jeg var uskyldig før kræftsygdommen naiv, uvidende… ja nærmest jomfruelig.
Når jeg her efterfølgende tænker tilbage, føltes noget af behandlingen jeg modtog som et overgreb på min sjæl. Det var så voldsomt og følelserne sad helt uden på tøjet. jeg nåede ikke rigtig at bearbejde en oplevelse før der var noget nyt at forholde sig til.
Som et eksempel er her en hurtig beskrivelse af Min første dag ;
1) Knoglemarvsprøve: Undersøgelsen foregik i lokalbedøvelse og jeg var blevet advaret om, at en del af undersøgelsen, hvor man skal trække væsken ud af knoglen, kunne man ikke helt bedøve sig ud af. Forestil dig en vandflaske med undertryk i! jeg hylede som en ensom ulv der kalder på flokken. Det kom instinktivt og helt bag på mig. Jeg var bange og reagerede derefter helt spontant og nærmest primitivt.
undersøgelsen var heller ikke specielt sjov. Jeg kom ind til en læge hvor jeg fik fornemmelsen af, at jeg bare var en´ af mange han skulle nå den dag. Ingen empati …ingenting!
Imens var Thomas hjemme med Mikkel der var 2 mdr. gammel på det tidspunkt. Thomas tog resten af min barsel, da jeg blev sygemeldt. Det føltes på mange måder så forkert det hele!
 |
| Her et billede af Mikkel og jeg. Det er i starten af behandlingen for lymfekræft. |
Humpende gennem hospitalets kældergang kom jeg snøftende og små hulkende. (jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at samle mig sammen).
Jeg var på vej til næste punkt på dagsordnen. Jeg ville lige nå udenfor og ringe hjem. Jeg fik fat i Thomas, og da jeg hørte hans stemme, kunne jeg ikke lade være med at græde.
Det ville jeg under normale omstændigheder aldrig kunne finde på. Stå og græde i en telefon, for han kunne jo ikke hjælpe mig alligevel. Han var jo derhjemme og passede på vores drenge.
2) Blodtransfusion: Jeg måtte modtage en liter blod før jeg kunne få min første behandling med kemoterapi pga. min meget lave blodprocent. (og jeg havde undret mig over hvordan andre mødre kunne være så energiske, når de fik barn nummer 2 … når nu jeg var så træt!)
3) Kemoterapi Jeg forestillede mig giftgule poser med advarsler på, og at jeg ville kunne mærke, at jeg blev dårlig så snart det rendte ind i kroppen… men det gjorde jeg ikke. 1 af poserne var dog helt orange, så det levede op til forestillingen om det hele. Da jeg lå der i sengen og de første dråber nåede min arm, prøvede jeg at forestille mig, at nu skulle de dråber ind og rydde alle kræftcellerne af vejen.
Det var mit forsøg på at skulle kunne holde det ud. Tanken om, at det var for at hjælpe mig. Ellers blev de 16 behandlinger over 8 mdr. med kemoterapi jeg var stillet i udsigt ikke til at holde ud.
Kvalmen kommer snigende ind på en. Ikke 1, 2 eller 3 gang mærkede jeg så meget til det, andet end det beroligende jeg fik inden behandlingen. Det gjorde, at jeg følte mig påvirket og små”skæv” og også dejligt afslappet og rolig.
Senere i behandlingen fandt jeg så rigeligt ud af, hvad det vil sige at have kvalme. Men til at starte med var jeg heldigvis ret forskånet for det.
– – –
Jeg fik diagnosen en torsdag og behandlingen startede om mandagen. Jeg fik weekenden til at stoppe med at amme. Jeg sad med Mikkel i mine Arme og bare tudede da jeg ammede sidste gang. Det hele gik nærmest lidt for stærkt og jeg nåede slet ikke at “vænne ” mig til tanken.
Lige pludselig kunne jeg ikke gå til købmanden og huske 2 ting jeg skulle handle ind. Hovedet var fyldt fuldstændig op. Der var bare ikke plads til mere. Jeg var nærmest i chok, og den følelse af ikke at kunne huske, endte med at følge mig i meget lang tid efter.
Da jeg endelig var igennem mine behandlinger efter 1 ½ år tog det mig rigtig lang tid at få bearbejdet det og få en fornemmelse af, at jeg kendte mig selv og min krop igen.
Har du lyst til at kommentere på indlægget er du mere end velkommen til dette.
#veganer #Hodgkinslymphoma #stamcelletransplantation #kemoterapi #alkoholiker #alkoholdemens #hjerneblødning #genoptræning #Montebello #Hammelneurocenter #marathonløb #smil #yoga #trækvejret #givslip #smiltillivet #hovedtraume
smiltillivet 