I dag har jeg holdt fightertale ved Stafet For Livet i Ikast, hvor det er første gang, det bliver afholdt. En “fighter” er en der selv har været eller stadig er ramt af kræft. Jeg havde lymfekræft i 2009 – 2010.

Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at holde fightertale ved åbningen af stafetten i forbindelse med, at jeg var ude ved Kræftens Bekæmpelse i februar og holde foredraget “smil til livet – også når det giver dig tæsk”
Det sagde jeg ja til :0)

Nedenunder kan du læse talen, som jeg holdt i dag:

Stafet for livet, Hjertet Ikast. Fightertale 4/5 kl. 11.00

Hej! Jeg har fået æren af at sige et par ord til jer i dag. Fra e´n fighter til alle jer… Fightere, pårørende, venner og bekendte.

Jeg vil starte med at sige et par ord om mig selv og MIN historie med kræft: Jeg hedder Christina. Jeg er 41 år og for 10 år siden fik jeg en kræftdiagnose.

I 2009 stod vi i det, der umiddelbart sku ha været en lykkelig tid for vores lille familie. jeg havde lige født vores yngste søn Mikkel, og alt skulle på papiret være så godt. Skæbnen ville, at da Mikkel var bare 2 mdr. gammel fik jeg diagnosen lymfekræft.

Jeg var meget syg og mærket af det. Kræften havde bl.a spredt sig til knoglerne i min skulder og mit bækken. Graviditeten havde været præget af smerter pga. sygdommen, og det havde på mange måder allerede været en hård periode for vores lille familie.

Håb og frygt for fremtiden kom til at gå hånd i hånd. Sygdom og hospitalsverden blev sammen med bleer og babymad en del af vores dagligdag i de næste 1 1/2 år frem. Indtil at jeg endelig kunne erklæres sygdomsfri, efter både et tilbagefald og en hård stamcelletransplantation. Jeg har heldigvis været kræftfri siden.

Den første tid efter sygdommen var det svært, helt at tro på, at jeg var rask. Bivirkningerne til behandlingen var massive. Det var på mange måder en helt ny krop og en ny virkelighed, vi skulle lære at navigere i. Jeg husker specielt frygten for endnu et tilbagefald ved kontrollerne på hospitalet. Det tager tid at finde sig selv igen, og rigtig tro på at det er overstået… At man er… RASK?

Vi er så mange, der bliver berørte af kræft hvert år. Hvis ikke det er os selv, er det en i vores omgangskreds. En vi har nær. Det er vi alle her et vidne på.

Livet bliver ikke det samme igen efter en kræftsygdom. Vi skal lære at leve med bivirkningerne til behandlingen og evt senfølger. Vi skal lære at leve uden dem, vi har mistet. Måske har vi ar på krop og sjæl. Vi skal lære at leve i en ny virkelighed. Selvom livet bliver noget andet, kan det godt blive godt igen. Det bliver godt igen.

Som fightere lærer vi at sætte pris på livet. At leve i nuet og ikke tage noget for givet. Kræftbehandlingen kan være voldsom, og vi skal ligge krop til kemoterapi, stråler eller operation og det i lang tid ikke at vide, om det går i den rigtige retning. Behandlingen foregår nogengange hurtigere end vi selv kan nå at følge med.

Kontrollen over vores eget liv er for en stund væk! Vi må spørge os selv, om kontrollen egentlig nogensinde rigtig har været der?

Det eneste vi kan vælge er med et smil på læben, at stå ud af sengen hver morgen, og prøve at få det bedste ud af det vi har. Mærke glæden over at være i live. Over livet.

Derfor føles det så godt at gøre noget aktivt sammen med andre. For på den måde at genvinde lidt af kontrollen, som ved at deltage i Stafet For Livet.

I stafetten bruger vi vores krop skånsomt ved at gå, og får på den måde vigtig og nærende motion. Det bidrager til kropslig glæde, og når vi går sammen med ligesindede – følelsen af ikke at være alene.

I dag kæmper vi symbolsk side om side. Vi går sammen og mærker et fællesskab med andre. Lys, håb og sammenhold som Stafet For Livet er. Giver energi, håb, glæde og modstandskraft til den videre kamp for livet. Vi står samlet side om side. Vi går side om side for på den måde at vise, at håbet lever for et liv uden kræft.

FOR I dag fejrer vi livet. I dag finder vi støtte hos hinanden i fællesskabet om det samme mål. Vi støtter hinanden i kampen om … Et liv uden kræft! I dag er vi her alle som fightere og vi er alle vindere.

Jeg vil ønske jer en rigtig god stafet! og tak fordi i lyttede:)

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå og holde tale foran en forsamling. Jeg var meget genert som ung. I forbindelse med at forberede mit foredrag og øve det igennem mange gange og komme ud og præsentere det, har jeg fundet ud af, at jeg godt kan kommunikere til mennesker. Jeg har noget på hjerte, og jeg er ikke bange for at tale om de svære ting.
Det har min coach uddannelse ved Nordlys i Silkeborg hjulpet mig til at finde ud af. Der har vi snakket om, at hvis du frygter noget, så skal du forberede dig. Det har jeg så gjort. Jeg har forberedt mig, til jeg kunne mit foredrag og min tale udenad. Det gør en kæmpe forskel. Jeg synes selv, at det gik godt med at holde talen.

Skulle du læse dette indlæg og have lyst til, at jeg kommer forbi, og holder foredraget: “smil til livet – også når det giver dig tæsk”, så kan jeg kontaktes på krumsine@gmail.com
Du er selvfølgelig også velkommen til at kommentere på indlægget;)

Her kan du læse mere om foredraget “smil til livet – også når det giver dig tæsk”