Jeg må vælge mine kampe

Vi er i sommerhus og nyder ferie i Danmark med familien. Vi er mange samlet; vores børn, fætrene, deres forældre og mine svigerforældre. 10 personer i alt. Der bliver hygget i varmen og vi er gode til at respektere hinandens forskelligheder og grænser.

Hen på aftenen bliver der planlagt at gå en tur til vandet for at se solnedgangen. Det ville jeg normalt elske at gøre, MEN lige der kan jeg ikke overskue, at skulle kæmpe mig henover en klit, der vil føles som en større bjergbestigning. Jeg bliver nødt til at blive hjemme og spare på kræfterne og det skrøbelige overskud. Det er faktisk hårdt nok at være sammen med så mange mennesker ( jeg bliver lidt træt i hovedet af hele tiden at være omgivet af andre) Jeg kan mærke snerten af skuffelse og ærgelse over ikke at gå med til vandet, men jeg ved, det ikke nytter noget. Jeg sender dem afsted med et smil. Samtidig beslutter jeg at nyde stilheden, mens jeg er alene.

Jeg kan ikke det samme som før. Engang imellem er jeg lige ved at glemme det. Det er nok godt nok. Det ville da være trist, at skulle minde mig selv, om alt det jeg ikke kan. Det hele handler vel om at være realistisk. Nogen gange lidt urealistisk hvis jeg stadig skal bevare drømmene… og det skal vi jo…. drømme. Det er på den måde at jeg sætter nye mål for fremtiden og holder mig i gang.

Jeg må vælge mine kampe med omhu… på det rigtige tidspunkt. Nogen gange må jeg gå glip af en stund med familien, fordi det lige der, er det der skal til for, at jeg kommer igennem dagen med overskud.

I går har jeg været med mine drenge i Fårup Sommerland. Sidst vi var i et sommerland, sad jeg i kørestol. Det er 2 år siden nu. Denne gang var det helt uden hjælpemidler. ( jeg bruger bænkene rundt i parken flittigt, men jeg kan være med!!)Jeg har før skrevet om, at vi skal fejre selv de små milepæle. Dette her er endnu en af de dage, hvor jeg er utrolig taknemlig, over alt det jeg stadig kan, og at jeg kan nyde sådan en dag med min mand og mine børn.

Rasmus kommenterede det, da jeg var med i en forlystelse, at han hjemmefra ikke havde troet, jeg kunne det. Han havde ikke troet, at jeg skulle prøve noget. Mine drenge passer godt på mig❤️Det var dejligt at se glæden i hans øjne over, at jeg stadig kan overraske. Selvom det er ved at være længe siden nu, fylder ulykken stadig en del i bevidstheden om, hvad mor kan. Så er det pragtfuldt, at kunne give ham et kys på panden og sige

⁃ selvfølgelig kan jeg være med.

Måske ikke til det hele, men ihvertfald noget af det. Jeg tager også lidt flere siddepauser. Gerne med en kop kaffe ved hånden;0)

Det har været en skøn og lang dag… og jeg har ingen planer for i dag. Der skal være plads til en off-dag.

Husk at smile til livet ❤️

Offentliggjort af Christina Didriksen

Kreativ. Coach, forfatter, massør.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: