Når de “små” ting ikke længere er en selvfølge.

Du har måske opdaget det? Jeg træner ihærdigt på at blive klar til at gå hærvejsmarch sidst i juni. Distance 2 x 20 km. Du tænker måske, at det er

En skør ide?

Måske er det bare en skør ide, men når det lige pludselig ikke længere er en selvfølge at kunne gå, virker det ikke som en skør ide, men som et kæmpe privilegie, at jeg kan beslutte, at det vil jeg træne på.

Sejren i at rejse sig og gå

Har du haft små børn, der har lært at gå, ved du nok, hvad jeg snakker om? Du kan se det i deres øjne. Det de har kæmpet så hårdt for lykkes pludselig en dag. De står ranke og stolte med maven struttende og med store øjne.

se hvad jeg kan! Ser de ud til at tænke!

Det blik og den fornemmelse genkender jeg fra mig selv, da jeg var indlagt på Hammel Neurocenter, og da jeg første gang tog et par skridt. Jeg kunne også se sejren og stoltheden i mine medpatienters øjne, når de gik selv. Vi fejrede de små fremskridt sammen, når vi mødtes i køkkenet, og ikke længere kom ind i kørestol men gående med en stok, rollator eller et andet hjælpemiddel.

Ingen nemme løsninger

Benene og balancen var ekstremt udfordret, da jeg rejste mig fra kørestolen og begyndte at gå rundt. I et svagt øjeblik husker jeg faktisk, at jeg tænkte, at det var nemmere for mig at blive siddende i kørestolen. Jeg fik kortvarigt lyst til at fralægge mig ansvaret…

Det varede heldigvis kun et kort øjeblik. Jeg tror faktisk, jeg blev lidt skræmt over mig selv, at jeg kunne tænke sådan.

Det skal være løgn! Tænkte jeg med al den vilje jeg kunne manifestere.

Og det blev løgn;0) Det er jeg så taknemlig over lykkedes for mig. Der er ingen nemme løsninger.

Når hjælpemidler bliver en unaturlig krykke

Hjælpemidler er vidunderlige, når der er brug for dem. Vi ved ikke altid selv, når vi ikke har brug for et hjælpemiddel længere. Det bliver som en unaturlig krykke. Fordi vi bruger dem så længe. Vi bilder os selv ind, vi ikke kan klare os uden. Så har vi måske brug for et nænsomt og kærligt puf, for at komme ud af komfortzonen, for at komme videre. Jeg måtte igennem 6 ugers intensiv genoptræning ved nogle fysioterapeuter i Århus for at slippe min stok. De var meget insisterende på at stokken ikke længere var nødvendig for mig. Ved træning og støtte fik jeg modet til at sige farvel til min sidste hjælper i at kunne gå. Min krykke. Min stok, som jeg var blevet afhængig af.

Tag ikke fejl. Genoptræning er benhårdt og engang imellem, er det ubarmhjertigt, og det kræver al din vilje.

Det er til gengæld kampen værd, når du mærker belønningen i form af små fremskridt.

Det er ikke længere en selvfølge at kunne gå, og derfor træner jeg til hærvejsmarchen sidst i juni. Det bliver en festdag!

Hvis du har lyst kan du gå med?

Lader du frygten styre dit liv?

Da jeg blev ramt af kræft blev jeg bange og ramt af en frygt for mit liv og min fremtid. Da det værste chok havde lagt sig lidt, besluttede jeg, at jeg ikke ville lade frygten styre mit liv. Det er nemmere sagt end gjort. Frygt kan vise sit ansigt i mange afskygninger og former. Jeg afsluttede min kræftbehandling med en stamcelletransplantation i 2010. Det var meget hårdt for både krop og psyke. Jeg har heldigvis været rask  fra kræft siden.

Motivationen for at løbe, var den rigtig eller forkert ?

Efter jeg havde fået stamcelletransplantation i september 2010, var jeg i mit livs dårligste form. Jeg havde svært ved at gå og havde ingen appetit.
Tidligere havde jeg dyrket meget sport. Jeg var vant til at føle mig sund og rimelig fysisk stærk. Det var ikke en rar følelse at være i starten af 30’erne og være så afkræftet. Jeg havde en stor motivation for at komme mig og komme så langt som muligt rent fysisk. Jeg begyndte at prøve kræfter med at løbetræne. Til at begynde med løb jeg kun 100 meter ned ad en sti, før min puls gik amok. Jeg følte jeg havde en kampesten på min brystkasse. Blodsmagen i munden overdøvede de blytunge ben. Jeg var virkelig i mit livs dårligste form.
Langsomt gik det fremad. Jeg havde massevis af små delmål. Første delmål var en rute på 3,5 km som jeg skulle kunne løbe hele vejen. Der kom flere til og længere og længere distancer. For hvis jeg kan løbe 100 meter, så kan jeg også træne mig op til at løbe 200 meter. Kan jeg løbe 200 meter, så kan jeg også træne mig op til at løbe 1 km. Sådan trænede jeg mig langsomt op til at løbe 5 1/2 Marathon og 1 helt Marathon.

cph-20x30.jpg
Lige før målstregen ved CPH Marathon 2014. Jeg tog mine drenge i hånden, og sammen løb vi ind over målstregen. De havde ventet på mig i silende regnvejr i over 5 timer.

Fra mit livs dårligste form til mit livs bedste på 3,5 år.

Det var sådan en fed følelse at føle sig stærk igen, og det er stadig en dag jeg husker tilbage på med glæde og taknemlighed. 3,5 år tidligere havde jeg svært ved at gå 100 meter og nu havde jeg løbet et Marathon. Jeg var i mit livs bedste form.

Motivationen blev en skyggeside

Motivationen for at blive ved med at løbe, efter jeg havde nået mit store mål, blev lidt en skyggeside. Jeg tænkte og jokede lidt ironisk med at:
Så længe jeg kan løbe, er jeg ikke syg!
Jeg vidste godt, at det ikke var den sundeste motivation for at løbe, og var helt bevidst om, at det var sådan, jeg tænkte. Jeg var ikke i stand til at ændre på min tanke på det tidspunkt.
Nu kan jeg ikke løbe længere pga. den halvsidige lammelse jeg har efter en hjerneblødning.

Jeg kan gå og få min motion på den måde.

Frygter jeg så endnu et tilbagefald af kræftsygdommen ?

Jeg frygter ikke længere et tilbagefald af kræftsygdommen.Tilliden til min krop er genvundet. Sundhed er mange ting. Det vigtige for mig her er balance. Både mentalt og fysisk.

Jeg ved, at det er mindst lige så godt for mig at komme ud i den friske luft og lyset og gå en tur. Det behøver ikke være løb.

Jeg har sat mig nye mål rent fysisk, og i øjeblikket træner jeg på at skulle gå hærvejsmarch i juni, som er 2 x 20 km. Det mål kommer jeg til sammenlagt at bruge et par år på at have nået. Ønsk mig held og lykke:)

hvordan påvirker frygten dit liv?

Hvad laver du i en uge, når de andre står på ski, og du ikke selv kan?

I den forgangne uge har vi været på skiferie. En stor flok på 10. Fætre onkel, tante og bedster.

I år gik turen til Wagrain i Østrig. Sidste år forsøgte vi, hvordan det ville være, at tage nordpå for mig. Jeg vil gerne ud at gå lidt og få frisk luft, når de andre er på ski. Det var praktisk talt umuligt for mig nordpå. Min venstre fod kramper helt op, når underlaget bliver for ustabilt og sandsynligheden for, at jeg vrikker rundt bliver stor. Jeg følte mig lidt spærret inde i hytten, og var ved at få lidt kuller af at være inde til sidst.

I år har vi så været sydpå istedet. Vi har før været i Wagrain, så vi vidste lidt om, hvordan forholdene var, inden vi tog afsted.

Min plan var at gå ture og benytte sauna/dampbad og skrive på en bog, jeg er igang med, når de andre var afsted om dagen. Farmor havde ikke lyst til at stå på ski i år, så jeg har haft lidt selskab i lejligheden, og vi har sammen været ude på én gåtur hver dag. Det har været super skønt at kunne komme ud. Det er gået rigtig godt med min fod. Jeg skal stadig passe på, jeg ikke vrikker rundt. Jeg var endda med gondolen op på toppen hvor jeg mødtes med alle skitosserne og vi fik samlet frokost deroppe. Thomas tapede min fod op, så den ikke kunne vride. Det var dejligt at kunne mødes med dem alle, så var jeg lidt mere med😉

Det får mig også til at overveje, hvad vi som familie skal fremover… Tingene har jo ændret sig markant for os de sidste 3 år. Det at tage på skiferie er endnu en ting, vi er nødt til at forholde os til løbende, og vi må justere måden at gøre det på, som det nu føles rigtigt. Vi har prøvet 2 gange nu at tage afsted i samlet flok. Måske vi skal ændre måden at gøre det på fremover. Vi har jo alle glædet os til at komme afsted førhen. Det er bare ikke det samme som før. Uanset bliver tiden i lejligheden lidt lang for mig, og jeg har ikke rigtig så meget energi til at foretage mig en hel masse forskelligt. Jeg er heller ikke rigtig en del af det, vi egentlig tager afsted for. Hvis jeg kunne, ville jeg være på pisten.

Hvad gør vi fremover?

Thomas og jeg har snakket om, at det måske er sidste gang, at jeg er med, og så må Thomas selv tage afsted med drengene. De er så store nu at det kan de sagtens. Jeg er faktisk mere fri derhjemme, hvor jeg kan gøre det jeg plejer. Det er nok også lidt lettere for Thomas og ungerne, så kan de være afsted hele dagen på ski uden at have i baghovedet, at “mor sidder derhjemme i hytten” og venter.

Nu må vi se. Beslutningen er ikke endelig taget endnu.

Tingene ændrer sig hele tiden. Ofte går det langsomt, og vi har mulighed for at tilpasse os situationen løbende. Måske i årevis. Andre gange sker det som et lyn fra en klar himmel. Der skal stadig tilpasses meget. Det tager nok lige så lang tid at acceptere det, og finde ud af hvordan vi så gør, som hvis vi havde haft årevis.

I skal ikke snydes for nogle af de billeder jeg har taget hernede på mine gåture;)