Jeg er ikke noget særligt…

Jeg er “bare” en voksen kvinde der efterhånden har været igennem flere livstruende kriser.

Hvordan vi håndterer kriser er forskelligt fra individ til individ. Jeg har valgt bevidst at dele medgang og modgang med jer her på bloggen. Jeg deler min sårbarhed og styrke. Mest for at vise, at der er en vej ud af en livskrise.

Der er mange der har sagt

⁃ du er sej Christina

Jeg er ikke sej, jeg kæmper med hvad jeg kan, når livet kører ned ad uventede nye veje. Jeg insisterer på at få det bedste ud af det jeg har…. at se muligheder istedet for begrænsninger. Der er så mange begrænsninger, men jeg vælger aktivt ikke at fodre den side af realiteterne. På den måde bruger jeg min energi på det, som jeg har lyst til. Det der motiverer til mere og giver fornyet energi, istedet for at have ondt af mig selv.

Ville jeg ønske at jeg kunne bruge min venstre arm ?

Selvfølgelig ville jeg det, men det er ikke noget jeg bruger ret meget energi på. Det hjælper jo ikke noget. Det giver dårlig energi og er drænende. Jeg træner stadig med min arm dagligt. Så det, aktivt at vælge ikke at bruge unødig energi på noget, er ikke det samme som at give op. Det handler om at bruge ressourcerne bedst muligt! Det er min hverdag det handler om. Mit og min families liv. Jeg har snydt døden et par gange, og jeg elsker mit liv.

🙏🏻

🙏🏻

🙏🏻

🙏🏻

🙏🏻

#smiltillivet #almindelig #blog #blogger #fokus #energi #liv #livet #taknemligforatværeilive

Bruger du din tid rigtigt?

Hvordan bruger du din tid? Farer du afsted fra det ene til det andet uden næsten at trække vejret? Eller giver du dig selv små pauser, hvor du kan nå at reflektere over, hvor du er på vej hen i dit liv?

Hvis du døde om en måned hvad skulle du så nå?

Spørgsmålet er måske en smule voldsomt, men jeg mener det faktisk alvorligt. For spørgsmålet får dig til at mærke efter, om du er på rette vej i livet, eller om du skal nå at ændre noget, før det er for sent.

Vi har nemlig ikke uanede mængder tid til rådighed. Der er ingen af os der ved hvornår det er slut.. heldigvis. Derfor skal vi ikke vente med at ændre det, vi ønsker og kan. Det er du alt for værdifuld til.

Det jeg fortrød

Jeg kunne mærke, at der var noget der skulle ændres, da jeg var igennem en kræftbehandling på 1 1/2 år. Behandlingen blev afsluttet i september 2010 og jeg fik lov til at blive rask, men der kom en fornemmelse snigende ind på mig om, at jeg skulle have prioriteret noget helt bestemt lidt anderledes. Jeg var blevet gift med Thomas og havde 2 sunde raske børn og boede i et lille hus i Engesvang, så hvad i alverden ku det være, at jeg ville gøre anderledes.

Jeg vidste det egentlig godt. Jeg var blevet rigtig god til at ignorere den lille stemme i hovedet. Den stemme jeg først rigtig kunne høre, da jeg sad stille i sofaen og lyttede til mit eget hjerte slå. Frygten for min fremtid var til at føle på. Og stemmen skreg pludselig højlydt til mig

⁃ det er det du fortryder hvis du ikke overlever.

Hvad ville du fortryde?

Jeg havde som sagt gang i en masse godt i mit liv. Jeg har altid reflekteret meget over livet og andre mennesker. Deres motiver og ønsker. Jeg havde simpelthen en skabertrang, der ikke blev forfulgt. Jeg var ikke færdig med at kommunikere. Jeg havde noget, jeg skulle fortæller omverden. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, hvad det var. Det har udviklet sig stille og roligt siden. Det giver en fantastisk følelse af en større mening i mit liv at kommunikere på forskellige måder. Jeg begrænser mig ikke til et bestemt medie, det er det at kommunikere, der er det vigtige for mig.

Jeg tror ikke det er nødvendigt med en kræftdiagnose, for at kunne lytte til stemmen i hovedet. Men det kræver, at du sætter farten ned. Evt. En halv time for dig selv inden sengetid. Øv dig i at meditere, lyt til noget afstressende mindfulness musik, gå en lille tur, Etc.

Lige pludselig er det for sent at ændre dit liv. Det er lige nu vi skal gøre det.

Hvad laver du i en uge, når de andre står på ski, og du ikke selv kan?

I den forgangne uge har vi været på skiferie. En stor flok på 10. Fætre onkel, tante og bedster.

I år gik turen til Wagrain i Østrig. Sidste år forsøgte vi, hvordan det ville være, at tage nordpå for mig. Jeg vil gerne ud at gå lidt og få frisk luft, når de andre er på ski. Det var praktisk talt umuligt for mig nordpå. Min venstre fod kramper helt op, når underlaget bliver for ustabilt og sandsynligheden for, at jeg vrikker rundt bliver stor. Jeg følte mig lidt spærret inde i hytten, og var ved at få lidt kuller af at være inde til sidst.

I år har vi så været sydpå istedet. Vi har før været i Wagrain, så vi vidste lidt om, hvordan forholdene var, inden vi tog afsted.

Min plan var at gå ture og benytte sauna/dampbad og skrive på en bog, jeg er igang med, når de andre var afsted om dagen. Farmor havde ikke lyst til at stå på ski i år, så jeg har haft lidt selskab i lejligheden, og vi har sammen været ude på én gåtur hver dag. Det har været super skønt at kunne komme ud. Det er gået rigtig godt med min fod. Jeg skal stadig passe på, jeg ikke vrikker rundt. Jeg var endda med gondolen op på toppen hvor jeg mødtes med alle skitosserne og vi fik samlet frokost deroppe. Thomas tapede min fod op, så den ikke kunne vride. Det var dejligt at kunne mødes med dem alle, så var jeg lidt mere med😉

Det får mig også til at overveje, hvad vi som familie skal fremover… Tingene har jo ændret sig markant for os de sidste 3 år. Det at tage på skiferie er endnu en ting, vi er nødt til at forholde os til løbende, og vi må justere måden at gøre det på, som det nu føles rigtigt. Vi har prøvet 2 gange nu at tage afsted i samlet flok. Måske vi skal ændre måden at gøre det på fremover. Vi har jo alle glædet os til at komme afsted førhen. Det er bare ikke det samme som før. Uanset bliver tiden i lejligheden lidt lang for mig, og jeg har ikke rigtig så meget energi til at foretage mig en hel masse forskelligt. Jeg er heller ikke rigtig en del af det, vi egentlig tager afsted for. Hvis jeg kunne, ville jeg være på pisten.

Hvad gør vi fremover?

Thomas og jeg har snakket om, at det måske er sidste gang, at jeg er med, og så må Thomas selv tage afsted med drengene. De er så store nu at det kan de sagtens. Jeg er faktisk mere fri derhjemme, hvor jeg kan gøre det jeg plejer. Det er nok også lidt lettere for Thomas og ungerne, så kan de være afsted hele dagen på ski uden at have i baghovedet, at “mor sidder derhjemme i hytten” og venter.

Nu må vi se. Beslutningen er ikke endelig taget endnu.

Tingene ændrer sig hele tiden. Ofte går det langsomt, og vi har mulighed for at tilpasse os situationen løbende. Måske i årevis. Andre gange sker det som et lyn fra en klar himmel. Der skal stadig tilpasses meget. Det tager nok lige så lang tid at acceptere det, og finde ud af hvordan vi så gør, som hvis vi havde haft årevis.

I skal ikke snydes for nogle af de billeder jeg har taget hernede på mine gåture;)

Hvordan træffer du beslutninger?

Jeg tror der findes 3 typer af mennesker når de skal tage en beslutning.

1) Der er dem der gennemtænker alle tænkelige scenarier ned i mindste detaljer, og som prøver at forudse selv de mindste ting.

2) Så er der dem der tager en beslutning der “føles” rigtigt. Det er ikke helt gennemtænkt, men de tilpasser sig og justerer hen ad vejen.

3) Sidst er der dem, der både formår at tænke over opgaven og mærke efter om det “føles” rigtigt.

Alle 3 typer når i mål med opgaven

Spørgsmålet er bare, om du ved hvilken type du er og hvilke udfordringer du så, afhængig af det, oftest vil møde.

Jeg blev selv opmærksom på hvilken type jeg var, da jeg var indlagt på Hammel Neurocenter. En dag kom der en neuropsykolog forbi mit værelse og lavede nogle test på mig. Jeg fik opgaven med tårnene i Hanoi. Jeg vidste godt fra tidligere, at man skulke flytte brikkerne rundt på en bestemt måde, for at bruge færrest træk, for at løse opgaven mest hensigtsmæssigt. Jeg kunne ikke huske hvordan brikkerne skulle flyttes, og jeg kunne ikke gennemskue løsningen…., så jeg gik bare igang. Forsøgte mig frem og ændrede strategi løbende. Neuropsykologen konstaterede det efterfølgende. Om det var “normalt”, at jeg bare sprang ud i opgaven. Thomas grinede og sagde

⁃ det er typisk Christina.

Sådan blev jeg pludselig bevidst om hvilken type jeg er. Jeg vidste det jo godt i forvejen, men dette var første gang, der var blevet sat ord på det.

Så jeg er mest type nr. 2 der øver mig i at være velovervejet.

Hvilken type er du?

Hvad er svagheden og styrken ved at være den ene eller den anden type?

1) Hvis du er typen der skal have alt gennemtænkt, kan man være sikker på, at når du handler, så er det ekstremt velovervejet. Hvis der opstår et problem, vil du have tænkt det igennem på forhånd og du ved hvad der skal gøres. Du er i kontrol. Spørgsmålet er om man kan tænke alle scenarier igennem på forhånd og om faren ikke er, at vi aldrig handler på noget, fordi vi ikke bliver færdige med at tænke?

Resultatet bliver enten velovervejede ( måske lidt langsomme )handlinger eller handlingslammelse.

2) Hvis du er typen der mest mærker efter, vil du sikkert hurtigt handle på en impuls og det føles dynamisk, levende og aldrig kedeligt. Du er god til at jonglere med udfordringer. Nogen gange får du sagt ja til noget som du senere fortryder. Du bliver måske lidt forvirret.

Der er en risiko for, at du kommer til at opfattes lidt som en hovedløs kylling uden retning. Frem og tilbage er som sagt lige langt, og det er spild af gode kræfter.

3) Som den sidste af de typer jeg nævnte, kan du begge dele. Det er lidt en kunst at navigere i. Enten er du dobbelt udfordret eller dobbelt heldig. For det meste er det nok en god blanding af det hele.

Måske er du forvirret på et højere plan.

Det kan være godt, at være bevidst om hvordan vi tager beslutninger og handler på impulser. Så bliver vi bevidste om, hvad vi skal øve os på og kan måske tage lidt udfordringer i den retning i opløbet.

På den måde hjælper vi både os selv og vores omgivelser.