Din identitet bliver presset under sygdom

Noget af det jeg har fundet ud af under mine forskellige sygdomsperioder i mit liv, er at din identitetsfølelse (dit eget selvbillede) bliver presset til det yderste. Simpelthen fordi, at alt ændrer sig for dig, meget hurtigt. Hurtigere end sjælen og psyken måske kan nå at følge med.

Selvfølgelig kan der være stor forskel på hvad du oplever og det er svært at sammenligne to vidt forskellige ting, men jeg prøver nu alligevel…

Da jeg fik kræft, sneg frygten sig ind under huden på mig. Den var lammende og det tog rigtig lang tid, at komme over det, da jeg endelig (og heldigvis) var rask. Dødsangsten og et survivalmode tog over. Jeg havde fået det, som jeg bedst kan beskrive som et chok. Jeg blev glemsom og hovedet kunne ikke rumme ret mange ting ad gangen.

Da jeg vågnede laangsomt op i en hospitalsseng efter min hjerneblødning og ingenting kunne huske om ulykken. Da var alt dramaet forbi og jeg stod med en krop der ingenting ville. Frygten var der ikke på samme måde som tidligere.

Der var ingen der ville love mig noget. Kommer jeg op at gå? ….måske! Så her var der måske nok lidt mere stædighed og vilje, til at ville komme videre med livet.

Jeg har hørt mere end en gang at en fysioterapeut sagde til mig, at de kunne mærke, at jeg var vant til at træne og det skulle jeg være glad for. 

Så langsomt går det op for dig, at du er ramt på dit eget selvbillede…identiteten.

Jeg kan ikke arbejde som før, gå ordentligt, løbe, hoppe, dyrke yoga, bruge min venstre arm, køre bil, se ordentligt længere (ikke som før)

Det er svært at støvsuge, vaske tøj, tømme opvasker, pynte juletræ, lave mad.

Kort sagt, er alt det, vi som moderne mennesker, lægger vægt på og sætter pris på, taget fra mig.

Jeg kan stadig nyde naturen, tegne, være kreativ, smile, grine, gå igen ( ikke som før), se, lytte, være taknemlig 🙂

Jeg kan huske en dag et kort stykke tid efter, at jeg havde fået kræftdiagnosen og var startet i behandling. Jeg sad i sofaen og funderede over livet. Det var en følelse af, at jeg ikke havde prioriteret det, der var vigtigt for mig. Nemlig det at være kreativ. Det var det, jeg ville fortryde hvis jeg ikke overlevede… At jeg ikke havde prioriteret, at være kreativ.

Det er ikke fordi, det behøver at være de vilde store projekter, men bare det, at turde lade sig inspirere og følge med det, så godt jeg kan. Det er vigtigt for mig.

Noget af det indlysende ved ens identitet og en eget selvbillede er dit udseende. Vi er så vant til at kunne styre i store træk, hvordan vi ser ud og andre menneskers opfattelse af os.

Jeg husker det som en meget voldsom oplevelse at miste håret under min kræftbehandling. Der bliver det også for alvor tydeligt for din omverden at du er syg af en dødelig sygdom. Da jeg lige blev udskrevet fra Hammel Neurocenter og i den første tid efter, fik jeg nogle sjove skæve blikke med på vejen, fra mindre børn. Når du ser på billedet af mig, som Thomas tog den dag, han hentede mig, kan jeg jo egentlig godt forstå det. Med en stok og en klap for øjet. Samt ikke helt en krog i den ene hånd, men en mærkelig form for bandage. Jeg har jo lignet en sørøver. Jeg gjorde mit bedste for at smile venligt og jeg tror da ikke, at jeg ligefrem har skræmt nogen.

Jeg har ikke spekuleret så meget over mit udseeende i denne her omgang. Måske har mit første forløb med kræftsygdom alligevel rustet mig til at håndtere store omvæltninger og kriser der vælter ned om ørerne.