I den forgangne uge har vi været på skiferie. En stor flok på 10. Fætre onkel, tante og bedster.
I år gik turen til Wagrain i Østrig. Sidste år forsøgte vi, hvordan det ville være, at tage nordpå for mig. Jeg vil gerne ud at gå lidt og få frisk luft, når de andre er på ski. Det var praktisk talt umuligt for mig nordpå. Min venstre fod kramper helt op, når underlaget bliver for ustabilt og sandsynligheden for, at jeg vrikker rundt bliver stor. Jeg følte mig lidt spærret inde i hytten, og var ved at få lidt kuller af at være inde til sidst.
I år har vi så været sydpå istedet. Vi har før været i Wagrain, så vi vidste lidt om, hvordan forholdene var, inden vi tog afsted.
Min plan var at gå ture og benytte sauna/dampbad og skrive på en bog, jeg er igang med, når de andre var afsted om dagen. Farmor havde ikke lyst til at stå på ski i år, så jeg har haft lidt selskab i lejligheden, og vi har sammen været ude på én gåtur hver dag. Det har været super skønt at kunne komme ud. Det er gået rigtig godt med min fod. Jeg skal stadig passe på, jeg ikke vrikker rundt. Jeg var endda med gondolen op på toppen hvor jeg mødtes med alle skitosserne og vi fik samlet frokost deroppe. Thomas tapede min fod op, så den ikke kunne vride. Det var dejligt at kunne mødes med dem alle, så var jeg lidt mere med😉
Det får mig også til at overveje, hvad vi som familie skal fremover… Tingene har jo ændret sig markant for os de sidste 3 år. Det at tage på skiferie er endnu en ting, vi er nødt til at forholde os til løbende, og vi må justere måden at gøre det på, som det nu føles rigtigt. Vi har prøvet 2 gange nu at tage afsted i samlet flok. Måske vi skal ændre måden at gøre det på fremover. Vi har jo alle glædet os til at komme afsted førhen. Det er bare ikke det samme som før. Uanset bliver tiden i lejligheden lidt lang for mig, og jeg har ikke rigtig så meget energi til at foretage mig en hel masse forskelligt. Jeg er heller ikke rigtig en del af det, vi egentlig tager afsted for. Hvis jeg kunne, ville jeg være på pisten.
Hvad gør vi fremover?
Thomas og jeg har snakket om, at det måske er sidste gang, at jeg er med, og så må Thomas selv tage afsted med drengene. De er så store nu at det kan de sagtens. Jeg er faktisk mere fri derhjemme, hvor jeg kan gøre det jeg plejer. Det er nok også lidt lettere for Thomas og ungerne, så kan de være afsted hele dagen på ski uden at have i baghovedet, at “mor sidder derhjemme i hytten” og venter.
Nu må vi se. Beslutningen er ikke endelig taget endnu.
Tingene ændrer sig hele tiden. Ofte går det langsomt, og vi har mulighed for at tilpasse os situationen løbende. Måske i årevis. Andre gange sker det som et lyn fra en klar himmel. Der skal stadig tilpasses meget. Det tager nok lige så lang tid at acceptere det, og finde ud af hvordan vi så gør, som hvis vi havde haft årevis.
I skal ikke snydes for nogle af de billeder jeg har taget hernede på mine gåture;)
smiltillivet 