Når de “små” ting ikke længere er en selvfølge.

Du har måske opdaget det? Jeg træner ihærdigt på at blive klar til at gå hærvejsmarch sidst i juni. Distance 2 x 20 km. Du tænker måske, at det er

En skør ide?

Måske er det bare en skør ide, men når det lige pludselig ikke længere er en selvfølge at kunne gå, virker det ikke som en skør ide, men som et kæmpe privilegie, at jeg kan beslutte, at det vil jeg træne på.

Sejren i at rejse sig og gå

Har du haft små børn, der har lært at gå, ved du nok, hvad jeg snakker om? Du kan se det i deres øjne. Det de har kæmpet så hårdt for lykkes pludselig en dag. De står ranke og stolte med maven struttende og med store øjne.

se hvad jeg kan! Ser de ud til at tænke!

Det blik og den fornemmelse genkender jeg fra mig selv, da jeg var indlagt på Hammel Neurocenter, og da jeg første gang tog et par skridt. Jeg kunne også se sejren og stoltheden i mine medpatienters øjne, når de gik selv. Vi fejrede de små fremskridt sammen, når vi mødtes i køkkenet, og ikke længere kom ind i kørestol men gående med en stok, rollator eller et andet hjælpemiddel.

Ingen nemme løsninger

Benene og balancen var ekstremt udfordret, da jeg rejste mig fra kørestolen og begyndte at gå rundt. I et svagt øjeblik husker jeg faktisk, at jeg tænkte, at det var nemmere for mig at blive siddende i kørestolen. Jeg fik kortvarigt lyst til at fralægge mig ansvaret…

Det varede heldigvis kun et kort øjeblik. Jeg tror faktisk, jeg blev lidt skræmt over mig selv, at jeg kunne tænke sådan.

Det skal være løgn! Tænkte jeg med al den vilje jeg kunne manifestere.

Og det blev løgn;0) Det er jeg så taknemlig over lykkedes for mig. Der er ingen nemme løsninger.

Når hjælpemidler bliver en unaturlig krykke

Hjælpemidler er vidunderlige, når der er brug for dem. Vi ved ikke altid selv, når vi ikke har brug for et hjælpemiddel længere. Det bliver som en unaturlig krykke. Fordi vi bruger dem så længe. Vi bilder os selv ind, vi ikke kan klare os uden. Så har vi måske brug for et nænsomt og kærligt puf, for at komme ud af komfortzonen, for at komme videre. Jeg måtte igennem 6 ugers intensiv genoptræning ved nogle fysioterapeuter i Århus for at slippe min stok. De var meget insisterende på at stokken ikke længere var nødvendig for mig. Ved træning og støtte fik jeg modet til at sige farvel til min sidste hjælper i at kunne gå. Min krykke. Min stok, som jeg var blevet afhængig af.

Tag ikke fejl. Genoptræning er benhårdt og engang imellem, er det ubarmhjertigt, og det kræver al din vilje.

Det er til gengæld kampen værd, når du mærker belønningen i form af små fremskridt.

Det er ikke længere en selvfølge at kunne gå, og derfor træner jeg til hærvejsmarchen sidst i juni. Det bliver en festdag!

Hvis du har lyst kan du gå med?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s