“Taknemlighed er et popord”

“Taknemmelighed er et popord”. “Nu skal vi alle åbenbart være så taknemlige”, sagde han.

Det var en tidligere kollega, der udtalte disse ord henvendt til en anden. Ordene hang i luften og jeg fornemmede hans irritation. Jeg sagde ikke noget. Jeg var forundret over indstillingen til hans liv. Jeg fik fornemmelsen af, at han nærmest følte sig lidt snydt for livets goder… lidt forbigået. Måske følte han faktisk ikke, at der var noget at være taknemlig over.

Man skal selvfølgelig passe på med hvad man tænker om andre, men jeg kan alligevel ikke, her år efter at denne kollega udtalte disse ord, lade være med at tænke på, at han aldrig har stået i en alvorlig livskrise. 1 af dem hvor du føler, at du kigger ned i afgrunden. Hvor du ser det dybeste sorte hul, og hvor du på en eller anden måde finder styrken til at undgå at falde ned i det.

Man siger, at vi skal opleve mørket, for at værdsætte lyset.

Hvis du først har været i mørket, og er kommet ud i lyset, så er det faktisk ret nemt at finde noget at være taknemlig over. Det er nemlig kontrasten til alt mørket. Alt det, der ikke længere er en selvfølge.

Det ku f.eks. være og er for mig:

  • Mine børn og mand og at de er sunde og raske!
  • Sammenholdet i vores familie
  • Thomas, som jeg har kendt siden 1993
  • Familien (alle incl.)
  • Livet
  • Naturen
  • Kærligheden i mit liv
  • Mariehøns der kravler på en mælkebøtte
  • Skyerne på himlen
  • osv. osv.

Jeg suger det hele til mig, og jeg prøver på at være opmærksom og vågen i alle livets detaljer nu hvor jeg er i lyset. Det er jeg taknemlig over.

Hvad er du taknemlig over?

Skærmbillede 2019-12-06 kl. 10.59.55
Livet i lille udgave. 

Du ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår fyldt med nærvær, kærlighed, medfølelse og taknemlighed.

Kan man massere med 1 arm?

Massagekursus – med kun 1 arm… hvorfor dog det?

For et par uger siden var jeg på massagekursus på Nordlys kursuscenter i Silkeborg. 

Du tænker måske: 

– Hvorfor i alverden er du det, når du kun kan bruge den ene arm? 

  • Kan du overhovedet massere?
  • Er det ikke spild af tid, energi og penge? 

Det var ikke noget, jeg havde planlagt længe. Det kom til mig lidt tilfældigt. 

Nogen gange skal vi følge med udviklingen og gøre det, der føles rigtigt. Det føltes rigtigt at tage dette massagekursus. 

Jeg var spændt på kurset. For klart nok, jeg er udfordret, når jeg kun kan bruge den ene arm. Det er jo et handikap. Ville jeg få noget ud af det? Ville jeg kunne lære at give en massage?

Grunden til at kurset blev aktuelt for mig

I sommers da jeg blev færdig som coach, snakkede jeg med min lærer, Phillip, på Nordlys. Der var et kursus, jeg godt kunne tænke mig at komme på til foråret. Han siger til mig:

– Så skal du have dette massagegrundkursus, for at kunne deltage.

Min umiddelbare reaktion var, at kigge lidt ned ad min højre arm samtidig med, at jeg lavede en anstrengt bevægelse og sagde:

  • Jamen Phillip, det kan jeg jo ikke.

Han kiggede bare op på mig og sagde helt stille og roligt:

  • Du kan jo hvad du vil.

Der var noget i hans stemme, som fik mig til at tænke, nå ja, det kan jeg måske også. Jeg tænkte over det henover sommeren. Jeg besluttede mig for at tage afsted. Tænkte at det blev svært, og at jeg måtte finde de kreative løsninger frem, for at kunne komme omkring hele kroppen i en massage. Jeg mailede lidt med Anne, som skulle undervise på holdet. Hun mente godt, jeg kunne lære at massere.

Kan jeg mon massere?

Det gik godt. Det var hårdt, da mit hoved virkelig var på arbejde. Nogle af bevægelserne føltes nærmest som om, at det var genoptræning for min krop. Der er helt sikkert nogle greb, som jeg ikke kan lave, men så kan jeg gøre noget andet. Jeg kan faktisk godt massere hele kroppen. Det på en måde, så jeg ikke bliver træt og bruger mig selv forkert, men så jeg faktisk får mere energi af det.

Fremtiden

Jeg skal ikke uddannes som massør og jeg skal ikke leve af det. 

Massagen giver mig dog en fantastisk følelse af, at jeg kan bruge mig selv til mange flere ting, end jeg troede var muligt. Det er også skønt, at kunne give det videre til familie og venner. Jeg kan se, hvordan de nyder det.

Jeg har fået en tidlig fødselsdagsgave, da jeg fandt en brugt og fin massagebriks. Det er vigtigt at stå rigtigt, så jeg passer på mig selv, når jeg masserer.

Jeg øver mig på dem, der har lyst til at få en blid og nærværende massage af mig.. og jeg har faktisk tilmeldt mig endnu et massagekursus til november.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for og lyst til en massage.

Vi kan så meget mere end vi tror:)

Knæk Cancer Plakat 2019

Dette års Knæk cancer plakat er et motiv af det kendte symbol yin og yang. Det er illustreret sådan, at felterne er fyldt ud med det de betyder og symboliserer.

YIN: Mørke, Stille, Kulde, Nat, Masse, Død, Måne, Ro. Der findes Ingen YIN uden en lille smule YANG.

YANG: Lys, Energi, Varme, Dag, Luftig, Liv, Sol, Vind. Der findes Ingen YANG uden en lille smule YIN.

Det er livets og universets cyklus. Det er balance.

Skærmbillede 2019-09-13 kl. 10.35.26

Plakaten er i A3 format og koster 100,-. Beløbet går ubeskåret til Knæk cancer.

Skriv til mig på krumsine@gmail.com hvis du vil have fingre i en plakat. (der er kun 100)

Betaling via mobile pay på 51 18 50 98.

100,- hvis du henter den på adressen, senest fredag i uge 43

150,- hvis jeg skal sende den til dig.

Jeg håber du har lyst til at støtte mit lille årlige plakatprojekt, som jeg har lavet siden 2014.

tidligere års plakater

 

Hærvejsmarchen – sådan gik det!

29 og 30 juni 2019 var der traditionen tro hærvejsmarch i Viborg.

Jeg havde som mål at gennemføre distancen på 2×20 km, altså gå 20 km lørdag og 20 km søndag.

Det var min debut som deltager og det er et mål, der har været længe undervejs. Faktisk har det været på skemaet i omkring et års tid.

Før jeg overhovedet kunne sætte det som et realistisk mål, var fuldt 2 år med benhård genoptræning efter en hjerneblødning, der var forårsaget af et styrt på ski i marts 2016.
Jeg måtte lære at gå igen. Jeg har i dag en halvsidig venstre lammelse, der gør, at jeg ikke kan bruge min venstre arm, og ikke har fuld førlighed i venstre ben.
Gangtræningen har langsomt gjort, at min fornemmelse af frihed er blevet øget i takt med, at jeg er blevet stærkere. I begyndelsen, når jeg skulle ud at gå, var ruten nøje målt op, og jeg skulle bare hjem og slappe af i de trætte ben efterfølgende. Efterhånden som distancerne er blevet længere, og jeg er blevet stærkere, er jeg blevet mere fri til at gå små omveje eller lige gå lidt ekstra, hvis jeg havde lyst og kræfter til det. Det har givet en dejlig frihedsfølelse af, at jeg kan komme rundt på egen hånd. Jeg kan faktisk holde til at være igang i flere timer.

Dag 1: lørdag d. 29 juni

Nu var dagen kommet til at prøve kræfter med distancen på 2 x 20 km til hærvejsmarchen i Viborg.

Det var køligt og lidt blæsende fra morgenstunden. Jeg overvejede en ekstra gang, om jeg skulle ha en varm trøje på. Jeg valgte at lade være, da vejrudsigten lovede varmt vejr hen på dagen. Det blev en god beslutning 🙂

Både lørdag og søndag gik jeg sammen med min svigermor Irene og hendes veninde Signe samt min lillebror Claus. Der var lidt udskiftning mellem et par stykker andre, som gik enten lørdag eller søndag. Men vi 4 gik sammen begge dage. Lørdag cyklede mine drenge, deres fætre og farfar Hærvejsløb på mountainbike fra Engesvang til Viborg. En distance på 60 km hvor yngste mand var 9 år og ældste 69 år. Vi ønskede hinanden god tur inden vi kørte mod paradepladsen i Viborg.

Det var virkelig god stemning ude på ruten. Vi delte en del af turen med dem, der gik karnevalsrute. Der var mange udklædte grupper af mennesker med høj musik og diverse kreative påfund i form af trækvogne til drikkevarer ude på ruten.
Der var festivalstemning både blandt deltagere, men også på rastepladserne var der jazzmusikere, der underholdt de vandrende. På et tidspunkt over middag deltes ruterne, så man gik de sidste 5 km selv. Lige så underholdende deltagerne på karnevalsruten var i starten, og hvor det var hyggeligt at gå sammen, lige så dejligt var det, at ruterne blev delt til sidst. For indrømmet folk blev mere og mere fulde. Det var dejligt at kunne høre fuglene synge og sit eget åndedræt igen, da vi blev delt op.
På en måde gik turen nemt og enkelt med alle de ting, der skete undervejs. Det var en utrolig smuk og naturskøn rute, der hele tiden vekslede. Vi gik forbavsende lidt på store veje, men mere små hyggelige veje omgivet af skov, marker, eng og sø.
Det var godt med selskab på turen. Kilometerne gik hurtigt. Selvom der var mange perioder, hvor vi ikke talte sammen, så var vi fælles om det. De få gange ruten blev lidt udfordrende for mig, holdt jeg ved Claus´s arm til støtte. Det var en god hjælp at have ved hånden.
Det var først på de sidste 2 km, at jeg begyndte at mærke trætheden melde sig, og det var dejligt at komme i mål.
Vi ventede i målområdet på, at drengene kom ind fra cykelløb. Der var god stemning, musik, solskin og glade mennesker. Vi fulgtes hjem, da alle var i mål. Det var godt at sove i sin egen seng om natten.

Dag 2: søndag d 30. juni

Jeg vågnede tidligt. Det var lidt svært at komme ud af sengen med de trætte ben. Det var godt at have god tid til at få gang i min trætte krop.
Hvor lørdag var præget af feststemning var søndag helt anderledes rolig. Det var meget varmt fra morgenstunden.
Kroppen skulle lige igang, men langsomt kom vi fremad. Der var længere til depoterne, og ruten var mere kuperet. Jeg brugte Claus som støtte flere gange, hvor det var lidt svært for mig at gå i terrænet. Da vi ramte middag bagte solen ned over os, og jeg/vi var ved at være trætte.
Det første depot vi nåede til, var allerede ved at lukke ned, og de havde ikke flere sodavand, der ikke var light. Det gider man ikke drikke, når man hungrer efter energi. Heldigvis havde de æblejuice. Helle, der gik med, havde håbet på en sandwich, men måtte nøjes med en rød pølse m. brød.
Kroppen begyndte virkelig at være træt og vi holdt mange små vandpauser, hvor vi til gengæld ikke sad stille så længe. Da vi nåede til det sidste depot, sagde mit gps ur, at vi havde gået 20 km , så vi håbede på, at vi snart var i mål. Der fandt vi ud af, at vi stadig manglede 5,2 km. Der sad vi længe og samlede energi og vilje til den sidste del af turen. Claus købte en energidrik til mig (det var ingen sukkerholdige sodavand tilbage) Den gav lige det boost, der mentalt skulle til for at klare den sidste del af turen. Jeg slæbte fødderne afsted de sidste km, og da jeg nåede mål stod Thomas og ventede. ❤
Vi var samlet alle deltagere om aftenen hjemme hos os, hvor vi grillede og fejrede, at vi havde klaret marchen.

Herunder følger alle billederne:

4D11AE98-4300-46F2-9A8A-E8E5B9462FDF
Det var en meget smuk og afvekslende rute begge dage. Skov, Eng, mark og sø.
18B0ACE7-B8EF-477A-ABD2-50EC769EA04E
Claus og mig. Irene og Signe.
3731E8AB-0D78-4FD3-A0DE-866EC4E7F701
Jeg trådte i blød varm asfalt lige foran et opstillet toilet. Det var til stor morskab for os alle, at jeg satte fodspor hen over vejen. Svigermor prøvede at fjerne asfalten fra min sko uden videre held. Det skete over halvvejs søndag. Mine sko var allerede ved at være slidte, men nu er de vidst endegyldigt døde, og jeg skal have et par nye. Det er vidst ikke frås.
C29F1AC3-5471-44F0-BDED-3C69FEEFEDC1
Fællesskab og hyggelige pauser i skyggen.
DC59C7BC-7F51-47A0-8467-7C90407CCD3C
“Farfars drenge” cyklede hærvejsløbet på mountainbike fra Engesvang til Viborg. 60 km hvor yngste er 9 år og ældste er 69 år.
IMG_2043
Lørdagsholde; Claus, Signe, Irene, Helene og mig.
IMG_2084
Søndagsholdet; Claus, Sidsel, Helle, Irene, Karina, Signe og mig.
IMG_2102
Jubbiiii vi er i mål: Helle, Signe, mig, Claus og Irene.
IMG_2112
Diplom og medalje :0) Det siger 40 km, men mit ur siger samlet distance på 48 km :0)

Ris og ros af hærvejsmarchen som arrangement, set fra en debutant:

Ros:
  • Godt planlagt
  • Velorganiseret start og mål område
  • Nemt at finde ud af med startkort/medaljer osv.
  • Naturskønne ruter
  • Glade mennesker
  • Hyggeligt med jazz musik ved rastepladserne lørdag
Ris:
  • Info om rastepladsernes åbningstider var godt gemt.
  • Vi kunne ikke finde vandposterne om lørdagen. Vi købte os til ekstra vand.
  • Træls at nå frem til halvtomme depoter. Især når det er meget varmt og man er træt.
  • Ruterne var noget længere, end vi troede 22 km lørdag og næsten 26 km søndag. Vi gik ikke forkert.
Det er så livsbekræftende at sætte sig et mål, som er lige på grænsen til, at jeg troede, at jeg kunne klare det. til nu hvor jeg er på den anden side af det.
Nu sidder jeg her og er glad og træt. Jeg har fået ny tillid til min fysik. Jeg er ikke så begrænset længere i at komme rundt på egen hånd. Jeg er meget taknemlig for, at det har kunnet lade sig gøre.
Det har været en fed weekend med masser af dejlige minder. Der er flere der har sagt til mig “ jeg går med til næste år”
😀
Nu må vi, om der bliver et næste år for mig. Jeg vil ikke love det.
Jeg vil bestemt heller ikke afvise det!

Årets lyseste dag midt i mørket

I dag for 3 år siden var jeg indlagt på Hammel Neurocenter. Grunden til, at jeg husker det så tydeligt er, at det er Sankt Hans aften… Årets lyseste dag!

Jeg husker, at jeg blev trillet afsted i min kørestol ned i fællesrummet sammen med alle de andre patienter. Det øsregnede, så det var praktisk umuligt at få gang i bålene, der var lavet i aftenens anledning.

Jeg havde ikke lyst til at være der længere. På det tidspunkt havde jeg været indlagt i næsten 3 måneder.

Jeg savnede Thomas og ungerne så det gjorde ondt i hjertet. Jeg var bare det helt forkerte sted. Jeg kunne næsten ikke klare at være væk hjemmefra længere. På en måde var jeg filterløs og tog følelsen helt ind i kroppen og hjertet.

Trods personalets ihærdige forsøg på at lave en hyggelig aften for os patienter, løb tårerne ukontrolleret ned ad mine kinder, da de begyndte at synge. Jeg kunne ikke stoppe mig selv. Især ved traditioner og højtider bliver det tydeligt, hvis noget ikke er som det plejer.

Det var årets lyseste dag midt i alt det, der føltes som mit livs mørke.

I år skal vi traditionen tro ned til bål ved Bøllingsø. Jeg er hjemme igen ved dem jeg elsker mest i denne verden.

Det er jeg så taknemlig for.

🙏🏻

Til alle dem der lige nu er indlagt eller på anden måde befinder sig i en livskrise, vil jeg ønske glædelig Sankt Hans – det skal nok blive godt igen ❤️

Nyt “Smil til livet” foredrag?

Siden sidste efterår har jeg været ude en del gange og holde foredrag for forskellige folk. Jeg har kaldt foredraget “Smil til livet” – også når det giver dig tæsk! Det har mest været baseret på mit liv, hvor jeg slutter af med at komme med nogle bud på hvordan”man”  og jeg kommer videre i livet efter en livskrise.

IMG-1186

“Jamen hvordan gør du det, hvordan kommer du igennem det?”

På en måde har jeg flyttet mig en hel del siden, jeg startede på at holde foredrag. Jeg har indset at mit fokus i foredraget bliver nødt til at ændre sig til, at handle endnu mere om hvordan vi håndterer kriser, og hvordan vi kommer igennem dem.
Det er jo ikke noget man bare lige gør! For at være ærlig anede jeg ikke hvordan man og jeg gjorde. Jeg havde ligesom ikke noget valg. Jeg stod jo der lige midt i krisen, der føltes som om, at hele mit liv blev væltet omkuld.  Men det gjorde mig nysgerrig. Hvad er det jeg gør, og ikke mindst kan jeg lære noget om mig selv ?
Jeg har taget arbejdshandskerne på og er bla. snart færdig med en coachuddannelse, som jeg har brugt lidt over et år på. Der er også blevet tygget nogle murstenstykke bøger igennem. Ord fra kloge mennesker, hvor der virkelig er en visdom at hente…. hvis man er åben for det!
Jeg startede primært på coachuddannelsen for at blive lidt klogere på mig selv. Det synes jeg faktisk, at jeg er blevet…. Klogere på hvad jeg prioriterer i mit liv, og hvordan jeg gerne vil leve. Så klog at jeg faktisk tør komme med nogle bud på, hvad vi alle kan gøre og lære for at komme godt igennem en krise.
IMG_1574
Noget af det der er sket i mit liv:
  • Fik lymfekræft som 31 årig. Stod med nyfødt søn på armen og startede i kemobehandling. Fik et tilbagefald ret hurigt efter. Afsluttede 1 1/2 års behandling med stamcelletransplantation september 2010. Har været kræftfri siden.
  • Vokset op med alkoholisk far, der forlod min bror, mor og mig for at leve et liv i druk. Han døde som 58 årig efter 20 år i en kørestol efter en hjerneblødning.
  • Jeg faldt på en skiferie i 2016 og slog mit hovede (havde hjelm på) fik en hjerneblødning. Lå i koma i 2 uger. Jeg har i dag en halvsidig lammelse.
  • imellem kræftsygdom og skiulykke har jeg løbet 1 marathon, 5 1/2 marathon. På trods af at mine lunger led lidt skade af alt den kemoterapi, som jeg måtte igennem.
  • Efter hjerneblødningen har jeg udgivet en børnebog og taget en coachuddannelse.
  • og jeg smiler stadig;)
Jeg tænker egentlig, at jeg har erfaret en del hvad angår livskriser, ulykker og sygdom. Derfor tillader jeg mig også at komme med nogle bud på, hvordan vi kommer godt igennem dem, så vi kan leve vores liv på bedste vis.
Det tager lidt tid at gennemarbejde og omstrukturere et foredrag. Hvis du tænker, at det måske kunne være noget for dig og dit firma / forening etc. så er jeg klar til efteråret med et nyt foredrag, der giver masser af tips og input til at komme godt igennem en større livskrise.
Du kommer altså ikke til at møde en person, der har ondt af sig selv, men en der smiler fra hjertet på trods af alt, der er sket:)
Du er mere end velkommen til at kontakte mig for at høre nærmere.
Venligst Christina

“Fighter” Åbningstale ved Stafet For Livet i Ikast

I dag har jeg holdt fightertale ved Stafet For Livet i Ikast, hvor det er første gang, det bliver afholdt. En “fighter” er en der selv har været eller stadig er ramt af kræft. Jeg havde lymfekræft i 2009 – 2010.

Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at holde fightertale ved åbningen af stafetten i forbindelse med, at jeg var ude ved Kræftens Bekæmpelse i februar og holde foredraget “smil til livet – også når det giver dig tæsk”
Det sagde jeg ja til :0)
022F9C90-3878-47D1-8DD3-B6CEB458EA25
Nedenunder kan du læse talen, som jeg holdt i dag:

Stafet for livet, Hjertet Ikast. Fightertale 4/5 kl. 11.00

Hej! Jeg har fået æren af at sige et par ord til jer i dag. Fra e´n fighter til alle jer… Fightere, pårørende, venner og bekendte.

Jeg vil starte med at sige et par ord om mig selv og MIN historie med kræft: Jeg hedder Christina. Jeg er 41 år og for 10 år siden fik jeg en kræftdiagnose.

I 2009 stod vi i det, der umiddelbart sku ha været en lykkelig tid for vores lille familie. jeg havde lige født vores yngste søn Mikkel, og alt skulle på papiret være så godt. Skæbnen ville, at da Mikkel var bare 2 mdr. gammel fik jeg diagnosen lymfekræft.

Jeg var meget syg og mærket af det. Kræften havde bl.a spredt sig til knoglerne i min skulder og mit bækken. Graviditeten havde været præget af smerter pga. sygdommen, og det havde på mange måder allerede været en hård periode for vores lille familie.

Håb og frygt for fremtiden kom til at gå hånd i hånd. Sygdom og hospitalsverden blev sammen med bleer og babymad en del af vores dagligdag i de næste 1 1/2 år frem. Indtil at jeg endelig kunne erklæres sygdomsfri, efter både et tilbagefald og en hård stamcelletransplantation. Jeg har heldigvis været kræftfri siden.

Den første tid efter sygdommen var det svært, helt at tro på, at jeg var rask. Bivirkningerne til behandlingen var massive. Det var på mange måder en helt ny krop og en ny virkelighed, vi skulle lære at navigere i. Jeg husker specielt frygten for endnu et tilbagefald ved kontrollerne på hospitalet. Det tager tid at finde sig selv igen, og rigtig tro på at det er overstået… At man er… RASK?

Vi er så mange, der bliver berørte af kræft hvert år. Hvis ikke det er os selv, er det en i vores omgangskreds. En vi har nær. Det er vi alle her et vidne på.

Livet bliver ikke det samme igen efter en kræftsygdom. Vi skal lære at leve med bivirkningerne til behandlingen og evt senfølger. Vi skal lære at leve uden dem, vi har mistet. Måske har vi ar på krop og sjæl. Vi skal lære at leve i en ny virkelighed. Selvom livet bliver noget andet, kan det godt blive godt igen. Det bliver godt igen.

Som fightere lærer vi at sætte pris på livet. At leve i nuet og ikke tage noget for givet. Kræftbehandlingen kan være voldsom, og vi skal ligge krop til kemoterapi, stråler eller operation og det i lang tid ikke at vide, om det går i den rigtige retning. Behandlingen foregår nogengange hurtigere end vi selv kan nå at følge med.

Kontrollen over vores eget liv er for en stund væk! Vi må spørge os selv, om kontrollen egentlig nogensinde rigtig har været der?

Det eneste vi kan vælge er med et smil på læben, at stå ud af sengen hver morgen, og prøve at få det bedste ud af det vi har. Mærke glæden over at være i live. Over livet.

Derfor føles det så godt at gøre noget aktivt sammen med andre. For på den måde at genvinde lidt af kontrollen, som ved at deltage i Stafet For Livet.

I stafetten bruger vi vores krop skånsomt ved at gå, og får på den måde vigtig og nærende motion. Det bidrager til kropslig glæde, og når vi går sammen med ligesindede – følelsen af ikke at være alene.

I dag kæmper vi symbolsk side om side. Vi går sammen og mærker et fællesskab med andre. Lys, håb og sammenhold som Stafet For Livet er. Giver energi, håb, glæde og modstandskraft til den videre kamp for livet. Vi står samlet side om side. Vi går side om side for på den måde at vise, at håbet lever for et liv uden kræft.

FOR I dag fejrer vi livet. I dag finder vi støtte hos hinanden i fællesskabet om det samme mål. Vi støtter hinanden i kampen om … Et liv uden kræft! I dag er vi her alle som fightere og vi er alle vindere.

Jeg vil ønske jer en rigtig god stafet! og tak fordi i lyttede:)
F4ED3F22-0ABA-4B47-99AB-FAA0FFBA3231
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå og holde tale foran en forsamling. Jeg var meget genert som ung. I forbindelse med at forberede mit foredrag og øve det igennem mange gange og komme ud og præsentere det, har jeg fundet ud af, at jeg godt kan kommunikere til mennesker. Jeg har noget på hjerte, og jeg er ikke bange for at tale om de svære ting.
Det har min coach uddannelse ved Nordlys i Silkeborg hjulpet mig til at finde ud af. Der har vi snakket om, at hvis du frygter noget, så skal du forberede dig. Det har jeg så gjort. Jeg har forberedt mig, til jeg kunne mit foredrag og min tale udenad. Det gør en kæmpe forskel. Jeg synes selv, at det gik godt med at holde talen.

Skulle du læse dette indlæg og have lyst til, at jeg kommer forbi, og holder foredraget: “smil til livet – også når det giver dig tæsk”, så kan jeg kontaktes på krumsine@gmail.com
Du er selvfølgelig også velkommen til at kommentere på indlægget;)

Her kan du læse mere om foredraget “smil til livet – også når det giver dig tæsk”  

3 dage på vand… og ingen brød!

Jeg har længe overvejet en faste på 3 dage, hvor jeg kun drikker vand. Nu skulle det være! Jeg havde reserveret nogle dage i kalenderen, hvor jeg ikke skulle noget andet end passe på mig selv.

Kan man undvære mad så længe? Og hvorfor udsætte sig selv for det? Det prøver jeg at forklare herunder.

Jeg er ikke ekspert på, hvad der sket i kroppen, når den ikke får føde i et par dage, men

hvorfor så faste, tænker du måske?

Fordi, at hvis jeg kan opnå bare lidt fremgang/fremskridt i min fysiske og mentale formåen, så er jeg villig til at gøre det.

Sådan gjorde jeg:

jeg spiste aftensmad fredag. Mit næste måltid var så tirsdag morgen. Jeg har kun indtaget alm. vand og grøn urtete i den periode. Nu tænker du måske, at det rabler helt for mig;) det gør det måske også? Men…

Jeg har læst og hørt at 3+ dages faste kun på vand, og faktisk også længere end det, kan hjælpe din krop til at helbrede sig selv. Ikke sådan forstået at den så kan hele et brækket ben, men du understøtter kroppens naturlige heling og udrensningsevne ved at give kroppen en pause fra at fordøje mad.

Du kan læse mere om det på tanglewoodwellnesscenter.com, hvis du vil vide mere om vandfaste.

Du kan også finde Loren Lockman på youtube, hvor du kan få en masse viden om faste.

Det var min gode barndomsveninde Pernille Rosenkær, der i sin tid introducerede mig til det at faste. Hun driver holistic Vision og http://www.vandfaste.dk

Hun er heilpraktiker og ved en masse om faste.

Jeg tænker jo, at det er helt gratis at prøve. Det er “bare” et spørgsmål om kun at drikke vand i 3 dage. Det kan da ikke skade.

Kan det hjælpe mig bare det mindste! Ja så er jeg villig til at forsøge. Det koster jo ingenting!

Hvad håber jeg på at opnå ved at faste i 3 dage?

Hvis jeg kunne få lidt mere mentalt overskud, ville det være det hele værd! Jeg bliver stadig meget hurtigt træt. Det er meget bedre, end det har været, men der er sandelig plads til forbedringer.

Det handler ikke om et vægttab

Der er ingen tvivl om at 3+ dages faste tærer på fedtdepoterne, men det er altså på ingen måde, derfor jeg gjorde det. Selvom jeg godt kunne smide lidt kilo, uden det gjorde noget. Hvis jeg skal tabe mig på en sund måde, er det bedre med de daglige gode valg. Det er altså ikke 3 dages sultestrejke, med et mål om vægttab overhovedet.

Forberedelse til faste:

1. Stoppede med at drikke kaffe en uge før (Ingen grund til hovedpine fordi du ikke har fået din kaffe;)

2. Ingen alkohol ugen før (ingen grund til at presse systemet mere end højst nødvendigt før faste)

3. Jeg spiser normalt plantebaseret, men hvis du selv skal prøve, vil jeg anbefale kun letfordøjelig mad den sidste uge op til.

4. Jeg har udvalgt 3 dage, hvor jeg ikke har planer. Med ro til bare at være. Drengene er på lejrtur med badminton indtil søndag. Når de kommer hjem, har de spist aftensmad.

5. Det er ikke første gang, jeg faster. Jeg har vidst længe, at jeg gerne ville prøve 3 dage. Jeg har eksperimenteret med faste i 36 timer mange gange efterhånden. Så jeg har en god fornemmelse af, hvordan det føles i kroppen. Nu har tiden været klar til at prøve de 3 hele dage.

6. Motivationen og tiden skal være rigtig for, at det bliver en god oplevelse. Det er vigtigt med tid og ro til dig selv. Gå en lille tur. Mediter. Læs eller lyt til lidt musik. Tag en lille lur på sofaen.

Du bliver konfronteret med mange af dine vaner omkring mad, når du faster. Hvor meget tid vi faktisk bruger på at tænke på mad, planlægge det og lave mad. Du bliver bedre til at høre din krops signaler, om du er sulten, og hvornår du har fået nok. Jeg bliver personligt bedre til at drikke vand nok i det daglige. Når jeg faster, har jeg næsten hele tiden et glas vand ved siden af mig. Til hverdag har jeg en tendens til at drikke kaffe og glemme vandet.

Reaktioner under fasten:

1. Hen på eftermiddagen dag 1) begynder jeg at småfryse lidt, og det er godt med hjemmefutter, en varm trøje og en kop varm urte-te.

2. Dag 1) først på aftenen begynder smagen i munden at ændre sig. Jeg børster evt. tænder en ekstra gang.

3. Dag 1) bliver hurtigt træt og sover tungt om natten.

4. Dag 2 jeg har mere energi end forventet. Jeg arbejder lidt ved computeren og går senere en lille tur. Jeg får en lur på sofaen.

5. Dag 3 jeg har sovet godt. Er veltilpas omend lidt træt.

6. Start dag 4 min tunge er helt hvid af en slags belægning. Jeg har ikke sovet fantastisk. Været vågen lange perioder af gangen, men har det faktisk godt, når man tænker på, at jeg ikke har spist siden fredag aften. I dag er det tirsdag morgen.

Jeg har forberedt en havregryn/Chia/solsikke “grød” der har stået i blød i havremælk til min morgenmad.

Når fasten slutter:

1. Jeg bryder fasten med et glas friskpresset appelsinjuice blandet op med vand.

2. Vand, vand, vand. Jeg vil tage min nye vane til mig og tænke i at få masser af vand i løbet af dagen- i små jævne mængder fordelt over hele dagen.

Hvis du selv skulle få lyst til at prøve faste, så prøv at søge på vandfaste. Start stille og roligt op. Det er både nemmere og sværere på samme tid, end du måske tror 😉

Start forsigtigt op igen og spis vandholdigt mad i ikke for store mængder. Held og lykke med det😉

Når de “små” ting ikke længere er en selvfølge.

Du har måske opdaget det? Jeg træner ihærdigt på at blive klar til at gå hærvejsmarch sidst i juni. Distance 2 x 20 km. Du tænker måske, at det er

En skør ide?

Måske er det bare en skør ide, men når det lige pludselig ikke længere er en selvfølge at kunne gå, virker det ikke som en skør ide, men som et kæmpe privilegie, at jeg kan beslutte, at det vil jeg træne på.

Sejren i at rejse sig og gå

Har du haft små børn, der har lært at gå, ved du nok, hvad jeg snakker om? Du kan se det i deres øjne. Det de har kæmpet så hårdt for lykkes pludselig en dag. De står ranke og stolte med maven struttende og med store øjne.

se hvad jeg kan! Ser de ud til at tænke!

Det blik og den fornemmelse genkender jeg fra mig selv, da jeg var indlagt på Hammel Neurocenter, og da jeg første gang tog et par skridt. Jeg kunne også se sejren og stoltheden i mine medpatienters øjne, når de gik selv. Vi fejrede de små fremskridt sammen, når vi mødtes i køkkenet, og ikke længere kom ind i kørestol men gående med en stok, rollator eller et andet hjælpemiddel.

Ingen nemme løsninger

Benene og balancen var ekstremt udfordret, da jeg rejste mig fra kørestolen og begyndte at gå rundt. I et svagt øjeblik husker jeg faktisk, at jeg tænkte, at det var nemmere for mig at blive siddende i kørestolen. Jeg fik kortvarigt lyst til at fralægge mig ansvaret…

Det varede heldigvis kun et kort øjeblik. Jeg tror faktisk, jeg blev lidt skræmt over mig selv, at jeg kunne tænke sådan.

Det skal være løgn! Tænkte jeg med al den vilje jeg kunne manifestere.

Og det blev løgn;0) Det er jeg så taknemlig over lykkedes for mig. Der er ingen nemme løsninger.

Når hjælpemidler bliver en unaturlig krykke

Hjælpemidler er vidunderlige, når der er brug for dem. Vi ved ikke altid selv, når vi ikke har brug for et hjælpemiddel længere. Det bliver som en unaturlig krykke. Fordi vi bruger dem så længe. Vi bilder os selv ind, vi ikke kan klare os uden. Så har vi måske brug for et nænsomt og kærligt puf, for at komme ud af komfortzonen, for at komme videre. Jeg måtte igennem 6 ugers intensiv genoptræning ved nogle fysioterapeuter i Århus for at slippe min stok. De var meget insisterende på at stokken ikke længere var nødvendig for mig. Ved træning og støtte fik jeg modet til at sige farvel til min sidste hjælper i at kunne gå. Min krykke. Min stok, som jeg var blevet afhængig af.

Tag ikke fejl. Genoptræning er benhårdt og engang imellem, er det ubarmhjertigt, og det kræver al din vilje.

Det er til gengæld kampen værd, når du mærker belønningen i form af små fremskridt.

Det er ikke længere en selvfølge at kunne gå, og derfor træner jeg til hærvejsmarchen sidst i juni. Det bliver en festdag!

Hvis du har lyst kan du gå med?

Jeg er ikke noget særligt…

Jeg er “bare” en voksen kvinde der efterhånden har været igennem flere livstruende kriser.

Hvordan vi håndterer kriser er forskelligt fra individ til individ. Jeg har valgt bevidst at dele medgang og modgang med jer her på bloggen. Jeg deler min sårbarhed og styrke. Mest for at vise, at der er en vej ud af en livskrise.

Der er mange der har sagt

⁃ du er sej Christina

Jeg er ikke sej, jeg kæmper med hvad jeg kan, når livet kører ned ad uventede nye veje. Jeg insisterer på at få det bedste ud af det jeg har…. at se muligheder istedet for begrænsninger. Der er så mange begrænsninger, men jeg vælger aktivt ikke at fodre den side af realiteterne. På den måde bruger jeg min energi på det, som jeg har lyst til. Det der motiverer til mere og giver fornyet energi, istedet for at have ondt af mig selv.

Ville jeg ønske at jeg kunne bruge min venstre arm ?

Selvfølgelig ville jeg det, men det er ikke noget jeg bruger ret meget energi på. Det hjælper jo ikke noget. Det giver dårlig energi og er drænende. Jeg træner stadig med min arm dagligt. Så det, aktivt at vælge ikke at bruge unødig energi på noget, er ikke det samme som at give op. Det handler om at bruge ressourcerne bedst muligt! Det er min hverdag det handler om. Mit og min families liv. Jeg har snydt døden et par gange, og jeg elsker mit liv.

🙏🏻

🙏🏻

🙏🏻

🙏🏻

🙏🏻

#smiltillivet #almindelig #blog #blogger #fokus #energi #liv #livet #taknemligforatværeilive