Lørdag d. 1 December blev jeg officielt førtidspensionist. 

Det har været svært at forlige sig med. Jeg har været nødt til at være ærlig over for mig selv, og sige højt at det:

Nok er den bedste løsning for mig.

Vi snakkede om det og Thomas mente, at der også lå noget i ordet førtidspension, som var svært at forholde sig til. Altså… Pensioneret før tid. Sagt på en anden måde: “Vi” har ikke flere forventninger til dig. Du behøver ikke gøre mere nu. 

Det føles sgu lidt som at give op!

Jeg ved, det ikke er tilfældet! Derfor føles det stadig lidt sådan.

Thomas sagde:

– Det burde hedde “tak fordi du har kæmpet – pension”

Jeg smilte af den bemærkning, og den varmede faktisk også mit triste hjerte. For det var et ærligt kærligt udtryk af hans syn på tingene. Jeg summer stadig over det, og jeg er helt sikker på at den fulde accept, af det er lige om hjørnet. Nu er det vigtigt, at jeg selv fylder noget meningsfuldt ind i mit liv. Det er jeg jo allerede i fuld gang med, med en coachuddannelse og skrive bøger. I mit tempo og når der er overskud til det. 

Jeg får altid masser af ideer, og ting jeg har lyst til. Det er lidt af en kunst ikke at fylde for meget på. Jeg bliver bedre og bedre til det:)

Vi “fejrede” førtidspensionen og tog hul på december med en tur i Tivoli i København. Fredag føltes det lidt som gravøl, og mit humør var nede, efter jeg lige havde fået besked om at mit nye liv hed “førtidspensionist” Nu vælger jeg at se på det med nye øjne, og kalder det “tak fordi du har kæmpet – pension”

 Efter en dejlig dag med mine drenge er humøret i top igen, selvom jeg er træt.

Tak for jer.