Jeg er ikke noget særligt…

Jeg er “bare” en voksen kvinde der efterhånden har været igennem flere livstruende kriser.

Hvordan vi håndterer kriser er forskelligt fra individ til individ. Jeg har valgt bevidst at dele medgang og modgang med jer her på bloggen. Jeg deler min sårbarhed og styrke. Mest for at vise, at der er en vej ud af en livskrise.

Der er mange der har sagt

⁃ du er sej Christina

Jeg er ikke sej, jeg kæmper med hvad jeg kan, når livet kører ned ad uventede nye veje. Jeg insisterer på at få det bedste ud af det jeg har…. at se muligheder istedet for begrænsninger. Der er så mange begrænsninger, men jeg vælger aktivt ikke at fodre den side af realiteterne. På den måde bruger jeg min energi på det, som jeg har lyst til. Det der motiverer til mere og giver fornyet energi, istedet for at have ondt af mig selv.

Ville jeg ønske at jeg kunne bruge min venstre arm ?

Selvfølgelig ville jeg det, men det er ikke noget jeg bruger ret meget energi på. Det hjælper jo ikke noget. Det giver dårlig energi og er drænende. Jeg træner stadig med min arm dagligt. Så det, aktivt at vælge ikke at bruge unødig energi på noget, er ikke det samme som at give op. Det handler om at bruge ressourcerne bedst muligt! Det er min hverdag det handler om. Mit og min families liv. Jeg har snydt døden et par gange, og jeg elsker mit liv.

🙏🏻

🙏🏻

🙏🏻

🙏🏻

🙏🏻

#smiltillivet #almindelig #blog #blogger #fokus #energi #liv #livet #taknemligforatværeilive

Milepæle og livslektier

Jeg er hjemme igen efter 4 dages undervisning i coaching på Nordlys kursuscenter i Silkeborg.

Jeg bruger altid nogle dage efterfølgende, hvor jeg går og summer lidt over, hvad jeg har lært. Jeg husker mere af mine drømme og jeg kan mærke, at min underbevidsthed arbejder videre.

1 af holdningerne på Nordlys er, at man ikke kan arbejde med andre hvis ikke, vi grundlæggende arbejder med os selv, så det gør vi i stor grad. Alle emner og temaer bliver gennemgået og vi øver os på hinanden både i rollen som coach og klient. Det giver både en større fortrolighed med materialet men det giver også nogle erkendelser om mit eget liv undervejs. Det er derfor at jeg lige skal summe lidt over mine erfaringer fra de sidste dage. Det er så intenst. Vi mediterer hver morgen. Det er fantastisk. Det er potentielt transformerende, hvis det bliver gjort og undervist fra hjertet, og det gør det på Nordlys. Jeg har kunnet følge både min egen og mine medstuderendes rejse vi har været på det sidste års tid. Jeg kan ærligt sige at jeg føler det laveste stressniveau i min krop som jeg husker. Jeg har fået indsigt i hvordan jeg kan arbejde med mig selv. Meditation er kommet for at blive i mit liv. Jeg er taknemlig for den rejse jeg har været på. Det føles som endnu en milepæl at nå hertil.

Milepæle samler jeg på

(som du måske ved).

I denne måned er det 10 år siden jeg fik diagnosen lymfekræft. Jeg husker hvordan jeg kiggede på lille Mikkel, der kun var 2 mdr. på det tidspunkt og frygtede at jeg ikke fik lov til at se han vokse op.

Det er også et år siden, jeg tog familien med til Boca Raton i Florida for at få behandling på en privat lægeklinik. ( efter jeg fik en hjerneblødning på en skiferie i 2016)

Begge dele har haft store konsekvenser i mit liv og

begge dele har givet mig livserfaring og noget, jeg skulle lære i mit liv:

• Jeg skal turde gøre det, der føles rigtigt.

• Uden stress skal jeg gøre det, der føles rigtigt nu, så jeg ingen fortrydelser har den dag, jeg skal dø.

• Jeg skal lytte til stemmen i hovedet.

• Selv om det er anderledes end før, kan det stadig være godt.

• Jeg skal følge min nysgerrighed derhen hvor energien er. Det er ikke sikkert, jeg ved, hvad jeg skal bruge det til, men det finder jeg ud af på et tidspunkt.

• Hav tillid til at alt bliver godt igen.

• Der er ikke kun 1 løsning på et problem.

Ingen af os går igennem livet uden modgang og svære tider. Der er forskel på hvad og hvornår det rammer os.

Husk håbet i alt kaoset. Det bliver godt igen.

De varmeste hilsner fra christina

Ps. Jeg bliver færdig som coach til sommer. Kontakt mig hvis du har lyst til at snakke med mig – helt fortroligt selvfølgelig.

 

#smiltillivet #milepæle #coach #meditation #nordlyskursuscenter

 

Hvad laver du i en uge, når de andre står på ski, og du ikke selv kan?

I den forgangne uge har vi været på skiferie. En stor flok på 10. Fætre onkel, tante og bedster.

I år gik turen til Wagrain i Østrig. Sidste år forsøgte vi, hvordan det ville være, at tage nordpå for mig. Jeg vil gerne ud at gå lidt og få frisk luft, når de andre er på ski. Det var praktisk talt umuligt for mig nordpå. Min venstre fod kramper helt op, når underlaget bliver for ustabilt og sandsynligheden for, at jeg vrikker rundt bliver stor. Jeg følte mig lidt spærret inde i hytten, og var ved at få lidt kuller af at være inde til sidst.

I år har vi så været sydpå istedet. Vi har før været i Wagrain, så vi vidste lidt om, hvordan forholdene var, inden vi tog afsted.

Min plan var at gå ture og benytte sauna/dampbad og skrive på en bog, jeg er igang med, når de andre var afsted om dagen. Farmor havde ikke lyst til at stå på ski i år, så jeg har haft lidt selskab i lejligheden, og vi har sammen været ude på én gåtur hver dag. Det har været super skønt at kunne komme ud. Det er gået rigtig godt med min fod. Jeg skal stadig passe på, jeg ikke vrikker rundt. Jeg var endda med gondolen op på toppen hvor jeg mødtes med alle skitosserne og vi fik samlet frokost deroppe. Thomas tapede min fod op, så den ikke kunne vride. Det var dejligt at kunne mødes med dem alle, så var jeg lidt mere med😉

Det får mig også til at overveje, hvad vi som familie skal fremover… Tingene har jo ændret sig markant for os de sidste 3 år. Det at tage på skiferie er endnu en ting, vi er nødt til at forholde os til løbende, og vi må justere måden at gøre det på, som det nu føles rigtigt. Vi har prøvet 2 gange nu at tage afsted i samlet flok. Måske vi skal ændre måden at gøre det på fremover. Vi har jo alle glædet os til at komme afsted førhen. Det er bare ikke det samme som før. Uanset bliver tiden i lejligheden lidt lang for mig, og jeg har ikke rigtig så meget energi til at foretage mig en hel masse forskelligt. Jeg er heller ikke rigtig en del af det, vi egentlig tager afsted for. Hvis jeg kunne, ville jeg være på pisten.

Hvad gør vi fremover?

Thomas og jeg har snakket om, at det måske er sidste gang, at jeg er med, og så må Thomas selv tage afsted med drengene. De er så store nu at det kan de sagtens. Jeg er faktisk mere fri derhjemme, hvor jeg kan gøre det jeg plejer. Det er nok også lidt lettere for Thomas og ungerne, så kan de være afsted hele dagen på ski uden at have i baghovedet, at “mor sidder derhjemme i hytten” og venter.

Nu må vi se. Beslutningen er ikke endelig taget endnu.

Tingene ændrer sig hele tiden. Ofte går det langsomt, og vi har mulighed for at tilpasse os situationen løbende. Måske i årevis. Andre gange sker det som et lyn fra en klar himmel. Der skal stadig tilpasses meget. Det tager nok lige så lang tid at acceptere det, og finde ud af hvordan vi så gør, som hvis vi havde haft årevis.

I skal ikke snydes for nogle af de billeder jeg har taget hernede på mine gåture;)