bedre nu.
  7. Jeg gik 10 km og satte et mål om at gå 2×20 km til hærvejsmarchen i Viborg til næste år.
  8. Jeg har haft debut som foredragsholder “SMIL TIL LIVET” også når det giver dig tæsk! Jeg har fremtidige aftaler i kalenderen. Jeg passer på, at det ikke tager for meget energi.
  9. For første gang har jeg ikke tænkt mig at spise and juleaften. Jeg har spist mest plantebaseret de sidste ca 3 år (pga. mit helbred efter kræftbehandling). Jeg har dog spist lidt and til jul… sikkert fordi jeg forbandt den tradition med jul. Det gør jeg ikke længere, så i år bliver der lavet en eller anden slags bagt linse/ grøntsags ting i ovnen til mig og så lader jeg de andre om den traditionelle menu. Risalamanden derimod bliver vegansk i år og dermed helt mælkefri.
status_18
Ting jeg har lært i 2018:
  1. Jeg har lært, at ved at forberede mig grundigt, kommer jeg ud over angsten ved at stå foran en forsamling.
  2. At acceptere tingene som de er, er ikke det samme som at give op.
  3. Jeg kan skrive en bog med ‘en hånd, selvom det tager længere tid.
  4. Du skal ikke altid tro på, hvad en autoritet fortæller dig. Mærk selv efter og find ud af hvad der er rigtigt for dig.
  5. Hverdagen og livet ændrer sig efter livskriser. Livet bliver noget andet, men derfor kan det godt være godt!
Enhver afslutning, som et år jo er, er også begyndelsen til noget nyt.
Jeg glæder mig til at tage hul på 2019. Det bliver sikkert lige så begivenhedsrigt med mange nye mål og delmål i vente 🙏🏻❤
godt nytår!
#smiltillivet

Et “nyt” liv truer

Lørdag d. 1 December blev jeg officielt førtidspensionist. 

Det har været svært at forlige sig med. Jeg har været nødt til at være ærlig over for mig selv, og sige højt at det:

Nok er den bedste løsning for mig.

Vi snakkede om det og Thomas mente, at der også lå noget i ordet førtidspension, som var svært at forholde sig til. Altså… Pensioneret før tid. Sagt på en anden måde: “Vi” har ikke flere forventninger til dig. Du behøver ikke gøre mere nu. 

Det føles sgu lidt som at give op!

Jeg ved, det ikke er tilfældet! Derfor føles det stadig lidt sådan.

Thomas sagde:

– Det burde hedde “tak fordi du har kæmpet – pension”

Jeg smilte af den bemærkning, og den varmede faktisk også mit triste hjerte. For det var et ærligt kærligt udtryk af hans syn på tingene. Jeg summer stadig over det, og jeg er helt sikker på at den fulde accept, af det er lige om hjørnet. Nu er det vigtigt, at jeg selv fylder noget meningsfuldt ind i mit liv. Det er jeg jo allerede i fuld gang med, med en coachuddannelse og skrive bøger. I mit tempo og når der er overskud til det. 

Jeg får altid masser af ideer, og ting jeg har lyst til. Det er lidt af en kunst ikke at fylde for meget på. Jeg bliver bedre og bedre til det:)

Vi “fejrede” førtidspensionen og tog hul på december med en tur i Tivoli i København. Fredag føltes det lidt som gravøl, og mit humør var nede, efter jeg lige havde fået besked om at mit nye liv hed “førtidspensionist” Nu vælger jeg at se på det med nye øjne, og kalder det “tak fordi du har kæmpet – pension”

47C767D1-FF79-4A56-ADBA-1FCC95F2C644
Familietur i Tivoli. Rasmus og Mikkel tog mod til sig og kom op i højden. Thomas blev sikkert på jorden med fødderne solidt plantet på jorden:)

 Efter en dejlig dag med mine drenge er humøret i top igen, selvom jeg er træt.

Tak for jer.

Accept af det jeg ikke kan ændre…

Mit narrativ, min historie.

De sidste 4 dage er gået med coaching undervisning på Nordlys kursuscenter i Silkeborg.

Denne gang skulle vi arbejde med narrativer.. altså vores egen personlige historie (ofte smertefulde)

I mit sidste indlæg skrev jeg om, hvor svært det er at forlige sig med tanken om førtidspension. Jeg troede, jeg skulle kigge til venstre i min personlige historie, for at se hvorfor jeg havde så meget modstsand, og hvorfor jeg følte det, som om at jeg gav op. Det var samtidig meget provokerende for mig at tænke på.

Vi lavede en hurtig “præsentation” torsdag formiddag, om hvad vi havde af aktuelle tanker og følelser. Hvad vi “tog med” til undervisning den dag. Det var med tårer, at jeg fortalte, at jeg sikkert skulle på førtidspension. Jeg kunne næsten ikke få ordene over mine læber. Det var en lettelse at få det sagt. Det i sig selv har en stor helende kraft.

Jeg skulle se til venstre i stedet

Jeg opdagede pludselig midt under, at jeg blev coachet af nogen af mine medstuderende, at jeg faktisk skulle kigge til venstre for at se på min modstand mod førtidspensionen. Jeg troede,  jeg vidste hvad det handlede om… Det gjorde jeg ikke, før jeg gennemgik situationen i en coachingsession.

Det er meget nemmere at rumme situationen, når jeg ved, hvilken retning jeg skal se.

Lige pludselig faldt en kæmpe sten fra mit hjerte og jeg har det som om, at den sidste rest af gammel indestængt vrede har forladt mit hjerte og min krop. Det er en meget rørende fornemmelse.

Umiddelbart er det en kategori 2 oplevelse. Det føles skidt, men det er faktisk godt. Nu er det en kategori 1 oplevelse. Det føles godt og det er godt.

Jeg er faldet over disse vise ord. Du genkender dem måske delvist fra AA sindsrobønnen. Jeg har taget den til mig;

Sindsrobønnen:

Gud giv mig sindsro til
at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Så jeg lever en dag ad gangen,
nyder et øjeblik ad gangen
og tager imod de svære tider, som er vejen til fred.

Så jeg, som Jesus gjorde, tager denne syndige verden som den er,
ikke som jeg vil have den til at være.

Så jeg stoler på, at han vil bringe alle ting i orden,
hvis jeg overgiver mig til hans vilje.

Så jeg kan være rimeligt lykkelig i dette liv
og uendeligt lykkelig med ham i det næste liv i al evighed.

Skærmbillede 2018-11-26 kl. 09.35.46

Hvis du går og tumler med noget, du kunne tænke dig at blive coachet på, har jeg billig underuddannelsepris på bare 50,- ( Jeg skal øve mig)

Kontakt mig herinde eller på krumsine@gmail.com 

Flexjob eller hva?

Siden jeg faldt på ski og fik en hjerneblødning for mere end 2 1/2 år siden, har mit liv i store træk handlet om genoptræning og om oparbejdelsen af mulige effektive arbejdstimer.. kort sagt hvor meget ku jeg holde til.

Da LEGO fandt ud af, at jeg ikke kom tilbage på fuld tid, blev jeg opsagt. Det var okay, for jeg vidste, at det var en umulighed at arbejde i Billund uden mit kørekort (som jeg jo mistede iforbindende med hjerneblødningen, og som jeg stadig ikke har forsøgt at generhverve) Planen var i mit hoved, at jeg skulle være i fleksjob med et arbejde tættere på hjemme, så da min læge for nylig nævnte, om jeg havde overvejet, om flexjob var den rigtige løsning, var jeg lidt overrasket. For hvad skulle det ellers være?

Jeg må være ærlig over for mig selv

Han spurgte mig hvordan det gik, efter jeg var stoppet med at arbejde, og om jeg havde overvejet om førtidspension, måske var den bedste løsning for mig.

Jeg følte min kæbe sank mod jorden.

Hvorfor sagde han det?

Førtidspension!

Nakkehårene strittede på mig, og jeg følte mig pludselig voldsomt provokeret af hans ord. Jeg var ikke klar til den label. Det prædikat! Jeg havde lyst til at råbe:

-neeeej!!

– Det er fandme ikke den rigtige løsning.

Det gjorde jeg ikke. Sad stille og tog ordene ind.

Jeg måtte være ærlig over for mig selv.

Efter jeg er stoppet med at arbejde er mine hovedpineanfald næsten forsvundet.

Jeg har overskud til at putte ungerne og gå med til et forældremøde om aftenen en gang imellem.

Jeg kan stå for aftensmaden og hjælpe med at huske på ting.

Thomas udtalte til en bekendt, der spurgte til os at “tingene” først nu er ved at nå et tåleligt niveau.

Det vigtigste er min mand og mine børn og ikke, om jeg arbejder eller ej. Jeg har ikke givet op bare accepteret realiteterne. Jeg er stadig noget værd og kan bidrage… bare med andre ting end før.

Jeg er midlertidigt ramt på mit eget selvbillede og identitet.

Jeg skal nok finde vejen i det her cirkus.

Jeg er taknemlig for at bo i et land som Danmark hvor førtidspension og flexjob er en mulighed.

Jeg er blevet stillet i udsigt, at der er en afklaring på min situation inden jul. Uanset hvad det bliver, flexjob eller førtidspension, finder vi ud af det sammen. Drengene og jeg.

Vil du gå en lang tur med mig?

Jeg har planer!… Vilde planer synes nogen måske:)

Jeg vil gå hærvejsmarch i Viborg til næste år. Vil du med?

cover

Det er sidste weekend i juni og jeg har planer om at melde mig på 2 x 20 km distancen… 20 km lørdag og 20 km søndag, så får man nemlig medalje:) og det vil jeg gerne have:0) Du skal selvfølgelig melde dig på den distance der passer dig. Vi skal gå i det tempo, der passer os hver især bedst, og jeg går jo lidt langsomt…

Det ku være så fedt, hvis vi kom afsted som en flok. Jeg har derfor planer om at designe en t-shirt med logo på, som man kan købe før marchen i juni. På den måde ku det give en fed form for fællesskabsfølelse at se folk i den samme farve t-shirt:)

Motivationen bag..

Forud er der, som du måske ved gået måneder og år med træning for at nå hertil hvor jeg kan have hærvejsmarchen i Viborg som et mål. Jeg har skullet lære at gå igen efter en hjerneblødning i 2016. Næsten hver dag har jeg gået rundt om blokken, det sidste år, hvor jeg bor i Engesvang. En distance på 1 km. Det har længe været rigeligt for mig, men langsomt går det jo fremad. Distancen er så småt øget til indimellem at gå 2, 5 og 7 km. Tirsdag i uge 42 gik jeg 10 km. Det er så fedt stadig at kunne… NOGET! og at kunne træne sig op til langsomt at kunne mere og mere… Hvis jeg kan gå 10 km… ja så kan jeg da også gå 20. Men det tager tid at nå dertil. Jeg skal afsted rigtig meget på mange både små og lange ture.

Du kan læse meget mere om hærvejsmarchen i Viborg og melde dig til her:

http://www.haervejsmarchen.dk

Jeg kommer aldrig til at gå normalt, men det gør ikke noget. Du må gerne kunne se, at jeg har været ramt af livet, har rejst mig igen og gået videre. Det betyder ikke, at jeg ikke kan. Det betyder bare, det er anderledes end før.

Jeg laver en facebook gruppe under smil til livet. Den hedder Hærvejsmarch/træning. Anmod om medlemskab, så tilføjer jeg dig. Der kan vi dele motivation, successer, spørgsmål og ideer osv. frem mod hærvejsmarchen sidste weekend i juni 2019. Tilmeld og følg denne blog, så er du sikker på at få alt information omkring hærvejsmarchen i din indbakke. Jeg håber du har lyst til at være med:)

kærligt fra Christina

#hærvejsmarhen #viborg #smiltillivet #motivation #målogdelmål #træning #vildugåenlangturmedmig #godmotion #vandring #lysogluft #godtforkropogsjæl #2x20km #gåtur #2x20km #medalje #smiltillivet

Tak for støtten til mit beskedne projekt❤️

#christinasknækcancerplakat ❤️ tak til alle jer der har #støttet mit beskedne projekt igen i år. Jeg har solgt ca 85 stk indtil videre. Jeg runder altså op til 100 plakater og dermed #10000,- jeg har dermed stadig mange plakater og hvis du køber en senere vil beløbet naturligvis gå til #knækcancer og #kræftensbekæmpelse Dette lille plakatprojekt har altså samlet i alt 50.000,- over de sidste 5 år. 🙏🏻 #tak #sammengørvienforskel #visesigentilnæsteår #❤️ #🙏🏻