I dag for 3 år siden var jeg indlagt på Hammel Neurocenter. Grunden til, at jeg husker det så tydeligt er, at det er Sankt Hans aften… Årets lyseste dag!

Jeg husker, at jeg blev trillet afsted i min kørestol ned i fællesrummet sammen med alle de andre patienter. Det øsregnede, så det var praktisk umuligt at få gang i bålene, der var lavet i aftenens anledning.

Jeg havde ikke lyst til at være der længere. På det tidspunkt havde jeg været indlagt i næsten 3 måneder.

Jeg savnede Thomas og ungerne så det gjorde ondt i hjertet. Jeg var bare det helt forkerte sted. Jeg kunne næsten ikke klare at være væk hjemmefra længere. På en måde var jeg filterløs og tog følelsen helt ind i kroppen og hjertet.

Trods personalets ihærdige forsøg på at lave en hyggelig aften for os patienter, løb tårerne ukontrolleret ned ad mine kinder, da de begyndte at synge. Jeg kunne ikke stoppe mig selv. Især ved traditioner og højtider bliver det tydeligt, hvis noget ikke er som det plejer.

Det var årets lyseste dag midt i alt det, der føltes som mit livs mørke.

I år skal vi traditionen tro ned til bål ved Bøllingsø. Jeg er hjemme igen ved dem jeg elsker mest i denne verden.

Det er jeg så taknemlig for.

🙏🏻

Til alle dem der lige nu er indlagt eller på anden måde befinder sig i en livskrise, vil jeg ønske glædelig Sankt Hans – det skal nok blive godt igen ❤️