En afslutning og en begyndelse..

Slutningen af året nærmer sig, og det kalder på en status over alt det nye spændende, som skete. Selvom jeg lever et stille liv (synes jeg) er det meget, der dukker op fra glemslen, når jeg sådan begynder at grave i minderne, bare indenfor det sidste år. Min status over højdepunkterne ser sådan ud:

2018 blev året hvor:

  1. Jeg fik medicinsk behandling på en privat lægeklinik (INR) i Florida. Jeg hørte om klinikken på facebook ( af alle steder ) og 60 minutes Australia havde lavet en dokumentar derfra. Hele familien var afsted på ferie og nyde solen og lyset i det tidlige forår. Jeg fik 2 behandlinger med 1 uge imellem.
  2. Rasmus blev konfirmeret. Det var en dejlig dag med familien. Det var den dag sommeren rigtig startede.
  3. Rasmus voksede mig over hovedet. Han er 179 cm nu…(store unge).
  4. Jeg startede på en coach uddannelse på Nordlys i Silkeborg. Jeg bliver færdig til næste år. Det føles helt rigtigt, og jeg lærer utroligt meget. Jeg startede, fordi jeg håbede på, at lære lidt om mig selv, og måske kunne hjælpe andre, men det var ikke det primære. Nu tænker jeg, at jeg nok skal nå at lære nok til at kunne hjælpe andre, og jeg har helt sikkert lært meget om mig selv.
  5. Jeg udgav min første børnebog Zombiemusen Henry, som kan købes på Saxo.com. Bogen er lige udkommet som lydbog. Jeg er meget stolt over denne bog. Jeg kan stadig bruge hovedet ( efter hjerneblødning ) og lave kreative projekter… bare langsommere og i mit eget tempo.
  6. Jeg stoppede på LEGO og blev førtidspensionist. Det tager tid at forlige mig med tanken, men det går bedre nu.
  7. Jeg gik 10 km og satte et mål om at gå 2×20 km til hærvejsmarchen i Viborg til næste år.
  8. Jeg har haft debut som foredragsholder “SMIL TIL LIVET” også når det giver dig tæsk! Jeg har fremtidige aftaler i kalenderen. Jeg passer på, at det ikke tager for meget energi.
  9. For første gang har jeg ikke tænkt mig at spise and juleaften. Jeg har spist mest plantebaseret de sidste ca 3 år (pga. mit helbred efter kræftbehandling). Jeg har dog spist lidt and til jul… sikkert fordi jeg forbandt den tradition med jul. Det gør jeg ikke længere, så i år bliver der lavet en eller anden slags bagt linse/ grøntsags ting i ovnen til mig og så lader jeg de andre om den traditionelle menu. Risalamanden derimod bliver vegansk i år og dermed helt mælkefri.
status_18
Ting jeg har lært i 2018:
  1. Jeg har lært, at ved at forberede mig grundigt, kommer jeg ud over angsten ved at stå foran en forsamling.
  2. At acceptere tingene som de er, er ikke det samme som at give op.
  3. Jeg kan skrive en bog med ‘en hånd, selvom det tager længere tid.
  4. Du skal ikke altid tro på, hvad en autoritet fortæller dig. Mærk selv efter og find ud af hvad der er rigtigt for dig.
  5. Hverdagen og livet ændrer sig efter livskriser. Livet bliver noget andet, men derfor kan det godt være godt!
Enhver afslutning, som et år jo er, er også begyndelsen til noget nyt.
Jeg glæder mig til at tage hul på 2019. Det bliver sikkert lige så begivenhedsrigt med mange nye mål og delmål i vente 🙏🏻❤
godt nytår!
#smiltillivet

Et “nyt” liv truer

Lørdag d. 1 December blev jeg officielt førtidspensionist. 

Det har været svært at forlige sig med. Jeg har været nødt til at være ærlig over for mig selv, og sige højt at det:

Nok er den bedste løsning for mig.

Vi snakkede om det og Thomas mente, at der også lå noget i ordet førtidspension, som var svært at forholde sig til. Altså… Pensioneret før tid. Sagt på en anden måde: “Vi” har ikke flere forventninger til dig. Du behøver ikke gøre mere nu. 

Det føles sgu lidt som at give op!

Jeg ved, det ikke er tilfældet! Derfor føles det stadig lidt sådan.

Thomas sagde:

– Det burde hedde “tak fordi du har kæmpet – pension”

Jeg smilte af den bemærkning, og den varmede faktisk også mit triste hjerte. For det var et ærligt kærligt udtryk af hans syn på tingene. Jeg summer stadig over det, og jeg er helt sikker på at den fulde accept, af det er lige om hjørnet. Nu er det vigtigt, at jeg selv fylder noget meningsfuldt ind i mit liv. Det er jeg jo allerede i fuld gang med, med en coachuddannelse og skrive bøger. I mit tempo og når der er overskud til det. 

Jeg får altid masser af ideer, og ting jeg har lyst til. Det er lidt af en kunst ikke at fylde for meget på. Jeg bliver bedre og bedre til det:)

Vi “fejrede” førtidspensionen og tog hul på december med en tur i Tivoli i København. Fredag føltes det lidt som gravøl, og mit humør var nede, efter jeg lige havde fået besked om at mit nye liv hed “førtidspensionist” Nu vælger jeg at se på det med nye øjne, og kalder det “tak fordi du har kæmpet – pension”

47C767D1-FF79-4A56-ADBA-1FCC95F2C644
Familietur i Tivoli. Rasmus og Mikkel tog mod til sig og kom op i højden. Thomas blev sikkert på jorden med fødderne solidt plantet på jorden:)

 Efter en dejlig dag med mine drenge er humøret i top igen, selvom jeg er træt.

Tak for jer.

Accept af det jeg ikke kan ændre…

Mit narrativ, min historie.

De sidste 4 dage er gået med coaching undervisning på Nordlys kursuscenter i Silkeborg.

Denne gang skulle vi arbejde med narrativer.. altså vores egen personlige historie (ofte smertefulde)

I mit sidste indlæg skrev jeg om, hvor svært det er at forlige sig med tanken om førtidspension. Jeg troede, jeg skulle kigge til venstre i min personlige historie, for at se hvorfor jeg havde så meget modstsand, og hvorfor jeg følte det, som om at jeg gav op. Det var samtidig meget provokerende for mig at tænke på.

Vi lavede en hurtig “præsentation” torsdag formiddag, om hvad vi havde af aktuelle tanker og følelser. Hvad vi “tog med” til undervisning den dag. Det var med tårer, at jeg fortalte, at jeg sikkert skulle på førtidspension. Jeg kunne næsten ikke få ordene over mine læber. Det var en lettelse at få det sagt. Det i sig selv har en stor helende kraft.

Jeg skulle se til venstre i stedet

Jeg opdagede pludselig midt under, at jeg blev coachet af nogen af mine medstuderende, at jeg faktisk skulle kigge til venstre for at se på min modstand mod førtidspensionen. Jeg troede,  jeg vidste hvad det handlede om… Det gjorde jeg ikke, før jeg gennemgik situationen i en coachingsession.

Det er meget nemmere at rumme situationen, når jeg ved, hvilken retning jeg skal se.

Lige pludselig faldt en kæmpe sten fra mit hjerte og jeg har det som om, at den sidste rest af gammel indestængt vrede har forladt mit hjerte og min krop. Det er en meget rørende fornemmelse.

Umiddelbart er det en kategori 2 oplevelse. Det føles skidt, men det er faktisk godt. Nu er det en kategori 1 oplevelse. Det føles godt og det er godt.

Jeg er faldet over disse vise ord. Du genkender dem måske delvist fra AA sindsrobønnen. Jeg har taget den til mig;

Sindsrobønnen:

Gud giv mig sindsro til
at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Så jeg lever en dag ad gangen,
nyder et øjeblik ad gangen
og tager imod de svære tider, som er vejen til fred.

Så jeg, som Jesus gjorde, tager denne syndige verden som den er,
ikke som jeg vil have den til at være.

Så jeg stoler på, at han vil bringe alle ting i orden,
hvis jeg overgiver mig til hans vilje.

Så jeg kan være rimeligt lykkelig i dette liv
og uendeligt lykkelig med ham i det næste liv i al evighed.

Skærmbillede 2018-11-26 kl. 09.35.46

Hvis du går og tumler med noget, du kunne tænke dig at blive coachet på, har jeg billig underuddannelsepris på bare 50,- ( Jeg skal øve mig)

Kontakt mig herinde eller på krumsine@gmail.com 

Flexjob eller hva?

Siden jeg faldt på ski og fik en hjerneblødning for mere end 2 1/2 år siden, har mit liv i store træk handlet om genoptræning og om oparbejdelsen af mulige effektive arbejdstimer.. kort sagt hvor meget ku jeg holde til.

Da LEGO fandt ud af, at jeg ikke kom tilbage på fuld tid, blev jeg opsagt. Det var okay, for jeg vidste, at det var en umulighed at arbejde i Billund uden mit kørekort (som jeg jo mistede iforbindende med hjerneblødningen, og som jeg stadig ikke har forsøgt at generhverve) Planen var i mit hoved, at jeg skulle være i fleksjob med et arbejde tættere på hjemme, så da min læge for nylig nævnte, om jeg havde overvejet, om flexjob var den rigtige løsning, var jeg lidt overrasket. For hvad skulle det ellers være?

Jeg må være ærlig over for mig selv

Han spurgte mig hvordan det gik, efter jeg var stoppet med at arbejde, og om jeg havde overvejet om førtidspension, måske var den bedste løsning for mig.

Jeg følte min kæbe sank mod jorden.

Hvorfor sagde han det?

Førtidspension!

Nakkehårene strittede på mig, og jeg følte mig pludselig voldsomt provokeret af hans ord. Jeg var ikke klar til den label. Det prædikat! Jeg havde lyst til at råbe:

-neeeej!!

– Det er fandme ikke den rigtige løsning.

Det gjorde jeg ikke. Sad stille og tog ordene ind.

Jeg måtte være ærlig over for mig selv.

Efter jeg er stoppet med at arbejde er mine hovedpineanfald næsten forsvundet.

Jeg har overskud til at putte ungerne og gå med til et forældremøde om aftenen en gang imellem.

Jeg kan stå for aftensmaden og hjælpe med at huske på ting.

Thomas udtalte til en bekendt, der spurgte til os at “tingene” først nu er ved at nå et tåleligt niveau.

Det vigtigste er min mand og mine børn og ikke, om jeg arbejder eller ej. Jeg har ikke givet op bare accepteret realiteterne. Jeg er stadig noget værd og kan bidrage… bare med andre ting end før.

Jeg er midlertidigt ramt på mit eget selvbillede og identitet.

Jeg skal nok finde vejen i det her cirkus.

Jeg er taknemlig for at bo i et land som Danmark hvor førtidspension og flexjob er en mulighed.

Jeg er blevet stillet i udsigt, at der er en afklaring på min situation inden jul. Uanset hvad det bliver, flexjob eller førtidspension, finder vi ud af det sammen. Drengene og jeg.