smiltillivet

Smilet som forsvar

Smil!! Vi lærer det tidligt, at smile. Det hele er lidt nemmere hvis bare du smiler! Sådan har jeg haft det. Og jeg er da også grundlæggende et meget smilende og positivt væsen. Sådan har det altid været.. Jeg er blevet konfronteret et par gange med mit smilende ydre. Da jeg var yngre og hvis jeg var med offentlig transportmiddel. Ville dem der var mere socialt udsatte (eks alkoholiker) altid sætte sig ved siden af mig (sikkert fordi jeg var et venligt ansigt i mængden og helt ufarlig.

Jeg syntes ikke det var specielt sjov og jeg vidste ikke på det tidspunkt at det nok hang sådan sammen. Jeg lærte da jeg blev lidt ældre at kontrollere mit smil lidt mere, så jeg ikke bare storsmilede til hvem som helst.

Trods mine erfaringer som ung teenager befandt jeg mig alligevel i en situation for nogen år siden hvor jeg blev konfronteret med mit smil, som faktisk overhovedet ikke var sjovt eller til at smile af.

Jeg var midt i slutningen af min behandling for lymfekræft og havde fået mine stamceller retur og lå nu i isolation. Det hele var noget hårdere mentalt end jeg faktisk havde regnet med. At være afskåret fra dem jeg holdt af- min familie var bare benhårdt. Samtidig havde frygten og usikkerheden godt tag i mig. Afkræftet og udmarvet lå jeg i min seng med kvalme og ingen appetit og med diarre på 3 uge hvor jeg flere gange var faldet i søvn på toilettet om natten da jeg brugte så mange timer derude. Nu lå jeg og ventede på endnu en stuegang. Ind kom en læge som jeg havde mødt nogle gange i det forløbne 1 ½ år og jeg tænkte jo som jeg plejer ”at alle fortjener, at blive mødt med et smil” Den ældre læge studsede så meget over mit smil at han kommenterede noget i retning af og med lettere vantro i stemmen” og så sidder du der og smiler ” SLAM Det ramte mig lige i ansigtet og smilet stivnede omgående og resten af tiden hvor jeg var indlagt. Hvad fanden smilte jeg egentlig af? Der var absolut ingenting at smile af! Da han var gået, begyndte jeg at græde. Nu kunne jeg snart ikke være der længere. Tårer der pressede på bag øjnene. Jeg var presset og nu havde jeg pludselig indset ,at smilet var et forsvar for at prøve, at sige til mig selv ”at alt var ok” da jeg ikke havde smilet længere, kunne jeg jo næsten kun græde. Det var i hvert fald min reaktion på det hele.

I dag lader jeg mit humør bestemme om jeg smiler eller ej. Så det er nok mere ægte. Det er også en beslutning jeg har taget om mig selv og mit liv. Jeg vil møde min omverden med oprejst pande. Hvis alternativet i en krise er at sætte sig ned at græde så vælger jeg helt sikkert smilet, Så føler jeg i det mindste, at jeg kæmper og ikke giver op. For hvis jeg først giver op, hvad skal jeg så gøre, når det bliver rigtig slemt?

Rasmus og jeg til et 5 km motionsløb

#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #alkoholiker #alkoholdemens #hjerneblødning #genoptræning #Montebello #Hammelneurocenter #marathonløb #smil #yoga #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume

Ku du tilgive en der ikke ber om det?

Ku du tilgive en der ikke ber om det? også selvom vedkommende har svigtet dig massivt?

Jeg har kun haft et sporadisk forhold til min far i mit voksenliv. Han led af alkoholdemens de sidste år af hans liv og han levede i en fantasiverden. Jeg har holdt mig væk i lange perioder, for at beskytte mig selv. på en måde gjorde det bare for ondt at være sammen med ham. Han kunne ikke forstå, at jeg ikke ville med på værtshus sammen med ham… Han var påståelig og indrømmede aldrig at tage fejl af noget… så han bad aldrig om tilgivelse. og jeg havde brug for at tilgive ham. For at have splittet vores familie og for at være blevet væk fra størstedelen af mit barne og voksenliv. Han var manipulerende og hvis du ikke kendte ham, opdagede du det ikke! Jeg stod som nærmeste pårørende og en eftermiddag blev jeg ringet op af hjemmeplejen i kommunen, der fortalte, at han nok ikke havde længe igen. Jeg måtte tage en beslutning om jeg ville være der for ham på hans sidste dage.

Jeg var selv ved at prøve at komme mig ovenpå mit kræftforløb og jeg var lige startet på at arbejde igen. Så kom det her lidt på tværs og jeg måtte tage en beslutning om jeg ville prøve at være noget for min far. Min daværende kontaktlæge gjorde det meget klart for mig “når han er død er det for sent” Så jeg tog en dyb indånding og tog ind og besøgte ham på sygehuset. Jeg var nervøs og min mave føltes som en stor knude. Det var flere år siden jeg havde set ham. Og sidste gang var ikke gået særlig godt…Min far havde med et halvhjertet forsøg prøvet at slå sig selv ihjel ved at skære sig i håndleddet med en franskbrødskniv og så lige sørget for at min bror og jeg fik besked om det, før at der kunne nå at ske noget alvorligt. Igen følte jeg mig som en brik i et puslespil der bare blev flyttet rundt på som han lystede. Der gik en måned før jeg opsøgte ham for at prøve at forstå. Jeg trådte ind ad døren med hjertet i halsen. da han bad om et kram var jeg nødt til at gå. jeg kunne ikke. Jeg var alt for vred! Det ramte mig ret hårdt at jeg ikke kunne tilgive ham og det måtte jeg lære at tilgive mig selv for… at være menneskelig. Jeg blev væk lige indtil den dag hvor hjemmeplejen ringede nogle år senere.

Så stod jeg ude på gangen foran hans stue på sygehuset og havde både kvalme og ondt i maven. Jeg gik ind på stuen og alt min nervøsitet blev gjort til skamme. I sengen lå en gammel mand. Helt ufarlig og mere menneskelig end jeg før havde set. Han kunne ikke engang genkende mig. Jeg indså der, at jeg aldrig ville få en far. Jeg ville aldrig kunne fortælle ham om min kræftsygdom. og han ville aldrig forstå det. Da jeg lige kom ind på stuen var han igang med at forklare en sygeplejerske om hvorfor han ikke havde sit normale tøj på. Det var historier om, at desarmere bomber og passe lægens telefon til, at være på fisketur hele natten og falde i vandet… De kiggede på mig, for at få mig til at af eller bekræfte historierne. Jeg rystede bare hurtigt på hovedet, men han var så overbevisende i det han fortalte. Sikkert fordi, at det var sandt for ham og ikke bare en historie. Det virker måske lidt komisk, men det var ufatteligt sørgeligt. Han var så meget alene, at han var begyndt at leve i en anden verden. Alle mine forsvar forsvandt de følgende måneder og jeg sørgede over ikke at have haft en far. Tårer der bare trillede ned af mine kinder. Uden helt, at kunne sætte ord på det. Knuden i maven var ved at slippe. Den havde jeg båret rundt på alt for længe. Jeg var så småt ved at tilgive ham, min far. Vi fik få stunder sammen En hvor jeg faktisk fik fortalt ham, at jeg havde været syg. og en tåre rendte ned af hans kind Og en anden gang hvor han fik sagt til mig, at det var dejligt at jeg var der! mere behøvede jeg ikke. Det var som om at jo mindre han kunne drikke jo mere vendte lidt af hans gamle jeg tilbage og vi kunne snakke lidt sammen. Han døde på en hverdag om natten. Jeg sad hos ham og fik fortalt ham, at jeg tilgav ham og at han godt måtte give slip nu efter 20 år i en kørestol og et langt liv med et alkoholmisbrug! han blev 58 år.

Du skal være mere end velkommen til at kommentere på indlægget og jeg vil forsøge at svare dig efter bedste evne:)

Kræftbehandlingen føltes næsten som et overgreb på min sjæl

jeg var uskyldig før kræftsygdommen naiv, uvidende… ja nærmest jomfruelig.

Når jeg her efterfølgende tænker tilbage, føltes noget af behandlingen jeg modtog som et overgreb på min sjæl. Det var så voldsomt og følelserne sad helt uden på tøjet. jeg nåede ikke rigtig at bearbejde en oplevelse før der var noget nyt at forholde sig til.

Som et eksempel er her en hurtig beskrivelse af Min første dag ;

1) Knoglemarvsprøve: Undersøgelsen foregik i lokalbedøvelse og jeg var blevet advaret om, at en del af undersøgelsen, hvor man skal trække væsken ud af knoglen, kunne man ikke helt bedøve sig ud af. Forestil dig en vandflaske med undertryk i! jeg hylede som en ensom ulv der kalder på flokken. Det kom instinktivt og helt bag på mig. Jeg var bange og reagerede derefter helt spontant og nærmest primitivt.

undersøgelsen var heller ikke specielt sjov. Jeg kom ind til en læge hvor jeg fik fornemmelsen af, at jeg bare var en´ af mange han skulle nå den dag. Ingen empati …ingenting!

Imens var Thomas hjemme med Mikkel der var 2 mdr. gammel på det tidspunkt. Thomas tog resten af min barsel, da jeg blev sygemeldt. Det føltes på mange måder så forkert det hele!

Her et billede af Mikkel og jeg. Det er i starten af behandlingen for lymfekræft.

Humpende gennem hospitalets kældergang kom jeg snøftende og små hulkende. (jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at samle mig sammen).

Jeg var på vej til næste punkt på dagsordnen. Jeg ville lige nå udenfor og ringe hjem. Jeg fik fat i Thomas, og da jeg hørte hans stemme, kunne jeg ikke lade være med at græde.

Det ville jeg under normale omstændigheder aldrig kunne finde på. Stå og græde i en telefon, for han kunne jo ikke hjælpe mig alligevel. Han var jo derhjemme og passede på vores drenge.

2) Blodtransfusion: Jeg måtte modtage en liter blod før jeg kunne få min første behandling med kemoterapi pga. min meget lave blodprocent. (og jeg havde undret mig over hvordan andre mødre kunne være så energiske, når de fik barn nummer 2 … når nu jeg var så træt!)

3) Kemoterapi Jeg forestillede mig giftgule poser med advarsler på, og at jeg ville kunne mærke, at jeg blev dårlig så snart det rendte ind i kroppen… men det gjorde jeg ikke. 1 af poserne var dog helt orange, så det levede op til forestillingen om det hele. Da jeg lå der i sengen og de første dråber nåede min arm, prøvede jeg at forestille mig, at nu skulle de dråber ind og rydde alle kræftcellerne af vejen.

Det var mit forsøg på at skulle kunne holde det ud. Tanken om, at det var for at hjælpe mig. Ellers blev de 16 behandlinger over 8 mdr. med kemoterapi jeg var stillet i udsigt ikke til at holde ud.

Kvalmen kommer snigende ind på en. Ikke 1, 2 eller 3 gang mærkede jeg så meget til det, andet end det beroligende jeg fik inden behandlingen. Det gjorde, at jeg følte mig påvirket og små”skæv” og også dejligt afslappet og rolig.

Senere i behandlingen fandt jeg så rigeligt ud af, hvad det vil sige at have kvalme. Men til at starte med var jeg heldigvis ret forskånet for det.

– – –

Jeg fik diagnosen en torsdag og behandlingen startede om mandagen. Jeg fik weekenden til at stoppe med at amme. Jeg sad med Mikkel i mine Arme og bare tudede da jeg ammede sidste gang. Det hele gik nærmest lidt for stærkt og jeg nåede slet ikke at “vænne ” mig til tanken.

Lige pludselig kunne jeg ikke gå til købmanden og huske 2 ting jeg skulle handle ind. Hovedet var fyldt fuldstændig op. Der var bare ikke plads til mere. Jeg var nærmest i chok, og den følelse af ikke at kunne huske, endte med at følge mig i meget lang tid efter.

Da jeg endelig var igennem mine behandlinger efter 1 ½ år tog det mig rigtig lang tid at få bearbejdet det og få en fornemmelse af, at jeg kendte mig selv og min krop igen.

Har du lyst til at kommentere på indlægget er du mere end velkommen til dette.

Lammet af frygt…

At være lammet af frygt… Jeg tror ikke rigtig man forstår den vending, hvis ikke man selv har prøvet det.

Jeg har prøvet det en enkelt gang! Det er tilbage i 2010 lige før jul. Jeg havde fået den første kontrolscanning efter 3 mdr. jeg havde fået mine stamceller retur (transplanteret) og nu ventede jeg på svar… Jeg var så bange, for jeg vidste at hvis denne behandling ikke havde virket, så ville mine chancer for at blive rask være betydeligt forværret. Så efter 27 dage med kemobehandlinger og 15 dage med stråler og en enkelt allergisk reaktion på behandlingen fordelt på 1 ½ år sad jeg i stuen og ventede på lægen skulle ringe. Det var på en måde alt eller intet jeg skulle ha besked om. 3 timer gik hvor det eneste jeg kunne foretage mig var at se ud af vinduet. Jeg prøvede at ringe på afdelingen, men fik ikke fat i lægen. Jeg måtte gøre noget, så ikke særlig rationelt tog jeg toget ind til Silkeborg. Midt i alt juletravlheden, stod jeg der på gågaden da telefonen ringede.

Min læge fortalte mig at scanningen så fin ud og hun var meget positiv. Bagefter væltede korthuset. Jeg stod storhulkende og gemte mig lidt i en smøge midt i byen. Jeg skrev et par hurtige sms ér rundt til de nærmeste og fortalte om status. Der har været mange kontroller sidenhen. Frygten er blevet lidt mindre for hver gang. Nu er det 7 år siden og jeg har fået noget nyt at kæmpe med… men jeg har ikke kniven for struben denne gang og det handler ikke om overlevelse mere. Men om hvor langt jeg kan komme. Jeg skal blive ved med, at tro på, det bliver bedre, og Jeg ved, at tiden arbejder for mig.

Herunder ser du et billede af mig som min “gamle” chef tog ( portrætfotograf; Randi Kornerup Bang), da vi arbejdede på et fælles projekt om at vise kræftramte kvinder uden hår på hovedet. Det blev bl.a til en fotoudstiiling og en lille bog som samlede ind til kræftens bekæmpelse.