Når de “små” ting ikke længere er en selvfølge.

Du har måske opdaget det? Jeg træner ihærdigt på at blive klar til at gå hærvejsmarch sidst i juni. Distance 2 x 20 km. Du tænker måske, at det er

En skør ide?

Måske er det bare en skør ide, men når det lige pludselig ikke længere er en selvfølge at kunne gå, virker det ikke som en skør ide, men som et kæmpe privilegie, at jeg kan beslutte, at det vil jeg træne på.

Sejren i at rejse sig og gå

Har du haft små børn, der har lært at gå, ved du nok, hvad jeg snakker om? Du kan se det i deres øjne. Det de har kæmpet så hårdt for lykkes pludselig en dag. De står ranke og stolte med maven struttende og med store øjne.

se hvad jeg kan! Ser de ud til at tænke!

Det blik og den fornemmelse genkender jeg fra mig selv, da jeg var indlagt på Hammel Neurocenter, og da jeg første gang tog et par skridt. Jeg kunne også se sejren og stoltheden i mine medpatienters øjne, når de gik selv. Vi fejrede de små fremskridt sammen, når vi mødtes i køkkenet, og ikke længere kom ind i kørestol men gående med en stok, rollator eller et andet hjælpemiddel.

Ingen nemme løsninger

Benene og balancen var ekstremt udfordret, da jeg rejste mig fra kørestolen og begyndte at gå rundt. I et svagt øjeblik husker jeg faktisk, at jeg tænkte, at det var nemmere for mig at blive siddende i kørestolen. Jeg fik kortvarigt lyst til at fralægge mig ansvaret…

Det varede heldigvis kun et kort øjeblik. Jeg tror faktisk, jeg blev lidt skræmt over mig selv, at jeg kunne tænke sådan.

Det skal være løgn! Tænkte jeg med al den vilje jeg kunne manifestere.

Og det blev løgn;0) Det er jeg så taknemlig over lykkedes for mig. Der er ingen nemme løsninger.

Når hjælpemidler bliver en unaturlig krykke

Hjælpemidler er vidunderlige, når der er brug for dem. Vi ved ikke altid selv, når vi ikke har brug for et hjælpemiddel længere. Det bliver som en unaturlig krykke. Fordi vi bruger dem så længe. Vi bilder os selv ind, vi ikke kan klare os uden. Så har vi måske brug for et nænsomt og kærligt puf, for at komme ud af komfortzonen, for at komme videre. Jeg måtte igennem 6 ugers intensiv genoptræning ved nogle fysioterapeuter i Århus for at slippe min stok. De var meget insisterende på at stokken ikke længere var nødvendig for mig. Ved træning og støtte fik jeg modet til at sige farvel til min sidste hjælper i at kunne gå. Min krykke. Min stok, som jeg var blevet afhængig af.

Tag ikke fejl. Genoptræning er benhårdt og engang imellem, er det ubarmhjertigt, og det kræver al din vilje.

Det er til gengæld kampen værd, når du mærker belønningen i form af små fremskridt.

Det er ikke længere en selvfølge at kunne gå, og derfor træner jeg til hærvejsmarchen sidst i juni. Det bliver en festdag!

Hvis du har lyst kan du gå med?

Hvad laver du i en uge, når de andre står på ski, og du ikke selv kan?

I den forgangne uge har vi været på skiferie. En stor flok på 10. Fætre onkel, tante og bedster.

I år gik turen til Wagrain i Østrig. Sidste år forsøgte vi, hvordan det ville være, at tage nordpå for mig. Jeg vil gerne ud at gå lidt og få frisk luft, når de andre er på ski. Det var praktisk talt umuligt for mig nordpå. Min venstre fod kramper helt op, når underlaget bliver for ustabilt og sandsynligheden for, at jeg vrikker rundt bliver stor. Jeg følte mig lidt spærret inde i hytten, og var ved at få lidt kuller af at være inde til sidst.

I år har vi så været sydpå istedet. Vi har før været i Wagrain, så vi vidste lidt om, hvordan forholdene var, inden vi tog afsted.

Min plan var at gå ture og benytte sauna/dampbad og skrive på en bog, jeg er igang med, når de andre var afsted om dagen. Farmor havde ikke lyst til at stå på ski i år, så jeg har haft lidt selskab i lejligheden, og vi har sammen været ude på én gåtur hver dag. Det har været super skønt at kunne komme ud. Det er gået rigtig godt med min fod. Jeg skal stadig passe på, jeg ikke vrikker rundt. Jeg var endda med gondolen op på toppen hvor jeg mødtes med alle skitosserne og vi fik samlet frokost deroppe. Thomas tapede min fod op, så den ikke kunne vride. Det var dejligt at kunne mødes med dem alle, så var jeg lidt mere med😉

Det får mig også til at overveje, hvad vi som familie skal fremover… Tingene har jo ændret sig markant for os de sidste 3 år. Det at tage på skiferie er endnu en ting, vi er nødt til at forholde os til løbende, og vi må justere måden at gøre det på, som det nu føles rigtigt. Vi har prøvet 2 gange nu at tage afsted i samlet flok. Måske vi skal ændre måden at gøre det på fremover. Vi har jo alle glædet os til at komme afsted førhen. Det er bare ikke det samme som før. Uanset bliver tiden i lejligheden lidt lang for mig, og jeg har ikke rigtig så meget energi til at foretage mig en hel masse forskelligt. Jeg er heller ikke rigtig en del af det, vi egentlig tager afsted for. Hvis jeg kunne, ville jeg være på pisten.

Hvad gør vi fremover?

Thomas og jeg har snakket om, at det måske er sidste gang, at jeg er med, og så må Thomas selv tage afsted med drengene. De er så store nu at det kan de sagtens. Jeg er faktisk mere fri derhjemme, hvor jeg kan gøre det jeg plejer. Det er nok også lidt lettere for Thomas og ungerne, så kan de være afsted hele dagen på ski uden at have i baghovedet, at “mor sidder derhjemme i hytten” og venter.

Nu må vi se. Beslutningen er ikke endelig taget endnu.

Tingene ændrer sig hele tiden. Ofte går det langsomt, og vi har mulighed for at tilpasse os situationen løbende. Måske i årevis. Andre gange sker det som et lyn fra en klar himmel. Der skal stadig tilpasses meget. Det tager nok lige så lang tid at acceptere det, og finde ud af hvordan vi så gør, som hvis vi havde haft årevis.

I skal ikke snydes for nogle af de billeder jeg har taget hernede på mine gåture;)

En afslutning og en begyndelse..

Slutningen af året nærmer sig, og det kalder på en status over alt det nye spændende, som skete. Selvom jeg lever et stille liv (synes jeg) er det meget, der dukker op fra glemslen, når jeg sådan begynder at grave i minderne, bare indenfor det sidste år. Min status over højdepunkterne ser sådan ud:

2018 blev året hvor:

  1. Jeg fik medicinsk behandling på en privat lægeklinik (INR) i Florida. Jeg hørte om klinikken på facebook ( af alle steder ) og 60 minutes Australia havde lavet en dokumentar derfra. Hele familien var afsted på ferie og nyde solen og lyset i det tidlige forår. Jeg fik 2 behandlinger med 1 uge imellem.
  2. Rasmus blev konfirmeret. Det var en dejlig dag med familien. Det var den dag sommeren rigtig startede.
  3. Rasmus voksede mig over hovedet. Han er 179 cm nu…(store unge).
  4. Jeg startede på en coach uddannelse på Nordlys i Silkeborg. Jeg bliver færdig til næste år. Det føles helt rigtigt, og jeg lærer utroligt meget. Jeg startede, fordi jeg håbede på, at lære lidt om mig selv, og måske kunne hjælpe andre, men det var ikke det primære. Nu tænker jeg, at jeg nok skal nå at lære nok til at kunne hjælpe andre, og jeg har helt sikkert lært meget om mig selv.
  5. Jeg udgav min første børnebog Zombiemusen Henry, som kan købes på Saxo.com. Bogen er lige udkommet som lydbog. Jeg er meget stolt over denne bog. Jeg kan stadig bruge hovedet ( efter hjerneblødning ) og lave kreative projekter… bare langsommere og i mit eget tempo.
  6. Jeg stoppede på LEGO og blev førtidspensionist. Det tager tid at forlige mig med tanken, men det går bedre nu.
  7. Jeg gik 10 km og satte et mål om at gå 2×20 km til hærvejsmarchen i Viborg til næste år.
  8. Jeg har haft debut som foredragsholder “SMIL TIL LIVET” også når det giver dig tæsk! Jeg har fremtidige aftaler i kalenderen. Jeg passer på, at det ikke tager for meget energi.
  9. For første gang har jeg ikke tænkt mig at spise and juleaften. Jeg har spist mest plantebaseret de sidste ca 3 år (pga. mit helbred efter kræftbehandling). Jeg har dog spist lidt and til jul… sikkert fordi jeg forbandt den tradition med jul. Det gør jeg ikke længere, så i år bliver der lavet en eller anden slags bagt linse/ grøntsags ting i ovnen til mig og så lader jeg de andre om den traditionelle menu. Risalamanden derimod bliver vegansk i år og dermed helt mælkefri.
status_18
Ting jeg har lært i 2018:
  1. Jeg har lært, at ved at forberede mig grundigt, kommer jeg ud over angsten ved at stå foran en forsamling.
  2. At acceptere tingene som de er, er ikke det samme som at give op.
  3. Jeg kan skrive en bog med ‘en hånd, selvom det tager længere tid.
  4. Du skal ikke altid tro på, hvad en autoritet fortæller dig. Mærk selv efter og find ud af hvad der er rigtigt for dig.
  5. Hverdagen og livet ændrer sig efter livskriser. Livet bliver noget andet, men derfor kan det godt være godt!
Enhver afslutning, som et år jo er, er også begyndelsen til noget nyt.
Jeg glæder mig til at tage hul på 2019. Det bliver sikkert lige så begivenhedsrigt med mange nye mål og delmål i vente 🙏🏻❤
godt nytår!
#smiltillivet

Flexjob eller hva?

Siden jeg faldt på ski og fik en hjerneblødning for mere end 2 1/2 år siden, har mit liv i store træk handlet om genoptræning og om oparbejdelsen af mulige effektive arbejdstimer.. kort sagt hvor meget ku jeg holde til.

Da LEGO fandt ud af, at jeg ikke kom tilbage på fuld tid, blev jeg opsagt. Det var okay, for jeg vidste, at det var en umulighed at arbejde i Billund uden mit kørekort (som jeg jo mistede iforbindende med hjerneblødningen, og som jeg stadig ikke har forsøgt at generhverve) Planen var i mit hoved, at jeg skulle være i fleksjob med et arbejde tættere på hjemme, så da min læge for nylig nævnte, om jeg havde overvejet, om flexjob var den rigtige løsning, var jeg lidt overrasket. For hvad skulle det ellers være?

Jeg må være ærlig over for mig selv

Han spurgte mig hvordan det gik, efter jeg var stoppet med at arbejde, og om jeg havde overvejet om førtidspension, måske var den bedste løsning for mig.

Jeg følte min kæbe sank mod jorden.

Hvorfor sagde han det?

Førtidspension!

Nakkehårene strittede på mig, og jeg følte mig pludselig voldsomt provokeret af hans ord. Jeg var ikke klar til den label. Det prædikat! Jeg havde lyst til at råbe:

-neeeej!!

– Det er fandme ikke den rigtige løsning.

Det gjorde jeg ikke. Sad stille og tog ordene ind.

Jeg måtte være ærlig over for mig selv.

Efter jeg er stoppet med at arbejde er mine hovedpineanfald næsten forsvundet.

Jeg har overskud til at putte ungerne og gå med til et forældremøde om aftenen en gang imellem.

Jeg kan stå for aftensmaden og hjælpe med at huske på ting.

Thomas udtalte til en bekendt, der spurgte til os at “tingene” først nu er ved at nå et tåleligt niveau.

Det vigtigste er min mand og mine børn og ikke, om jeg arbejder eller ej. Jeg har ikke givet op bare accepteret realiteterne. Jeg er stadig noget værd og kan bidrage… bare med andre ting end før.

Jeg er midlertidigt ramt på mit eget selvbillede og identitet.

Jeg skal nok finde vejen i det her cirkus.

Jeg er taknemlig for at bo i et land som Danmark hvor førtidspension og flexjob er en mulighed.

Jeg er blevet stillet i udsigt, at der er en afklaring på min situation inden jul. Uanset hvad det bliver, flexjob eller førtidspension, finder vi ud af det sammen. Drengene og jeg.

Tilbageblik på 2017, Godt nytår 2018

Så er et nyt år begyndt. Mange af os reflekterer over året, der er gået og hvad vi gerne vil ændre lidt på… nytårsforsætter! Det kommer vel helt naturligt, at vi har lyst til at reflektere over tilværelsen, når vi starter på noget nyt! Et nyt år.

Men det er nu også værd, at huske alle de små milepæle, der helt sikkert også har været i det forgangne år. Milepæle i livet, er der mange af, hvis vi vel at mærke tillader os selv, at have dem og husker at fejre dem. 

Der er så meget jeg ikke kan, men 

2017 vil blive husket Bl.a for året hvor: 

  • jeg lærte at gå uden stok

Sikke en frihedsfølelse! At kunne færdes ude uden nogen form for hjælpemiddel, det gør det hele, så meget lettere. Det har været en stor milepæl sidste år. Jeg øver mig stadig i at gå. Jeg går en lille tur på 1- 1,5 km hver dag. YAY!!

  • Rasmus begyndte konfirmationsforberedelse 

Man skal bare kigge på sine børn, for at se, at tiden er gået. Rasmus skal konfirmeres i år. Synes det er vildt, at han er så stor. Det gælder vist om, at suge alt til sig og huske, at være nærværende.

  • Jeg fik lov til at blive 40 år

Jeg synes jeg har fortjent hver eneste lille begyndende rynke i mit ansigt. Det er jo faktisk et privilegie, at få lov til at blive så gammel:) Jeg fejrede dagen med familie og venner.

Små glimt fra 2017. øverst blev jeg fanget i en regnbyge på en gåtur.
Nederts til venstre; et udsnit af årets Knæk cancer plakat.
Nederst til højre; min meget fine 3 hjulede cykel som jeg fik i 40 års fødselsdagsgave af min Svoger og svigerinde
  • Genoptræning på Neuroklinik i Åbyhøj 

Jeg deltog i et 6 ugers intensivt genoptræningsforløb på Neuroklinik. Jeg fik min mor og svigerforældre til at kære mig på skift, ellers havde det ikke kunnet lade sig gøre. Jeg ville simpelthen blive for træt. Det forløb, var med til, at jeg kunne smide stokken og færdes sikkert udendørs. 

  • Jeg planlagde en rejse til Florida ( behandling ) til foråret 2018

Man kan sige meget om facebook, men uden det, ville jeg ikke have fundet klinikken i Florida. Den tilbyder medicinsk behandling efter følger af hjerneblødning og blodpropper i hovedet.  

  • Sommerferien i Kroatien 

Det var dejligt at finde ud af, at vi stadig kunne foretage os lidt af de samme ting som før som familie. Det kræver bare en lidt anderledes tilgang til tingene. Et andet hensyn til mig, omgivelserne og rejsen. Så kan vi faktisk stadig gøre rigtig meget sammen. Jeg tager også med familien på skiferie igen i starten af dette år. Jeg har jo selv elsket at stå på ski. Nydt vinden, solen og de frosthårde pister og ikke mindst sammenholdet og hyggen i hytten. Jeg skal ikke stå på ski;0) Jeg fylder tasken og telefonen op med bøger og lidt tegnegrej. Så skal jeg nok få tiden til, at gå! Jeg bliver også glad, når jeg kan se at mine drenge kommer glade ind efter en dag på ski. Jeg har sagt til Thomas, at han skal huske at minde mig om når vi står deroppe, at jeg ikke skal på ski!… Hovedet vil nogen gange mere end kroppen kan. 

  • Jeg og Karina kunne gå med ud til midnat nytårsaften og se på, at drengene fyrede krudtet af. De andre år har vi stået med de små i nattøjet og kigget ud af vinduerne. Nu er de mindste store nok til, at gå med ud selv.

Endnu en ting der gjorde mig opmærksom på, at tiden er gået. vi har ikke længere små børn. De er ved at blive store:)

Der har været masser af delmål og små sejre. selvom jeg stadig er langt fra, hvor jeg var, har vi tilladt os selv at fejre de små succeser!

Og hvad er det endelige mål egentlig? Det er ikke til at vide, for vi er vel altid på vej et sted hen. Nogen gange når en dør lukkes, åbner der sig en ny. 

 Vi har ønsker og drømme, som vi arbejder hen imod. Med nogen ting ville man ønske, at man bare kunne knipse med fingrene og så var det fikset! Men sådan fungerer tingene desværre ikke. Det tager tid og vedholdenhed at nå sine mål.

Sejren føles så også meget bedre, når man ikke har fået noget foræret men har måttet knokle for hvert eneste lille fremskridt/ ændring eller forbedring. 

Jeg har stadig ikke opgivet at:

  • arbejde

Det holder lidt hårdt, det der med at arbejde. Jeg døjer med hovedpine. Jeg ender nok et godt sted på et tidspunkt. 

  • køre bil

Et langsigtet mål er, at kunne køre bil igen. Man får aotomatisk frakendt sit kørekort efter en hjerneblødning. Jeg håber på, at kunne få det igen omkring sommerferien. Energien og overskuddet skal lige være der. Jeg kan ikke gøre det hele samtidigt, selvom jeg gerne ville.

  • Løbe 

Jeg håber på, at kunne løbe lidt igen på et tidspunkt, men jeg er MEGET langt fra det mål lige pt.

  • Bruge venstre arm 

Jeg laver øvelser for min arm hver dag. På en måde bliver det aldrig rigtig nok og der sker forfærdeligt lidt med den arm. Den skal dog stadig have lidt opmærksomhed…. for jeg har en fornemmelse af, at det godt kan blive bedre,

Jeg har ingen rigtige nytårsforsætter. Jeg bliver som en 3 årig, hvis der er for mange forbud. Det skal helst være lystbetonet- og deraf kommer viljen og det vedholdende. Lysten til at skabe en forandring i mit og drengenes liv. 

Jeg vil have fornyet fokus og energi på at:

  •  træne ( genoptræne)

En gang imellem, har jeg brug for en lille pause i træningen. Det kan hurtigt blive det eneste min hverdag handler om. I December holdt jeg stort set frI. Nu er det tid til, at tage fat igen. 

Til marts er det 2 år siden ulykken og træning/genoptræning har fyldt en KÆMPE del. 

  • tabe mig lidt 

det kræver altså lidt fokus ikke at spise for meget, når det er svært at bevæge sig. Førhen har jeg nok tænkt, at jeg stort set kunne spise, hvad jeg havde lyst til og så bare løbe det af bagefter.;) Den holdning hævner sig nu;) 

Du får lige et par (måske) gode råd med på vejen af mig. Dem kan du tage dig med ind i det nye år og fremadrettet:

  • Vær nysgerrig, følg dine lyster og nysgerrighed, uden nødvendigvis, at vide hvad du skal bruge det til. De mest interessante og spændende ting sker, når vi ikke venter det.
  • kom ud af din komfortzone… Få nyt perspektiv på livet. Lad dig følge med og lyt til dit hjerte. 
  • Lad dig begejstre. Det er godt for sjælen og livslysten.

GODT NYTÅR 2018!