Turen til Florida,…sådan gik det!

Her kommer et fyldigt referat af min/vores tur til Florida, hvor jeg fik behandling på: 

Institute of Neurological Recovery, som er en privat lægeklinik.

Jeg har skrevet noter undervejs og efter hver behandling, som jeg vil dele med jer. Og det er endda blevet til en lille “iphone documentar film”. Jeg håber det vil give mening for dig der ser med.  


Nogen gange virker det lidt som tilfældigheder. Den måde vi opdager nye ting og muligheder for at komme videre. Men måske hvis du søger og leder efter specifikke ting hjælper universet dig med at finde det du skal bruge…Du skal bare turde sige det højt. Det er da rart at tænke sådan:) 

Hvordan fandt jeg klinikken?

Jeg så oprindelig et opslag på facebook i en gruppe jeg er med i for mennesker med en hjerneskade, om klinikken i Boca Raton, Florida. 60 Minutes Australien havde lavet et indslag om en kvinde der var derovre og få behandlingen. Hun reagerede meget positivt på behandlingen. Det gav håb for fremtiden… og jeg blev nødt til at undersøge muligheden for at komme afsted selv:

Vi tog afsted i marts og her kommer noterne jeg tog undervejs.

Se filmen over turen her

Status efter første behandling…

Min ansigtslammelse er næsten væk og det er blevet nemmere at drikke af et glas.Jeg kan løfte min fod lidt mere end før og det bliver derfor nemmere at gå. Jeg er blevet lidt hurtigere og det er nemmere at ændre retning. Jeg behøver ikke kigge ned på mine fødder;)Jeg kan nemmere gå ned ad en trappe, da det ikke gør ondt i min venstre ankel, når der kommer vægt over på den.Thomas siger min tale er blevet lidt tydligere og at jeg virker mere klar i hovedet.Min skulder er mindre “stram” i det og der er mindre spænding ( spasticitet ) i både arm og ben. Vi er lige kommet tilbage efter at have været på tur i 6 timer uden at være helt kørt ned;) Større udholdenhed. Bliver ikke så udtrættet. Jeg giver ikke op i en sætning, når jeg er ved at være træt. Mindre spasticitet når jeg strækker benet om natten.Hurtigere ude af sengen om morgenen og klar til at tage et skridt. Benet spænder ikke så meget op som før. Mindre lydfølsom. Synet er forbedret. Jeg er ofte blevet spurgt om jeg så dobbelt, men min hjerne har ligesom bare lukket ned i venstre side. Jeg blev lidt forvirret til at starte med, da mit øje pludselig så det, der var i rummet. Jeg er hurtigere til at spotte at jeg faktisk ser lidt dobbelt. Mit håb er at synet retter helt op i den kommende tid. Det vil gøre det hele lidt nemmere: at overskue nye store rum/ lokaler med mange mennesker ex. Indkøbscentre, lufthavne osv. Hvis jeg samtidig er mere sikker på benene, kan fremgangen tydelig mærkes.

Status 2 behandling… 

Umiddelbart tror jeg synet er blevet endnu bedre. Det er nemmere at overskue store rum hvor der sker meget.
Stramheden/spasticiteten i venstre skulder er kraftigt formindsket…hvis ikke helt væk.
Jeg kan løfte min venstre forfod op fra gulvet når jeg står op.
Hjeme igen:Det er nemmere at gå op og ned ad vores trappe. Benet føles ikke så tungt.
Jeg flytter mig hurtigere rundt i køkkenet. Vender mig om mellem skabe og køkkenbord.
Jeg har skåret ca. 2 minutter af min gåtur “blokken rundt” ( 1 km)

Var det pengene værd?

Helt sikkert. Hvor meget er du villig til at betale for, at få lidt af din tabte førlighed tilbage ? Jeg har jo næsten lært at leve uden disse sanser. Så er det ret fantastisk at gå lidt på opdagelse i kroppen. Og finde “nye” ting jeg pludselig kan igen. 

Jeg går ugentligt ved en dygtig fysioterapeut. Måske er der også et øget genoptrænings potentiale efter behandlingen. Jeg fik råd til det pga. min forsikring. jeg har været lidt heldig midt i alt det uheldige.

Ville jeg gøre det igen ?

Ja, uden tvivl. De forbedringer jeg har “fået” her er det jo ikke sikkert, at jeg ville have opnået på egen hånd… sandsynligvis ikke! Forbedringerne kommer til at påvirke min dagligdag i stor stil. Det giver et stort håb for fremtiden og mine muligheder.

Gjorde det ondt?

Overhovedet ikke. det gør mere ondt at blive vaccineret eller at få taget en blodprøve.

Hvad koster det?

Det koster 9.600 dollars pr. behandling

Kan du få behandlingen i Europa?

Det kan du ikke endnu. Lægen derovre arbejder på det og forventer, at kunne tilbyde behandling i Europa om ca 4-5 år.

Så er der alle billederne:

Den lille nål i midtjylland markerer mig:) De havde et kæmpe verdenskort med nåle til at markere alle de patienter de har behandlet. Jo større nål.. jo flere patienter.
Tur til Miami og Wynwood Walls
Tur til Miami og Wynwood Walls
Miami Beach
Poolen på stedet blev nydt:)

At leve som hver dag er den sidste…

Lever du som du gerne vil?

Hvis du blev sat stolen for døren og fik at vide at du ville dø indenfor et år. Hvad ville du så fortryde at du gjorde/ikke gjorde/ glemte at prioritere etc.?

Fordelen ved at have været alvorligt syg ( hvis man kan tale om fordele ) er at dine prioriteter bliver ekstremt tydelige for dig. Når du får at vide, at det ikke er sikkert, at du skal være her ret meget længere. Først er der det helt åbenlyse. At du ikke har lyst til at forlade dine små børn. Forlade din mand eller kone. Om du er bange for at dø. Dernæst kommer der måske snigende disse små ønsker om, at du ville ønske du havde prioriteret noget anderledes i dit liv. Som at dyrke mere motion, at du havde hjulpet mennesker i nød, levet sundere eller bare brugt mere tid og energi på noget du er god til og holder af.

Noget af det der kom snigende da jeg fik kræft var ærgelse over at jeg ikke havde prioriteret at være kreativ.

Jeg kender mine prioriteter. Kender du dine?

Jeg prioriterer højt at være kreativ. Det var noget af det jeg fortrød, da jeg sad i sofaen med en kræftdiagnose og et spædbarn i skødet. Frygten for at skulle forlade min familie før tid, var til at tage og føle på. Men det der kom snigende var en ærgelse over ikke at have prioriteret at være kreativ. Det resulterede i et projekt med en lille bog og en fotoudstilling med kvinder der tabte håret pga kemoterapi. Jeg allierede mig med min tidligere chef der er portrætfotograf og fik hende til at fotografere kvinderne.
Deres tanker, følelser og frygt omkring sygdom og identitet er beskrevet ganske kort og meget ærligt i bogen. Billedet af mig er fra bogen.

Det projekt satte gang i lyst og mod til at kaste mig ud i nye ideer og opgaver.
Jeg vil ikke længere holde igen med hvem jeg er inderst inde. Derfor skriver jeg meget ærligt på denne blog fordi jeg faktisk mener, at jeg har noget at byde ind med i vores ellers hurtigt lidt overfladiske livsstil.

Mit bedste råd til dig i dag er: sørg nu for at leve dit liv som du vil. Hvis du har svært ved at mærke hvad det er, så vil jeg anbefale dig at begynde at meditere. Mærk at du trækker vejret. Rolige åndedræt helt ned i bunden af maven. Det giver en vidunderlig ro og klarhed og gør det nemmere at mærke hvad der er reelle ønsker og hvad der er andres eller dine forventninger til dig og hvordan og hvad “man bør” gøre i dette liv… men det er der ingen der kan fortælle dig andet end dig selv❤️

Og husk så, at smile til livet😄

PS. Jeg arbejder på et indslag over min/vores Florida tur;)….det kommer snart !

Kh Christina


ps. kommenter gerne på indlægget intet er for stort intet for småt:)

Forfatterdrømmen lever

Det visuelle

Jeg har brugt en del år af mit arbejsliv på at kommunikere rent grafisk til børn. Først som grafisk designer ved name it, som er et børnetøjsmærke, der en del af BESTSELLER. Efterfølgende som grafisk designer og illustrator ved LEGO i Billund på deres interne reklamebureau. Jeg har altid været draget af at kommunikere visuelt ( tegne, fotografere, male, layoute osv) Jeg har egentlig troet, at det var nok!?

Nogen gange skal der en omvæltning til i ens liv for, at man begynder at undersøge andre måder at styrke sit potentiale og ressourcer på. Jeg skal åbenbart have et vist afløb for de kreative ideer. Ellers bobler det over:) Jeg maler ikke så meget længere eller fotograferer. Så noget måtte jeg jo gøre…

Ord der inspirerer

Jeg har vidst, at ord inspirerede mig mere end visuelle ting. Min inspiration, hvis jeg skal udforme noget visuelt, kan altså sagtens ligge i det skrevne ord. Jeg ser billeder/projekter for mit indre øje, før jeg er startet. Udelukkende ved hjælp af ord. Det føles jo nærmest magisk:)

Børns fantastiske fantasi

Jeg spurgte min yngste søn en dag, om jeg ikke skulle tegne en plakat til værelset. “Jo”, sagde han. Så skulle det være en helt bestemt karakter som han lige nævnte ud af det blå:).

Da han ytrede denne sætning, så jeg hvordan karakteren så ud, hvor den boede osv.

Jeg fulgte inspirationen og begyndte at brasinstorme på ideen.

Det var Mikkel ( min yngste søn), der gav mig ideen til karakteren i den bog jeg er ved at skrive.

Jeg er igang med, at skrive min første børnebog:) Det er både meget spændende og en smule angstprovokerende. Hvad nu hvis i allesammen synes den bliver mega dårlig? :0)

Jeg genkender mange af de steps man er igennem i den kreative proces, men der er også ting, der er helt nye:)

Du har mulighed for, at følge min helt nye hjemmeside og evt hoppe ind på min nye facebookside. Så kan du følge med i min skriveproces og være med som en af de første når der på et tidspunkt ligger en bog klar frisk fra tryk. Jeg regner med, at det bliver muligt også, at bestille/købe plakat til værelset samt et bogmærke.

Fremadrettet har jeg også planer om både e bog og lydbog.., men nu skal jeg lige være færdig med at skrive først.

Tak fordi du læste med:)

Min nye forfatterhjemmeside

Tilbageblik på 2017, Godt nytår 2018

Så er et nyt år begyndt. Mange af os reflekterer over året, der er gået og hvad vi gerne vil ændre lidt på… nytårsforsætter! Det kommer vel helt naturligt, at vi har lyst til at reflektere over tilværelsen, når vi starter på noget nyt! Et nyt år.

Men det er nu også værd, at huske alle de små milepæle, der helt sikkert også har været i det forgangne år. Milepæle i livet, er der mange af, hvis vi vel at mærke tillader os selv, at have dem og husker at fejre dem. 

Der er så meget jeg ikke kan, men 

2017 vil blive husket Bl.a for året hvor: 

  • jeg lærte at gå uden stok

Sikke en frihedsfølelse! At kunne færdes ude uden nogen form for hjælpemiddel, det gør det hele, så meget lettere. Det har været en stor milepæl sidste år. Jeg øver mig stadig i at gå. Jeg går en lille tur på 1- 1,5 km hver dag. YAY!!

  • Rasmus begyndte konfirmationsforberedelse 

Man skal bare kigge på sine børn, for at se, at tiden er gået. Rasmus skal konfirmeres i år. Synes det er vildt, at han er så stor. Det gælder vist om, at suge alt til sig og huske, at være nærværende.

  • Jeg fik lov til at blive 40 år

Jeg synes jeg har fortjent hver eneste lille begyndende rynke i mit ansigt. Det er jo faktisk et privilegie, at få lov til at blive så gammel:) Jeg fejrede dagen med familie og venner.

Små glimt fra 2017. øverst blev jeg fanget i en regnbyge på en gåtur.
Nederts til venstre; et udsnit af årets Knæk cancer plakat.
Nederst til højre; min meget fine 3 hjulede cykel som jeg fik i 40 års fødselsdagsgave af min Svoger og svigerinde
  • Genoptræning på Neuroklinik i Åbyhøj 

Jeg deltog i et 6 ugers intensivt genoptræningsforløb på Neuroklinik. Jeg fik min mor og svigerforældre til at kære mig på skift, ellers havde det ikke kunnet lade sig gøre. Jeg ville simpelthen blive for træt. Det forløb, var med til, at jeg kunne smide stokken og færdes sikkert udendørs. 

  • Jeg planlagde en rejse til Florida ( behandling ) til foråret 2018

Man kan sige meget om facebook, men uden det, ville jeg ikke have fundet klinikken i Florida. Den tilbyder medicinsk behandling efter følger af hjerneblødning og blodpropper i hovedet.  

  • Sommerferien i Kroatien 

Det var dejligt at finde ud af, at vi stadig kunne foretage os lidt af de samme ting som før som familie. Det kræver bare en lidt anderledes tilgang til tingene. Et andet hensyn til mig, omgivelserne og rejsen. Så kan vi faktisk stadig gøre rigtig meget sammen. Jeg tager også med familien på skiferie igen i starten af dette år. Jeg har jo selv elsket at stå på ski. Nydt vinden, solen og de frosthårde pister og ikke mindst sammenholdet og hyggen i hytten. Jeg skal ikke stå på ski;0) Jeg fylder tasken og telefonen op med bøger og lidt tegnegrej. Så skal jeg nok få tiden til, at gå! Jeg bliver også glad, når jeg kan se at mine drenge kommer glade ind efter en dag på ski. Jeg har sagt til Thomas, at han skal huske at minde mig om når vi står deroppe, at jeg ikke skal på ski!… Hovedet vil nogen gange mere end kroppen kan. 

  • Jeg og Karina kunne gå med ud til midnat nytårsaften og se på, at drengene fyrede krudtet af. De andre år har vi stået med de små i nattøjet og kigget ud af vinduerne. Nu er de mindste store nok til, at gå med ud selv.

Endnu en ting der gjorde mig opmærksom på, at tiden er gået. vi har ikke længere små børn. De er ved at blive store:)

Der har været masser af delmål og små sejre. selvom jeg stadig er langt fra, hvor jeg var, har vi tilladt os selv at fejre de små succeser!

Og hvad er det endelige mål egentlig? Det er ikke til at vide, for vi er vel altid på vej et sted hen. Nogen gange når en dør lukkes, åbner der sig en ny. 

 Vi har ønsker og drømme, som vi arbejder hen imod. Med nogen ting ville man ønske, at man bare kunne knipse med fingrene og så var det fikset! Men sådan fungerer tingene desværre ikke. Det tager tid og vedholdenhed at nå sine mål.

Sejren føles så også meget bedre, når man ikke har fået noget foræret men har måttet knokle for hvert eneste lille fremskridt/ ændring eller forbedring. 

Jeg har stadig ikke opgivet at:

  • arbejde

Det holder lidt hårdt, det der med at arbejde. Jeg døjer med hovedpine. Jeg ender nok et godt sted på et tidspunkt. 

  • køre bil

Et langsigtet mål er, at kunne køre bil igen. Man får aotomatisk frakendt sit kørekort efter en hjerneblødning. Jeg håber på, at kunne få det igen omkring sommerferien. Energien og overskuddet skal lige være der. Jeg kan ikke gøre det hele samtidigt, selvom jeg gerne ville.

  • Løbe 

Jeg håber på, at kunne løbe lidt igen på et tidspunkt, men jeg er MEGET langt fra det mål lige pt.

  • Bruge venstre arm 

Jeg laver øvelser for min arm hver dag. På en måde bliver det aldrig rigtig nok og der sker forfærdeligt lidt med den arm. Den skal dog stadig have lidt opmærksomhed…. for jeg har en fornemmelse af, at det godt kan blive bedre,

Jeg har ingen rigtige nytårsforsætter. Jeg bliver som en 3 årig, hvis der er for mange forbud. Det skal helst være lystbetonet- og deraf kommer viljen og det vedholdende. Lysten til at skabe en forandring i mit og drengenes liv. 

Jeg vil have fornyet fokus og energi på at:

  •  træne ( genoptræne)

En gang imellem, har jeg brug for en lille pause i træningen. Det kan hurtigt blive det eneste min hverdag handler om. I December holdt jeg stort set frI. Nu er det tid til, at tage fat igen. 

Til marts er det 2 år siden ulykken og træning/genoptræning har fyldt en KÆMPE del. 

  • tabe mig lidt 

det kræver altså lidt fokus ikke at spise for meget, når det er svært at bevæge sig. Førhen har jeg nok tænkt, at jeg stort set kunne spise, hvad jeg havde lyst til og så bare løbe det af bagefter.;) Den holdning hævner sig nu;) 

Du får lige et par (måske) gode råd med på vejen af mig. Dem kan du tage dig med ind i det nye år og fremadrettet:

  • Vær nysgerrig, følg dine lyster og nysgerrighed, uden nødvendigvis, at vide hvad du skal bruge det til. De mest interessante og spændende ting sker, når vi ikke venter det.
  • kom ud af din komfortzone… Få nyt perspektiv på livet. Lad dig følge med og lyt til dit hjerte. 
  • Lad dig begejstre. Det er godt for sjælen og livslysten.

GODT NYTÅR 2018!

Håbet er stærkere end du måske tror

Håbet er en meget stærk drivkraft!

Fratager du et menneske håbet for at overleve, bedre tider, bedre helbred, mere mad, sikkerhed og tryghed. Så fratager du også viljen til at prøve at ændre noget. Hvis tingene er håbløse, er det meget nemt at komme til, at give op. Håbet er også det, der får mennesker til at krydse et farligt hav i en lidt for lille og usikker båd. De vil hellere drukne end have et liv uden håb for en bedre fremtid.

Jeg har brugt timer online, siddet og surfet rundt mellem forskellige sider, der handler om genoptræning efter en hjerneblødning.

( Helt tilfældigt, på facebook af alle steder fandt jeg klinikken i Florida der tilbyder medicinsk behandling efter hjerneblødninger. Jeg skal derover sidst i marts og have behandlingen. Det bliver spændende at se hvad det bringer med sig. Det var også helt tilfældigt, at jeg fandt Neuroklinik i Åbyhøj. Genoptræningen derude har gjort, at jeg i dag går rundt uden en stok.)

Jeg har selv sørget for de fremskridt jeg har gjort. Det er en god blanding af vilje, gå på mod, stædighed, nysgerrighed et positivt livssyn og ikke mindst min fantastiske mand Thomas. Uden ham var alt dette ikke muligt. Det har også kun været muligt, da jeg har haft en forsikring, der udbetalte lidt penge. Jeg har indtil videre selv brugt ca 100.000,- af mine egne penge på gennoptræning.

Hvad kan jeg selv gøre..

Er der nogle vitaminer der er gode at spise eller…kan jeg på en eller anden måde selv gøre noget for at få mere fremgang.

Jeg har selv oplevet på min egen krop, at det jo ikke er ligegyldigt hvad vi putter i vores mund og dermed krop. Efter min stamcelletransplantation i 2010 fik jeg en del lungebetændelser og meget voldsomme forkølelser. Det er først efter, at jeg er blevet veganer, at jeg ikke længere skal have antibiotika 3-4 gange om året. Hvis jeg skulle blive lidt forkølet, kan jeg selv komme over det nu… Men det tog riiigtig lang tid. og det var lige før, at jeg blev lidt opgivende, for jeg havde ikke lyst til at være syg og føle mig syg, når jeg havde overlevet en kræftsygdom. Jeg havde hostet og hostet i mere end end måned, så jeg havde små fibersprængninger mellem mine ribben. En gammel klassekammerat anbefalede mig at droppe mejeriprodukterne. Da jeg endelig stoppede helt med at drikke mælk, begyndte jeg at hoste hvidt sejt slim op af lungerne på mine små løbeture. Jeg har ikke haft en lungebetændelse siden.

Håbet holder os kørende når det ser helt umuligt ud.. for hvis bare der er et lille håb, for at tingene bliver bedre, anderledes. så tror jeg, at vi som mennesker altid vil forsøge, at få et bedre liv.

For virkelig at kunne mærke hvor stærk en drivkraft håbet er, er man nok nødt til at prøve, at have stået i en temmelig desperat situation.

Jeg har prøvet både at føle, at “det” var håbløst og have fornemmelsen af, at gå lidt i dvale og miste energien lidt og initiativet. Det kan man blive helt smådepressiv af.

Men jeg har også mærket den voldsomme energi jeg fik, da jeg pludselig kunne ane en lille bitte smule håb.

Jeg ønsker dig en glædelig jul og et håbefuldt godt nytår.

Jeg har altid syntes at visne blomster var smukke. De bevarer ofte deres duft og farve, bare i en lidt anden udgave end den friske. En buket får ofte lov at stå lidt for længe hjemme hos os:)

————————————————————————————–

Har du lyst til at kommentere på siden er du mere end velkommen til dette.

#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #hjerneblødning #genoptræning #Hammelneurocenter #smil  #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume #detgrønnevalg #gulerodsgnaverogukrudtsplukker #håbforfremtiden

Din identitet bliver presset under sygdom

Identiteten bliver presset til det yderste

Noget af det jeg har fundet ud af under mine forskellige sygdomsperioder i mit liv, er at din identitetsfølelse (dit eget selvbillede) bliver presset til det yderste. Simpelthen fordi, at alt ændrer sig for dig, meget hurtigt. Hurtigere end sjælen og psyken måske kan nå at følge med.

Der er forskel  

Selvfølgelig kan der være stor forskel på hvad du oplever og det er svært at sammenligne to vidt forskellige ting, men jeg prøver nu alligevel…

Da jeg fik kræft, sneg frygten sig ind under huden på mig. Den var lammende og det tog rigtig lang tid, at komme over det, da jeg endelig (og heldigvis) var rask. Dødsangsten og et survivalmode tog over. Jeg havde fået det, som jeg bedst kan beskrive som et chok. Jeg blev glemsom og hovedet kunne ikke rumme ret mange ting ad gangen.

Da jeg vågnede laangsomt op i en hospitalsseng efter min hjerneblødning og ingenting kunne huske om ulykken. Da var alt dramaet forbi og jeg stod med en krop der ingenting ville. Frygten var der ikke på samme måde som tidligere.

Der var ingen der ville love mig noget. Kommer jeg op at gå? ….måske! Så her var der måske nok lidt mere stædighed og vilje, til at ville komme videre med livet.

Jeg har hørt mere end en gang at en fysioterapeut sagde til mig, at de kunne mærke, at jeg var vant til at træne og det skulle jeg være glad for. 

Identiteten bliver ramt

Så langsomt går det op for dig, at du er ramt på dit eget selvbillede…identiteten.

Jeg kan ikke arbejde som før, gå ordentligt, løbe, hoppe, dyrke yoga, bruge min venstre arm, køre bil, se ordentligt længere (ikke som før)

Det er svært at støvsuge, vaske tøj, tømme opvasker, pynte juletræ, lave mad.

Kort sagt, er alt det, vi som moderne mennesker, lægger vægt på og sætter pris på, taget fra mig.

Jeg kan stadig nyde naturen, tegne, være kreativ, smile, grine, gå igen ( ikke som før), se, lytte, være taknemlig 🙂

Hvad er vigtigt for dig?

Jeg kan huske en dag et kort stykke tid efter, at jeg havde fået kræftdiagnosen og var startet i behandling. Jeg sad i sofaen og funderede over livet. Det var en følelse af, at jeg ikke havde prioriteret det, der var vigtigt for mig. Nemlig det at være kreativ. Det var det, jeg ville fortryde hvis jeg ikke overlevede… At jeg ikke havde prioriteret, at være kreativ.

Det er ikke fordi, det behøver at være de vilde store projekter, men bare det, at turde lade sig inspirere og følge med det, så godt jeg kan. Det er vigtigt for mig.

Sørøver Sally

Noget af det indlysende ved ens identitet og en eget selvbillede er dit udseende. Vi er så vant til at kunne styre i store træk, hvordan vi ser ud og andre menneskers opfattelse af os.

Jeg husker det som en meget voldsom oplevelse at miste håret under min kræftbehandling. Der bliver det også for alvor tydeligt for din omverden at du er syg af en dødelig sygdom. Da jeg lige blev udskrevet fra Hammel Neurocenter og i den første tid efter, fik jeg nogle sjove skæve blikke med på vejen, fra mindre børn. Når du ser på billedet af mig, som Thomas tog den dag, han hentede mig, kan jeg jo egentlig godt forstå det. Med en stok og en klap for øjet. Samt ikke helt en krog i den ene hånd, men en mærkelig form for bandage. Jeg har jo lignet en sørøver. Jeg gjorde mit bedste for at smile venligt og jeg tror da ikke, at jeg ligefrem har skræmt nogen.

Jeg har ikke spekuleret så meget over mit udseeende i denne her omgang. Måske har mit første forløb med kræftsygdom alligevel rustet mig til at håndtere store omvæltninger og kriser der vælter ned om ørerne.

Jeg må have lignet sørøver Sally hos mindre børn når de så mig.
Jeg fik ihvertfald nogle skæve smil med på vejen i starten.  

Knæk Cancer 2017

I år er det fjerde år i træk, at jeg laver en plakat til knæk cancer ugen på TV2.

De første 3 år har plakaten samlet 10.000 hvert år.


Inspirationen til årets plakat kom fra en skulptur jeg kom i tanke om, at jeg så og funderede over, da jeg var indlagt på hæmatologisk afdeling til min stamcelletransplantation tilbage i 2010.

Jeg gik en lille tur rundt om hospitalet hver dag de første 14 dage, så gjorde bivirkningerne til behandlingen at jeg ikke kunne gå så langt mere den sidste tid jeg var der.


Men der på min tur rundt om “blokken” stødte jeg på en skulptur der forestillede en kæmpe stor Bellis som de hvide blomster du finder i græsplænen om sommeren. Som en lille myre måtte du ligge hovedet tilbage og kigge op på blomsten i græsplænen.


Det gav så meget mening med den blomst/ skulptur lige der. For når du står på kanten af afgrunden, bliver alt sat i perspektiv og de helt store spørgsmål i livet trænger sig på; liv og død, stort og småt, vigtigt og bagateller. Man føler sig så lille i det kæmpe store univers.


Dette års plakat tager udgangspunkt i de tanker med at være lillebitte i det store univers. At se tingene i et andet perspektiv. Huske at sætte pris på de helt små ting. Livet går videre selv når vi ikke er her længere. Og vi er nok kun som små myrer i det store perspektiv.

Plakaten koster 100,- beløbet går ubeskåret til kræftens bekæmpelse og knæk cancer og der er “kun” trykt 100 i alt.
Hjælp mig med at samle ind til
#knækcancer og #kræftensbekæmpelse ved at købe #christinasknækcancerplakat
Send mig en besked hvis du vil bestille en plakat som skal sendes til dig (så er prisen 130,- mobile pay mig med info om adresse der skal sendes til)
(Mobile pay nr: 51185098 , Christina Didriksen)

ellers kan plakaten købes på min hjemmeadresse resten af ugen fra onsdag t.o.m. Fredag kl.18.00

PS. Jeg signerer gerne, bare lige giv mig et prej om det først:)


#christinasknækcancerplakat #knækcancer #kræftensbekæmpelse #smiltillivet #hodgkinslymfom #stamcelletransplantation #stamcelletransplanteret2010

Dette års plakat

Hvorfor er det sværere at tilgive sig selv end andre? 

For nogle år siden 8 ca. blev jeg konfronteret med en del af min historie, som på mange punkter gjorde ondt. Ondt helt ind i sjælen. Min far, som jeg ikke havde set i nogle år og som jeg stort set ikke har haft et forhold til i mit voksne liv og meget lidt i min barndom, prøvede på ( halvhjertet ifølge lægen ),at slå sig selv ihjel. Han havde sørget for at min bror og jeg fik besked ved at sende et brev med en taxa.

Når vreden svider i øjnene 

Min første reaktion var selvfølgelig at blive utrolig ked af det. Magtesløshed og frustration skyllede ind over mig. 

Hvor længe kunne den gamle mand blive ved med, at ramme mig og stikke kniven længere og længere ind? Ja han virkede da fredfyldt nok: alkoholisk siddende i sin elektriske kørestol i en røgsky af cigaretos, men han var også utrolig manipulerende. Nu skulle kniven åbenbart også drejes rundt et par gange i det åbne sår! 

Sorgen blev afløst af vrede og selvom jeg gerne ville og havde troet jeg kunne, så kunne jeg ikke… tilgive ham! 

Det ramte mig ret hårdt. Jeg ville gerne være et “større” og bedre menneske, end at gå rundt og bære nag. Jeg måtte acceptere, at jeg ikke var klar til at tilgive. Det tog tid. Jeg prøvede faktisk at opsøge min far efter lidt tid. 

Da jeg trådte ind i hans stue. Kunne jeg ikke være der, men var nødt til at gå igen. 

Vi udvekslede kun ganske få ord. Næste gang jeg så ham var nogle år senere og han kunne ikke længere genkende mig. Alkoholdemensen havde godt fat i ham.

Tilgivelsen kommer, når vi er klar!

Tilgivelse er en stor ting at kunne. Der hvor det bliver rigtig svært er, når der er uafklarede og svære følelser i klemme. Når vreden svider i øjnene og sorgen har fat i dit hjerte. 

Jeg endte med at tilgive min far. Det blev en lang og bumlet vej dertil. Jeg er glad for i dag at jeg nåede det inden hans død. Jo dårligere han blev jo mere menneskelig blev han også for mig og jeg fik lov til at se et par glimt af ham, der føltes mere ægte end det havde gjort i store dele af mit liv. 

Jeg tilgav også mig selv for at være menneskelig, uperfekt. Og ikke at kunne leve op til mine egne forventninger.

Det er svært når vi pludselig ikke kan leve op til vores egne forventninger om hvordan vi gerne vil være som mennesker. Vi må prøve at give slip på alle de fordømmende tanker om os selv. Acceptere at vi laver fejl og er uperfekte. Sende lidt godhed din vej i tankerne. Være i nuet som det så fint hedder. Giv slip på ,hvad du tror, der er det rigtige svar:)

Knuden af sorg i maven er væk og afløst af håb for fremtiden. ❤

Den grønne vej…

Jeg lever i dag som veganer. Det har været en beslutning jeg var lang tid om at nå frem til … og meget svært.

For når man altid har været kødspiser og mælkedrikker er det noget af en omvæltning af ens vaner og tankegang der skal ændres.

Og hvorfor så det? Tænker du nok?

Svaret er både enkelt og kompliceret og kræver en lille forklaring;

Efter jeg fik en stamcelletransplantation i 2010 og mine lunger havde reageret allergisk på noget af kemoterapien var mit helbred ikke særlig godt. Jeg fik en del infektioner raget til mig og de havde en tendens til at udvikle sig til lungebetændelser.

Mit immunforsvar var dårligt og svækket( jeg startede i det samme vaccinationsprogran som små børn gør) fordi det hele ligesom starter forfra efter en højdosis kemoterapi som den jeg fik.

Hvis du nogensinde har prøvet at have lungebetændelse ved du, at det tager rigtig lang tid at komme ovenpå efter sådan en omgang. Du bliver svækket og rigtig syg. Og energien ligger på et lille sted.

Jeg havde på et tidspunkt hostet i en måned med store mængder slim der indimellem endte i mine luftveje. Det gjorde at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Jeg havde små fibersprængninger mellem flere af mine ribben af at hoste. Jeg var så træt, og træt af , at når jeg nu var rask efter min kræftdiagnose.., så var jeg ikke rigtig rask alligevel. Det er ret deprimerende at have været alle de pinsler igennem og så ikke rigtig kunne udnytte det som man gerne vil alligevel.

Simpelthen fordi hver enkelt infektion tærrede på et overskud der slet ikke var der til at begynde med. Det var også på dette tidspunkt at jeg forsøgte mig med de første små lunteture. Det gik meget langsomt.

Jeg facebookede med en “gammel” veninde der hedder Pernille. jeg vidste hun levede vegansk og jeg var nysgerrig på hvad hun tænkte og mente om hendes valg og hvorfor hun gjorde som hun gjorde. Så jeg var åben for nye måder at gøre tingene på… vel en lille smule desperat for at prøve noget der måske kunne hjælpe mig!

Hun anbefalede mig at leve som veganer. “Spis let fordøjeligt og styrk dit immunforsvar”. Sagde hun. Mælken og  mejeriprodukterne var nærmest dårlige for mig at indtage. Hun sagde til mig at mejeriprodukterne ville øge min krops slimoproduktion og dermed øge sandsynligheden for infektioner. Hun var meget overbevisende og jeg havde jo selv opsøgt informationen så kunne jeg jo vælge at gøre med det hvad jeg ville.

Det rumsterede i mit hoved; “ droppe mælk, ost , frikadeller og grillpølser om sommeren. “ kan jeg det”? Jeg købte Lene Hansson kogebog Go green for at få lidt inspiration og vide lidt mere  om hendes kostpolitik om at blande stivelse og protein. Jeg begyndte i det små med at eksperimentere med opskrifter.

Det var om sommeren i en ferie da jeg startede så småt og begyndte at skære ned på animalske produkter og opgraderede på grøntsager. Det skete gradvist og langsomt.

Grøntsagssmoothier er en nem måde at få et skud vitaminer lige ud i kroppen, og så mætter det rigtig godt:). Her har jeg lige været en tur i haven og plukke skvalderkål som bliver blendet med en håndfuld mandler lidt ingefær, 2 tørrede dadler og lidt peanutbutter (ca 2 teskefuld)

Jeg mærkede for alvor til fordelene da jeg helt sluttede med at drikke mælk. Jeg begyndte at hoste Hvidt trådet slim op på mine små løbeture. Jeg fik ikke længere ondt i maven efter at have spist, var ikke oppustet og vægten gik også lidt nedad.  Jeg endte med et vægttab på ca 6 kg og jeg har ikke været på penicillin siden jeg lagde kosten om. Så det er jo faktisk helt fantastisk!

Der gik også noget tid før jeg var klar til at sige det “højt”. Hvis det nu bare var en dille ville jeg ikke belemre andre og være besværlig, når jeg skulle ud at spise  ved venner eller familie.

Nu har jeg efterhånden levet vegansk i et par år. Vi har mange kødfri dage hjemme ved os og vores drenge tænker slet ikke over det længere.( at der ikke er kød på bordet)

At leve som veganer er uden tvivl noget af det bedste jeg har gjort for mit helbred.

En sjælden gang imellem spiser jeg lidt fisk eller æg og stort set aldrig mejeri produkter. Så længe jeg holder det på et minimum så mærker jeg ingen forskel helbredsmæssigt.

Jeg savner hverken gris eller ko og jeg har fået taget blodprøver for nyligt der viser, at jeg ingen vitaminer mangler… det så fint ud, endda også nogle af de prøver, som jeg har fået at vide ikke bliver helt normale efter så hård en omgang kemoterapi.

Mine valg kan ikke undgå at smitte af på familien men der er ingen forbud herhjemme. Hvis de sukker efter frikadeller får de frikadeller. Men fokus er mere at” vi skal lave noget med grønkål til aftensmad i aften. – hvad skal vi lave “ istedet for at fokusere på hvad kød man skal have og hvad man skal spise til!

Har du lyst til at kommentere på indlægget er du mere end velkommen til dette.

#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #alkoholiker #alkoholdemens #hjerneblødning #genoptræning #Montebello #Hammelneurocenter #marathonløb #smil #yoga #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume #livetsomveganer #detgrønneliv #vitaminerogmineraler #gulerodsgnaverogukrudtsplukker

 

Smilet som forsvar

Smil!! Vi lærer det tidligt, at smile. Det hele er lidt nemmere hvis bare du smiler! Sådan har jeg haft det. Og jeg er da også grundlæggende et meget smilende og positivt væsen. Sådan har det altid været.. Jeg er blevet konfronteret et par gange med mit smilende ydre. Da jeg var yngre og hvis jeg var med offentlig transportmiddel. Ville dem der var mere socialt udsatte (eks alkoholiker) altid sætte sig ved siden af mig (sikkert fordi jeg var et venligt ansigt i mængden og helt ufarlig.

Jeg syntes ikke det var specielt sjov og jeg vidste ikke på det tidspunkt at det nok hang sådan sammen. Jeg lærte da jeg blev lidt ældre at kontrollere mit smil lidt mere, så jeg ikke bare storsmilede til hvem som helst.

Trods mine erfaringer som ung teenager befandt jeg mig alligevel i en situation for nogen år siden hvor jeg blev konfronteret med mit smil, som faktisk overhovedet ikke var sjovt eller til at smile af.

Jeg var midt i slutningen af min behandling for lymfekræft og havde fået mine stamceller retur og lå nu i isolation. Det hele var noget hårdere mentalt end jeg faktisk havde regnet med. At være afskåret fra dem jeg holdt af- min familie var bare benhårdt. Samtidig havde frygten og usikkerheden godt tag i mig. Afkræftet og udmarvet lå jeg i min seng med kvalme og ingen appetit og med diarre på 3 uge hvor jeg flere gange var faldet i søvn på toilettet om natten da jeg brugte så mange timer derude. Nu lå jeg og ventede på endnu en stuegang. Ind kom en læge som jeg havde mødt nogle gange i det forløbne 1 ½ år og jeg tænkte jo som jeg plejer ”at alle fortjener, at blive mødt med et smil” Den ældre læge studsede så meget over mit smil at han kommenterede noget i retning af og med lettere vantro i stemmen” og så sidder du der og smiler ” SLAM Det ramte mig lige i ansigtet og smilet stivnede omgående og resten af tiden hvor jeg var indlagt. Hvad fanden smilte jeg egentlig af? Der var absolut ingenting at smile af! Da han var gået, begyndte jeg at græde. Nu kunne jeg snart ikke være der længere. Tårer der pressede på bag øjnene. Jeg var presset og nu havde jeg pludselig indset ,at smilet var et forsvar for at prøve, at sige til mig selv ”at alt var ok” da jeg ikke havde smilet længere, kunne jeg jo næsten kun græde. Det var i hvert fald min reaktion på det hele.

I dag lader jeg mit humør bestemme om jeg smiler eller ej. Så det er nok mere ægte. Det er også en beslutning jeg har taget om mig selv og mit liv. Jeg vil møde min omverden med oprejst pande. Hvis alternativet i en krise er at sætte sig ned at græde så vælger jeg helt sikkert smilet, Så føler jeg i det mindste, at jeg kæmper og ikke giver op. For hvis jeg først giver op, hvad skal jeg så gøre, når det bliver rigtig slemt?

Rasmus og jeg til et 5 km motionsløb

#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #alkoholiker #alkoholdemens #hjerneblødning #genoptræning #Montebello #Hammelneurocenter #marathonløb #smil #yoga #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume