Ku du tilgive en der ikke ber om det?

Ku du tilgive en der ikke ber om det? også selvom vedkommende har svigtet dig massivt?

Jeg har kun haft et sporadisk forhold til min far i mit voksenliv. Han led af alkoholdemens de sidste år af hans liv og han levede i en fantasiverden. Jeg har holdt mig væk i lange perioder, for at beskytte mig selv. på en måde gjorde det bare for ondt at være sammen med ham. Han kunne ikke forstå, at jeg ikke ville med på værtshus sammen med ham… Han var påståelig og indrømmede aldrig at tage fejl af noget… så han bad aldrig om tilgivelse. og jeg havde brug for at tilgive ham. For at have splittet vores familie og for at være blevet væk fra størstedelen af mit barne og voksenliv. Han var manipulerende og hvis du ikke kendte ham, opdagede du det ikke! Jeg stod som nærmeste pårørende og en eftermiddag blev jeg ringet op af hjemmeplejen i kommunen, der fortalte, at han nok ikke havde længe igen. Jeg måtte tage en beslutning om jeg ville være der for ham på hans sidste dage.

Jeg var selv ved at prøve at komme mig ovenpå mit kræftforløb og jeg var lige startet på at arbejde igen. Så kom det her lidt på tværs og jeg måtte tage en beslutning om jeg ville prøve at være noget for min far. Min daværende kontaktlæge gjorde det meget klart for mig “når han er død er det for sent” Så jeg tog en dyb indånding og tog ind og besøgte ham på sygehuset. Jeg var nervøs og min mave føltes som en stor knude. Det var flere år siden jeg havde set ham. Og sidste gang var ikke gået særlig godt…Min far havde med et halvhjertet forsøg prøvet at slå sig selv ihjel ved at skære sig i håndleddet med en franskbrødskniv og så lige sørget for at min bror og jeg fik besked om det, før at der kunne nå at ske noget alvorligt. Igen følte jeg mig som en brik i et puslespil der bare blev flyttet rundt på som han lystede. Der gik en måned før jeg opsøgte ham for at prøve at forstå. Jeg trådte ind ad døren med hjertet i halsen. da han bad om et kram var jeg nødt til at gå. jeg kunne ikke. Jeg var alt for vred! Det ramte mig ret hårdt at jeg ikke kunne tilgive ham og det måtte jeg lære at tilgive mig selv for… at være menneskelig. Jeg blev væk lige indtil den dag hvor hjemmeplejen ringede nogle år senere.

Så stod jeg ude på gangen foran hans stue på sygehuset og havde både kvalme og ondt i maven. Jeg gik ind på stuen og alt min nervøsitet blev gjort til skamme. I sengen lå en gammel mand. Helt ufarlig og mere menneskelig end jeg før havde set. Han kunne ikke engang genkende mig. Jeg indså der, at jeg aldrig ville få en far. Jeg ville aldrig kunne fortælle ham om min kræftsygdom. og han ville aldrig forstå det. Da jeg lige kom ind på stuen var han igang med at forklare en sygeplejerske om hvorfor han ikke havde sit normale tøj på. Det var historier om, at desarmere bomber og passe lægens telefon til, at være på fisketur hele natten og falde i vandet… De kiggede på mig, for at få mig til at af eller bekræfte historierne. Jeg rystede bare hurtigt på hovedet, men han var så overbevisende i det han fortalte. Sikkert fordi, at det var sandt for ham og ikke bare en historie. Det virker måske lidt komisk, men det var ufatteligt sørgeligt. Han var så meget alene, at han var begyndt at leve i en anden verden. Alle mine forsvar forsvandt de følgende måneder og jeg sørgede over ikke at have haft en far. Tårer der bare trillede ned af mine kinder. Uden helt, at kunne sætte ord på det. Knuden i maven var ved at slippe. Den havde jeg båret rundt på alt for længe. Jeg var så småt ved at tilgive ham, min far. Vi fik få stunder sammen En hvor jeg faktisk fik fortalt ham, at jeg havde været syg. og en tåre rendte ned af hans kind Og en anden gang hvor han fik sagt til mig, at det var dejligt at jeg var der! mere behøvede jeg ikke. Det var som om at jo mindre han kunne drikke jo mere vendte lidt af hans gamle jeg tilbage og vi kunne snakke lidt sammen. Han døde på en hverdag om natten. Jeg sad hos ham og fik fortalt ham, at jeg tilgav ham og at han godt måtte give slip nu efter 20 år i en kørestol og et langt liv med et alkoholmisbrug! han blev 58 år.

Du skal være mere end velkommen til at kommentere på indlægget og jeg vil forsøge at svare dig efter bedste evne:)

#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #alkoholiker #alkoholdemens #hjerneblødning #genoptræning #Montebello #Hammelneurocenter #marathonløb #smil #yoga #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume

 

Offentliggjort af Christina Didriksen

Kreativ. Coach, forfatter, massør.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: