Smil!! Vi lærer det tidligt, at smile. Det hele er lidt nemmere hvis bare du smiler! Sådan har jeg haft det. Og jeg er da også grundlæggende et meget smilende og positivt væsen. Sådan har det altid været.. Jeg er blevet konfronteret et par gange med mit smilende ydre. Da jeg var yngre og hvis jeg var med offentlig transportmiddel. Ville dem der var mere socialt udsatte (eks alkoholiker) altid sætte sig ved siden af mig (sikkert fordi jeg var et venligt ansigt i mængden og helt ufarlig.
Jeg syntes ikke det var specielt sjov og jeg vidste ikke på det tidspunkt at det nok hang sådan sammen. Jeg lærte da jeg blev lidt ældre at kontrollere mit smil lidt mere, så jeg ikke bare storsmilede til hvem som helst.
Trods mine erfaringer som ung teenager befandt jeg mig alligevel i en situation for nogen år siden hvor jeg blev konfronteret med mit smil, som faktisk overhovedet ikke var sjovt eller til at smile af.
Jeg var midt i slutningen af min behandling for lymfekræft og havde fået mine stamceller retur og lå nu i isolation. Det hele var noget hårdere mentalt end jeg faktisk havde regnet med. At være afskåret fra dem jeg holdt af- min familie var bare benhårdt. Samtidig havde frygten og usikkerheden godt tag i mig. Afkræftet og udmarvet lå jeg i min seng med kvalme og ingen appetit og med diarre på 3 uge hvor jeg flere gange var faldet i søvn på toilettet om natten da jeg brugte så mange timer derude. Nu lå jeg og ventede på endnu en stuegang. Ind kom en læge som jeg havde mødt nogle gange i det forløbne 1 ½ år og jeg tænkte jo som jeg plejer ”at alle fortjener, at blive mødt med et smil” Den ældre læge studsede så meget over mit smil at han kommenterede noget i retning af og med lettere vantro i stemmen” og så sidder du der og smiler ” SLAM Det ramte mig lige i ansigtet og smilet stivnede omgående og resten af tiden hvor jeg var indlagt. Hvad fanden smilte jeg egentlig af? Der var absolut ingenting at smile af! Da han var gået, begyndte jeg at græde. Nu kunne jeg snart ikke være der længere. Tårer der pressede på bag øjnene. Jeg var presset og nu havde jeg pludselig indset ,at smilet var et forsvar for at prøve, at sige til mig selv ”at alt var ok” da jeg ikke havde smilet længere, kunne jeg jo næsten kun græde. Det var i hvert fald min reaktion på det hele.
I dag lader jeg mit humør bestemme om jeg smiler eller ej. Så det er nok mere ægte. Det er også en beslutning jeg har taget om mig selv og mit liv. Jeg vil møde min omverden med oprejst pande. Hvis alternativet i en krise er at sætte sig ned at græde så vælger jeg helt sikkert smilet, Så føler jeg i det mindste, at jeg kæmper og ikke giver op. For hvis jeg først giver op, hvad skal jeg så gøre, når det bliver rigtig slemt?
Rasmus og jeg til et 5 km motionsløb
#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #alkoholiker #alkoholdemens #hjerneblødning #genoptræning #Montebello #Hammelneurocenter #marathonløb #smil #yoga #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume
smiltillivet 