Hvorfor er det sværere at tilgive sig selv end andre? 

For nogle år siden 8 ca. blev jeg konfronteret med en del af min historie, som på mange punkter gjorde ondt. Ondt helt ind i sjælen. Min far, som jeg ikke havde set i nogle år og som jeg stort set ikke har haft et forhold til i mit voksne liv og meget lidt i min barndom, prøvede på ( halvhjertet ifølge lægen ),at slå sig selv ihjel. Han havde sørget for at min bror og jeg fik besked ved at sende et brev med en taxa.

Når vreden svider i øjnene 

Min første reaktion var selvfølgelig at blive utrolig ked af det. Magtesløshed og frustration skyllede ind over mig. 

Hvor længe kunne den gamle mand blive ved med, at ramme mig og stikke kniven længere og længere ind? Ja han virkede da fredfyldt nok: alkoholisk siddende i sin elektriske kørestol i en røgsky af cigaretos, men han var også utrolig manipulerende. Nu skulle kniven åbenbart også drejes rundt et par gange i det åbne sår! 

Sorgen blev afløst af vrede og selvom jeg gerne ville og havde troet jeg kunne, så kunne jeg ikke… tilgive ham! 

Det ramte mig ret hårdt. Jeg ville gerne være et “større” og bedre menneske, end at gå rundt og bære nag. Jeg måtte acceptere, at jeg ikke var klar til at tilgive. Det tog tid. Jeg prøvede faktisk at opsøge min far efter lidt tid. 

Da jeg trådte ind i hans stue. Kunne jeg ikke være der, men var nødt til at gå igen. 

Vi udvekslede kun ganske få ord. Næste gang jeg så ham var nogle år senere og han kunne ikke længere genkende mig. Alkoholdemensen havde godt fat i ham.

Tilgivelsen kommer, når vi er klar!

Tilgivelse er en stor ting at kunne. Der hvor det bliver rigtig svært er, når der er uafklarede og svære følelser i klemme. Når vreden svider i øjnene og sorgen har fat i dit hjerte. 

Jeg endte med at tilgive min far. Det blev en lang og bumlet vej dertil. Jeg er glad for i dag at jeg nåede det inden hans død. Jo dårligere han blev jo mere menneskelig blev han også for mig og jeg fik lov til at se et par glimt af ham, der føltes mere ægte end det havde gjort i store dele af mit liv. 

Jeg tilgav også mig selv for at være menneskelig, uperfekt. Og ikke at kunne leve op til mine egne forventninger.

Det er svært når vi pludselig ikke kan leve op til vores egne forventninger om hvordan vi gerne vil være som mennesker. Vi må prøve at give slip på alle de fordømmende tanker om os selv. Acceptere at vi laver fejl og er uperfekte. Sende lidt godhed din vej i tankerne. Være i nuet som det så fint hedder. Giv slip på ,hvad du tror, der er det rigtige svar:)

Knuden af sorg i maven er væk og afløst af håb for fremtiden. ❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s