Hærvejsmarchen – sådan gik det!

29 og 30 juni 2019 var der traditionen tro hærvejsmarch i Viborg.

Jeg havde som mål at gennemføre distancen på 2×20 km, altså gå 20 km lørdag og 20 km søndag.

Det var min debut som deltager og det er et mål, der har været længe undervejs. Faktisk har det været på skemaet i omkring et års tid.

Før jeg overhovedet kunne sætte det som et realistisk mål, var fuldt 2 år med benhård genoptræning efter en hjerneblødning, der var forårsaget af et styrt på ski i marts 2016.
Jeg måtte lære at gå igen. Jeg har i dag en halvsidig venstre lammelse, der gør, at jeg ikke kan bruge min venstre arm, og ikke har fuld førlighed i venstre ben.
Gangtræningen har langsomt gjort, at min fornemmelse af frihed er blevet øget i takt med, at jeg er blevet stærkere. I begyndelsen, når jeg skulle ud at gå, var ruten nøje målt op, og jeg skulle bare hjem og slappe af i de trætte ben efterfølgende. Efterhånden som distancerne er blevet længere, og jeg er blevet stærkere, er jeg blevet mere fri til at gå små omveje eller lige gå lidt ekstra, hvis jeg havde lyst og kræfter til det. Det har givet en dejlig frihedsfølelse af, at jeg kan komme rundt på egen hånd. Jeg kan faktisk holde til at være igang i flere timer.

Dag 1: lørdag d. 29 juni

Nu var dagen kommet til at prøve kræfter med distancen på 2 x 20 km til hærvejsmarchen i Viborg.

Det var køligt og lidt blæsende fra morgenstunden. Jeg overvejede en ekstra gang, om jeg skulle ha en varm trøje på. Jeg valgte at lade være, da vejrudsigten lovede varmt vejr hen på dagen. Det blev en god beslutning 🙂

Både lørdag og søndag gik jeg sammen med min svigermor Irene og hendes veninde Signe samt min lillebror Claus. Der var lidt udskiftning mellem et par stykker andre, som gik enten lørdag eller søndag. Men vi 4 gik sammen begge dage. Lørdag cyklede mine drenge, deres fætre og farfar Hærvejsløb på mountainbike fra Engesvang til Viborg. En distance på 60 km hvor yngste mand var 9 år og ældste 69 år. Vi ønskede hinanden god tur inden vi kørte mod paradepladsen i Viborg.

Det var virkelig god stemning ude på ruten. Vi delte en del af turen med dem, der gik karnevalsrute. Der var mange udklædte grupper af mennesker med høj musik og diverse kreative påfund i form af trækvogne til drikkevarer ude på ruten.
Der var festivalstemning både blandt deltagere, men også på rastepladserne var der jazzmusikere, der underholdt de vandrende. På et tidspunkt over middag deltes ruterne, så man gik de sidste 5 km selv. Lige så underholdende deltagerne på karnevalsruten var i starten, og hvor det var hyggeligt at gå sammen, lige så dejligt var det, at ruterne blev delt til sidst. For indrømmet folk blev mere og mere fulde. Det var dejligt at kunne høre fuglene synge og sit eget åndedræt igen, da vi blev delt op.
På en måde gik turen nemt og enkelt med alle de ting, der skete undervejs. Det var en utrolig smuk og naturskøn rute, der hele tiden vekslede. Vi gik forbavsende lidt på store veje, men mere små hyggelige veje omgivet af skov, marker, eng og sø.
Det var godt med selskab på turen. Kilometerne gik hurtigt. Selvom der var mange perioder, hvor vi ikke talte sammen, så var vi fælles om det. De få gange ruten blev lidt udfordrende for mig, holdt jeg ved Claus´s arm til støtte. Det var en god hjælp at have ved hånden.
Det var først på de sidste 2 km, at jeg begyndte at mærke trætheden melde sig, og det var dejligt at komme i mål.
Vi ventede i målområdet på, at drengene kom ind fra cykelløb. Der var god stemning, musik, solskin og glade mennesker. Vi fulgtes hjem, da alle var i mål. Det var godt at sove i sin egen seng om natten.

Dag 2: søndag d 30. juni

Jeg vågnede tidligt. Det var lidt svært at komme ud af sengen med de trætte ben. Det var godt at have god tid til at få gang i min trætte krop.
Hvor lørdag var præget af feststemning var søndag helt anderledes rolig. Det var meget varmt fra morgenstunden.
Kroppen skulle lige igang, men langsomt kom vi fremad. Der var længere til depoterne, og ruten var mere kuperet. Jeg brugte Claus som støtte flere gange, hvor det var lidt svært for mig at gå i terrænet. Da vi ramte middag bagte solen ned over os, og jeg/vi var ved at være trætte.
Det første depot vi nåede til, var allerede ved at lukke ned, og de havde ikke flere sodavand, der ikke var light. Det gider man ikke drikke, når man hungrer efter energi. Heldigvis havde de æblejuice. Helle, der gik med, havde håbet på en sandwich, men måtte nøjes med en rød pølse m. brød.
Kroppen begyndte virkelig at være træt og vi holdt mange små vandpauser, hvor vi til gengæld ikke sad stille så længe. Da vi nåede til det sidste depot, sagde mit gps ur, at vi havde gået 20 km , så vi håbede på, at vi snart var i mål. Der fandt vi ud af, at vi stadig manglede 5,2 km. Der sad vi længe og samlede energi og vilje til den sidste del af turen. Claus købte en energidrik til mig (det var ingen sukkerholdige sodavand tilbage) Den gav lige det boost, der mentalt skulle til for at klare den sidste del af turen. Jeg slæbte fødderne afsted de sidste km, og da jeg nåede mål stod Thomas og ventede. ❤
Vi var samlet alle deltagere om aftenen hjemme hos os, hvor vi grillede og fejrede, at vi havde klaret marchen.

Herunder følger alle billederne:

4D11AE98-4300-46F2-9A8A-E8E5B9462FDF
Det var en meget smuk og afvekslende rute begge dage. Skov, Eng, mark og sø.
18B0ACE7-B8EF-477A-ABD2-50EC769EA04E
Claus og mig. Irene og Signe.
3731E8AB-0D78-4FD3-A0DE-866EC4E7F701
Jeg trådte i blød varm asfalt lige foran et opstillet toilet. Det var til stor morskab for os alle, at jeg satte fodspor hen over vejen. Svigermor prøvede at fjerne asfalten fra min sko uden videre held. Det skete over halvvejs søndag. Mine sko var allerede ved at være slidte, men nu er de vidst endegyldigt døde, og jeg skal have et par nye. Det er vidst ikke frås.
C29F1AC3-5471-44F0-BDED-3C69FEEFEDC1
Fællesskab og hyggelige pauser i skyggen.
DC59C7BC-7F51-47A0-8467-7C90407CCD3C
“Farfars drenge” cyklede hærvejsløbet på mountainbike fra Engesvang til Viborg. 60 km hvor yngste er 9 år og ældste er 69 år.
IMG_2043
Lørdagsholde; Claus, Signe, Irene, Helene og mig.
IMG_2084
Søndagsholdet; Claus, Sidsel, Helle, Irene, Karina, Signe og mig.
IMG_2102
Jubbiiii vi er i mål: Helle, Signe, mig, Claus og Irene.
IMG_2112
Diplom og medalje :0) Det siger 40 km, men mit ur siger samlet distance på 48 km :0)

Ris og ros af hærvejsmarchen som arrangement, set fra en debutant:

Ros:
  • Godt planlagt
  • Velorganiseret start og mål område
  • Nemt at finde ud af med startkort/medaljer osv.
  • Naturskønne ruter
  • Glade mennesker
  • Hyggeligt med jazz musik ved rastepladserne lørdag
Ris:
  • Info om rastepladsernes åbningstider var godt gemt.
  • Vi kunne ikke finde vandposterne om lørdagen. Vi købte os til ekstra vand.
  • Træls at nå frem til halvtomme depoter. Især når det er meget varmt og man er træt.
  • Ruterne var noget længere, end vi troede 22 km lørdag og næsten 26 km søndag. Vi gik ikke forkert.
Det er så livsbekræftende at sætte sig et mål, som er lige på grænsen til, at jeg troede, at jeg kunne klare det. til nu hvor jeg er på den anden side af det.
Nu sidder jeg her og er glad og træt. Jeg har fået ny tillid til min fysik. Jeg er ikke så begrænset længere i at komme rundt på egen hånd. Jeg er meget taknemlig for, at det har kunnet lade sig gøre.
Det har været en fed weekend med masser af dejlige minder. Der er flere der har sagt til mig “ jeg går med til næste år”
😀
Nu må vi, om der bliver et næste år for mig. Jeg vil ikke love det.
Jeg vil bestemt heller ikke afvise det!

3 dage på vand… og ingen brød!

Jeg har længe overvejet en faste på 3 dage, hvor jeg kun drikker vand. Nu skulle det være! Jeg havde reserveret nogle dage i kalenderen, hvor jeg ikke skulle noget andet end passe på mig selv.

Kan man undvære mad så længe? Og hvorfor udsætte sig selv for det? Det prøver jeg at forklare herunder.

Jeg er ikke ekspert på, hvad der sket i kroppen, når den ikke får føde i et par dage, men

hvorfor så faste, tænker du måske?

Fordi, at hvis jeg kan opnå bare lidt fremgang/fremskridt i min fysiske og mentale formåen, så er jeg villig til at gøre det.

Sådan gjorde jeg:

jeg spiste aftensmad fredag. Mit næste måltid var så tirsdag morgen. Jeg har kun indtaget alm. vand og grøn urtete i den periode. Nu tænker du måske, at det rabler helt for mig;) det gør det måske også? Men…

Jeg har læst og hørt at 3+ dages faste kun på vand, og faktisk også længere end det, kan hjælpe din krop til at helbrede sig selv. Ikke sådan forstået at den så kan hele et brækket ben, men du understøtter kroppens naturlige heling og udrensningsevne ved at give kroppen en pause fra at fordøje mad.

Du kan læse mere om det på tanglewoodwellnesscenter.com, hvis du vil vide mere om vandfaste.

Du kan også finde Loren Lockman på youtube, hvor du kan få en masse viden om faste.

Det var min gode barndomsveninde Pernille Rosenkær, der i sin tid introducerede mig til det at faste. Hun driver holistic Vision og http://www.vandfaste.dk

Hun er heilpraktiker og ved en masse om faste.

Jeg tænker jo, at det er helt gratis at prøve. Det er “bare” et spørgsmål om kun at drikke vand i 3 dage. Det kan da ikke skade.

Kan det hjælpe mig bare det mindste! Ja så er jeg villig til at forsøge. Det koster jo ingenting!

Hvad håber jeg på at opnå ved at faste i 3 dage?

Hvis jeg kunne få lidt mere mentalt overskud, ville det være det hele værd! Jeg bliver stadig meget hurtigt træt. Det er meget bedre, end det har været, men der er sandelig plads til forbedringer.

Det handler ikke om et vægttab

Der er ingen tvivl om at 3+ dages faste tærer på fedtdepoterne, men det er altså på ingen måde, derfor jeg gjorde det. Selvom jeg godt kunne smide lidt kilo, uden det gjorde noget. Hvis jeg skal tabe mig på en sund måde, er det bedre med de daglige gode valg. Det er altså ikke 3 dages sultestrejke, med et mål om vægttab overhovedet.

Forberedelse til faste:

1. Stoppede med at drikke kaffe en uge før (Ingen grund til hovedpine fordi du ikke har fået din kaffe;)

2. Ingen alkohol ugen før (ingen grund til at presse systemet mere end højst nødvendigt før faste)

3. Jeg spiser normalt plantebaseret, men hvis du selv skal prøve, vil jeg anbefale kun letfordøjelig mad den sidste uge op til.

4. Jeg har udvalgt 3 dage, hvor jeg ikke har planer. Med ro til bare at være. Drengene er på lejrtur med badminton indtil søndag. Når de kommer hjem, har de spist aftensmad.

5. Det er ikke første gang, jeg faster. Jeg har vidst længe, at jeg gerne ville prøve 3 dage. Jeg har eksperimenteret med faste i 36 timer mange gange efterhånden. Så jeg har en god fornemmelse af, hvordan det føles i kroppen. Nu har tiden været klar til at prøve de 3 hele dage.

6. Motivationen og tiden skal være rigtig for, at det bliver en god oplevelse. Det er vigtigt med tid og ro til dig selv. Gå en lille tur. Mediter. Læs eller lyt til lidt musik. Tag en lille lur på sofaen.

Du bliver konfronteret med mange af dine vaner omkring mad, når du faster. Hvor meget tid vi faktisk bruger på at tænke på mad, planlægge det og lave mad. Du bliver bedre til at høre din krops signaler, om du er sulten, og hvornår du har fået nok. Jeg bliver personligt bedre til at drikke vand nok i det daglige. Når jeg faster, har jeg næsten hele tiden et glas vand ved siden af mig. Til hverdag har jeg en tendens til at drikke kaffe og glemme vandet.

Reaktioner under fasten:

1. Hen på eftermiddagen dag 1) begynder jeg at småfryse lidt, og det er godt med hjemmefutter, en varm trøje og en kop varm urte-te.

2. Dag 1) først på aftenen begynder smagen i munden at ændre sig. Jeg børster evt. tænder en ekstra gang.

3. Dag 1) bliver hurtigt træt og sover tungt om natten.

4. Dag 2 jeg har mere energi end forventet. Jeg arbejder lidt ved computeren og går senere en lille tur. Jeg får en lur på sofaen.

5. Dag 3 jeg har sovet godt. Er veltilpas omend lidt træt.

6. Start dag 4 min tunge er helt hvid af en slags belægning. Jeg har ikke sovet fantastisk. Været vågen lange perioder af gangen, men har det faktisk godt, når man tænker på, at jeg ikke har spist siden fredag aften. I dag er det tirsdag morgen.

Jeg har forberedt en havregryn/Chia/solsikke “grød” der har stået i blød i havremælk til min morgenmad.

Når fasten slutter:

1. Jeg bryder fasten med et glas friskpresset appelsinjuice blandet op med vand.

2. Vand, vand, vand. Jeg vil tage min nye vane til mig og tænke i at få masser af vand i løbet af dagen- i små jævne mængder fordelt over hele dagen.

Hvis du selv skulle få lyst til at prøve faste, så prøv at søge på vandfaste. Start stille og roligt op. Det er både nemmere og sværere på samme tid, end du måske tror 😉

Start forsigtigt op igen og spis vandholdigt mad i ikke for store mængder. Held og lykke med det😉

Når de “små” ting ikke længere er en selvfølge.

Du har måske opdaget det? Jeg træner ihærdigt på at blive klar til at gå hærvejsmarch sidst i juni. Distance 2 x 20 km. Du tænker måske, at det er

En skør ide?

Måske er det bare en skør ide, men når det lige pludselig ikke længere er en selvfølge at kunne gå, virker det ikke som en skør ide, men som et kæmpe privilegie, at jeg kan beslutte, at det vil jeg træne på.

Sejren i at rejse sig og gå

Har du haft små børn, der har lært at gå, ved du nok, hvad jeg snakker om? Du kan se det i deres øjne. Det de har kæmpet så hårdt for lykkes pludselig en dag. De står ranke og stolte med maven struttende og med store øjne.

se hvad jeg kan! Ser de ud til at tænke!

Det blik og den fornemmelse genkender jeg fra mig selv, da jeg var indlagt på Hammel Neurocenter, og da jeg første gang tog et par skridt. Jeg kunne også se sejren og stoltheden i mine medpatienters øjne, når de gik selv. Vi fejrede de små fremskridt sammen, når vi mødtes i køkkenet, og ikke længere kom ind i kørestol men gående med en stok, rollator eller et andet hjælpemiddel.

Ingen nemme løsninger

Benene og balancen var ekstremt udfordret, da jeg rejste mig fra kørestolen og begyndte at gå rundt. I et svagt øjeblik husker jeg faktisk, at jeg tænkte, at det var nemmere for mig at blive siddende i kørestolen. Jeg fik kortvarigt lyst til at fralægge mig ansvaret…

Det varede heldigvis kun et kort øjeblik. Jeg tror faktisk, jeg blev lidt skræmt over mig selv, at jeg kunne tænke sådan.

Det skal være løgn! Tænkte jeg med al den vilje jeg kunne manifestere.

Og det blev løgn;0) Det er jeg så taknemlig over lykkedes for mig. Der er ingen nemme løsninger.

Når hjælpemidler bliver en unaturlig krykke

Hjælpemidler er vidunderlige, når der er brug for dem. Vi ved ikke altid selv, når vi ikke har brug for et hjælpemiddel længere. Det bliver som en unaturlig krykke. Fordi vi bruger dem så længe. Vi bilder os selv ind, vi ikke kan klare os uden. Så har vi måske brug for et nænsomt og kærligt puf, for at komme ud af komfortzonen, for at komme videre. Jeg måtte igennem 6 ugers intensiv genoptræning ved nogle fysioterapeuter i Århus for at slippe min stok. De var meget insisterende på at stokken ikke længere var nødvendig for mig. Ved træning og støtte fik jeg modet til at sige farvel til min sidste hjælper i at kunne gå. Min krykke. Min stok, som jeg var blevet afhængig af.

Tag ikke fejl. Genoptræning er benhårdt og engang imellem, er det ubarmhjertigt, og det kræver al din vilje.

Det er til gengæld kampen værd, når du mærker belønningen i form af små fremskridt.

Det er ikke længere en selvfølge at kunne gå, og derfor træner jeg til hærvejsmarchen sidst i juni. Det bliver en festdag!

Hvis du har lyst kan du gå med?

Lader du frygten styre dit liv?

Da jeg blev ramt af kræft blev jeg bange og ramt af en frygt for mit liv og min fremtid. Da det værste chok havde lagt sig lidt, besluttede jeg, at jeg ikke ville lade frygten styre mit liv. Det er nemmere sagt end gjort. Frygt kan vise sit ansigt i mange afskygninger og former. Jeg afsluttede min kræftbehandling med en stamcelletransplantation i 2010. Det var meget hårdt for både krop og psyke. Jeg har heldigvis været rask  fra kræft siden.

Motivationen for at løbe, var den rigtig eller forkert ?

Efter jeg havde fået stamcelletransplantation i september 2010, var jeg i mit livs dårligste form. Jeg havde svært ved at gå og havde ingen appetit.
Tidligere havde jeg dyrket meget sport. Jeg var vant til at føle mig sund og rimelig fysisk stærk. Det var ikke en rar følelse at være i starten af 30’erne og være så afkræftet. Jeg havde en stor motivation for at komme mig og komme så langt som muligt rent fysisk. Jeg begyndte at prøve kræfter med at løbetræne. Til at begynde med løb jeg kun 100 meter ned ad en sti, før min puls gik amok. Jeg følte jeg havde en kampesten på min brystkasse. Blodsmagen i munden overdøvede de blytunge ben. Jeg var virkelig i mit livs dårligste form.
Langsomt gik det fremad. Jeg havde massevis af små delmål. Første delmål var en rute på 3,5 km som jeg skulle kunne løbe hele vejen. Der kom flere til og længere og længere distancer. For hvis jeg kan løbe 100 meter, så kan jeg også træne mig op til at løbe 200 meter. Kan jeg løbe 200 meter, så kan jeg også træne mig op til at løbe 1 km. Sådan trænede jeg mig langsomt op til at løbe 5 1/2 Marathon og 1 helt Marathon.

cph-20x30.jpg
Lige før målstregen ved CPH Marathon 2014. Jeg tog mine drenge i hånden, og sammen løb vi ind over målstregen. De havde ventet på mig i silende regnvejr i over 5 timer.

Fra mit livs dårligste form til mit livs bedste på 3,5 år.

Det var sådan en fed følelse at føle sig stærk igen, og det er stadig en dag jeg husker tilbage på med glæde og taknemlighed. 3,5 år tidligere havde jeg svært ved at gå 100 meter og nu havde jeg løbet et Marathon. Jeg var i mit livs bedste form.

Motivationen blev en skyggeside

Motivationen for at blive ved med at løbe, efter jeg havde nået mit store mål, blev lidt en skyggeside. Jeg tænkte og jokede lidt ironisk med at:
Så længe jeg kan løbe, er jeg ikke syg!
Jeg vidste godt, at det ikke var den sundeste motivation for at løbe, og var helt bevidst om, at det var sådan, jeg tænkte. Jeg var ikke i stand til at ændre på min tanke på det tidspunkt.
Nu kan jeg ikke løbe længere pga. den halvsidige lammelse jeg har efter en hjerneblødning.

Jeg kan gå og få min motion på den måde.

Frygter jeg så endnu et tilbagefald af kræftsygdommen ?

Jeg frygter ikke længere et tilbagefald af kræftsygdommen.Tilliden til min krop er genvundet. Sundhed er mange ting. Det vigtige for mig her er balance. Både mentalt og fysisk.

Jeg ved, at det er mindst lige så godt for mig at komme ud i den friske luft og lyset og gå en tur. Det behøver ikke være løb.

Jeg har sat mig nye mål rent fysisk, og i øjeblikket træner jeg på at skulle gå hærvejsmarch i juni, som er 2 x 20 km. Det mål kommer jeg til sammenlagt at bruge et par år på at have nået. Ønsk mig held og lykke:)

hvordan påvirker frygten dit liv?

Vil du gå en lang tur med mig?

Jeg har planer!… Vilde planer synes nogen måske:)

Jeg vil gå hærvejsmarch i Viborg til næste år. Vil du med?

cover

Det er sidste weekend i juni og jeg har planer om at melde mig på 2 x 20 km distancen… 20 km lørdag og 20 km søndag, så får man nemlig medalje:) og det vil jeg gerne have:0) Du skal selvfølgelig melde dig på den distance der passer dig. Vi skal gå i det tempo, der passer os hver især bedst, og jeg går jo lidt langsomt…

Det ku være så fedt, hvis vi kom afsted som en flok. Jeg har derfor planer om at designe en t-shirt med logo på, som man kan købe før marchen i juni. På den måde ku det give en fed form for fællesskabsfølelse at se folk i den samme farve t-shirt:)

Motivationen bag..

Forud er der, som du måske ved gået måneder og år med træning for at nå hertil hvor jeg kan have hærvejsmarchen i Viborg som et mål. Jeg har skullet lære at gå igen efter en hjerneblødning i 2016. Næsten hver dag har jeg gået rundt om blokken, det sidste år, hvor jeg bor i Engesvang. En distance på 1 km. Det har længe været rigeligt for mig, men langsomt går det jo fremad. Distancen er så småt øget til indimellem at gå 2, 5 og 7 km. Tirsdag i uge 42 gik jeg 10 km. Det er så fedt stadig at kunne… NOGET! og at kunne træne sig op til langsomt at kunne mere og mere… Hvis jeg kan gå 10 km… ja så kan jeg da også gå 20. Men det tager tid at nå dertil. Jeg skal afsted rigtig meget på mange både små og lange ture.

Du kan læse meget mere om hærvejsmarchen i Viborg og melde dig til her:

http://www.haervejsmarchen.dk

Jeg kommer aldrig til at gå normalt, men det gør ikke noget. Du må gerne kunne se, at jeg har været ramt af livet, har rejst mig igen og gået videre. Det betyder ikke, at jeg ikke kan. Det betyder bare, det er anderledes end før.

Jeg laver en facebook gruppe under smil til livet. Den hedder Hærvejsmarch/træning. Anmod om medlemskab, så tilføjer jeg dig. Der kan vi dele motivation, successer, spørgsmål og ideer osv. frem mod hærvejsmarchen sidste weekend i juni 2019. Tilmeld og følg denne blog, så er du sikker på at få alt information omkring hærvejsmarchen i din indbakke. Jeg håber du har lyst til at være med:)

kærligt fra Christina

#hærvejsmarhen #viborg #smiltillivet #motivation #målogdelmål #træning #vildugåenlangturmedmig #godmotion #vandring #lysogluft #godtforkropogsjæl #2x20km #gåtur #2x20km #medalje #smiltillivet

Delmål og mål på gangdistance

Jeg har lige gået 7 km i det mest fantastiske efterårsvejr 🌞🌞🌞 nu vil jeg holde “fri” i et par dage, så jeg er klar til den lange tur i starten af næste uge. Delmålet var at kunne gå 10 km i efterårsferien🙏🏻 jeg tror jeg når det. Det langsigtede mål er at gå Hærvejsmarchen Viborg næste år. 20 km lørdag og 20 km søndag. Det kræver lang og vedholdende træning med masser af små delmål for at nå det endelige mål. 🚶🏽‍♂️🚶🏽‍♂️🚶🏽‍♂️🚶🏽‍♂️🚶🏽‍♂️

#smiltillivet #motivation #målogdelmål #lidtrigtigmegeterbedreendmegetrigtiglidt ❤️

Er en skridttæller ikke bare overflødig ?

De fleste af os ved at der skal en del til at ramme de anbefalede 10.000 skridt om dagen og de fleste af os ved også med den livsstil vi nu har om vi er i nærheden af det antal skridt på daglig eller ugentlig basis.

Den daglige løbetur “i gamle dage” talte ret godt i regnskabet. Det var faktisk kun de dage hvor jeg var ude på en løbetur at jeg kom over de 10.000 skridt.

Jeg har jo stadig min skridttæller ( en Fitbit der er lidt svingende i hvor stabilt den kan lade osv., men dog stadig virker ), men så er spørgsmålet om jeg overhovedet har noget at bruge sådan et ur til? Jeg er jo slet ikke i nærheden af at komme op på 10.000 skridt om dagen. Det har været en kamp bare at nå 5.000. Det er jeg først begyndt på i denne uge( hurra for det) 28 måneder efter ulykken.

Nu er næste mål selvfølgelig at ramme de magiske 10.000 skridt ( hvornår vides ikke) indenfor de sidste 2 uger har jeg været ude på 2 gåture af 5 km og jeg har en plan om at gå 10 km i efterårsferien.

Men JA, for at gøre svaret kort. Jeg har noget at bruge en skridttæller til! Det er nemlig den allerstørste motivation, når du begynder at kunne se selv de allermindste fremskridt som ellers vil kunne være svære at få øje på, hvis ikke du har det sort på hvidt i form af at det er blevet målt. Det giver gejst på mere. Vores motivation er altafgørende for om vi kommer i mål med vores projekter. Hvis ikke motivationen er der, så glem det! Jeg er klar over, at det er forskelligt hvad vi som mennesker bliver motiveret og drevet af.

Jeg er tit blevet mødt med at andre synes det er sejt, at jeg ikke “bare” sætter mig i et hjørne og har ondt af mig selv. Mit svar har ofte været, at det ved jeg ikke, om der er nogen der gør. Jeg tænker mere på det som at hvis du står med håret i postkassen… klipper du så håret af og kommer videre eller står du og venter på at der måske kommer en og hjælper dig med at løse dit problem og måske risikere at du hænger fast for evigt?

#smiltillivet #motivation #skridttæller #10.000skridtomdagen

Turen til Florida,…sådan gik det!

Her kommer et fyldigt referat af min/vores tur til Florida, hvor jeg fik behandling på: 

Institute of Neurological Recovery, som er en privat lægeklinik.

Jeg har skrevet noter undervejs og efter hver behandling, som jeg vil dele med jer. Og det er endda blevet til en lille “iphone documentar film”. Jeg håber det vil give mening for dig der ser med.  


Nogen gange virker det lidt som tilfældigheder. Den måde vi opdager nye ting og muligheder for at komme videre. Men måske hvis du søger og leder efter specifikke ting hjælper universet dig med at finde det du skal bruge…Du skal bare turde sige det højt. Det er da rart at tænke sådan:) 

Hvordan fandt jeg klinikken?

Jeg så oprindelig et opslag på facebook i en gruppe jeg er med i for mennesker med en hjerneskade, om klinikken i Boca Raton, Florida. 60 Minutes Australien havde lavet et indslag om en kvinde der var derovre og få behandlingen. Hun reagerede meget positivt på behandlingen. Det gav håb for fremtiden… og jeg blev nødt til at undersøge muligheden for at komme afsted selv:

Vi tog afsted i marts og her kommer noterne jeg tog undervejs.

Se filmen over turen her

Status efter første behandling…

Min ansigtslammelse er næsten væk og det er blevet nemmere at drikke af et glas.Jeg kan løfte min fod lidt mere end før og det bliver derfor nemmere at gå. Jeg er blevet lidt hurtigere og det er nemmere at ændre retning. Jeg behøver ikke kigge ned på mine fødder;)Jeg kan nemmere gå ned ad en trappe, da det ikke gør ondt i min venstre ankel, når der kommer vægt over på den.Thomas siger min tale er blevet lidt tydligere og at jeg virker mere klar i hovedet.Min skulder er mindre “stram” i det og der er mindre spænding ( spasticitet ) i både arm og ben. Vi er lige kommet tilbage efter at have været på tur i 6 timer uden at være helt kørt ned;) Større udholdenhed. Bliver ikke så udtrættet. Jeg giver ikke op i en sætning, når jeg er ved at være træt. Mindre spasticitet når jeg strækker benet om natten.Hurtigere ude af sengen om morgenen og klar til at tage et skridt. Benet spænder ikke så meget op som før. Mindre lydfølsom. Synet er forbedret. Jeg er ofte blevet spurgt om jeg så dobbelt, men min hjerne har ligesom bare lukket ned i venstre side. Jeg blev lidt forvirret til at starte med, da mit øje pludselig så det, der var i rummet. Jeg er hurtigere til at spotte at jeg faktisk ser lidt dobbelt. Mit håb er at synet retter helt op i den kommende tid. Det vil gøre det hele lidt nemmere: at overskue nye store rum/ lokaler med mange mennesker ex. Indkøbscentre, lufthavne osv. Hvis jeg samtidig er mere sikker på benene, kan fremgangen tydelig mærkes.

Status 2 behandling… 

Umiddelbart tror jeg synet er blevet endnu bedre. Det er nemmere at overskue store rum hvor der sker meget.
Stramheden/spasticiteten i venstre skulder er kraftigt formindsket…hvis ikke helt væk.
Jeg kan løfte min venstre forfod op fra gulvet når jeg står op.
Hjeme igen:Det er nemmere at gå op og ned ad vores trappe. Benet føles ikke så tungt.
Jeg flytter mig hurtigere rundt i køkkenet. Vender mig om mellem skabe og køkkenbord.
Jeg har skåret ca. 2 minutter af min gåtur “blokken rundt” ( 1 km)

Var det pengene værd?

Helt sikkert. Hvor meget er du villig til at betale for, at få lidt af din tabte førlighed tilbage ? Jeg har jo næsten lært at leve uden disse sanser. Så er det ret fantastisk at gå lidt på opdagelse i kroppen. Og finde “nye” ting jeg pludselig kan igen. 

Jeg går ugentligt ved en dygtig fysioterapeut. Måske er der også et øget genoptrænings potentiale efter behandlingen. Jeg fik råd til det pga. min forsikring. jeg har været lidt heldig midt i alt det uheldige.

Ville jeg gøre det igen ?

Ja, uden tvivl. De forbedringer jeg har “fået” her er det jo ikke sikkert, at jeg ville have opnået på egen hånd… sandsynligvis ikke! Forbedringerne kommer til at påvirke min dagligdag i stor stil. Det giver et stort håb for fremtiden og mine muligheder.

Gjorde det ondt?

Overhovedet ikke. det gør mere ondt at blive vaccineret eller at få taget en blodprøve.

Hvad koster det?

Det koster 9.600 dollars pr. behandling

Kan du få behandlingen i Europa?

Det kan du ikke endnu. Lægen derovre arbejder på det og forventer, at kunne tilbyde behandling i Europa om ca 4-5 år.

Så er der alle billederne:

Den lille nål i midtjylland markerer mig:) De havde et kæmpe verdenskort med nåle til at markere alle de patienter de har behandlet. Jo større nål.. jo flere patienter.
Tur til Miami og Wynwood Walls
Tur til Miami og Wynwood Walls
Miami Beach
Poolen på stedet blev nydt:)

At leve som hver dag er den sidste…

Lever du som du gerne vil?

Hvis du blev sat stolen for døren og fik at vide at du ville dø indenfor et år. Hvad ville du så fortryde at du gjorde/ikke gjorde/ glemte at prioritere etc.?

Fordelen ved at have været alvorligt syg ( hvis man kan tale om fordele ) er at dine prioriteter bliver ekstremt tydelige for dig. Når du får at vide, at det ikke er sikkert, at du skal være her ret meget længere. Først er der det helt åbenlyse. At du ikke har lyst til at forlade dine små børn. Forlade din mand eller kone. Om du er bange for at dø. Dernæst kommer der måske snigende disse små ønsker om, at du ville ønske du havde prioriteret noget anderledes i dit liv. Som at dyrke mere motion, at du havde hjulpet mennesker i nød, levet sundere eller bare brugt mere tid og energi på noget du er god til og holder af.

Noget af det der kom snigende da jeg fik kræft var ærgelse over at jeg ikke havde prioriteret at være kreativ.

Jeg kender mine prioriteter. Kender du dine?

Jeg prioriterer højt at være kreativ. Det var noget af det jeg fortrød, da jeg sad i sofaen med en kræftdiagnose og et spædbarn i skødet. Frygten for at skulle forlade min familie før tid, var til at tage og føle på. Men det der kom snigende var en ærgelse over ikke at have prioriteret at være kreativ. Det resulterede i et projekt med en lille bog og en fotoudstilling med kvinder der tabte håret pga kemoterapi. Jeg allierede mig med min tidligere chef der er portrætfotograf og fik hende til at fotografere kvinderne.
Deres tanker, følelser og frygt omkring sygdom og identitet er beskrevet ganske kort og meget ærligt i bogen. Billedet af mig er fra bogen.

Det projekt satte gang i lyst og mod til at kaste mig ud i nye ideer og opgaver.
Jeg vil ikke længere holde igen med hvem jeg er inderst inde. Derfor skriver jeg meget ærligt på denne blog fordi jeg faktisk mener, at jeg har noget at byde ind med i vores ellers hurtigt lidt overfladiske livsstil.

Mit bedste råd til dig i dag er: sørg nu for at leve dit liv som du vil. Hvis du har svært ved at mærke hvad det er, så vil jeg anbefale dig at begynde at meditere. Mærk at du trækker vejret. Rolige åndedræt helt ned i bunden af maven. Det giver en vidunderlig ro og klarhed og gør det nemmere at mærke hvad der er reelle ønsker og hvad der er andres eller dine forventninger til dig og hvordan og hvad “man bør” gøre i dette liv… men det er der ingen der kan fortælle dig andet end dig selv❤️

Og husk så, at smile til livet😄

PS. Jeg arbejder på et indslag over min/vores Florida tur;)….det kommer snart !

Kh Christina


ps. kommenter gerne på indlægget intet er for stort intet for småt:)