Milepæle og livslektier

Jeg er hjemme igen efter 4 dages undervisning i coaching på Nordlys kursuscenter i Silkeborg.

Jeg bruger altid nogle dage efterfølgende, hvor jeg går og summer lidt over, hvad jeg har lært. Jeg husker mere af mine drømme og jeg kan mærke, at min underbevidsthed arbejder videre.

1 af holdningerne på Nordlys er, at man ikke kan arbejde med andre hvis ikke, vi grundlæggende arbejder med os selv, så det gør vi i stor grad. Alle emner og temaer bliver gennemgået og vi øver os på hinanden både i rollen som coach og klient. Det giver både en større fortrolighed med materialet men det giver også nogle erkendelser om mit eget liv undervejs. Det er derfor at jeg lige skal summe lidt over mine erfaringer fra de sidste dage. Det er så intenst. Vi mediterer hver morgen. Det er fantastisk. Det er potentielt transformerende, hvis det bliver gjort og undervist fra hjertet, og det gør det på Nordlys. Jeg har kunnet følge både min egen og mine medstuderendes rejse vi har været på det sidste års tid. Jeg kan ærligt sige at jeg føler det laveste stressniveau i min krop som jeg husker. Jeg har fået indsigt i hvordan jeg kan arbejde med mig selv. Meditation er kommet for at blive i mit liv. Jeg er taknemlig for den rejse jeg har været på. Det føles som endnu en milepæl at nå hertil.

Milepæle samler jeg på

(som du måske ved).

I denne måned er det 10 år siden jeg fik diagnosen lymfekræft. Jeg husker hvordan jeg kiggede på lille Mikkel, der kun var 2 mdr. på det tidspunkt og frygtede at jeg ikke fik lov til at se han vokse op.

Det er også et år siden, jeg tog familien med til Boca Raton i Florida for at få behandling på en privat lægeklinik. ( efter jeg fik en hjerneblødning på en skiferie i 2016)

Begge dele har haft store konsekvenser i mit liv og

begge dele har givet mig livserfaring og noget, jeg skulle lære i mit liv:

• Jeg skal turde gøre det, der føles rigtigt.

• Uden stress skal jeg gøre det, der føles rigtigt nu, så jeg ingen fortrydelser har den dag, jeg skal dø.

• Jeg skal lytte til stemmen i hovedet.

• Selv om det er anderledes end før, kan det stadig være godt.

• Jeg skal følge min nysgerrighed derhen hvor energien er. Det er ikke sikkert, jeg ved, hvad jeg skal bruge det til, men det finder jeg ud af på et tidspunkt.

• Hav tillid til at alt bliver godt igen.

• Der er ikke kun 1 løsning på et problem.

Ingen af os går igennem livet uden modgang og svære tider. Der er forskel på hvad og hvornår det rammer os.

Husk håbet i alt kaoset. Det bliver godt igen.

De varmeste hilsner fra christina

Ps. Jeg bliver færdig som coach til sommer. Kontakt mig hvis du har lyst til at snakke med mig – helt fortroligt selvfølgelig.

 

#smiltillivet #milepæle #coach #meditation #nordlyskursuscenter

 

At leve som hver dag er den sidste…

Lever du som du gerne vil?

Hvis du blev sat stolen for døren og fik at vide at du ville dø indenfor et år. Hvad ville du så fortryde at du gjorde/ikke gjorde/ glemte at prioritere etc.?

Fordelen ved at have været alvorligt syg ( hvis man kan tale om fordele ) er at dine prioriteter bliver ekstremt tydelige for dig. Når du får at vide, at det ikke er sikkert, at du skal være her ret meget længere. Først er der det helt åbenlyse. At du ikke har lyst til at forlade dine små børn. Forlade din mand eller kone. Om du er bange for at dø. Dernæst kommer der måske snigende disse små ønsker om, at du ville ønske du havde prioriteret noget anderledes i dit liv. Som at dyrke mere motion, at du havde hjulpet mennesker i nød, levet sundere eller bare brugt mere tid og energi på noget du er god til og holder af.

Noget af det der kom snigende da jeg fik kræft var ærgelse over at jeg ikke havde prioriteret at være kreativ.

Jeg kender mine prioriteter. Kender du dine?

Jeg prioriterer højt at være kreativ. Det var noget af det jeg fortrød, da jeg sad i sofaen med en kræftdiagnose og et spædbarn i skødet. Frygten for at skulle forlade min familie før tid, var til at tage og føle på. Men det der kom snigende var en ærgelse over ikke at have prioriteret at være kreativ. Det resulterede i et projekt med en lille bog og en fotoudstilling med kvinder der tabte håret pga kemoterapi. Jeg allierede mig med min tidligere chef der er portrætfotograf og fik hende til at fotografere kvinderne.
Deres tanker, følelser og frygt omkring sygdom og identitet er beskrevet ganske kort og meget ærligt i bogen. Billedet af mig er fra bogen.

Det projekt satte gang i lyst og mod til at kaste mig ud i nye ideer og opgaver.
Jeg vil ikke længere holde igen med hvem jeg er inderst inde. Derfor skriver jeg meget ærligt på denne blog fordi jeg faktisk mener, at jeg har noget at byde ind med i vores ellers hurtigt lidt overfladiske livsstil.

Mit bedste råd til dig i dag er: sørg nu for at leve dit liv som du vil. Hvis du har svært ved at mærke hvad det er, så vil jeg anbefale dig at begynde at meditere. Mærk at du trækker vejret. Rolige åndedræt helt ned i bunden af maven. Det giver en vidunderlig ro og klarhed og gør det nemmere at mærke hvad der er reelle ønsker og hvad der er andres eller dine forventninger til dig og hvordan og hvad “man bør” gøre i dette liv… men det er der ingen der kan fortælle dig andet end dig selv❤️

Og husk så, at smile til livet😄

PS. Jeg arbejder på et indslag over min/vores Florida tur;)….det kommer snart !

Kh Christina


ps. kommenter gerne på indlægget intet er for stort intet for småt:)

Lammet af frygt…

 

At være lammet af frygt… Jeg tror ikke rigtig man forstår den vending, hvis ikke man selv har prøvet det.

Jeg har prøvet det en enkelt gang! Det er tilbage i 2010 lige før jul. Jeg havde fået den første kontrolscanning efter 3 mdr. jeg havde fået mine stamceller retur (transplanteret) og nu ventede jeg på svar… Jeg var så bange, for jeg vidste at hvis denne behandling ikke havde virket, så ville mine chancer for at blive rask være betydeligt forværret. Så efter 27 dage med kemobehandlinger og 15 dage med stråler og en enkelt allergisk reaktion på behandlingen fordelt på 1 ½ år sad jeg i stuen og ventede på lægen skulle ringe. Det var på en måde alt eller intet jeg skulle ha besked om. 3 timer gik hvor det eneste jeg kunne foretage mig var at se ud af vinduet. Jeg prøvede at ringe på afdelingen, men fik ikke fat i lægen. Jeg måtte gøre noget, så ikke særlig rationelt tog jeg toget ind til Silkeborg. Midt i alt juletravlheden, stod jeg der på gågaden da telefonen ringede.

Min læge fortalte mig at scanningen så fin ud og hun var meget positiv. Bagefter væltede korthuset. Jeg stod storhulkende og gemte mig lidt i en smøge midt i byen. Jeg skrev et par hurtige sms ér rundt til de nærmeste og fortalte om status. Der har været mange kontroller sidenhen. Frygten er blevet lidt mindre for hver gang. Nu er det 7 år siden og jeg har fået noget nyt at kæmpe med… men jeg har ikke kniven for struben denne gang og det handler ikke om overlevelse mere. Men om hvor langt jeg kan komme. Jeg skal blive ved med, at tro på, det bliver bedre, og Jeg ved, at tiden arbejder for mig.

Herunder ser du et billede af mig som min “gamle” chef tog ( portrætfotograf; Randi Kornerup Bang), da vi arbejdede på et fælles projekt om at vise kræftramte kvinder uden hår på hovedet. Det blev bl.a til en fotoudstiiling og en lille bog som samlede ind til kræftens bekæmpelse.

 

#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #alkoholiker #alkoholdemens #hjerneblødning #genoptræning #Montebello #Hammelneurocenter #marathonløb #smil #yoga #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume

.