3 dage på vand… og ingen brød!

Jeg har længe overvejet en faste på 3 dage, hvor jeg kun drikker vand. Nu skulle det være! Jeg havde reserveret nogle dage i kalenderen, hvor jeg ikke skulle noget andet end passe på mig selv.

Kan man undvære mad så længe? Og hvorfor udsætte sig selv for det? Det prøver jeg at forklare herunder.

Jeg er ikke ekspert på, hvad der sket i kroppen, når den ikke får føde i et par dage, men

hvorfor så faste, tænker du måske?

Fordi, at hvis jeg kan opnå bare lidt fremgang/fremskridt i min fysiske og mentale formåen, så er jeg villig til at gøre det.

Sådan gjorde jeg:

jeg spiste aftensmad fredag. Mit næste måltid var så tirsdag morgen. Jeg har kun indtaget alm. vand og grøn urtete i den periode. Nu tænker du måske, at det rabler helt for mig;) det gør det måske også? Men…

Jeg har læst og hørt at 3+ dages faste kun på vand, og faktisk også længere end det, kan hjælpe din krop til at helbrede sig selv. Ikke sådan forstået at den så kan hele et brækket ben, men du understøtter kroppens naturlige heling og udrensningsevne ved at give kroppen en pause fra at fordøje mad.

Du kan læse mere om det på tanglewoodwellnesscenter.com, hvis du vil vide mere om vandfaste.

Du kan også finde Loren Lockman på youtube, hvor du kan få en masse viden om faste.

Det var min gode barndomsveninde Pernille Rosenkær, der i sin tid introducerede mig til det at faste. Hun driver holistic Vision og http://www.vandfaste.dk

Hun er heilpraktiker og ved en masse om faste.

Jeg tænker jo, at det er helt gratis at prøve. Det er “bare” et spørgsmål om kun at drikke vand i 3 dage. Det kan da ikke skade.

Kan det hjælpe mig bare det mindste! Ja så er jeg villig til at forsøge. Det koster jo ingenting!

Hvad håber jeg på at opnå ved at faste i 3 dage?

Hvis jeg kunne få lidt mere mentalt overskud, ville det være det hele værd! Jeg bliver stadig meget hurtigt træt. Det er meget bedre, end det har været, men der er sandelig plads til forbedringer.

Det handler ikke om et vægttab

Der er ingen tvivl om at 3+ dages faste tærer på fedtdepoterne, men det er altså på ingen måde, derfor jeg gjorde det. Selvom jeg godt kunne smide lidt kilo, uden det gjorde noget. Hvis jeg skal tabe mig på en sund måde, er det bedre med de daglige gode valg. Det er altså ikke 3 dages sultestrejke, med et mål om vægttab overhovedet.

Forberedelse til faste:

1. Stoppede med at drikke kaffe en uge før (Ingen grund til hovedpine fordi du ikke har fået din kaffe;)

2. Ingen alkohol ugen før (ingen grund til at presse systemet mere end højst nødvendigt før faste)

3. Jeg spiser normalt plantebaseret, men hvis du selv skal prøve, vil jeg anbefale kun letfordøjelig mad den sidste uge op til.

4. Jeg har udvalgt 3 dage, hvor jeg ikke har planer. Med ro til bare at være. Drengene er på lejrtur med badminton indtil søndag. Når de kommer hjem, har de spist aftensmad.

5. Det er ikke første gang, jeg faster. Jeg har vidst længe, at jeg gerne ville prøve 3 dage. Jeg har eksperimenteret med faste i 36 timer mange gange efterhånden. Så jeg har en god fornemmelse af, hvordan det føles i kroppen. Nu har tiden været klar til at prøve de 3 hele dage.

6. Motivationen og tiden skal være rigtig for, at det bliver en god oplevelse. Det er vigtigt med tid og ro til dig selv. Gå en lille tur. Mediter. Læs eller lyt til lidt musik. Tag en lille lur på sofaen.

Du bliver konfronteret med mange af dine vaner omkring mad, når du faster. Hvor meget tid vi faktisk bruger på at tænke på mad, planlægge det og lave mad. Du bliver bedre til at høre din krops signaler, om du er sulten, og hvornår du har fået nok. Jeg bliver personligt bedre til at drikke vand nok i det daglige. Når jeg faster, har jeg næsten hele tiden et glas vand ved siden af mig. Til hverdag har jeg en tendens til at drikke kaffe og glemme vandet.

Reaktioner under fasten:

1. Hen på eftermiddagen dag 1) begynder jeg at småfryse lidt, og det er godt med hjemmefutter, en varm trøje og en kop varm urte-te.

2. Dag 1) først på aftenen begynder smagen i munden at ændre sig. Jeg børster evt. tænder en ekstra gang.

3. Dag 1) bliver hurtigt træt og sover tungt om natten.

4. Dag 2 jeg har mere energi end forventet. Jeg arbejder lidt ved computeren og går senere en lille tur. Jeg får en lur på sofaen.

5. Dag 3 jeg har sovet godt. Er veltilpas omend lidt træt.

6. Start dag 4 min tunge er helt hvid af en slags belægning. Jeg har ikke sovet fantastisk. Været vågen lange perioder af gangen, men har det faktisk godt, når man tænker på, at jeg ikke har spist siden fredag aften. I dag er det tirsdag morgen.

Jeg har forberedt en havregryn/Chia/solsikke “grød” der har stået i blød i havremælk til min morgenmad.

Når fasten slutter:

1. Jeg bryder fasten med et glas friskpresset appelsinjuice blandet op med vand.

2. Vand, vand, vand. Jeg vil tage min nye vane til mig og tænke i at få masser af vand i løbet af dagen- i små jævne mængder fordelt over hele dagen.

Hvis du selv skulle få lyst til at prøve faste, så prøv at søge på vandfaste. Start stille og roligt op. Det er både nemmere og sværere på samme tid, end du måske tror 😉

Start forsigtigt op igen og spis vandholdigt mad i ikke for store mængder. Held og lykke med det😉

Sign up for our mailing list to keep in touch: http://eepurl.com/gTqe2n

Når de “små” ting ikke længere er en selvfølge.

Du har måske opdaget det? Jeg træner ihærdigt på at blive klar til at gå hærvejsmarch sidst i juni. Distance 2 x 20 km. Du tænker måske, at det er

En skør ide?

Måske er det bare en skør ide, men når det lige pludselig ikke længere er en selvfølge at kunne gå, virker det ikke som en skør ide, men som et kæmpe privilegie, at jeg kan beslutte, at det vil jeg træne på.

Sejren i at rejse sig og gå

Har du haft små børn, der har lært at gå, ved du nok, hvad jeg snakker om? Du kan se det i deres øjne. Det de har kæmpet så hårdt for lykkes pludselig en dag. De står ranke og stolte med maven struttende og med store øjne.

se hvad jeg kan! Ser de ud til at tænke!

Det blik og den fornemmelse genkender jeg fra mig selv, da jeg var indlagt på Hammel Neurocenter, og da jeg første gang tog et par skridt. Jeg kunne også se sejren og stoltheden i mine medpatienters øjne, når de gik selv. Vi fejrede de små fremskridt sammen, når vi mødtes i køkkenet, og ikke længere kom ind i kørestol men gående med en stok, rollator eller et andet hjælpemiddel.

Ingen nemme løsninger

Benene og balancen var ekstremt udfordret, da jeg rejste mig fra kørestolen og begyndte at gå rundt. I et svagt øjeblik husker jeg faktisk, at jeg tænkte, at det var nemmere for mig at blive siddende i kørestolen. Jeg fik kortvarigt lyst til at fralægge mig ansvaret…

Det varede heldigvis kun et kort øjeblik. Jeg tror faktisk, jeg blev lidt skræmt over mig selv, at jeg kunne tænke sådan.

Det skal være løgn! Tænkte jeg med al den vilje jeg kunne manifestere.

Og det blev løgn;0) Det er jeg så taknemlig over lykkedes for mig. Der er ingen nemme løsninger.

Når hjælpemidler bliver en unaturlig krykke

Hjælpemidler er vidunderlige, når der er brug for dem. Vi ved ikke altid selv, når vi ikke har brug for et hjælpemiddel længere. Det bliver som en unaturlig krykke. Fordi vi bruger dem så længe. Vi bilder os selv ind, vi ikke kan klare os uden. Så har vi måske brug for et nænsomt og kærligt puf, for at komme ud af komfortzonen, for at komme videre. Jeg måtte igennem 6 ugers intensiv genoptræning ved nogle fysioterapeuter i Århus for at slippe min stok. De var meget insisterende på at stokken ikke længere var nødvendig for mig. Ved træning og støtte fik jeg modet til at sige farvel til min sidste hjælper i at kunne gå. Min krykke. Min stok, som jeg var blevet afhængig af.

Tag ikke fejl. Genoptræning er benhårdt og engang imellem, er det ubarmhjertigt, og det kræver al din vilje.

Det er til gengæld kampen værd, når du mærker belønningen i form af små fremskridt.

Det er ikke længere en selvfølge at kunne gå, og derfor træner jeg til hærvejsmarchen sidst i juni. Det bliver en festdag!

Hvis du har lyst kan du gå med?

Jeg er ikke noget særligt…

Jeg er “bare” en voksen kvinde der efterhånden har været igennem flere livstruende kriser.

Hvordan vi håndterer kriser er forskelligt fra individ til individ. Jeg har valgt bevidst at dele medgang og modgang med jer her på bloggen. Jeg deler min sårbarhed og styrke. Mest for at vise, at der er en vej ud af en livskrise.

Der er mange der har sagt

⁃ du er sej Christina

Jeg er ikke sej, jeg kæmper med hvad jeg kan, når livet kører ned ad uventede nye veje. Jeg insisterer på at få det bedste ud af det jeg har…. at se muligheder istedet for begrænsninger. Der er så mange begrænsninger, men jeg vælger aktivt ikke at fodre den side af realiteterne. På den måde bruger jeg min energi på det, som jeg har lyst til. Det der motiverer til mere og giver fornyet energi, istedet for at have ondt af mig selv.

Ville jeg ønske at jeg kunne bruge min venstre arm ?

Selvfølgelig ville jeg det, men det er ikke noget jeg bruger ret meget energi på. Det hjælper jo ikke noget. Det giver dårlig energi og er drænende. Jeg træner stadig med min arm dagligt. Så det, aktivt at vælge ikke at bruge unødig energi på noget, er ikke det samme som at give op. Det handler om at bruge ressourcerne bedst muligt! Det er min hverdag det handler om. Mit og min families liv. Jeg har snydt døden et par gange, og jeg elsker mit liv.

🙏🏻

🙏🏻

🙏🏻

🙏🏻

🙏🏻

#smiltillivet #almindelig #blog #blogger #fokus #energi #liv #livet #taknemligforatværeilive

Milepæle og livslektier

Jeg er hjemme igen efter 4 dages undervisning i coaching på Nordlys kursuscenter i Silkeborg.

Jeg bruger altid nogle dage efterfølgende, hvor jeg går og summer lidt over, hvad jeg har lært. Jeg husker mere af mine drømme og jeg kan mærke, at min underbevidsthed arbejder videre.

1 af holdningerne på Nordlys er, at man ikke kan arbejde med andre hvis ikke, vi grundlæggende arbejder med os selv, så det gør vi i stor grad. Alle emner og temaer bliver gennemgået og vi øver os på hinanden både i rollen som coach og klient. Det giver både en større fortrolighed med materialet men det giver også nogle erkendelser om mit eget liv undervejs. Det er derfor at jeg lige skal summe lidt over mine erfaringer fra de sidste dage. Det er så intenst. Vi mediterer hver morgen. Det er fantastisk. Det er potentielt transformerende, hvis det bliver gjort og undervist fra hjertet, og det gør det på Nordlys. Jeg har kunnet følge både min egen og mine medstuderendes rejse vi har været på det sidste års tid. Jeg kan ærligt sige at jeg føler det laveste stressniveau i min krop som jeg husker. Jeg har fået indsigt i hvordan jeg kan arbejde med mig selv. Meditation er kommet for at blive i mit liv. Jeg er taknemlig for den rejse jeg har været på. Det føles som endnu en milepæl at nå hertil.

Milepæle samler jeg på

(som du måske ved).

I denne måned er det 10 år siden jeg fik diagnosen lymfekræft. Jeg husker hvordan jeg kiggede på lille Mikkel, der kun var 2 mdr. på det tidspunkt og frygtede at jeg ikke fik lov til at se han vokse op.

Det er også et år siden, jeg tog familien med til Boca Raton i Florida for at få behandling på en privat lægeklinik. ( efter jeg fik en hjerneblødning på en skiferie i 2016)

Begge dele har haft store konsekvenser i mit liv og

begge dele har givet mig livserfaring og noget, jeg skulle lære i mit liv:

• Jeg skal turde gøre det, der føles rigtigt.

• Uden stress skal jeg gøre det, der føles rigtigt nu, så jeg ingen fortrydelser har den dag, jeg skal dø.

• Jeg skal lytte til stemmen i hovedet.

• Selv om det er anderledes end før, kan det stadig være godt.

• Jeg skal følge min nysgerrighed derhen hvor energien er. Det er ikke sikkert, jeg ved, hvad jeg skal bruge det til, men det finder jeg ud af på et tidspunkt.

• Hav tillid til at alt bliver godt igen.

• Der er ikke kun 1 løsning på et problem.

Ingen af os går igennem livet uden modgang og svære tider. Der er forskel på hvad og hvornår det rammer os.

Husk håbet i alt kaoset. Det bliver godt igen.

De varmeste hilsner fra christina

Ps. Jeg bliver færdig som coach til sommer. Kontakt mig hvis du har lyst til at snakke med mig – helt fortroligt selvfølgelig.

 

#smiltillivet #milepæle #coach #meditation #nordlyskursuscenter

 

Bruger du din tid rigtigt?

Hvordan bruger du din tid? Farer du afsted fra det ene til det andet uden næsten at trække vejret? Eller giver du dig selv små pauser, hvor du kan nå at reflektere over, hvor du er på vej hen i dit liv?

Hvis du døde om en måned hvad skulle du så nå?

Spørgsmålet er måske en smule voldsomt, men jeg mener det faktisk alvorligt. For spørgsmålet får dig til at mærke efter, om du er på rette vej i livet, eller om du skal nå at ændre noget, før det er for sent.

Vi har nemlig ikke uanede mængder tid til rådighed. Der er ingen af os der ved hvornår det er slut.. heldigvis. Derfor skal vi ikke vente med at ændre det, vi ønsker og kan. Det er du alt for værdifuld til.

Det jeg fortrød

Jeg kunne mærke, at der var noget der skulle ændres, da jeg var igennem en kræftbehandling på 1 1/2 år. Behandlingen blev afsluttet i september 2010 og jeg fik lov til at blive rask, men der kom en fornemmelse snigende ind på mig om, at jeg skulle have prioriteret noget helt bestemt lidt anderledes. Jeg var blevet gift med Thomas og havde 2 sunde raske børn og boede i et lille hus i Engesvang, så hvad i alverden ku det være, at jeg ville gøre anderledes.

Jeg vidste det egentlig godt. Jeg var blevet rigtig god til at ignorere den lille stemme i hovedet. Den stemme jeg først rigtig kunne høre, da jeg sad stille i sofaen og lyttede til mit eget hjerte slå. Frygten for min fremtid var til at føle på. Og stemmen skreg pludselig højlydt til mig

⁃ det er det du fortryder hvis du ikke overlever.

Hvad ville du fortryde?

Jeg havde som sagt gang i en masse godt i mit liv. Jeg har altid reflekteret meget over livet og andre mennesker. Deres motiver og ønsker. Jeg havde simpelthen en skabertrang, der ikke blev forfulgt. Jeg var ikke færdig med at kommunikere. Jeg havde noget, jeg skulle fortæller omverden. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, hvad det var. Det har udviklet sig stille og roligt siden. Det giver en fantastisk følelse af en større mening i mit liv at kommunikere på forskellige måder. Jeg begrænser mig ikke til et bestemt medie, det er det at kommunikere, der er det vigtige for mig.

Jeg tror ikke det er nødvendigt med en kræftdiagnose, for at kunne lytte til stemmen i hovedet. Men det kræver, at du sætter farten ned. Evt. En halv time for dig selv inden sengetid. Øv dig i at meditere, lyt til noget afstressende mindfulness musik, gå en lille tur, Etc.

Lige pludselig er det for sent at ændre dit liv. Det er lige nu vi skal gøre det.

Lader du frygten styre dit liv?

Da jeg blev ramt af kræft blev jeg bange og ramt af en frygt for mit liv og min fremtid. Da det værste chok havde lagt sig lidt, besluttede jeg, at jeg ikke ville lade frygten styre mit liv. Det er nemmere sagt end gjort. Frygt kan vise sit ansigt i mange afskygninger og former. Jeg afsluttede min kræftbehandling med en stamcelletransplantation i 2010. Det var meget hårdt for både krop og psyke. Jeg har heldigvis været rask  fra kræft siden.

Motivationen for at løbe, var den rigtig eller forkert ?

Efter jeg havde fået stamcelletransplantation i september 2010, var jeg i mit livs dårligste form. Jeg havde svært ved at gå og havde ingen appetit.
Tidligere havde jeg dyrket meget sport. Jeg var vant til at føle mig sund og rimelig fysisk stærk. Det var ikke en rar følelse at være i starten af 30’erne og være så afkræftet. Jeg havde en stor motivation for at komme mig og komme så langt som muligt rent fysisk. Jeg begyndte at prøve kræfter med at løbetræne. Til at begynde med løb jeg kun 100 meter ned ad en sti, før min puls gik amok. Jeg følte jeg havde en kampesten på min brystkasse. Blodsmagen i munden overdøvede de blytunge ben. Jeg var virkelig i mit livs dårligste form.
Langsomt gik det fremad. Jeg havde massevis af små delmål. Første delmål var en rute på 3,5 km som jeg skulle kunne løbe hele vejen. Der kom flere til og længere og længere distancer. For hvis jeg kan løbe 100 meter, så kan jeg også træne mig op til at løbe 200 meter. Kan jeg løbe 200 meter, så kan jeg også træne mig op til at løbe 1 km. Sådan trænede jeg mig langsomt op til at løbe 5 1/2 Marathon og 1 helt Marathon.

cph-20x30.jpg
Lige før målstregen ved CPH Marathon 2014. Jeg tog mine drenge i hånden, og sammen løb vi ind over målstregen. De havde ventet på mig i silende regnvejr i over 5 timer.

Fra mit livs dårligste form til mit livs bedste på 3,5 år.

Det var sådan en fed følelse at føle sig stærk igen, og det er stadig en dag jeg husker tilbage på med glæde og taknemlighed. 3,5 år tidligere havde jeg svært ved at gå 100 meter og nu havde jeg løbet et Marathon. Jeg var i mit livs bedste form.

Motivationen blev en skyggeside

Motivationen for at blive ved med at løbe, efter jeg havde nået mit store mål, blev lidt en skyggeside. Jeg tænkte og jokede lidt ironisk med at:
Så længe jeg kan løbe, er jeg ikke syg!
Jeg vidste godt, at det ikke var den sundeste motivation for at løbe, og var helt bevidst om, at det var sådan, jeg tænkte. Jeg var ikke i stand til at ændre på min tanke på det tidspunkt.
Nu kan jeg ikke løbe længere pga. den halvsidige lammelse jeg har efter en hjerneblødning.

Jeg kan gå og få min motion på den måde.

Frygter jeg så endnu et tilbagefald af kræftsygdommen ?

Jeg frygter ikke længere et tilbagefald af kræftsygdommen.Tilliden til min krop er genvundet. Sundhed er mange ting. Det vigtige for mig her er balance. Både mentalt og fysisk.

Jeg ved, at det er mindst lige så godt for mig at komme ud i den friske luft og lyset og gå en tur. Det behøver ikke være løb.

Jeg har sat mig nye mål rent fysisk, og i øjeblikket træner jeg på at skulle gå hærvejsmarch i juni, som er 2 x 20 km. Det mål kommer jeg til sammenlagt at bruge et par år på at have nået. Ønsk mig held og lykke:)

hvordan påvirker frygten dit liv?

Hvad laver du i en uge, når de andre står på ski, og du ikke selv kan?

I den forgangne uge har vi været på skiferie. En stor flok på 10. Fætre onkel, tante og bedster.

I år gik turen til Wagrain i Østrig. Sidste år forsøgte vi, hvordan det ville være, at tage nordpå for mig. Jeg vil gerne ud at gå lidt og få frisk luft, når de andre er på ski. Det var praktisk talt umuligt for mig nordpå. Min venstre fod kramper helt op, når underlaget bliver for ustabilt og sandsynligheden for, at jeg vrikker rundt bliver stor. Jeg følte mig lidt spærret inde i hytten, og var ved at få lidt kuller af at være inde til sidst.

I år har vi så været sydpå istedet. Vi har før været i Wagrain, så vi vidste lidt om, hvordan forholdene var, inden vi tog afsted.

Min plan var at gå ture og benytte sauna/dampbad og skrive på en bog, jeg er igang med, når de andre var afsted om dagen. Farmor havde ikke lyst til at stå på ski i år, så jeg har haft lidt selskab i lejligheden, og vi har sammen været ude på én gåtur hver dag. Det har været super skønt at kunne komme ud. Det er gået rigtig godt med min fod. Jeg skal stadig passe på, jeg ikke vrikker rundt. Jeg var endda med gondolen op på toppen hvor jeg mødtes med alle skitosserne og vi fik samlet frokost deroppe. Thomas tapede min fod op, så den ikke kunne vride. Det var dejligt at kunne mødes med dem alle, så var jeg lidt mere med😉

Det får mig også til at overveje, hvad vi som familie skal fremover… Tingene har jo ændret sig markant for os de sidste 3 år. Det at tage på skiferie er endnu en ting, vi er nødt til at forholde os til løbende, og vi må justere måden at gøre det på, som det nu føles rigtigt. Vi har prøvet 2 gange nu at tage afsted i samlet flok. Måske vi skal ændre måden at gøre det på fremover. Vi har jo alle glædet os til at komme afsted førhen. Det er bare ikke det samme som før. Uanset bliver tiden i lejligheden lidt lang for mig, og jeg har ikke rigtig så meget energi til at foretage mig en hel masse forskelligt. Jeg er heller ikke rigtig en del af det, vi egentlig tager afsted for. Hvis jeg kunne, ville jeg være på pisten.

Hvad gør vi fremover?

Thomas og jeg har snakket om, at det måske er sidste gang, at jeg er med, og så må Thomas selv tage afsted med drengene. De er så store nu at det kan de sagtens. Jeg er faktisk mere fri derhjemme, hvor jeg kan gøre det jeg plejer. Det er nok også lidt lettere for Thomas og ungerne, så kan de være afsted hele dagen på ski uden at have i baghovedet, at “mor sidder derhjemme i hytten” og venter.

Nu må vi se. Beslutningen er ikke endelig taget endnu.

Tingene ændrer sig hele tiden. Ofte går det langsomt, og vi har mulighed for at tilpasse os situationen løbende. Måske i årevis. Andre gange sker det som et lyn fra en klar himmel. Der skal stadig tilpasses meget. Det tager nok lige så lang tid at acceptere det, og finde ud af hvordan vi så gør, som hvis vi havde haft årevis.

I skal ikke snydes for nogle af de billeder jeg har taget hernede på mine gåture;)

Hvordan træffer du beslutninger?

Jeg tror der findes 3 typer af mennesker når de skal tage en beslutning.

1) Der er dem der gennemtænker alle tænkelige scenarier ned i mindste detaljer, og som prøver at forudse selv de mindste ting.

2) Så er der dem der tager en beslutning der “føles” rigtigt. Det er ikke helt gennemtænkt, men de tilpasser sig og justerer hen ad vejen.

3) Sidst er der dem, der både formår at tænke over opgaven og mærke efter om det “føles” rigtigt.

Alle 3 typer når i mål med opgaven

Spørgsmålet er bare, om du ved hvilken type du er og hvilke udfordringer du så, afhængig af det, oftest vil møde.

Jeg blev selv opmærksom på hvilken type jeg var, da jeg var indlagt på Hammel Neurocenter. En dag kom der en neuropsykolog forbi mit værelse og lavede nogle test på mig. Jeg fik opgaven med tårnene i Hanoi. Jeg vidste godt fra tidligere, at man skulke flytte brikkerne rundt på en bestemt måde, for at bruge færrest træk, for at løse opgaven mest hensigtsmæssigt. Jeg kunne ikke huske hvordan brikkerne skulle flyttes, og jeg kunne ikke gennemskue løsningen…., så jeg gik bare igang. Forsøgte mig frem og ændrede strategi løbende. Neuropsykologen konstaterede det efterfølgende. Om det var “normalt”, at jeg bare sprang ud i opgaven. Thomas grinede og sagde

⁃ det er typisk Christina.

Sådan blev jeg pludselig bevidst om hvilken type jeg er. Jeg vidste det jo godt i forvejen, men dette var første gang, der var blevet sat ord på det.

Så jeg er mest type nr. 2 der øver mig i at være velovervejet.

Hvilken type er du?

Hvad er svagheden og styrken ved at være den ene eller den anden type?

1) Hvis du er typen der skal have alt gennemtænkt, kan man være sikker på, at når du handler, så er det ekstremt velovervejet. Hvis der opstår et problem, vil du have tænkt det igennem på forhånd og du ved hvad der skal gøres. Du er i kontrol. Spørgsmålet er om man kan tænke alle scenarier igennem på forhånd og om faren ikke er, at vi aldrig handler på noget, fordi vi ikke bliver færdige med at tænke?

Resultatet bliver enten velovervejede ( måske lidt langsomme )handlinger eller handlingslammelse.

2) Hvis du er typen der mest mærker efter, vil du sikkert hurtigt handle på en impuls og det føles dynamisk, levende og aldrig kedeligt. Du er god til at jonglere med udfordringer. Nogen gange får du sagt ja til noget som du senere fortryder. Du bliver måske lidt forvirret.

Der er en risiko for, at du kommer til at opfattes lidt som en hovedløs kylling uden retning. Frem og tilbage er som sagt lige langt, og det er spild af gode kræfter.

3) Som den sidste af de typer jeg nævnte, kan du begge dele. Det er lidt en kunst at navigere i. Enten er du dobbelt udfordret eller dobbelt heldig. For det meste er det nok en god blanding af det hele.

Måske er du forvirret på et højere plan.

Det kan være godt, at være bevidst om hvordan vi tager beslutninger og handler på impulser. Så bliver vi bevidste om, hvad vi skal øve os på og kan måske tage lidt udfordringer i den retning i opløbet.

På den måde hjælper vi både os selv og vores omgivelser.

Hvad handler julen om for dig?

Jeg kan lige så godt indrømme det. Jeg elsker julen og den særlige fornemmelse det giver, når du er sammen med dem du elsker. For mig handler det ikke om julegaverne eller maden der spises, men ganske enkelt om de mennesker jeg er sammen med. Dem jeg elsker mest.. mine drenge, min familie.

Hvad er vigtigt?

Vi burde sige det noget mere til hinanden.. hvad er vigtigt? Samvær fællesskab og kærlighed eller hvor mange småkager vi kan nå at proppe i hovedet inden vi får kvalme ?

Jeg synes også, at det er hyggeligt med et juletræ med lys og pynt på. Der er noget magisk over det. Som barn kunne jeg se på pynten i det, der føltes som timevis.

Jeg tror Rasmus min ældste søn på 14 har det samme i sig. Da jeg, spurgte ham om, hvad han ønskede sig i julegave? Svarede han:

– gæster juleaften.

Jeg tror, aldrig han har lavet en ønskeseddel.. jo tvunget til det til sin konfirmation, men ellers ikke.

Det giver mig en følelse af, at han allerede nu ved, hvad der betyder noget i livet. Vi kan sagtens ønske os gaver til jul, men ved vi egentlig hvad der er vigtigt for os.

Når familierelationenerne er svære

Nogen gange er det bare ikke nemt. Det der skulle være så lykkeligt kan hurtigt blive afløst af bristede forventninger. Der er ikke noget som familie, der kan få det værste frem i os. Hvis ikke harmonien er der resten af året, er den der slet ikke i julen.

Det bedste vi kan gøre for os selv, er at have realistiske forventninger til hinanden og juledagene. Vi kan hurtigt blive skuffede, hvis vi tror det er som på film eller i reklamer. Nogen gange skal vi se på de små ting for virkelig at sætte pris på livet og hinanden.

    Hvordan julelysene glimter i mørket og viser os vej.
  • Dugvåde spindelvæv, der kun kan ses om morgenen
  • Frosne hvide græsplæner, der tør langsomt i solen.
  • Duften af gran og kanel
  • Et julekram fra dine børn
  • Grannet der reflekterer lyset fra stearinlyset.

De små ting er de største. Det der ikke koster penge. Det handler om hvordan du ser på det.

Glædelig jul

Vegansk risalamande, med ristede mandler, opskrift

Jeg har planer om at lave en vegansk, og dermed helt mælkefri risalamande til jul. Her følger den fremgangsmåde, som jeg har tænkt mig at lave den:

(Der er ikke angivet mængder i opskriften. Det er jo smag og behag, hvad vi godt kan lide:) De ristede mandler giver rigtig meget smag til risalamanden. Du får her en dessert, der virkelig smager af mandler.

Step 1: Risengrød

Kog risengrød med Havremælk ( Der findes flere varianter af plantemælk på markedet) og en flækket vaniljestang. Kornene kan du skrabe ud først og blande med lidt flormelis inden du kommer det ned til risengrøden. Smag til med lidt salt til sidst. ( Jeg ved godt, at nogen opskrifter siger, det skal være uden salt, men jeg kan godt lide saltet i min risalamande). Sæt grøden koldt, evt. natten over før du skal bruge den.

Step 2: Mandler og “fløde”skum

Rist mandlerne til de dufter og har fået lidt farve. Hak dem, når de er kølet af. Vend de hakkede ristede mandler i grøden. Pisk Soyafløden til skum og vend i grøden. Smag til med flormelis og evt. et par dråber citronsaft.

Anret risalamanden i skål. Stilles koldt indtil servering.

Smut en mandel og put i, så der kan findes en vinder af mandelgaven. Husk kirsebærsovsen:)

Velbekomme og glædelig jul

Ingredienser:

Grødris

Havremælk

Vaniljestang
Flormelis og salt efter smag
Mandler
Alpro Soyafløde (Kan piskes til skum)
evt. Et par dråber citronsaft