Årets lyseste dag midt i mørket

I dag for 3 år siden var jeg indlagt på Hammel Neurocenter. Grunden til, at jeg husker det så tydeligt er, at det er Sankt Hans aften… Årets lyseste dag!

Jeg husker, at jeg blev trillet afsted i min kørestol ned i fællesrummet sammen med alle de andre patienter. Det øsregnede, så det var praktisk umuligt at få gang i bålene, der var lavet i aftenens anledning.

Jeg havde ikke lyst til at være der længere. På det tidspunkt havde jeg været indlagt i næsten 3 måneder.

Jeg savnede Thomas og ungerne så det gjorde ondt i hjertet. Jeg var bare det helt forkerte sted. Jeg kunne næsten ikke klare at være væk hjemmefra længere. På en måde var jeg filterløs og tog følelsen helt ind i kroppen og hjertet.

Trods personalets ihærdige forsøg på at lave en hyggelig aften for os patienter, løb tårerne ukontrolleret ned ad mine kinder, da de begyndte at synge. Jeg kunne ikke stoppe mig selv. Især ved traditioner og højtider bliver det tydeligt, hvis noget ikke er som det plejer.

Det var årets lyseste dag midt i alt det, der føltes som mit livs mørke.

I år skal vi traditionen tro ned til bål ved Bøllingsø. Jeg er hjemme igen ved dem jeg elsker mest i denne verden.

Det er jeg så taknemlig for.

🙏🏻

Til alle dem der lige nu er indlagt eller på anden måde befinder sig i en livskrise, vil jeg ønske glædelig Sankt Hans – det skal nok blive godt igen ❤️

Jeg må vælge mine kampe

Vi er i sommerhus og nyder ferie i Danmark med familien. Vi er mange samlet; vores børn, fætrene, deres forældre og mine svigerforældre. 10 personer i alt. Der bliver hygget i varmen og vi er gode til at respektere hinandens forskelligheder og grænser.

Hen på aftenen bliver der planlagt at gå en tur til vandet for at se solnedgangen. Det ville jeg normalt elske at gøre, MEN lige der kan jeg ikke overskue, at skulle kæmpe mig henover en klit, der vil føles som en større bjergbestigning. Jeg bliver nødt til at blive hjemme og spare på kræfterne og det skrøbelige overskud. Det er faktisk hårdt nok at være sammen med så mange mennesker ( jeg bliver lidt træt i hovedet af hele tiden at være omgivet af andre) Jeg kan mærke snerten af skuffelse og ærgelse over ikke at gå med til vandet, men jeg ved, det ikke nytter noget. Jeg sender dem afsted med et smil. Samtidig beslutter jeg at nyde stilheden, mens jeg er alene.

Jeg kan ikke det samme som før. Engang imellem er jeg lige ved at glemme det. Det er nok godt nok. Det ville da være trist, at skulle minde mig selv, om alt det jeg ikke kan. Det hele handler vel om at være realistisk. Nogen gange lidt urealistisk hvis jeg stadig skal bevare drømmene… og det skal vi jo…. drømme. Det er på den måde at jeg sætter nye mål for fremtiden og holder mig i gang.

Jeg må vælge mine kampe med omhu… på det rigtige tidspunkt. Nogen gange må jeg gå glip af en stund med familien, fordi det lige der, er det der skal til for, at jeg kommer igennem dagen med overskud.

I går har jeg været med mine drenge i Fårup Sommerland. Sidst vi var i et sommerland, sad jeg i kørestol. Det er 2 år siden nu. Denne gang var det helt uden hjælpemidler. ( jeg bruger bænkene rundt i parken flittigt, men jeg kan være med!!)Jeg har før skrevet om, at vi skal fejre selv de små milepæle. Dette her er endnu en af de dage, hvor jeg er utrolig taknemlig, over alt det jeg stadig kan, og at jeg kan nyde sådan en dag med min mand og mine børn.

Rasmus kommenterede det, da jeg var med i en forlystelse, at han hjemmefra ikke havde troet, jeg kunne det. Han havde ikke troet, at jeg skulle prøve noget. Mine drenge passer godt på mig❤️Det var dejligt at se glæden i hans øjne over, at jeg stadig kan overraske. Selvom det er ved at være længe siden nu, fylder ulykken stadig en del i bevidstheden om, hvad mor kan. Så er det pragtfuldt, at kunne give ham et kys på panden og sige

⁃ selvfølgelig kan jeg være med.

Måske ikke til det hele, men ihvertfald noget af det. Jeg tager også lidt flere siddepauser. Gerne med en kop kaffe ved hånden;0)

Det har været en skøn og lang dag… og jeg har ingen planer for i dag. Der skal være plads til en off-dag.

Husk at smile til livet ❤️

I dag er en off-dag !

I går var vi en tur i LEGO House i Billund.

Jeg havde fået turen i julegave af mine drenge, og igår var så dagen hvor jeg indløste gavekortet;)

Det var en skøn og meget lang dag. Vi brugte 7 timer i fantastiske omgivelser, som jeg kun kan anbefale.

Selv vores halvstore teenager synes det var sjovt.

Vi havde sådan en god dag.

Den sidste time var jeg ved at være træt og begyndte, at tænke på bilens dejlige afslappende sæde. Det var en befrielse, da jeg endelig kom ned at sidde og kunne slappe af i benene.

Jeg har med vilje ikke lavet planer i dag. Det er nemlig en decideret off-dag. Jeg har presset citronen så meget, at jeg er vågnet lettere groggy og træt. Hele tiden med fornemmelsen af hovedpine der lurer. Heldigvis kan et par panodiler nogenlunde klare hovedpinen nu (til at starte med for 2 år siden, lå jeg med migræne en hel dag i sengen, når jeg havde presset hårdt på)

Så det er en kalkuleret off-dag som jeg gladeligt tager, for sammen med min dejlige familie at komme med ud og opleve verden.

Det vil jeg ikke undvære for noget.

Så pyt med, at jeg har en dag med hovedpine og middagslur for at kunne være sammen med mine drenge om gode dage vi kan snakke længe om.

Det giver gode minder.

Om et år husker jeg ikke min off-dag. Jeg husker, at jeg var med i LEGO House. ❤️

Det er livet. Husk at smile til det. Det gør alting meget lettere.

Endnu en milepæl

I dag har vi fejret, at det er 2 år siden, at jeg kom hjem fra Hammel Neurocenter. Der er sket utrolig meget på den tid.

Jeg har de sidste dage været med mine drenge på rundtur i Højer. Hvor jeg tog min uddannelse og hvor vi fik Rasmus og han levede det første 1 1/2 år af sit liv. Det har været ret hyggeligt at være rundt igen og mindes sammen.

Det føles også som en tid som “før” hvor jeg/vi stadig var unge og lidt naive ( selvom jeg allerede på daværende tidspunkt, syntes at jeg havde mærket livet ) nogen gange er det vist godt vi ikke ved hvad vi har i vente…

Selvom det er fantastisk at kunne være med på tur er det stadig ret hårdt og efter et par dage på rundtur i det sønderjydske måtte jeg have en eftermiddagslur på over 2 timer.

Der er så meget i vores liv vi ikke kan kontrollere.. hvilken verdensdel vi er født i. Hvilken familie vi har. Om der er sult og krig. Hvilke udfordringer vi får( sygdom og ulykker )

Der er så meget i vores liv, der er uden for vores kontrol, men det vi kan kontrollere er hvordan vi vælger at tackle og tænke om vores udfordringer. Hvordan vi tænker om os selv. Det er ikke nemt, men hvis vi starter med at være bevidste om, at vi har et valg, så fører det en masse andet godt med sig. Husk at smile til livet 😉

#kontrol #ingenkontrol #tænkpositivt #duharetvalg

#genoptræning #smiltillivet

Sidste arbejdsdag…

I dag havde jeg sidste arbejdsdag på LEGO i Billund. Jeg har afleveret mit gule personalekort og computer. De har fulgt mig tålmodigt de sidste 2 år og jeg har været meget glad for at være en del af det hele;) vi sluttede med hyggelig fælles morgenmad i mit “gamle” team.

Jeg fik et par afskedsgaver med på vejen:

• Louise sagde fuglene er symbol på vores stærke sammenhold i vores lille familie. Far,mor og 2 små unger;)

• Fik en rigtig fin tegning som Dennis har kreeret. Den får en fin plads på væggen herhjemme .

Jeg er meget glad for alle de søde hilsner og kram jeg fik i dag. Tak for det.

Havde situationen været anderledes ville jeg nok ha været lidt trist og vemodig over at forlade min arbejdsplads på denne måde, men set i lyset af alt hvad der er sket de sidste år ved jeg, at jeg ikke kan gøre mere end jeg allerede gør for at komme så langt som overhovedet muligt. Et fuldtidsjob ved LEGO i Billund var ikke ment for mig…, men så kommer der noget andet!

Jeg har allerede taget de første skridt i en anden retning. Jeg har næsten færdigskrevet min første børnebog og jeg er startet på en 1 årig coach uddannelse som jeg synes er mega spændende. Når en dør lukkes åbner der sig et vindue! Du skal tro på det og turde se efter de små åbninger. Jeg er lige nu fuld af forhåbning for fremtiden.

Den anden dag gik Thomas og jeg en tur i skoven. Det føles som ikke så længe siden og jeg husker stadig følelsen i kroppen af, at vi ikke vidste om vi ville komme til at kunne dette igen. I sådan et øjeblik indser vi begge hvor langt jeg er kommet og hvor meget der egentlig er sket fremskridt de sidste 2 år. Jeg er fyldt med taknemlig over alt det jeg kan igen og over, at jeg har Thomas, Rasmus og Mikkel til at dele det med.

Cohen skriver i en af sine sange “there is a crack in everything, that’s How the light get in”

Den sætning giver bare så meget mening for mig og jeg tror på, at det er fuldstændig rigtig. Se efter de små sprækker af lys (håb) Nogen gange skal du bare lade dig føre med af vinden uden at have en plan. Gør noget! Være nysgerrig på livet!-, (vise ord fra en vis mand.;) det skal nok gå alt sammen. #smiltillivet

Forfatterdrømmen lever

Det visuelle

Jeg har brugt en del år af mit arbejsliv på at kommunikere rent grafisk til børn. Først som grafisk designer ved name it, som er et børnetøjsmærke, der en del af BESTSELLER. Efterfølgende som grafisk designer og illustrator ved LEGO i Billund på deres interne reklamebureau. Jeg har altid været draget af at kommunikere visuelt ( tegne, fotografere, male, layoute osv) Jeg har egentlig troet, at det var nok!?

Nogen gange skal der en omvæltning til i ens liv for, at man begynder at undersøge andre måder at styrke sit potentiale og ressourcer på. Jeg skal åbenbart have et vist afløb for de kreative ideer. Ellers bobler det over:) Jeg maler ikke så meget længere eller fotograferer. Så noget måtte jeg jo gøre…

Ord der inspirerer

Jeg har vidst, at ord inspirerede mig mere end visuelle ting. Min inspiration, hvis jeg skal udforme noget visuelt, kan altså sagtens ligge i det skrevne ord. Jeg ser billeder/projekter for mit indre øje, før jeg er startet. Udelukkende ved hjælp af ord. Det føles jo nærmest magisk:)

Børns fantastiske fantasi

Jeg spurgte min yngste søn en dag, om jeg ikke skulle tegne en plakat til værelset. “Jo”, sagde han. Så skulle det være en helt bestemt karakter som han lige nævnte ud af det blå:).

Da han ytrede denne sætning, så jeg hvordan karakteren så ud, hvor den boede osv.

Jeg fulgte inspirationen og begyndte at brasinstorme på ideen.

Det var Mikkel ( min yngste søn), der gav mig ideen til karakteren i den bog jeg er ved at skrive.

Jeg er igang med, at skrive min første børnebog:) Det er både meget spændende og en smule angstprovokerende. Hvad nu hvis i allesammen synes den bliver mega dårlig? :0)

Jeg genkender mange af de steps man er igennem i den kreative proces, men der er også ting, der er helt nye:)

Du har mulighed for, at følge min helt nye hjemmeside og evt hoppe ind på min nye facebookside. Så kan du følge med i min skriveproces og være med som en af de første når der på et tidspunkt ligger en bog klar frisk fra tryk. Jeg regner med, at det bliver muligt også, at bestille/købe plakat til værelset samt et bogmærke.

Fremadrettet har jeg også planer om både e bog og lydbog.., men nu skal jeg lige være færdig med at skrive først.

Tak fordi du læste med:)

Min nye forfatterhjemmeside

Håbet er stærkere end du måske tror

Håbet er en meget stærk drivkraft!

Fratager du et menneske håbet for at overleve, bedre tider, bedre helbred, mere mad, sikkerhed og tryghed. Så fratager du også viljen til at prøve at ændre noget. Hvis tingene er håbløse, er det meget nemt at komme til, at give op. Håbet er også det, der får mennesker til at krydse et farligt hav i en lidt for lille og usikker båd. De vil hellere drukne end have et liv uden håb for en bedre fremtid.

Jeg har brugt timer online, siddet og surfet rundt mellem forskellige sider, der handler om genoptræning efter en hjerneblødning.

( Helt tilfældigt, på facebook af alle steder fandt jeg klinikken i Florida der tilbyder medicinsk behandling efter hjerneblødninger. Jeg skal derover sidst i marts og have behandlingen. Det bliver spændende at se hvad det bringer med sig. Det var også helt tilfældigt, at jeg fandt Neuroklinik i Åbyhøj. Genoptræningen derude har gjort, at jeg i dag går rundt uden en stok.)

Jeg har selv sørget for de fremskridt jeg har gjort. Det er en god blanding af vilje, gå på mod, stædighed, nysgerrighed et positivt livssyn og ikke mindst min fantastiske mand Thomas. Uden ham var alt dette ikke muligt. Det har også kun været muligt, da jeg har haft en forsikring, der udbetalte lidt penge. Jeg har indtil videre selv brugt ca 100.000,- af mine egne penge på gennoptræning.

Hvad kan jeg selv gøre..

Er der nogle vitaminer der er gode at spise eller…kan jeg på en eller anden måde selv gøre noget for at få mere fremgang.

Jeg har selv oplevet på min egen krop, at det jo ikke er ligegyldigt hvad vi putter i vores mund og dermed krop. Efter min stamcelletransplantation i 2010 fik jeg en del lungebetændelser og meget voldsomme forkølelser. Det er først efter, at jeg er blevet veganer, at jeg ikke længere skal have antibiotika 3-4 gange om året. Hvis jeg skulle blive lidt forkølet, kan jeg selv komme over det nu… Men det tog riiigtig lang tid. og det var lige før, at jeg blev lidt opgivende, for jeg havde ikke lyst til at være syg og føle mig syg, når jeg havde overlevet en kræftsygdom. Jeg havde hostet og hostet i mere end end måned, så jeg havde små fibersprængninger mellem mine ribben. En gammel klassekammerat anbefalede mig at droppe mejeriprodukterne. Da jeg endelig stoppede helt med at drikke mælk, begyndte jeg at hoste hvidt sejt slim op af lungerne på mine små løbeture. Jeg har ikke haft en lungebetændelse siden.

Håbet holder os kørende når det ser helt umuligt ud.. for hvis bare der er et lille håb, for at tingene bliver bedre, anderledes. så tror jeg, at vi som mennesker altid vil forsøge, at få et bedre liv.

For virkelig at kunne mærke hvor stærk en drivkraft håbet er, er man nok nødt til at prøve, at have stået i en temmelig desperat situation.

Jeg har prøvet både at føle, at “det” var håbløst og have fornemmelsen af, at gå lidt i dvale og miste energien lidt og initiativet. Det kan man blive helt smådepressiv af.

Men jeg har også mærket den voldsomme energi jeg fik, da jeg pludselig kunne ane en lille bitte smule håb.

Jeg ønsker dig en glædelig jul og et håbefuldt godt nytår.

Jeg har altid syntes at visne blomster var smukke. De bevarer ofte deres duft og farve, bare i en lidt anden udgave end den friske. En buket får ofte lov at stå lidt for længe hjemme hos os:)

————————————————————————————–

Har du lyst til at kommentere på siden er du mere end velkommen til dette.

#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #hjerneblødning #genoptræning #Hammelneurocenter #smil  #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume #detgrønnevalg #gulerodsgnaverogukrudtsplukker #håbforfremtiden

Din identitet bliver presset under sygdom

Identiteten bliver presset til det yderste

Noget af det jeg har fundet ud af under mine forskellige sygdomsperioder i mit liv, er at din identitetsfølelse (dit eget selvbillede) bliver presset til det yderste. Simpelthen fordi, at alt ændrer sig for dig, meget hurtigt. Hurtigere end sjælen og psyken måske kan nå at følge med.

Der er forskel  

Selvfølgelig kan der være stor forskel på hvad du oplever og det er svært at sammenligne to vidt forskellige ting, men jeg prøver nu alligevel…

Da jeg fik kræft, sneg frygten sig ind under huden på mig. Den var lammende og det tog rigtig lang tid, at komme over det, da jeg endelig (og heldigvis) var rask. Dødsangsten og et survivalmode tog over. Jeg havde fået det, som jeg bedst kan beskrive som et chok. Jeg blev glemsom og hovedet kunne ikke rumme ret mange ting ad gangen.

Da jeg vågnede laangsomt op i en hospitalsseng efter min hjerneblødning og ingenting kunne huske om ulykken. Da var alt dramaet forbi og jeg stod med en krop der ingenting ville. Frygten var der ikke på samme måde som tidligere.

Der var ingen der ville love mig noget. Kommer jeg op at gå? ….måske! Så her var der måske nok lidt mere stædighed og vilje, til at ville komme videre med livet.

Jeg har hørt mere end en gang at en fysioterapeut sagde til mig, at de kunne mærke, at jeg var vant til at træne og det skulle jeg være glad for. 

Identiteten bliver ramt

Så langsomt går det op for dig, at du er ramt på dit eget selvbillede…identiteten.

Jeg kan ikke arbejde som før, gå ordentligt, løbe, hoppe, dyrke yoga, bruge min venstre arm, køre bil, se ordentligt længere (ikke som før)

Det er svært at støvsuge, vaske tøj, tømme opvasker, pynte juletræ, lave mad.

Kort sagt, er alt det, vi som moderne mennesker, lægger vægt på og sætter pris på, taget fra mig.

Jeg kan stadig nyde naturen, tegne, være kreativ, smile, grine, gå igen ( ikke som før), se, lytte, være taknemlig 🙂

Hvad er vigtigt for dig?

Jeg kan huske en dag et kort stykke tid efter, at jeg havde fået kræftdiagnosen og var startet i behandling. Jeg sad i sofaen og funderede over livet. Det var en følelse af, at jeg ikke havde prioriteret det, der var vigtigt for mig. Nemlig det at være kreativ. Det var det, jeg ville fortryde hvis jeg ikke overlevede… At jeg ikke havde prioriteret, at være kreativ.

Det er ikke fordi, det behøver at være de vilde store projekter, men bare det, at turde lade sig inspirere og følge med det, så godt jeg kan. Det er vigtigt for mig.

Sørøver Sally

Noget af det indlysende ved ens identitet og en eget selvbillede er dit udseende. Vi er så vant til at kunne styre i store træk, hvordan vi ser ud og andre menneskers opfattelse af os.

Jeg husker det som en meget voldsom oplevelse at miste håret under min kræftbehandling. Der bliver det også for alvor tydeligt for din omverden at du er syg af en dødelig sygdom. Da jeg lige blev udskrevet fra Hammel Neurocenter og i den første tid efter, fik jeg nogle sjove skæve blikke med på vejen, fra mindre børn. Når du ser på billedet af mig, som Thomas tog den dag, han hentede mig, kan jeg jo egentlig godt forstå det. Med en stok og en klap for øjet. Samt ikke helt en krog i den ene hånd, men en mærkelig form for bandage. Jeg har jo lignet en sørøver. Jeg gjorde mit bedste for at smile venligt og jeg tror da ikke, at jeg ligefrem har skræmt nogen.

Jeg har ikke spekuleret så meget over mit udseeende i denne her omgang. Måske har mit første forløb med kræftsygdom alligevel rustet mig til at håndtere store omvæltninger og kriser der vælter ned om ørerne.

Jeg må have lignet sørøver Sally hos mindre børn når de så mig.
Jeg fik ihvertfald nogle skæve smil med på vejen i starten.  

Hvorfor er det sværere at tilgive sig selv end andre? 

For nogle år siden 8 ca. blev jeg konfronteret med en del af min historie, som på mange punkter gjorde ondt. Ondt helt ind i sjælen. Min far, som jeg ikke havde set i nogle år og som jeg stort set ikke har haft et forhold til i mit voksne liv og meget lidt i min barndom, prøvede på ( halvhjertet ifølge lægen ),at slå sig selv ihjel. Han havde sørget for at min bror og jeg fik besked ved at sende et brev med en taxa.

Når vreden svider i øjnene 

Min første reaktion var selvfølgelig at blive utrolig ked af det. Magtesløshed og frustration skyllede ind over mig. 

Hvor længe kunne den gamle mand blive ved med, at ramme mig og stikke kniven længere og længere ind? Ja han virkede da fredfyldt nok: alkoholisk siddende i sin elektriske kørestol i en røgsky af cigaretos, men han var også utrolig manipulerende. Nu skulle kniven åbenbart også drejes rundt et par gange i det åbne sår! 

Sorgen blev afløst af vrede og selvom jeg gerne ville og havde troet jeg kunne, så kunne jeg ikke… tilgive ham! 

Det ramte mig ret hårdt. Jeg ville gerne være et “større” og bedre menneske, end at gå rundt og bære nag. Jeg måtte acceptere, at jeg ikke var klar til at tilgive. Det tog tid. Jeg prøvede faktisk at opsøge min far efter lidt tid. 

Da jeg trådte ind i hans stue. Kunne jeg ikke være der, men var nødt til at gå igen. 

Vi udvekslede kun ganske få ord. Næste gang jeg så ham var nogle år senere og han kunne ikke længere genkende mig. Alkoholdemensen havde godt fat i ham.

Tilgivelsen kommer, når vi er klar!

Tilgivelse er en stor ting at kunne. Der hvor det bliver rigtig svært er, når der er uafklarede og svære følelser i klemme. Når vreden svider i øjnene og sorgen har fat i dit hjerte. 

Jeg endte med at tilgive min far. Det blev en lang og bumlet vej dertil. Jeg er glad for i dag at jeg nåede det inden hans død. Jo dårligere han blev jo mere menneskelig blev han også for mig og jeg fik lov til at se et par glimt af ham, der føltes mere ægte end det havde gjort i store dele af mit liv. 

Jeg tilgav også mig selv for at være menneskelig, uperfekt. Og ikke at kunne leve op til mine egne forventninger.

Det er svært når vi pludselig ikke kan leve op til vores egne forventninger om hvordan vi gerne vil være som mennesker. Vi må prøve at give slip på alle de fordømmende tanker om os selv. Acceptere at vi laver fejl og er uperfekte. Sende lidt godhed din vej i tankerne. Være i nuet som det så fint hedder. Giv slip på ,hvad du tror, der er det rigtige svar:)

Knuden af sorg i maven er væk og afløst af håb for fremtiden. ❤

Den grønne vej…

Jeg lever i dag som veganer. Det har været en beslutning jeg var lang tid om at nå frem til … og meget svært.

For når man altid har været kødspiser og mælkedrikker er det noget af en omvæltning af ens vaner og tankegang der skal ændres.

Og hvorfor så det? Tænker du nok?

Svaret er både enkelt og kompliceret og kræver en lille forklaring;

Efter jeg fik en stamcelletransplantation i 2010 og mine lunger havde reageret allergisk på noget af kemoterapien var mit helbred ikke særlig godt. Jeg fik en del infektioner raget til mig og de havde en tendens til at udvikle sig til lungebetændelser.

Mit immunforsvar var dårligt og svækket( jeg startede i det samme vaccinationsprogran som små børn gør) fordi det hele ligesom starter forfra efter en højdosis kemoterapi som den jeg fik.

Hvis du nogensinde har prøvet at have lungebetændelse ved du, at det tager rigtig lang tid at komme ovenpå efter sådan en omgang. Du bliver svækket og rigtig syg. Og energien ligger på et lille sted.

Jeg havde på et tidspunkt hostet i en måned med store mængder slim der indimellem endte i mine luftveje. Det gjorde at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Jeg havde små fibersprængninger mellem flere af mine ribben af at hoste. Jeg var så træt, og træt af , at når jeg nu var rask efter min kræftdiagnose.., så var jeg ikke rigtig rask alligevel. Det er ret deprimerende at have været alle de pinsler igennem og så ikke rigtig kunne udnytte det som man gerne vil alligevel.

Simpelthen fordi hver enkelt infektion tærrede på et overskud der slet ikke var der til at begynde med. Det var også på dette tidspunkt at jeg forsøgte mig med de første små lunteture. Det gik meget langsomt.

Jeg facebookede med en “gammel” veninde der hedder Pernille. jeg vidste hun levede vegansk og jeg var nysgerrig på hvad hun tænkte og mente om hendes valg og hvorfor hun gjorde som hun gjorde. Så jeg var åben for nye måder at gøre tingene på… vel en lille smule desperat for at prøve noget der måske kunne hjælpe mig!

Hun anbefalede mig at leve som veganer. “Spis let fordøjeligt og styrk dit immunforsvar”. Sagde hun. Mælken og  mejeriprodukterne var nærmest dårlige for mig at indtage. Hun sagde til mig at mejeriprodukterne ville øge min krops slimoproduktion og dermed øge sandsynligheden for infektioner. Hun var meget overbevisende og jeg havde jo selv opsøgt informationen så kunne jeg jo vælge at gøre med det hvad jeg ville.

Det rumsterede i mit hoved; “ droppe mælk, ost , frikadeller og grillpølser om sommeren. “ kan jeg det”? Jeg købte Lene Hansson kogebog Go green for at få lidt inspiration og vide lidt mere  om hendes kostpolitik om at blande stivelse og protein. Jeg begyndte i det små med at eksperimentere med opskrifter.

Det var om sommeren i en ferie da jeg startede så småt og begyndte at skære ned på animalske produkter og opgraderede på grøntsager. Det skete gradvist og langsomt.

Grøntsagssmoothier er en nem måde at få et skud vitaminer lige ud i kroppen, og så mætter det rigtig godt:). Her har jeg lige været en tur i haven og plukke skvalderkål som bliver blendet med en håndfuld mandler lidt ingefær, 2 tørrede dadler og lidt peanutbutter (ca 2 teskefuld)

Jeg mærkede for alvor til fordelene da jeg helt sluttede med at drikke mælk. Jeg begyndte at hoste Hvidt trådet slim op på mine små løbeture. Jeg fik ikke længere ondt i maven efter at have spist, var ikke oppustet og vægten gik også lidt nedad.  Jeg endte med et vægttab på ca 6 kg og jeg har ikke været på penicillin siden jeg lagde kosten om. Så det er jo faktisk helt fantastisk!

Der gik også noget tid før jeg var klar til at sige det “højt”. Hvis det nu bare var en dille ville jeg ikke belemre andre og være besværlig, når jeg skulle ud at spise  ved venner eller familie.

Nu har jeg efterhånden levet vegansk i et par år. Vi har mange kødfri dage hjemme ved os og vores drenge tænker slet ikke over det længere.( at der ikke er kød på bordet)

At leve som veganer er uden tvivl noget af det bedste jeg har gjort for mit helbred.

En sjælden gang imellem spiser jeg lidt fisk eller æg og stort set aldrig mejeri produkter. Så længe jeg holder det på et minimum så mærker jeg ingen forskel helbredsmæssigt.

Jeg savner hverken gris eller ko og jeg har fået taget blodprøver for nyligt der viser, at jeg ingen vitaminer mangler… det så fint ud, endda også nogle af de prøver, som jeg har fået at vide ikke bliver helt normale efter så hård en omgang kemoterapi.

Mine valg kan ikke undgå at smitte af på familien men der er ingen forbud herhjemme. Hvis de sukker efter frikadeller får de frikadeller. Men fokus er mere at” vi skal lave noget med grønkål til aftensmad i aften. – hvad skal vi lave “ istedet for at fokusere på hvad kød man skal have og hvad man skal spise til!

Har du lyst til at kommentere på indlægget er du mere end velkommen til dette.

#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #alkoholiker #alkoholdemens #hjerneblødning #genoptræning #Montebello #Hammelneurocenter #marathonløb #smil #yoga #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume #livetsomveganer #detgrønneliv #vitaminerogmineraler #gulerodsgnaverogukrudtsplukker